– Det bringer minder om tiden med Kulørte Klat. Det her er bare større og med mange flere mennesker.
Sådan sagde to gamle danske BZ’ere, da de indignerede og et stort antal sympatisører under høj sol satte sig i bevægelse, og festen begyndte.
Kulørte Klat var en række fantasifulde og farverige demonstrationer, som BZ-bevægelsen arrangerede i maj 1984.
Læs artiklen »Hele verden på gaden mod finansvældet hos Modkraft«
Lørdagens protester er en del af et globalt oprør mod finansvældet, og i storbyer verden over var der lørdag brede folkelige protester mod finansielle institutioner og politikernes håndtering af krisen.

Bruxelles-demonstrationen startede nord for centrum kl. 14.30 og endte ved EU-kommissionen kl. 19.00, hvor politiet afviste folkemængden bag en række opsatte pigtrådshegn.
Den hidtidige plan om at komme frem til Kommissionen blev droppet, og de indignerede valgte i stedet at slå lejr i en nærliggende park. Det kom på intet tidspunkt til sammenstød mellem politi og demonstranter, men få demonstranter blev anholdt for mindre forseelser og hærværk mod banker.
Demonstrationen blev skudt i gang uden nogen overordnede paroler og var i det hele taget præget af anarki og et væld af forskellige grupper, der med hver deres kreative og politiske indslag prægede demonstrationen.
Alligevel kunne mange enes om sloganet »99 procent krise, 1 procent røveri«, som referer til, at krisen rammer den brede befolkning, mens den lille del af spekulanter, som startede krisen, fortsat tjener store summer.

– De kalder det et demokrati, men det er i virkeligheden bare et kapitalistisk diktatur. Det er klart, at vi ikke vil finde os i det. Det er på tide, at vi vågne op og indser, at det ikke holder. Faktisk undrer det mig, at det først sker nu, sagde en belgier til Modkraft, som de seneste dage havde lavet suppe til en gruppe tyske sympatisører.
Fra start til slut var demonstrationen præget af stor forskellighed og energi. Der var musik, sang og kampråb uden pauser, og et utal af happenings udspillede sig alle steder i demonstrationen.

Blandt andet stod et stort antal af klovne og gøglere for underholdning under pauserne og for at styre demonstrationen i rette retning.
Demonstranterne var generelt fredelige, men Børsen, som demonstrationen holdt en længere pause ved, blev bombarderet med bløde kasteskyts, og heller ikke de mange banker, som demonstrationen passerede, gik fri – her blev der flere gange lavet graffiti på ruderne og afholdt små happenings, hvor demonstranter spillede døde ved indgangen og fik aftegnet deres lig i kridt.
Til gengæld blev alle andre butikker og bygninger umiddelbart skånet.
– Det er meget rørende at opleve denne her energi og kreativitet. Der ligger en klar styrke i det her udtryk, som jeg er sikker på, vi i Danmark kunne lære noget af, sagde en af de gamle danske BZ’ere.
Efter demonstrationen slog de indignerede lejr i Bruxelles Jubelpark, der ligger ganske tæt på EU-Kommissionens hovedkvarter. Her blev der løbende afholdt fællesmøder, hvor man forsøgte at beslutte, hvad bevægelsens næste træk skal være.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96