Annonce

9. marts 2011 - 16:34

Hundredvis af egyptiske systemkritikere frygtes myrdet

Mens menneskemasserne fyldte Cairos gader til de første store demonstrationer, som siden skulle føre til præsident Mubaraks afgang, blev der åbnet ild imod fangerne i landets fængsler. Og i særdeleshed imod de fængslede kritikere af regimet.

Det er anklagen fra en række egyptiske menneskerettighedsorganisationer.

– De 120 mishandlede lig, som blev identificeret som fængselsindsatte i begyndelsen af februar, er sandsynligvis kun toppen af isbjerget. Vi har al mulig grund til at tro, at mange flere er blevet myrdet, fortæller Sherif Azer fra EOHR, den egyptiske organisation for menneskerettigheder, til Modkraft.

Mubaraks folk står bag

Han tilføjer, at fængselspersonalet sandsynligvis handlede efter ordrer oppefra.

– De har lukket voldsdømte ud med det formål for at skabe ravage i gaderne. Politiet kunne så få en undskyldning for at åbne ild mod demonstranterne. Og derefter skaffe de besværlige systemkritikere af vejen, siger han.

JPEG - 101.9 kb
Den egyptiske organisation for menneskerettigheder anklager det egyptiske regime for massemord. Foto: Charlotte Lund

Han bakkes op af Human Rights Watch, som også anklager Egyptens regime for at have orkesteret massakrerne.

– Der er virkelig behov for en undersøgelse på højeste niveau, der afdækker, hvad der foregik i de egyptiske fængsler, siger organisationens talsmand Joe Stork til Associated Press.

Læs artiklen »Probe of violence, mass escapes from Egypt prisons« på Associated Press

Lig langs landevejene

Sherif Azer mener at der kommer til at gå lang tid, før man får et overblik over omfanget af katastrofen.

– Rapporterne bliver ved med at tikke ind. Fund af ligbunker langs hovedvejen til Alexandria og folk, der har fået døde familiemedlemmer sendt retur fra fængslerne med skudhuller i ansigtet, som angiveligt er blevet dræbt under flugtforsøg.

JPEG - 201.2 kb
Mens Mubaraks modstandere demonstrerede på Tahrir-pladsen blev systemkritikere henrettet i fængslerne. Foto: Charlotte Lund

Det er også oplevelsen hos Amnesty International, der er kommet i besiddelse af videoer af torturerede døde fanger.

– Billederne viser et stort antal fængselsindsatte, som lader til at være dræbt under gruopvækkende omstændigheder, skriver Malcolm Smart, Amnesty International’s direktør for Mellemøsten og Nordafrika, i en pressemeddelelse.

Læs artiklen »Video footage shows Egyptian prison inmates apparently tortured and killed« på Amnestys hjemmeside

Læs artiklen »Amnesty frygter, at egyptiske fanger blev tortureret og massakreret« i Politiken

– Vi prøver nu at sætte de mange løsrevne oplysninger under mikroskop så vi kan få et billede af, hvad der konkret er foregået, forklarer Sherif Azer.

Han tilføjer, at det bliver en meget vanskelig opgave, for hans organisation aner ikke, hvor mange de skal lede efter.

– Der findes ingen pålidelige statistikker over, hvem der overhovedet er indsat i fængslerne, endsige om hvor mange der forsvandt den blodige nat til den 29. januar, men jeg tror det drejer sig om mange hundrede.

Læs Charlotte Lunds blog fra Cairo om den politiske situation

Læs linkboxen på Tidskriftcenteret om »Oprøret i Egypten 2011«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce