Gaderne i Bruxelles’ ellers kedelige og grå EU-kvarter blev tirsdag den 29. september omdannet til en stor farverig fest, da den måske største demonstration i Bruxelles passerede forbi EU-parlamentet.
Demonstranterne, der var iklædt en vrimmel af forskellige farver, viste deres utilfredshed med planlagte nedskæringer med både fyrværkeri, fløjter, kampråb og høj musik.
Det gik ikke derfor ikke stille for sig, da flere end 100.000 mennesker fra hele Europa som en del af en fælles europæisk aktionsdag gik på gaden, for at vise deres utilfredshed med de nedskæringer, der er planlagt i rigtig mange EU-lande. Den fælles aktionsdag var indkaldt af den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS), som dækker over 80 nationale fagforeninger i Europa og godt 60 millioner medlemmer.

– Denne dag er en bragende succes for europæiske arbejdstagere og et klart signal til de europæiske ledere: i kan ikke længere blot lytter til markedet, i kan ikke længere ignorere arbejdernes vrede og bekymring, udtalte EFS’ generalsekretær John Monks efter demonstrationen i en pressemeddelelse.
En stor del af demonstrationen bestod af medlemmer fra de belgiske fagforeninger, men også store delegationer fra de franske og tyske fagforeninger deltog. Grupper fra Holland, Grækenland, Storbritannien, Portugal, Luxembourg, Bulgarien og Danmark var også til stede i demonstrationen. I alt deltog der demonstrationer fra mere end 30 europæiske lande.
Ud af den store demonstration talte den danske deltagelse 50 mennesker fra både SUF, Folkebevægelsen mod EU, Enhedslisten, samt et par tillidsfolk fra danske fagforeninger. De havde alle taget med bus arrangeret af Enhedslisten.
– Det giver god mening med en fælles demonstration, fordi det viser, at det ikke kun er i Danmark, vi bliver ramt, forklarer en af deltagerne Victoria Ninosca fra Unge tager ansvar til Modkraft.
– Det er ikke rimeligt, at almindelige mennesker skal betale for krisen, det bør overlades til bankerne og de andre skyldige, forklarer Nikolaj Willumsen, en af arrangørerne af busturen.
Det er tidligere blevet kritiseret. at danske LO, som er medlem af EFS og derfor har været med til at træffe beslutningen om den fælles europæiske aktionsdag, ikke har valgt at mobilisere til aktionsdagen.
Det var ikke kun i Bruxelles, der blev protesteret. Store demonstrationer fandt samtidig sted i mange andre europæiske byer.
I Spanien deltog flere hundredetusinder i den første generalstrejke i landet i otte år. De strejkende er utilfredse med, at den spanske regering planlægger nedskæringer, som vil ramme arbejderne hårdest. De strejkende stiller derfor krav om at kontroversiel arbejdsmarkedsreform på den spanske regerings skrivebord bliver trukket tilbage. Spanien har i en længere periode været under pres fra EU, for at tage initiativer til at reducere deres budgetunderskud.
I Portugal og Irland, der også er under stort pres for at foretage massive nedskæringer, protesterede folk også i gaderne.
I de portugisiske byer Lissabon og Oporto var der demonstrationer mod allerede implementerede og planlagte nedskæringer, og i Irland kørte en mand sin cementblander påskrevet ordene »Anglo Giftig Bank« ind i porten af det irske parlament. Aktionen skete i protest med den irske regerings planer om at pumpe yderligere skattekroner ind i banken Anglo Irish, som efter finanskrisen har haft store problemer.
I Italien har man ikke kun tirsdag været fyldt med protester, men hele ugen.
I Warszawa var tusinder af demonstranter samlet foran regeringsbygningen under sloganet "Nej til nedskæringer, ja til udvikling" og lignende protester fandt sted i Italien, Cypern, Letland, Holland og Grækenland.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96