Foredrag ved økonom Jørn Henrik Petersen, professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet.
Der var en gang, da de ”afhængige” og ”udsatte” blev mødt med medfølelse og medlidenhed. Nu er de blevet genstand for fortørnelse og vrede. De er blevet syndebukke. Den politiske retorik er fundamentalt ændret. ”Ret og mulighed” er erstattet af ”pligt og ret”. Det rejser spørgsmålet, hvordan denne ændring hænger sammen med den socialdemokratiske idearv. Det er mit ene tema.
Det andet er, hvad der kan begrunde denne ændring. Her er min pointe, at der er en spænding mellem de etiske krav, velfærdsstaten stiller – mådehold, generøsitet og arbejdsvillighed, og de privatøkonomisk rationelle tilskyndelser, vi drikker ind med modermælken. I stedet for at vise mådehold, generøsitet og arbejdsvilje sælger vi glade trepattede køer i Jesu navn. Den klassiske velfærdsstat krævede i virkeligheden, at vi skulle opføre os privatøkonomisk irrationelt. Derfor havde en iboende selvdestruktive træk. Den krævede, at vi opførte os som samfundsmennesker, men vi agerer i stedet som privatmennesker. Det er det, der ligger bag bruddet mellem ”afhængighed” og ”etik”.
Foredraget tager udgangspunkt i forfatterens bog Pligt & Ret, Ret & Pligt, der udkom på Syddansk Universitetsforlag i foråret 2014.