Kirkebesættelse som aktionsform: Historien om Sans Papiers

Den 18. marts 1996 besatte 300 illegaliserede afrikanske indvandrere kirken Saint Ambroise i Paris og kollektivet Sans Papiers (uden papirer) åbnede dermed for en åben konflikt med den franske stat, som stadigvæk den dag i dag er i gang.

Aktionen kom meget uventet, også fordi den organiserede sig udenom flygtningeorganisationer. De første 300 »aktivister« kom fra et afrikansk arbejderbosted i Montreuil i Paris’ forstad, hvor immigranterne allerede over de sidste år havde praktiseret en slags selvforvaltning udenom staten og dens indvandrings- og integrationslove. Kollektivets fælles udgangspunkt i Saint Ambroise kirken var deres fuldstændige retsløshed, og det simple krav om at ændre deres uholdbare situation.

Nyheden om besættelsen af kirken spredte sig meget hurtigt, og medierne, inklusive fjernsyn og radio, kastede sig over begivenhederne. »Papirløsheden« blev til aftensnyheder, og med ét blev hele Frankrig konfronteret med Sans Papiers prekære og umenneskelige situation. Kirken Saint Ambroise blev hurtigt til et mødested for mennesker »uden papirer« og deres fælles kamp rettede sig fra starten af mod Frankrigs racistiske lovgivning med fokus på de såkaldte Pasqua-love fra henholdsvis 1986 og 1993.

Den første Pasqua lov fra 1986 installerede muligheden for en »tilbagesendelse til grænsen« (reconduite à la frontière) som ikke kunne ankes. Madjiguène Cissé, som snart avancerede til en af Sans Papiers talsmænd[kvinder], beskriver Pasquas tre hovedmål som følgende: skarp fremgangsmode mod illegal indvandring, forsvar af den »offentlige« orden, fjernelse af alle uønskede udlændinge.

Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Illegaliserede er ikke kun retsløse, men altid per definition »skyldige«, og dermed presset ind i en situation hvor de konstant er nødt til at skjule sig, ikke at vække opmærksomhed, og derfor under ingen omstændigheder at kræve deres ret til at blive hørt. Med besættelsen af Saint Ambroise kirken var politikerne og offentligheden pludseligt konfronteret med en virkelighed som officielt ikke fandtes, en virkelighed som med ét havde fået konkrete ansigter.

Fra Kirkebesættelsen til en autonom bevægelse

Med deres første aktion skabte den opkommende Sans Papiers-bevægelse ikke kun opmærksomhed og forvirring, men aktionen medførte også en vis grad af sympati og støtte fra befolkningens side. Ikke desto mindre var politikernes og politiets umiddelbare reaktion en særdeles voldsom rydning af kirken d. 24. marts 1996. Rydningen udløste en hidtil ikke set solidaritetsbølge: humanistiske organisationer, den radikale venstrefløj, nogle fagforeninger, det kommunistiske parti såvel som en række personligheder fra det offentlige liv tilsluttede sig eller støttede Sans Papiers-bevægelsen.

En meningsundersøgelse viste at hele 53 % af den franske befolkning viste en generel sympati for de kæmpende illegal[iserede].(AutorInnenkollektiv 2000: 43). Efter endnu en voldsom rydning, denne gang fra Saint Bernand kirken, fandt Sans Papiers-bevægelsen husly i forskellige organisationers lokaler, som f.eks i Post fagforeningen (Sud-PTT) og jernbane fagforeningen CFDT.

Bevægelsen opbyggede straks en slags autonom struktur, med bl.a. plenarforsamlingen som demokratisk instans, som fungerede både som rådgiver og beslutningstager. Cissé gør opmærksom på, at Sans Papiers-bevægelsen samtidigt var præget af interne kampe, først og fremmest kvindernes kampe om deres position og for deres stemme indenfor bevægelsen.

Bevægelsen spredte sig over hele Frankrig. De forskellige Sans Papiers-kollektiver fungerede som autonome enheder, men agerede kollektivt – kampene mod udvisninger og for rettigheder forhandledes og udkæmpedes ikke som enkeltkampe, men altid som alle Sans Papiers kollektive kamp. Siden bevægelsens start i 1996 understregede de involverede deres kampes autonomi, dvs. at der er tale om en kamp som organiserer sig udenom repræsentanter i form af humanitære eller politiske organisationer.

I slutningen af året 2000 præsenterede Cissé et foreløbigt resultat af Sans Papiers kamp siden 1996. Højdepunktet var årene 1996/97, hvor bevægelsen, med stort støtte fra »befolkningens« side, nåede at gennemryste hele det franske politiske system for et kort øjeblik. Staten reagerede dog meget hurtigt med delvist at inkorporere Sans Papiers fordringer i den officielle politik.

Resultatet var ikke en diskussion om illegaliseringen som sådan, men snarere en række af indrømmelser og lempelser i forhold til enkelte og konkrete tilfælde. Indrømmelser »gældende for nogle« kombineret med en repressionsbølge mod Sans Papiers i det hele taget, var med til at berolige situationen. Alene i løbet af de første seks måneder i 2000 blev 21.500 mennesker indkaldt af myndighederne angående manglende opholdstilladelser. Tallet svarer til en stigning på 95% i forhold til 1999.

Sans Papiers besættelse af kirken var succesrig, idet det lykkedes at mobilisere en betydelig del af den franske befolkning.

Vigtigt med civilbefolkningens støtte

Irakernes »besættelse« af Vor Frue kirken og nu Borsons kirke på Nørrebro kan blive forholdsvis forgæves, hvis ikke civilbefolkningen støtter irakerne. Danmarks racistiske politiske system er ligeglad med at nogle afviste iraker gøre opmærksom på deres prekære, og i sidste instans potentielt livsfarlige situation. Irakerne har brug for civilbefolkningens støtte, for at blive hørt og for at der åbner sig en mulighed for at intervenere.

Så sent som i november 2003 deltog nogle talsmænd/kvinder fra Sans Papiers-netværket i ESF (European Social Forum) i Paris, hvor de i forbindelse med workshoppen »Migration, Refugees and being made illegal in Europe« konfronterede deltagerne »med papirer« med følgende udsagn: »We need your support, but the struggle is primary ours« (vi har brug for jeres støtte, men det er primært vores kamp). Samtidigt gjorde de tilstedeværende repræsentanter af Sans Papiers-bevægelsen opmærksom på, at de respektive »talere« som optrådte i workshopperne »Transnational Migration« og »Illegality« udelukkende var personer »med papirer« og at personer »uden papirer« var fraværende på podiet.

Som spontan reaktion organiserede Coordination Nationale de Sans Papiers i Frankrig deres egen workshop, hvor talerne var medlemmer af de forskellige Sans Papiers-bevægelserne fra bl.a. Italien, Schweiz, Frankrig, Portugal, Spanien, Tyskland og Belgien og hvor de understregede nødvendigheden for en selvbestemt, autonom organisation samt repræsentation. Sans Papiers styrke viste sig i forbindelse med afslutningsdemonstrationen hvor den franske Coordination Nationale de Sans Papiers fordrede retten til at anføre demonstrationen.

ESF afviste Sans Papiers krav med begrundelsen at de ikke kan garantere de »papirløses« sikkerhed, og at de derfor under demonstrationen skal »placeres« bag de forskellige franske organisationer. Sans Papiers modsatte sig ESF’s beslutning og positionerede sig i demonstrationens forreste del, mellem den queer/feministiske blok og de anti-racistiske solidaritetsgrupper. Fordringer som »ingen grænser« og »papirer til alle« var toneangivende.

Jens Pfeifer er skribent på openhagen.net og har under titlen »Illegal[iserede] migranter som nutidens homo sacer« skrevet speciale i moderne kultur om bl.a. Sans Papiers-bevægelsen.