Annonce

20. maj 2009 - 17:16

Tekstil-kvinder rammes af krisen

I løbet af det seneste år er 8.000 firmaer i beklædnings- og tekstilindustrien lukket. Det betyder konkret, at 11,5 millioner mennesker er blevet fyret, og yderligere tre millioner står foran snarlig fyring, viser tal fra ITGLW, der repræsenterer beklædnings- og tekstilarbejdere i 110 lande. 80 procent, eller 9,2 millioner, af de fyrede er kvinder i verdens i forvejen fattigste lande.

De massive fyringsrunder skyldes, at producenter i u-landene presses på priserne af den vestlige verdens indkøbere af tøj og tekstiler. For selv at klare sig igennem krisen venter mærkevarefirmaer og grossister desuden med at betale for varer indtil sidste øjeblik. Det betyder, at de mindre firmaer ikke kan betale deres regninger, og så slår bankerne bremsen i, skriver Nyhedsbrevet 3F.

En tak i den forkerte retning

– Det var et totalt skræmmende billede, vi fik tegnet på det seneste møde i ITGLWF. Mennesker uden sikkerhedsnet sendes ud i ledighed. Mange har forladt deres land eller by for at få arbejde. 80 procent af dem er kvinder, de fleste meget unge og oftest alene om at skaffe brød på bordet i store familier, siger Connie Sørensen, branche-formand for beklædning og tekstil i 3F.

JPEG - 130.9 kb
Finanskrisen rammer verdens fattigste kvinder hårdest, bl.a. i tekstilindustrien.

Ifølge Connie Sørensen har finanskrisen betydet »en tak mere i den forkerte retning« for de fattigste. Lønnen, der er i forvejen er under eksistensminimum sættes yderligere ned, arbejdsdagene bliver endnu længere, og der er ingen penge for overtid.

– Vi hørte om flere store multinationale kæder, der rent ud har sagt til virksomhederne i de fattige lande, at de godt vil lægge deres ordrer der. Til gengæld ville man så også have lov til at sende alle de varer tilbage, der eventuelt ikke bliver solgt, siger Connie Sørensen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce