Dagens landsretsdom har ikke umiddelbart bragt sindene i kog på Christiania, oplyser kilder i fristaden til Modkraft.dk.
Dommen underkender Christianias krav om evig brugsret over området, men indebærer ikke umiddelbart, at beboerne skal fraflytte deres boliger. Christiania er hjem for omkring 900 mennesker.
Flere medier har været inde på, at afgørelsen måske ville udløse uroligheder på Christianshavn.
Bydelen har de seneste to år været ramt af en række voldsomme optøjer, senest i oktober 2008, hvor en politiaktion mod bebyggelsen »Vadestedet« førte til intense kampe mellem christianitter og aktivister på den ene side og massive politistyrker på den anden.
Ifølge Modkraft.dk’s kilder kan uroligheder senere på dagen ikke udelukkes, men vurderes ikke som værende sandsynlige.
Vurderingen er, at landsretsdommen ikke er sidste ord i sagen, idet den forventes at gå videre til Højesteret.
Hvorvidt det vil komme til uroligheder eller ej beror ifølge Modkrafts kilder på fristaden i vid udstrækning på, hvordan politiet vælger at håndtere situationen i løbet af dagen.

Vælger man at patruljere massivt i området og eventuelt gå ind på Christiania, kan det virke som en provokation og udløse spredte sammenstød, der så kan blive bygget op i løbet af dagen kulminerende i aften, når mørket har sænket sig over området.
Indtil videre har ingen politikere været ude og kræve Christiania ryddet ovenpå dagens dom.
En eventuel fremtidig rydning vil formentlig udløse meget voldsomme uroligheder, der omfangsmæssigt let kan gå hen og overskygge sammenstødene og demonstrationerne i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset i marts 2007.
Ikke alene ville de tage flere dage for politiet at rydde Christiania, men fristaden er også så populær i brede dele af befolkningen, at tusindvis af mennesker må forventes at ville strømme til området for på den ene eller anden måde at give udtryk for deres sympati.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96