Kommentar: Der er brug for konstruktiv EU-modstand

Så står endnu et EU-parlamentsvalg for døren og går det som sædvanligt, vil godt halvdelen af befolkningen blive hjemme, ikke mindst den EU-skeptiske halvdel synes at lade sig overrepræsentere på sofaen.

Om det skyldes en bevidst boykot, eller om man bare ikke gider det valg, skal jeg lade være usagt, men det er ærgerligt – rigtigt ærgerligt endda!

Der er nemlig brug for, at den brede, solidariske og internationalt orienterede EU-modstand i Folkebevægelsen mod EU styrkes. Og behovet bliver ikke mindre, når man ser på de udfordringer, der står for døren med kommende afstemninger om de danske EU-forbehold og den konstruktive rolle, som Folkebevægelsen mod EU spiller i parlamentet.

Her følger fire gode grunde til at stemme på Folkebevægelsen mod EU den 7. juni.

1. Undtagelserne først

Opgøret med de danske EU-undtagelser har stået på noget tid efterhånden og meget tyder på, at statsminister Anders Fogh Rasmussen planlagde en afstemning i efteråret 2008, hvilket dog blev forpurret af det irske nej, da både regeringen og resten af EU-lederne på topmødet i juni 2008 ikke ønskede sig flere folkeafstemninger foreløbigt.

I ly af finanskrisen blev der dog igen blæst til afstemning og denne gang om euroen. Planen her var en afstemning senest i 2010. Som ny statsminister har Lars Løkke dog lettet foden lidt fra speederen med en melding om, at afstemningen først kommer, når tiden (læs SF) er moden.

Men have den, det skal vi. Og det gælder også for spørgsmålene om vi skal med i EU-militærets opbygning ved at kvitte forsvarsforbeholdet og det retlige område ved at kvitte retsforbeholdet.

Det burde ellers være åbenlyst, at euroen ikke er i danskernes interesse. Krisen kradser i euroland, og blandt andre tidligere kommissionsformand Jacques Delors og tidligere formand for den tyske Bundesbank Hans Otto Pohl advarer mod risikoen for et eurokollaps.

Ligeledes er euroens snævre nyliberale rammer blevet tydelige for enhver med kommissionens skrappe anbefalinger til bl.a. Irland og Grækenland om at skære i pensioner og sundhedssystem for at overholde euroens nyliberale krav til økonomistyring.

EU-valget til juni handler også om undtagelserne, selvom borgerlige kommentatorer og spidskandidaterne fra de store EU-begejstrede partier prøver at nedtone det. Og der er al mulig grund til at støtte Folkebevægelsen mod EU, hvis man tager velfærd og selvbestemmelse over egen økonomisk politik alvorligt.

Med et SF, der vakler, og som med Margrete Auken har en spidskandidat, der overvejer et ja til euroen, så er det væsentligt at styrke den del af euromodstanden, som ikke bæres af nationalistiske argumenter som hos DF.

Med hensyn til de øvrige forbehold har SF taget springet og støtter et ja, hvilket betyder, at Folkebevægelsen er den mest konsekvente og realistiske stemme imod EU’s militarisering, oprustning og undergravelse af retssikkerheden via omfattende terrorlove og lister.

Og hvis ikke Folkebevægelsen mod EU vælges ind i parlamentet, så får det en række konkrete konsekvenser for den solidariske modstand mod en ophævelse af forbeholdene. F.eks. er det tvivlsomt, om Folkebevægelsen vil blive repræsenteret i TV-debatterne op til en afstemning.

2. For demokratiets skyld

De sidste fem år har EU udvist en magtarrogance uden lige.

Først kom det storstilede forfatningsprojekt, som faldt på r…. med et brag ved afstemningerne i Holland og Frankrig, hvor nejet var båret frem af en social modstand mod forfatningens nyliberalisme og udemokratiske centralisering.

Siden skiftede man indpakningspapiret men beholdt for 98 procents vedkommende indholdet og omdøbte forfatningen til Lissabon-traktaten.

Og i en sand magtdemonstration nægtede EU-lederne deres befolkninger en folkeafstemning om det, de enten en gang havde stemt nej til, som i Frankrig og Holland, eller som i Danmark, hvor man var lovet en afstemning.

Kun i Irland kunne grundloven ikke bøjes, og her blev det sørme et nej, som endnu engang sendte traktaten ud i kulden.

Alligevel fortsætter EU ufortrødent og har isoleret det irske nej til et irsk problem, som vanen tro skal løses med en omafstemning – formentligt til efteråret.

På intet tidspunkt har EU-eliten spurgt sig selv, om der måske var grund til at tage befolkningernes modstand alvorligt.

Og i Danmark undgik man med nød og næppe en afstemning ved, at få flyttet et par punkter med suverænitetsafgivning over i den del af traktaten, som er omfattet af det danske forbehold for EU’s retlige indre anliggender.

Heller ikke her ønskede man at spørge befolkningen, om de ønskede en traktat med massiv magtoverførsel til EU, der fjerner vetoretten på omkring 60 nye områder, indfører en EU-præsident og udenrigsminister, foruden at traktaten sætter fart på opbyggelsen af et EU-militær uden krav om FN-mandat og meget mere.

Dette skete efter et historisk svigt fra SF-ledelsen, som i jagten på ministerbiler har opgivet EU-skepsissen, og som helt katastrofalt undlod at kæde sin ja-stemme til traktaten i Folketinget sammen med et krav om folkeafstemning.

Alene af den grund er der brug for at sige fra overfor EU og styrke Folkebevægelsens krav om demokrati og folkeafstemninger.

Når en officiel tysk undersøgelse viser, at 84 procent af al tysk lovgivning stammer fra EU, så stiller Folkebevægelsen mod EU spørgsmålet: Skal EU bestemme alt? Problemet er jo, at den store mængde EU-lovgivning undergraver det repræsentative demokrati og folkelig deltagelse.

Ideen med repræsentativt demokrati er som bekendt, at man skal kunne vælge sine lovgivere og ikke mindst afsætte dem igen, hvis de vedtager noget upopulært, hvorefter man kan vælge nye, som kan ændre lovgivningen. I praksis er dette ikke muligt i EU.

Med afskaffelsen af vetoretten på langt de fleste områder kan en regering stemmes ned, hvorefter det ikke giver mening at afsætte den bagefter, da den nye alligevel ikke kan ændre de vedtagne EU-regler. Og for at kunne ændre grundlæggende på EU kræver det, at alle 27 lande skal være enige om sådanne ændringer.

Med andre ord, så udhules det demokrati, som vi trods alt har herhjemme (manglerne ufortalt) voldsomt af den enorme centralisering af beslutninger i EU. Og den folkelige deltagelse i form af protestdemonstrationer, læserbreve osv. ryger fløjten af, at magten flyttes så langt væk til lukkede embedsmandskomiteer under Kommissionen, hvor opgørelser viser, at der er over tre tusind, eller til lukkede forhandlinger mellem regeringsledere. Derimod giver det industriens lobbyister et klart forspring.

Eftersom vi blev nægtet en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, så er den eneste mulighed for, at sige klart fra overfor denne udvikling at styrke nej-siden med de muligheder for fremtidig debat og fokus på EU-centralisering, som dette giver.

Men Folkebevægelsen mod EU er meget mere end en »protest-stemme«. I det daglige arbejde i EU-parlamentet udfører Folkebevægelsen mod EU’s repræsentant Søren Søndergaard et stort og konstruktivt arbejde for at sætte fokus på problemerne i EU og komme med konstruktive løsninger herpå.

3. Den konstruktive stemme i EU-parlamentet

Fra EU-tilhængernes side lyder det ofte, at Folkebevægelsen og ligesindede er »golde nej-sigere«, og at det er på tide, at EU-debatten løftes ud af en for eller imod diskussion.

Et af de seneste eksempler så man i en kronik i Berlingske Tidende af venstrekandidaten Morten Løkkegaard og socialdemokraten Dan Jørgensen den 16. april.

Til dette kan siges, at det for det første er legitimt at sige nej, når beslutninger og nye traktater trækkes ned over hovedet på befolkningerne uden afstemning, og for det andet, så passer billedet af Folkebevægelsen ikke til virkeligheden.

Folkebevægelsen arbejder også konstruktivt på at luge tidsler ud i EU-lovgivningen og gøre en forskel gennem sin deltagelse i den venstreorienterede gruppe GUE-NGL.

Efter dommen i den såkaldte Vaxholm-sag, der dømte en svensk fagforening for at bryde EU-retten ved at konflikte mod et lettisk firma, som underbetalte sine udstationerede arbejdere i forhold til svensk overenskomst, så var det Folkebevægelsen, som rejste sagen i EU-parlamentet og krævede konfliktretten bevaret som noget medlemslandene selv bestemte.

Det skulle ifølge forslaget tilføjes Lissabon-traktaten, som det er blevet krævet af en lang række faglige organisationer og herhjemme gennem underskriftsindsamlingen »Fingrene væk fra konfliktretten«, der indsamlede 2390 underskrifter fra faglige tillidsfolk.

Desværre faldt forslaget, da blandt andre Margrete Auken fra SF stemte imod!

Et andet eksempel er kampen for åbenhed og ansvarlighed. I fjorten år har EU’s egne revisorer nægtet at godkende EU’s regnskab, da det er fyldt med fejl og svindel for milliarder.

Via sin plads i det magtfulde budgetkontroludvalg fik Søren Søndergaard til opgave at undersøge Ministerrådets del af regnskabet, men uden at han kunne få adgang til at gennemgå dokumenterne, som holdtes hemmelige på trods af, at det er parlamentets opgave at godkende regnskabet.

Som en følge af dette blev forslaget fra Søndergaard om at afvise og udskyde Ministerrådets regnskab faktisk godkendt i parlamentet, hvilket er en stor sejr for åbenheden i EU.

Og sådan kan man faktisk blive ved med at nævne eksempler, hvor Folkebevægelsen arbejder konstruktivt, ligesom det er en vigtig del af bevægelsens arbejde at informere og rejse debat om EU-lovgivningen herhjemme. Og det hvad enten det handler om forringede forbrugerregler, patientdirektivets skabelse af A og B-hold på sundhedsområdet, tilladelse af det hjerneskadende stof Bisphenol A i sutteflasker, retssikkerhed over EU’s terrorlister, genoptagelse af eksportstøtten på landbrugsvarer, hvilket skader ulandene, utilstrækkelige klimaplaner osv.

Med andre ord så vil den danske EU-debat være markant fattigere og mindre progressiv uden Folkebevægelsen mod EU.

4. Sætter EU-medlemskabet til debat

Folkebevægelsens langsigtede mål er, at få Danmark ud af EU (og for mange af os, at få EU ud af Europa). For nogle måske et urealistisk og fjernt mål. Men hvori består egentligt alternativet, hvis man vil et anderledes demokratisk og socialt samarbejde i Europa, og de bedste muligheder for velfærd og miljø herhjemme?

Det er her, at Folkebevægelsen adskiller sig grundlæggende fra eksempelvis Junibevægelsen, som går ind for EU, men som også går til valg på en helt ny traktat for et slankere samarbejde. En noget urealistisk position, når man tænker på processen omkring forfatningen og Lissabon-traktaten.

I stedet skal vi spørge os selv, om ikke vi er bedre tjent udenfor EU, og vi skal konsekvent være klar til at udfordre EU-lovgivningen, når hensynet til mennesker, dyr og miljø krævet det.

Lad mig tage et eksempel: Fagforbundet 3F erklærer konflikt mod et polsk byggefirma med krav om gældende overenskomst for dets udstationerede arbejdere. Sagen kommer for EF-domstolen, som med henvisning til EU’s grundtraktater om kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed erklærer konflikten ulovlig, som det skete i Sverige.

Hvad skal fagbevægelsen gøre? Stoppe konflikten og acceptere diskrimination og løntrykkeri indtil alle EU’s 27 medlemslande er blevet enige om en ny traktat? Eller fortsætte konflikten vel vidende, at det umiddelbart vil rejse spørgsmålet om dansk medlemskab af EU?

Og hvad så når EU vil tillade genmodificerede planter udsat i den danske natur selv om befolkning og Folketinget er imod, eller når EU tillader det hjerneskadende og hormonforstyrrende stof Bisphenol A i bl.a. børns sutteflasker? Skal vi så afvente, at EU-parlamentet og ministerrådet bliver enige om ny lovgivning, og hvis de ikke gør, blot lade sagen falde?

Eller skal man eksempelvis bruge et flertal i Folketinget til at gennemtvinge et forbud mod gmo-planter og forbyde salg og import af farlige sutteflasker, vel vidende at det strider mod det indre marked og derfor umiddelbart vil rejse spørgsmålet om en dansk udmeldelse?

Her er valget klart for Folkebevægelsen mod EU. Hvis man siger, at man kæmper for demokrati, velfærd, sundhed og miljø, men ikke er parate til at tage konsekvensen og eventuelt træde ud af EU, så udskyder man sine mål til en meget fjern fremtid.

Det er derfor, at hver gang Folkebevægelsen sættes overfor spørgsmålet om EU’s regler overfor menneskers, dyrs og naturens trivsel, så vælger vi sidstnævnte. Hver gang!

Og det er derfor, at det er vigtigt med en fortsat demokratisk og konstruktiv debat om alternative samarbejdsformer til EU og de grænser EU-medlemskabet sætter for en solidarisk og miljøvenlig udvikling herhjemme. Det sikrer Folkebevægelsen mod EU.

Tag EU-valget alvorligt

Der er grund til at tage EU-valget alvorligt og give den fuld gas i den resterende del af valgkampen.

Udover de åbenlyse udfordringer, som EU-spørgsmålet byder os de kommende år, hvad enten det er tilslutningen til en åbenlys nyliberal euro, EU-militæret eller de daglige slagsmål i EU-parlamentet for en lidt grønnere og mere social politik, så venter der også en omafstemning om Lissabon-traktaten i Irland, der igen kan ende med et nej.

Og så er hele traktatdiskussionen åben igen med de muligheder der byder sig for en stærk og social nej-bevægelse.

Så er du en af dem, som overvejer sofaen, så ombestem dig! Eller er du en af dem, som traditionelt stemmer på et af folketingspartierne til EU-valgene, selvom du er betænkelig ved EU-udviklingen, så tag springet!

Og endelig, er du en af venstrefløjens superaktivister, så se at blive medlem og komme i gang med læserbreve, happenings og uddeling af Folkebevægelsens materialer. Der er brug for en styrket konstruktiv og ikke-nationalistisk EU-modstand også efter valget den 7. juni.

Jakob Lindblom er medlem af Folkebevægelsen mod EU

Artiklen har i en let redigeret udgave også været bragt i internettidsskriftet Kritisk Debat.