Kommentar: Krisepolitik

Vi står med den dybeste krise i dansk økonomi siden krigen, måske den største krise siden den store depression i mellemkrigstiden. En krise, som vil koste Danmark dyrt i tabt velstand og øgede offentlige udgifter.

Hvad byder så regeringens økonomiske politik med hensyn til at bremse og modvirke denne krise, den dermed stigende ledighed, tab af velstand og øgede offentlige udgifter.

Regeringens strategi har været kendetegnet ved følgende:

- drypvise væksttiltag, når ledigheden tager overhånd

- øget privat forbrug

- forventning om at krisen bliver korterevarende, hvorefter man vender tilbage til højkonjunkturens arbejdskraftkraftmangel, jf. at øget udbud af arbejdskraft stadig står højt på dagsordenen for den økonomiske politik

Udgangspunktet for regeringen (og nationalbankdirektøren) er, at krisen repræsenterer en nødvendig og tiltrængt tilpasning til den strukturelle, »naturlige« arbejdsløshed, der er nødvendig for at holde lønmodtagerne i ave og lønudviklingen nede. Den naturlige arbejdsløshed har i de senere år været fastsat lidt forskelligt af Finansministeriet i et interval mellem 110 og 125.000 fuldtidsledige.

Regeringen mener, at det vil være økonomisk skadeligt at gøre noget mere omfattende mod krisen, før det arbejdsløshedsniveau er nået. Derfor skal »krudtet holdes tørt«, dvs. der skal foreløbig kun iværksættes små og drypvise væksttiltag for at imødegå krisen.

Regeringens krisepolitik har ganske fulgt denne recept: Man iværksat en lang række mindre tiltag (udbetaling af SP-pension, underfinansiering af skattereform, renoveringspulje og forhøjelse af kommunal anlægsramme i 2009).

Men den samlede beskæftigelseseffekt heraf er begrænset, og for at få det til at se ud af mere har regeringen derfor i Forårspakke 2.0 indregnet økonomisk-politiske tiltag, som er iværksat uafhængigt af krisen og før denne (skattelettelser fra 2007, trafikforlig).

Den samlede beskæftigelseseffekt, som regeringen i Forårspakke 2.0 indregner som væksttiltag, er derfor kun mellem 18-20.000 i 2009 og 18-21.000 i 2010 (jf. Frederik E. Pedersen og Martin Madsen: Forårspakke 2.0 tager kun toppen af ledighedsstigning. AE – rådet. 3. marts 2008).

Konsekvensen af den »fodslæbende« holdning er, at regeringen ikke gør noget effektivt for at modvirke krisen og ledigheden. Alene i marts 2009 steg ledigheden på en måned med 10.600 personer, og den må for hele 2009 forventes at stige med mindst 80.000 personer, muligvis mere.

Regeringens væksttiltag i 2009 svarer altså kun til ledighedsstigningen i 2-3 måneder. Det er alt for lidt til effektivt at imødegå og dæmme op for krisen og ledighedsudviklingen. Og da evt. yderligere økonomisk politiske tiltag vil tage et halvt til et helt år for at få fuld og effektiv effekt, er konsekvensen, at krisen og arbejdsløsheden bider sig fast.

Hertil kommer, at det andet kernepunkt i regeringens krisestrategi også indebærer, at den økonomiske politik bliver ineffektiv. Som anført er det for regeringens økonomiske politik – af ideologiske grunde - centralt. at det er det private forbrug, der skal trække dansk økonomi ud af krisen.

De centrale elementer i regeringens hidtidige krisestrategi har gået på at øge den disponible indkomst i den forventning, at herved vil det private forbrug og dermed den indenlandske efterspørgsel stige, sikre afsætning for de private virksomheder og forhåbentligt stimulere deres investeringer.

Problemet er imidlertid, at med krisen, den tiltagende ledighed samt prisfaldene på boligmarkedet er forbrugertilliden og forbrugskvoten i hastigt fald og må for hele 2009 forventes at blive negativt. Og selvom faldet måske står foran at aftage og ophøre, vil det private forbrug i 2009 og muligvis også 2010 samlet udvise negativ vækst. Dvs. at forbrugerne i højere grad sparer op eller nedbringer (bolig)gæld i stedet for – som forudsat af regeringen – at forbruge.

Hertil kommer, at en betydelig del af mere private forbrug også vil rette sig mod import og derfor ikke skabe arbejdspladser i Danmark. Det synes f.eks. at blive tilfælde i forbindelse med udbetalingen af SP-opsparingen, hvor rejsebranchen i hvert fald øjner betydelige muligheder for at øge salget af udlandsrejser for sommerferien.

Strategien om, at vi skal forbruge os ud af krisen, er således på ingen måde effektiv.

Endelig har regeringen som det tredje kerneelement fastholdt en forventning om, at krisen vil være korterevarende og vende i 2010. Samtidig understeges det fra såvel arbejdsgiverside og regeringen, at den økonomiske politik må fastholde et sigte om at »forbedre strukturerne på længere sigt«, dvs. at der efter krisen igen vil være arbejdskraftmangel og derfor må gennemføres reformer, der øger arbejdskraftudbuddet.

Det var ikke mindst begrundelsen for skattereformen i Forårspakke 2.0, at den på længere sigt øgede arbejdsudbuddet (jf. Henrik Herløv Lund Skattereformen i Forårspakke 2.0: Fordelingspolitisk, samfundsøkonomisk og klimamæssig effekt. Og hvad er alternativet? 27. marts 2009 på hjemmesiden www.henrikherloevlund.dk). Og det er også sigtet for den af regeringen nedsatte Arbejdsmarkedskommission og dens endelig rapport 20. august 2009.

Men problemet vil de næste 3 - 5 år være det modsatte, idet der må forventes fortsat stigende og høj ledighed helt op til op mod 300.000 ledige ved udgangen af 2012. Fremtiden byder i en årrække ikke på arbejdskraftmangel, men jobmangel.

Regeringen strategi med at gennemføre strukturreformer, der skal sikre et øget udbud af arbejdskraft, er i bedste tilfælde endnu et udtryk for en ineffektiv økonomisk politik. I værste tilfælde en direkte forkert og arbejdsløshedsskabende politik, idet øget arbejdsudbud de næste 3-5 år ikke vil skabe mere beskæftigelse. Snarere vil der være risiko for den modsatte effekt: Øget arbejdsløshed

Alt i alt betegner regeringens vækst- eller krisestrategi med sin blanding af drypvise beskæftigelsestiltag, satsen på at vi skal forbruge os ud af krisen samt på arbejdsudbudsøgende »strukturreformer« en særdeles ineffektiv strategi og politik overfor krisen og arbejdsløsheden?

En beskæftigelsesstrategi, der bygger på skattelettelser og privat forbrug, nærmer sig således at kaste gode penge efter dårlige.

Oppositionens vækstpakke

Det er på denne baggrund selvsagt væsentligt, hvorvidt der fra den politiske oppositions side stilles et klart og effektivt alternativ op hertil.

Oppositionens (Socialdemokraternes) modspil til regeringen har bestået i forslag om en vækstpakke over 2 år til samlet 34 milliarder kroner Kernen i Socialdemokraternes vækstplan fra februar 2009 er øgede offentlige investeringer på en lang række områder:

- klima, energi og miljø

- udbygning og vedligeholdelse af offentlige institutioner

- øget investering i kollektiv trafik

- øget boligbyggeri, byudvikling og vedligeholdelse

- nye tilbud om uddannelse og omstilling på arbejdsmarkedet.

Herigennem vil socialdemokraterne over 2 år skabe i alt yderligere 42.000 arbejdspladser.

Det må klart anerkendes, at offentlige investeringer er mere effektive til at skabe beskæftigelse end skattelettelser. Det »spild« i form af opsparing og import, som der vil være ved skattelettelser/øget privat forbrug, vil der ikke være ved offentlige investeringer. Man får mere for de samme penge ved at øge de offentlige investeringer end ved at pumpe pengene ud til skattelettelser.

Samtidig er der kommet en udmelding fra Socialdemokratiet imod øget offentlig beskæftigelse: »Det ville være uansvarligt at ansætte flere i den offentlige sektor, fordi det ville udvide den i en krisesituation, hvor offentlige investeringer skal målrettes til at sætte gang i den kriseramte private sektor«, udtalte Helle Thorning Schmidt i Jyllandsposten den 18. april 2009.

Hvor VK-regeringen vil forbruge sig ud af krisen, kan krisestrategien for Socialdemokraterne således karakteriseres som at bygge sig ud af krisen.

Imidlertid må også Socialdemokratiets vækstplan vurderes i forhold til dybden og varigheden af krisen og dermed omfanget af ledigheden de kommende år. Ledigheden må i 2009 og frem til udgangen af 2010 vurderes at stige med samlet omkring 130.000 personer.

I forhold hertil er 42.000 yderligere arbejdspladser et skridt i den rigtige retning. Men i forhold til arbejdsløshedsudviklingen langt fra tilstrækkeligt. Og beskæftigelseseffekten vil da heller ikke være meget større end VK-regeringens samlede vækstinitiativer.

Der vil endvidere være grænse for hvor stor merbeskæftigelse, der kan skabes gennem offentlige investeringer. Det hænger sammen med, at offentlige investeringer er en meget dyr måde at skabe øget beskæftigelse. Som det også fremgår af Socialdemokraternes vækstplan koster en ekstra arbejdsplads op mod 1 million kroner Hvorimod udgiften til øget offentlig beskæftigelse er under det halve pr. arbejdsplads.

Øgede offentlige investeringer er nok et vigtigt bidrag til en effektiv økonomisk politik mod krisen, men øgede offentlige investeringer kan i sig selv langt fra dæmme op for ledighedsstigningen.

Det er ikke realistisk blot at »bygge sig ud af krisen«.

En alternativ krisepolitik

En effektiv krisepolitik må kombinere øgede offentlige investeringer med øget offentlig beskæftigelse, hvis jobskabelsen skal have et tilstrækkeligt stort omfang i forhold ledighedsstigningen de nærmeste år.

En krisepolitik, der bygger på skattelettelser og privat forbrug er så ineffektiv, at det nærmer sig at kaste gode penge efter dårlige. En vækstpolitik, der i hovedsagen bygger på øgede offentlige investeringer, vil være mere effektiv, men til gengæld meget dyr og utilstrækkelig af omfang. En krisepolitik, der udover øgede offentlige investeringer også indbefatter øget offentlig beskæftigelse, vil være betydeligt mere effektiv.

Under VK-regeringen har et gennemgående dogme været, at det primært var det private (det private forbrug og den private sektor) som skulle vokse, ikke det offentlige.

Det offentlige forbrug – dvs. velfærden – har derfor været sat på stand by og ikke fulgt med velstandsudviklingen, hvorfor velfærden ikke er blevet opdateret siden 2001, hvad angår kvalitet og serviceniveau, men tværtimod er blevet nedslidt (Jf. Henrik Herløv Lund: Nyliberalismen, velfærden og kvalitetsreformen på www.henrikherloevlund.dk). Udhulingen af velfærden er sket såvel økonomisk som personalemæssigt. Der er derfor behov for at tilføre velfærden flere ressourcer.

Alene på grund af den demografiske udvikling med flere ældre på pension i de kommende år og det stigende behov for ældrepleje og sundhedsydelser vil der frem til 2015-2020 være behov for at øge offentlig beskæftigelse med op til 30.000.

Hovedområderne for øget offentlig beskæftigelse vil i 2009-2010 handle om:

1. Uddannelse: opkvalificering af arbejdsløse, praktikpladsgaranti for unge, efteruddannelse til lavt uddannede, flere ressourcer til folkeskolen

2. Ældrepleje: færre skiftende hjemmehjælpere, forbedring af kommunernes hjemmehjælp, bedre normering for plejehjem og hjemmehjælp i takt med flere ældre

3. Daginstitutioner: øgede åbningstider, bedre normering, støtte til svage, gratis måltider til børnene

4. Sundhedssektor: tilbagerulning af driftsbesparelser på de offentlige sygehuse, øget normering i takt med flere ældre.

Forøgelsen af den offentlige beskæftigelse med 30-45.000 personer vil udgiftsmæssigt ligge på omkring 20 milliarder kroner.

Efterslæbet i det offentlige forbrug omfatter også de offentlige investeringer, idet der også over en årrække kan konstateres et betydeligt efterslæb hvad angår velfærdsinvesteringer (jf. Kommunernes Landsforening: Fundament for fremtiden, maj 2009). Hertil kommer nye investeringsbehov til energibesparelse for at opfylde Danmarks forpligtelser med hensyn til CO2 reduktion.

Der er derfor af hensyn til beskæftigelsen, velfærden og klimaet behov for et opgør med tabuet om, at det offentlige ikke må bruge mere og at den offentlige sektor ikke må vokse.

Hovedområder for øgede offentlig investeringer med en beskæftigelsesforøgelse på omkring 25-30.000 personer og en merudgift på 20-25 milliarder kroner:

1. Offentlige bygninger: afskaffelse af anlægsloft i kommuner, øget anlægsramme til udbygning og vedligeholdelse af skoler, ældreboliger, daginstitutioner og sygehuse

2. Infrastruktur og trafik: genopretning af kloakker, fremskyndelse af jernbanerenovering og opgradering af jernbaner, fastholdelse af busdrift, udbygning af cykelstier

3. Energi og miljø: energirigtig renovering af offentlige bygninger, støtte til energibesparelse i private huse og lejligheder, investeringer i og støtte til altermativ energi

4. Almene boliger: renovering og nybyggeri

Den samlede beskæftigelseseffekt vil således være mellem 55-75.000 personer, dvs. rundt regnet 65.000 personer til en udgift af 40 til 45 milliarder kroner.

Men hvorledes finansiere denne plan? Socialdemokraterne anfører i deres vækstplan, at de offentlige udgifter ikke må øges varigt på den private sektors bekostning. De øgede offentlige investeringer kaldes derfor alene en fremrykning.

Men alle krisestrategier, der kun vil skabe øget beskæftigelse i den private sektor, vil have utilstrækkelig effekt og efterlade en meget stor ledighed. Set ud fra såvel velfærdens behov som ud fra en betragtning om økonomisk effektiv i jobskabelsen er øget offentlig beskæftigelse uomgængeligt.

Og en satsning på øget offentlig beskæftigelse vil koste rundt regnet det samme som regeringens forbrugsstimulerende »vækstinitiativer«, men give en større beskæftigelseseffekt.

Forøgelsen af de offentlige udgifter kan for det første finansieres gennem øget offentlig låntagning, hvilket det aktuelle lave stade af Danmarks udlandsgæld og den offentlige gæld taget i betragtning ikke vil være noget økonomisk problem.

For det andet bør til finansiering af ikke mindst en aktiv offentlig beskæftigelses- og jobskabelsespolitik i de kommende år ske en revision af det snævre skattereformforlig (Forårspakke 2.0) mellem regeringen og Dansk Folkeparti, idet en skattereform i stedet for skattelettelser snarere bør styrke det offentliges provenu og dermed det offentliges evne til at skabe jobs og beskæftigelse i velfærdssektoren og gennem offentlige investeringer (Jf. Henrik Herløv Lund: Skattereformen i Forårspakke 2.0: Fordelingspolitisk, samfundsøkonomisk og klimamæssig effekt. Og hvad er alternativet? 27. marts 2009 på www.henrikherloevlund.dk)

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient. adm.