Venezuela: Revolutionen fanget mellem to vinde

[Venezuela, juni 2009] Den verdensomspændende økonomiske krise har for alvor gjort sit indtog i de første måneder af 2009. Både i USA og Europa bliver tusinder dagligt tilføjet til arbejdsløshedslisterne. Også i Sydamerika begynder den økonomiske krise at kunne mærkes.

Særligt i Venezuela vil den økonomiske krise få en afgørende betydning for de politiske perspektiver. I år er det ti år siden, at Hugo Chávez trådte til magten. Magtskifte betød et radikalt brud med årtiers nyliberalistisk politik. Millioner af arbejdere, fattige og unge greb til handling for at ændre samfundet.

Selvom den rige overklasse gang på gang har forsøgt at skubbe Chávez fra magten – eksempelvis ved statskuppet i april 2002 og arbejdsgiverlockouten i december 2002-januar 2003 – har Chávez og den bolivariske revolution formået at forblive ved magten og viderebygge det påbegyndte projekt.

Den økonomiske krise stiller dog Chávez-regeringen overfor en ny prøve. Regeringens politik med nationaliseringer og reformer til fordele for de fattige, har hidtil været baseret på de høje indkomster fra olie-indtægter.

Den internationale økonomiske krise sætter Venezuela under hårdt pres. Køer foran det statlige supermarked Mercal, der sælger fødevarer.

Olieprisernes styrtdyk – kombineret med en række andre faktorer som vi vil se nærmere på i denne artikel – betyder imidlertidig, at modsætningerne i Venezuela tilspidses og at revolutionen mere end nogensinde før står over for en korsvej.

Krisens årsager og konsekvenser i Sydamerika

De sidste fem år repræsenterede en enorm ekspansion af Sydamerikas økonomi. I gennemsnit voksede kontinentets bruttonationalprodukt (BNP) med 5,2 procent årligt. Venezuela var særligt fremskredent med et årligt gennemsnit på hele 10,7 procent i perioden 2004-2007.

Men de seneste prognoser viser tydeligt en nedgang. Ifølge IMF, forventes 2009 således at skabe en vækst på sølle 3,25 procent. Andre analytikere, såsom Verdensbanken og CEPAL (økonomisk kommission for Latinamerika), forudser en vækst på hhv. 2,1 og 2,5 procent i 2009 (jf. Luís Enrique Barrios: La economía de América Latina: del crecimiento al despeñadero. Revista América Socialista, Fundación Féderico Engels, 2009, side.13).

En af hovedårsagerne til kontinentets vækst i årene 2004-2007 var en tiltagende eksport til USA, Europa og Kina. Men hvis man kigger på tallene fra januar til oktober 2008, så faldt overskuddet på betalingsbalancen ifht. handel med USA, med 23,6 procent. Hvis den eksport, som Mexico genererer undtages fra regnestykket, ville faldet være på 60 procent.

Opsvinget i verdensøkonomien skabte stor efterspørgsel efter råstoffer. Prisen per olietønde nåede op på det rekordhøje 147 dollars i juli. Ligeledes steg priserne på kobber, aluminium, cement og andre råstoffer, som Sydamerika er masseproducent af.

Men krisens indtog har betydet enorme fald i efterspørgslen på verdensmarkedet og dermed også på disse råstoffers priser. Således koster en tønde olie nu kun 37 dollars!

Et andet vigtigt aspekt, er den forstærkede økonomiske afhængighed af emigrant-arbejdernes pengeforsendelser. Ifølge CEPAL’s officielle tal, boede der i år 2000 20 millioner latinamerikanere i USA og Europa. I 2005 var dette tal steget til 25 millioner!

Hundredetusinder af familier i Sydamerika er dybt afhængige af de penge, som deres familie i USA og Europa sender hjem til dem. I 2006 udgjorde emigrant-arbejderes pengeforsendelser til Latinamerika 68,062 milliarder dollars.

Ifølge Bolivias centralbank, sendte bolivianske emigranter i USA, Europa og Argentina hele 794 millioner dollars til deres familier imellem januar og september 2008. I Bolivia og Ecuador udgør pengeforsendelserne omkring 10 procent af BNP. Andre lande er endnu mere afhængige. I Honduras er tallet 25 procent!

Men også denne indtægtskilde er nu truet. Dels på grund af fyringsrunderne i USA og Europa, som i første omgang ofte rammer fag med mange emigrantarbejdere f.eks. byggeriet – og dels på grund af de ekstra hårde anti-emigrationslove, som nu udvikles i fuldt flor i de vestlige lande.

I 2008 faldt pengeforsendelserne til Latinamerika således med 20 procent.

Det tredje element, som betinger verdenskrisens effekt på Sydamerika, er faldet i DFI (Direct Foreign Investment, direkte udenlandsk investering). Fra januar til september 2008, blev der investeret 55 milliarder dollars. Men dette tal var 18 procent mindre end det tilsvarende for 2007. Som et biprodukt, faldt værdien af kontinentets aktier fra 58 milliarder dollars i maj 2008 til 20,5 milliarder i december 2008.

Krisen i Venezuela

I Venezuela har verdenskrisen haft en stor effekt på landets økonomi. Eksport af olie udgør 30 procent af landets BNP, og indtægterne fra olieproduktionen udgør 50 procent af landets statsbudget (»Venezuela ante la crisis internacional del capitalismo« por Yonie Moreno y William Sanabria. Documento político para el V congreso de la CMR).

Med en oliepris, der som nævnt er faldet dramatisk, har krisen ladet sig mærke i Venezuela. For nyligt forklarede PDVSA, det nationale olieselskab, at de er tvunget til at skære ned med 40 procent i budgettet for 2009. Dette vil uundgåeligt ramme de sociale projekter, som Chávez-regeringen har oprettet for at give gratis uddannelse og lægehjælp til de fattige dele af befolkningen.

Også flere af de planlagte nationaliseringer, som regeringen har haft under vejs, står nu i stilstand. Regeringen har forsøgt at opkøbe strategiske virksomheder, for at gøre dem til statseje og underlægge dem folkets interesser.

Men med de store fald i olieindtægterne er disse nationaliseringer – som koster op imod 5 milliarder dollars – midlertidigt sat i stå. F.eks. har staten endnu ikke betalt for aktierne i cementfirmaerne Lafargue, Cemex og Holcim.

Først et år efter nationaliseringerne af Banco de Venezuela, som indtil juli 2008 var en del af den spansk ejede mulitinationale Grupo Santander og stålværftet SIDOR, er det lykkedes regeringen at få en købsaftale i stand, som sikrer staten majoritet i disse selskaber.

For at gøre ondt værre, er faldet på oliepriserne ledsaget af et fald på priserne på cement, kobber, aluminium, jern og stål. Alt sammen råstoffer som Venezuela producerer og eksporterer i overflod.

Dette har bl.a. medført massive nedskæringer i CVG (Coorporación Venezolana de Guayana) – det statslige selskab, som administrerer aluminiums- og elektricitetsfabrikker.

Disse nedskæringer har også betydet, at CVG, PDVSA og andre statslige selskaber i flere tilfælde ikke har udbetalt lønninger til kooperativer af løsansatte, som yder service til dem. Dette har resulteret i massive protester og sågar blokader og besættelser fra daglejernes side.

Mangel på fødevarer

Hvad Venezuela til gengæld ikke producerer i massevis, er fødevarer. Faktisk viser officielle tal (fra maj 2005), at fødevareproduktionen udgør 6 procent af det samlede BNP. 70 procent af alle fødevarer i Venezuela importeres fra Brasilien, Columbia, USA, Canada og andre lande.

I 2007, 2008 og de første måneder af 2009, har venezuelanerne oplevet skiftende mangel på basale fødevarer. Nogle gange har det været kaffe, andre gange madolie, sukker, ris, mælk eller bønner, som ikke har været at finde på supermarkedernes hylder.

Venezuelas »fødevare-krise« skyldes flere ting. På den ene side er der en klar sabotage fra kapitalisterne i fødevaresektoren, som med fuldt overlæg tilbageholder varer, for at skabe mangel.

I flere omgange har sociale organisationer, heriblandt de revolutionære bønders front, FNCEZ (Frente Nacional Campesino Ezequiel Zamora), afsløret sådanne tilfælde af sabotage. Lagre fyldt med ris og andre fødevarer blev optrevlet, alt imens supermarkedernes hylder stod tomme hen.

Formålet med denne boykot har dels været at miskreditere regeringen og dels at give et ekstra kick til inflationen. Nogle analytikere påpeger, at situationen på mange måde minder om den sabotage, som Salvador Alliende-regeringen i Chile var udsat for i starten af 1970’erne (jf. Erik Deemester: »Venezuela: The economic tug between revolution and counbter-revolution« på hjemmesiden www.marxist.com).

Selv den priskontrol, som den venezuelanske regering har indført for at stoppe inflation på basale fødevareprodukter, har vist sig uduelig. F.eks. blev det afsløret i februar 2009, at adskillige fødevareproducenter bevidst nægtede at producere almindelig ris og i stedet omlagde produktionen til at producere luksusris med tilsatte stoffer, for derved at undgå priskontrollen (jf. hjemmesiden www.aporrea.org den 1. marts 2009).

Samtidig er det sorte marked vokset, bl.a. ved hjælp af illegal indsmugling af fødevarer fra Columbia. Bureaukrater i dele af de statslige supermarkedskæder, Mercal og PDVAL, har også stjålet produkter, for derefter at sælge dem på det sorte marked til overpriser.

Både regeringen og arbejderne i supermarkedskæderne, har forsøgt at stoppe dette misbrug – men ikke uden omkostninger, F.eks. blev et medlem af PSUV, som havde afsløret omfattende korruption i Mercal, dræbt af ukendte gerningsmænd i slutningen af februar 2009 (jf. hjemmesiden www.aporrea.org den 5. marts 2009).

Inflation

Manglen på fødevarer er ledsaget af en ekstremt høj inflation. I Caracas var der 49,9 procent inflation på fødevarer imellem juli 2007 og juli 2008 (The Economist, juli 2008).

Prisen på et kilo løg er nu omkring 12 bolivares (Ultimas Noticias, 27. februar 2009, side 18), hvilket svarer til næsten 4 euro eller omtrent 30 danske kroner! Dette er mere end i de fleste vestlige lande, hvor lønningerne omvendt er betydeligt højere end i Venezuela.

Ifølge det nationale institut for statistik, er La Canasta Alimentaria Normativa, som er en beregning af minimums leveomkostningerne for en person hvad angår mad, steget fra 647,23 bolivares i januar 2008 til 895,06 i december 2008 (jf. hjemmesiden for Instituto Nacional de Estadístical).

Det er sket uden en tilsvarende lønstigning, hvilket har udhulet de venezuelanske arbejderes købekraft.

Denne kombination af mangel på fødevarer og skyhøj inflation, er utroligt farligt for regeringens popularitet, da det især rammer de fattigste dele af befolkningen.

Parasit-oligarki
Den grundlæggende årsag til Venezuelas »fødevare-krise« skal dog ikke findes i de førnævnte omstændigheder. Alle disse faktorer er med til at forværre den nuværende situation, men i sig selv forklarer de ikke problemet.

Som med så mange af de andre lande i Latinamerika, påtvang imperialismen Venezuela en rolle som producent af råstoffer. Således kom begrebet »un país rentista« (et rente-land) til verden, hvilket betød at Venezuela skulle klare sig ene og alene ved hjælp af gevinsterne fra olie-udvindingen. Langt de fleste forbrugsvarer importeres, hvilket øger Venezuelas afhængighed af verdensmarkedet.

Den venezuelanske overklasse (kapitalisterne, bankejerne og landejerne) – hvad der i folkemunde kaldes oligarkiet i Venezuela - har i årtier fungeret som en helt igennem parasitarisk klasse. I stedet for at bruge de høje indtægter fra olieproduktionen til at udvide produktionsapparatet og reducere importen af forbrugsvarer (herunder madprodukter), har de nedtrappet investeringerne i økonomien og vedligeholdt en struktur, hvor supermarkedskæderne importerer fødevarer fra nabolandene.

Det ser man klart, hvis man kigger på statistikken for erhvervslivets investeringer i fast kapital (FBCF) under de sidste seks venezuelanske regeringer, hvor procentandelen lå på 26,7 procent under Pérez Jimenez, 31,5 procent under Carlos Andrés Perez i hans første periode, 19,9 under Jaime Lusinchi, 18,2 under Carlos Andrés Perez anden perioder, 17,5 under Rafael Caldera og 13,8 procent under Hugo Chavez i perioden 1998-2005 (kilde: Avisen El Nacional).

Således er det en kendsgerning, at kapitalisternes investeringer i Venezuela har været for nedadgående de sidste 30 år. Og det ser ikke umiddelbart ud til, at det vil ændre sig lige foreløbigt.

I den borgerlige avis El Universal kunne man den 14. august 2008 læse følgende, i en artikel om Venezuelas økonomi:

»Den førende repræsentant for Conindustria huskede på, at industrisektoren de sidste 10 år er blevet reduceret med 40 procent og fastslog at omstændighederne ikke er tilstede for en vækst på kort eller mellemlangt sigt.«

Hovedårsagen er, at det nationale borgerskab i Venezuela har tusind tråde til de konservative godsejere, til bankejerne og til imperialismen. De er ude af stand til at gennemføre en jordreform og en industrialisering af landbruget, som kan minimere Venezuelas afhængighed af importerede varer.

Det tragiske ved situationen er, at Venezuela rent faktisk har enorme territorier med frugtbar jord, bl.a. i Barinas, Mérida og Los llanos.

Problemet er, at cirka 80 procent af al frugtbar jord, ejes af 5 procent af befolkningen.

Selvom regeringen i 2001 igangsatte en jordreform, har resultaterne været minimale. Dels har selve loven været yderst moderat og kun betydet enkelte omfordelinger og dels har fattige bønder, som blev lovet billig kredit af staten, været udsat for sabotage fra bureaukrater i statsapparatet, som har tilbageholdt lån beregnet på igangsættelse af landbrug.

De nationale borgerskaber i Sydamerika har vist sig uduelige til at gennemføre selv de mest simple af en national-demokratisk revolutions opgaver. Derfor kan disse opgaver kun løses af arbejderklassen, i alliance med de fattige bønder, unge og arbejdsløse.

Men hvis arbejderklassen tager den økonomiske magt, vil den ikke stoppe ved de demokratisk-nationale opgaver, men vil gå direkte videre til de socialistiske opgaver. På den måde kan man sige, at revolutionen bliver »permanent«.

Chávez og krisen

Der er ingen tvivl om, at et klart flertal af den venezuelanske befolkning stadig støtter Chávez. Dette blev endnu engang bekræftet i de to seneste valg, nemlig lokal-regionalvalget i november sidste år, hvor 58 procent af vælgerne satte kryds ved Chávez’ socialistparti, PSUV, og senest ved folkeafstemningen den 15. februar 2009, hvor 54 procent af vælgerne godkendte en forfatningsændring, som tillader ham at genopstille som kandidat ved fremtidige præsidentvalg.

Igennem de seneste ti år, har fattige i slumkvartererne, arbejderklassen og småbønder gang på gang grebet til handling for at forsvare revolutionen. Ikke kun ved snesevis af valg og folkeafstemninger, men også ved at nedkæmpe kupforsøg, økonomisk sabotage og voldelige optøjer fra oppositionens side.

Hovedårsagen til denne loyalitet overfor Chávez-regeringen skal findes i de vigtige reformer, som den har gennemført.

Alfabetiseringsprogrammer har givet millioner mulighed for at lære, at læse og skrive. De nyoprettede bolivariske universiteter har betydet, at tidligere udstødte dele af befolkningens børn nu har en chance for at få en uddannelse. Tusinder af cubanske læger er blevet udstationeret i slumkvarterer, hvor de igennem programmet »Barrio adentro« og CDI (Centro Diagnóstico Integral) giver gratis lægehjælp til fattige mennesker.

Chávez taler om socialisme og revolution, som særligt tog til fra år 2005, har haft en imponerende effekt på den ideologiske debat i Venezuela. I alle afkroge af samfundet diskuteres spørgsmål om socialisme, marxisme og revolution.

Især hos aktivisterne i socialistpartiet PSUV er der en tørst efter ideer og teorier. Problemet er, at flere og flere ser en modsætning imellem de lange taler om socialisme og revolution og hverdagsforholdene i Venezuela.

Trods de vigtige fremskridt, som de sociale projekter har skabt på sundheds- og uddannelsesområderne, er de grundlæggende problemer stadig uløste.

Størstedelen af befolkningen lever stadig i fattigdom, infrastrukturen og vejbyggerierne i byerne er elendige og de flestes boligsituation er mildest talt kritisabel. I mange slumkvarterer er der f.eks. kun vand halvdelen af døgnet.

Kriminaliteten er også steget betydeligt. og mange byer – især Caracas – er blevet farligere efter mørkets frembrud.

Disse uløste problemer har også gjort sig gældende ved de seneste par valg. Mange af Chávez kernevælgere er blevet skuffede og denne demoralisering har ført til, at mange er blevet på sofaen ved de seneste par valg.

Det første faresignal kom i december 2007, da Chávez til stor overraskelse tabte folkeafstemningen om en forfatningsreform, som indeholdt omfattende ændringer af landets struktur, amter, kommuner, osv.

Det, der fik reformen til at briste i 2007, var ikke en stor opbakning til oppositionen, men derimod en betydeligt lavere valgdeltagelse. Hele tre millioner mennesker, som satte deres kryds ved Chávez i 2006 udeblev fra stemmeurnerne i 2007.

Ved regionalvalget i november 2008 lykkedes det ganske vist PSUV at genvinde cirka 1,5 mio. af disse vælgere. Men alligevel lod trætheden i Chávez’ bagland sig mærke, bl.a. i det faktum at Alcaldía Mayor – hovedborgmesterposten i Caracas, landets hovedstad - blev tabt til oppositionen. Også andre regioner, såsom Carabobo og Miranda blev tabt til oppositionen.

Oven i alt det kommer de enorme økonomiske problemer, som den kapitalistiske verdenskrise forårsager. Venezuela er nemlig fortsat et land med en kapitalistisk økonomi, styret af markedets love. Lige netop derfor kan den venezuelanske økonomi – som vi har set – umuligt undgå den økonomiske krise.

Regeringens modsvar til krisen

Regeringen har forsøgt at mindske krisens effekter og stoppe sabotagen, men dens politik har gang på gang vist sig utilstrækkelig.

Med hensyn til sabotagen, har Chávez truet kaptalisterne med eksproprieringer. F.eks. har han i offentlige taler gang på gang truet den store fødevareproducent Polar med ekspropriering, men uden at følge ordene op med handling. I et enkelt tilfælde valgte han at nationalisere en amerikansk risproducent, Cargill, men det er forblevet et enestående tilfælde.

På den anden side, har regeringen indført priskontrol på en hel række basale fødevarer. Men kapitalisterne i fødevaresektoren har svaret igen ved enten at stoppe produktionen af de regulerede produkter eller ved at omlægge produktionen til luksusudgaver af de samme produkter, som ikke er omfattet af priskontrollen.

Således er resultatet af priskontrollerne det stik modsatte af intentionerne; mangel på basale fødevarer.

Allerede fra 2005 begyndte regeringen at nationalisere nogle dele af økonomien. I begyndelsen af 2007 blev det fulgt op med nationaliseringerne af CANTV (det store telefoni-selskab), Caracas’ el-selskab og andre virksomheder. Som allerede nævnt, indbefatter nationaliseringerne i 2008 Banco de Venezuela, SIDOR, Cemex, La Fargue, aluminiumsfabrikken Rialca, majeri-kæden Los Andes og andre fabrikker.

Disse nationaliseringer er skridt i den rigtige retning, i det de udgør et forsøg på at bryde med oligarkiets magt. Masserne har da også mødt nationaliseringerne med stor entusiasme.

En meningsmåling foretaget af IVAD (Insistituto Venezolano de Análisis de Datos) fra maj 2008 viste, at 56 procent af de adspurgte støttede nationaliseringen af cement-industrien mod blot 33 procent imod. 53,1 procent var enige med beslutningen om at nationalisere SIDOR og 30,9 procent uenige.

Meget sigende var resultatet på spørgsmålet, »Ville de være enig med nationalisering af fødevare-sektoren?« (som endnu ikke er blevet nationaliseret). 50,1 procent svarede ja, og 42,1 procent svarede nej.

Til gengæld bør det fastslås, at enkelte nationaliseringer i sig selv ikke løser problemerne. Indtil videre har nationaliseringerne kun omfattet nogle dele af økonomien, imens de store selskaber, såsom de fleste banker, fødevaresektoren, supermarkedskæderne og betydelige dele af industrien ikke er blevet berørt.

Dette har skabt en noget kaotisk tilstand for den venezuelanske økonomi. På den ene side kan kapitalismen ikke fungere på en »normal« måde, eftersom at regeringen bringer alle slags forhindringer, reguleringer, trusler osv. i vejen for den private kapitals frie bevægelse. På den anden side er det heller ikke muligt at lave en omfattende socialistisk planlægning af økonomien, da omfattende dele stadig er på private hænder.

Der er ikke brug for delvise nationaliseringer, men derimod en ekspropriering af alle de afgørende dele af økonomien; bankerne, industrien, supermarkedskæderne og jorden. Først da er det muligt, at lave en socialistisk plan for at få hele produktionskæden til at køre harmonisk rundt.

Fabriksbesættelser, arbejderkontrol og eksplosion i strejkeaktiviteten
De seneste par år har Venezuela mærket en sand opblomstring af fagforeninger og faglige konflikter.

Det begyndte allerede i december 2002, da tusinder af arbejdere fra det statslige olieselskab PDVSA trodsede højreorienterede bureaukraters forsøg på at lukke landet ned via økonomisk sabotage og i stedet besatte selskabet og kørte det videre via arbejderkontrol i næsten halvfems dage.

Noget lignende skete på de store aluminiums- og stålfabrikker i Ciudad Guayana, hvor arbejdere fra VENALUM, ALCASA og SIDOR fysisk kæmpede sig frem til gas-forsyningen, som oppositionsgrupper forsøgte at stoppe og derved sætte fabrikkerne i stilstand.

Den såkaldte »generalstrejke« i december 2002- januar 2003, organiseret fra start til slut af oppositionen, var en arbejdsgiverlockout, hvor den magtfulde økonomiske elite forsøgte at lukke landet ned og dermed vælte Chávez.

Men taktikken gav bagslag. I stedet begyndte de venezuelanske arbejdere en vigtig bevægelse med fabriksbesættelser, som senere resulterede i flere nationaliseringer og kampe for arbejderkontrol.

I april 2008 endte en langstrakt arbejderkamp på stålværftet SIDOR med en sejr til de 15.000 arbejdere over den multinationale ejer. Chávez valgte at nationalisere virksomheden.

Ligesom på de andre ny-nationaliserede virksomheder foregår der nu en levende debat og magtkamp om, hvordan selskabet skal struktureres, og hvor meget magt medarbejderne skal have.

Der findes forskellige eksempler på virksomheder, som har videreført en kapitalistisk ledelsesstruktur. Men der findes også enkelte tilfælde, hvor arbejdere har udøvet kontrol, i forskelligt omfang.

Det mest inspirerende eksempel er uden tvivl INVEVAL, en fabrik som producerer ventiler til olieindustrien. Fabrikken, som førhen hed CNV og ligger en times kørsel syd fra Caracas, i delstaten Miranda, blev nationaliseret i april 2005. Den har nu fungeret under arbejderkontrol i fire år.

Præsidenten for INVEVAL er en arbejder, valgt af sine kollegaer på en arbejderforsamling. Han modtager den samme løn som alle de andre arbejdere og kan til enhver tid afsættes af arbejderforsamlingen, som er den øverste myndighed. Denne ugentlige forsamling har valgt et fabriksråd til at tage sig af de daglige opgaver.

Vigtigst af alt har arbejderne på INVEVAL formået at åbne virksomhedens regnskabsbøger og derved beregne, hvor stor udbytningen af arbejderne var før nationaliseringen i 2005. Det er essentielt, fordi det giver arbejderne mulighed for at planlægge produktionen og bestemme hvordan overskuddet skal bruges. (En detaljeret beskrivelse findes i Pablo Cormenzanas bog La Batalla de Inveval, Fundación Féderico Engels, 2009).

De sidste par år har været kendetegnet ved intensivering af arbejdskampene. Den 1. december 2008 bragte avisen El Universal en artikel, som understregede, at 2007 var det år, hvor flest fagforeninger var blevet oprettet gennem de sidste 15 år. Den samme artikel fortalte, at strejkeaktiviteten er vokset med 13,6 procent på blot et år.

Det er i sær sket i bilsektoren, hvor en benhård kamp udfoldede sig i byen Barcelona i delstaten Anzoátegui. På et massemøde for arbejderne på den 1.200 mand store Mitsubitshi (MMC) fabrik, stemte 863 ud af 893 tilstedeværende for at indlede en fabriksbesættelse. Baggrunden var fyringen af 135 løsansatte og kravet en genansættelse på samme vilkår som de fastansatte.

Kampen på Mitsubishi blev hårdere og hårdere. Arbejdere på nærliggende fabrikker, der producerer dele til bilindustrien, såsom VIVEX, MACUSA og TOYATA, fulgte MMC-arbejdernes eksempel og besatte ligeledes deres virksomheder. Men cheferne for det japansk-ejede multinationale selskab skaffede en dommerkendelse til at rydde fabrikken.

Den 29. januar troppede en dommer op ved fabriksporten, ledsaget af over 50 politibetjente fra det regionale korps, PoliAnzoategui. Da arbejderne nægtede at overgive fabrikken og appellerede til forhandlinger, indledte politiet et angreb på fabrikken og skød med skarpe skud imod arbejdermassen.

To arbejdere døde og yderligere fjorten blev såret. Alligevel formåede politiet ikke at fravriste arbejderne kontrollen med fabrikken. (En video om massakren på Mitsubishi kan ses på hjemmesiden video.google.com)

Selvom regeringen tog afstand fra massakren og intervenerede og fængslede de skyldige politibetjente, er bagmændene bag massakren endnu ikke fundet. Mange mistænker top-ledelsen af MMC for at have en finger med i spillet, men indtil videre er ingen dømt.

Den voldelige udvikling fik kampen til at eskalere og arbejderne fastholdt fabriksbesættelsen indtil den 22. marts, hvor en aftale blev indgået, som giver indrømmelser til arbejderne på alle de vigtigste punkter.

Alligevel fastholder fagforeningsledelsen på Mitsubishi, at der er tale om en »våbenhvile«, i en langstrakt krig mod arbejdsgiverne. (En øjenvidneberetning fra MMC-fabrikken kan læse på engelsk på hjemmesiden www.marxist.com).

Et statsapparat, der ikke adlyder

Det seneste halve år er flere og flere fagforeningsaktivister blevet forfulgt. I november blev tre ledende fagforeningsaktivister fra C-CURA fraktionen i UNT (Union Nacional de Trabajadores) myrdet af en person, som forfulgte dem på motorcykel og skød dem.

Blot en uge efter blev endnu en fagforeningsaktivist, medlem af PSUV, myrdet. Så sent som den 5. maj, blev generalsekretæren for Toyota-arbejdernes fagforening i Cumaná, delstaten Sucre, myrdet lige uden for sit hjem. Metoden til at likvidere ham var det såkaldte »sicariato«, synonym for politisk mord udført af lejemordere.

Revolutionære studenteraktivister fra UCV [Universidad Central de Venezuela] har også været udsat for forfølgelser. I midten af maj blev en af dem såret af skud fra en bande af ukendte gerningsmænd.

I alt har 14 fagforeningsaktivister måttet lade livet i de første fem måneder af 2009.

Regeringen har forsøgt at stoppe forfølgelserne og lagt pres på politiet for at få en hurtig opklaring og straf af de skyldige. Men som eksemplet med Mitsubishi viser, er den gamle venezuelanske statsmaskine, som den bolivariske regering har arvet fra den 4. republik, uduelig til at tjene revolutionære mål.

Mitsubishi-arbejderne er nemlig langt fra de eneste, som har været udsat for repression fra den statsmaskine, som i teorien skulle adlyde »socialistiske« interesser.

For godt et år siden blev det samme korps, PoliAnzoategui, brugt til at undertrykke arbejdere fra olie-selskabet PDVSA. Også under den langstrakte konflikt på SIDOR blev flere arbejdere såret efter sammenstød med nationalgarden. I 2007 blev arbejdere fra den konfliktramte fabrik Sanitarios Maracay standset og beskudt af politiet i delstaten Aragua, da de var på vej til en demonstration.

Det viser, at det er en utopi at tro, at den venezuelanske revolution kan indføre sociaisme via det bestående statsapparat. Det er nødvendigt at ødelægge den gamle statsmaskine og erstatte den med en ny, revolutionær arbejderstat.

Eksemplet med fabrikken INVEVAL viser, at det et muligt at danne rådsstrukturer, hvor de menige arbejdere kan vælge deres repræsentanter, som til hver en tid kan tilbagekaldes af forsamlingen.

Det samme har man set i andre afkroge af det venezuelanske samfund. Det var f.eks. tilfældet med den såkaldte Comando Maisanta i Caracas, en komité organiseret fra neden af de fattige i slumkvartererne, med det formål at drive valgkampen op til folkeafstemningen den 15. august 2004.

Andre eksempler er de såkaldte UBE’er (Unidades por la Batalla Electoral) og i nogle tilfælde de såkaldte kommunalråd (Consejos Communales).

Fælles for dem alle er, at de kan udgøre kimen til en anden form for statsmagt. De har i praksis indført de fire principper for en arbejderstat, som Lenin opridser i bogen Staten og revolutionen:

1) Frie og demokratiske valg af alle embedsmænd med ret til tilbagetrækning.
2) Ingen valgt skal have en højere løn end en faglært arbejder.
3) Ingen stående hær eller politi, men et bevæbnet folk.
4) Gradvis skal alle administrationens opgaver laves af alle på skift; når alle er en bureaukrat, er ingen en bureaukrat.

Imellem to vinde

Den venezuelanske revolutionsproces er således fanget imellem to vinde. Den ene vind er presset fra masserne, som kæmper for at få opfyldt krav til reformer, lønfremgang, osv. og i forlængelse heraf kæmper for at få styring over fabrikker, universiteter og statsprojekter.

Den anden vind er presset fra den kapitalistiske krise, som giver regeringen få kort på hænderne og tvinger den til at vælge imellem at implementere nedskæringer og derved skuffe dens vælgerbase eller angribe den rige overklasses ejendom.

Modsætningerne imellem dem, der tror på et reformistisk program med gradvise ændringer og dem der vil et mere radikalt brud med kapitalismen, kommer mere og mere til syne, ikke blot i de fabriksbessættelser og faglige kampe, men også i Socialistpartiet, PSUV.

Det lod sig især mærke på PSUV’s Ungdoms kongres i september. Mens om ledelsen prøvede at lukke al debat og foreslog et sæt vedtægter med en uhyre bureaukratisk struktur, lykkedes det de almindelige medlemmer at presse på for en mere demokratisk organisationsopbygning.

Stemningen var meget revolutionær iblandt de godt 1.300 delegerede, som repræsenterede 140.000 unge i hele landet. På kongressens afsluttende stormøde, var et af de vigtigste slagråb »Ungdommen er socialistisk, men aldrig reformistisk« (Se en detaljeret rapport på engelsk findes på marxist.com, 15. september 2008: http://www.marxist.com/venezuela-ps...).

PSUV har officielt 5,6 millioner medlemmer. 2,5 millioner af dem deltog aktivt ved partiets regionale kandidat-valg i juni 2008. Både partiet PSUV og dets ungdomsorganisation, har planlagt kongres til august-september, som uden tvivl vil blive anledningen til nye kampe imellem den interne højre- og venstrefløj i den bolivariske bevægelse.

Den venezuelanske revolution er med andre ord gået en i en ny fase. Den er allerede gået langt og har skabt vigtige fremskridt for de fattigste. Til gengæld ses det nu tydeligt, at revolutionen langt fra er fuldendt.

På den ene side er det klart, at det gamle borgerlige statsapparat ikke kan bruges til udføre socialistiske opgaver. Ikke bare politiet, men også hæren og alle funktionærembederne er infiltreret af højrefløjselementer. Således er det presserende, at få smadret den borgerlige stat og dannet en ny arbejderstat, baseret på en udvidelse af de elementer af dobbeltmagt, som allerede eksisterer i nogle dele af samfundet; arbejderråd på fabrikkerne, kommunalrådene i slumkvartererne og de jordløse bønders organisationer på landet.

På den anden side skal det slås fast, at roden til kapitalisternes sabotage er deres ejendomsret til de store banker, fabrikker og jorden. Et opgør med denne er mere nødvendigt end nogensinde før. Kun en ekspropriering af de store kapitalistiske virksomheder – med indførelse af arbejderkontrol og dannelsen af en revolutionær arbejderstat, baseret på arbejder-, studenter-, bonde- og kommunalråd, kan udgøre et alternativ til kapitalismen.

Den økonomiske krise sætter den venezuelanske revolution overfor den definitive prøve.

Andreas Bülow er bosat i Venezuela og arbejder som journalist for den marxistiske avis El Militante.