Socialdemokratismens genkomst

Først Latinamerika, så Danmark? Gennem flere år har vi været vidner til et politisk opgør med nyliberalismen i Latinamerika. Processen er flersidet, men hælder i varierende grad til venstre.

Nu er den samme politiske tendens er ved at slå igennem i Danmark. Umiddelbart ser det ikke sådan ud. Men i den politiske undergrund er der sket nogle essentielle forskydninger. Oppositionen er blevet rekonfigureret. De aktuelle kriser har været fødselshjælpere.

Efter SF’s og Enhedslistens årsmøder i det sene forår tegner der sig en vital og fremsynet venstrefløj med medvind i meningsmålingerne. Men historien starter for godt et år siden.

Teser var startskud

Sidste forår skød Socialdemokraterne et nyt politisk projekt i gang. Det var et brud med 25 års udvikling i dansk politik. Partiet har selv en stor andel i denne udvikling som regeringsbærende i 1990’erne. Men i slutningen af marts 2008 kom 10 Socialdemokratiske teser for et bedre Danmark og måneden efter fulgte så en dobbeltkronik af Helle Thorning-Schmidt.

Socialdemokraterne var pressede efter årevis med tilbagegang og et historisk ringe valgresultat i frisk erindring. Velfærdsbevægelsen nåede også et nyt højdepunkt op til og i forbindelse med strejkerne i den offentlige sektor. Socialdemokraternes tilpasningsstrategi blev erstattet af en revitaliseret oppositionskurs, der aktiverer socialdemokratiske kerneværdier i en aktuel indpakning.

Teserne aftegner konturerne til et gennemgribende brud med nyliberalismen. Den indledende tekst beskriver et Danmark, der bevæger sig i den gale retning og sætter især fingeren på den stigende ulighed og individualisering.

Som alternativ til denne udvikling præsenteres lighed og fællesskab. Men fællesskab og pligt ses ikke som en modsætning til frihed. Socialdemokraternes version af frihed indebærer lige muligheder for alle på grundlag af fælles ansvar - og gør op med det nyliberalistiske fokus på ’frit valg’.

Denne vinkel videreføres i teserne gennem målet om at afskaffe fattigdom, ligesom der tales om nødvendigheden af af-privatisering. Der argumenteres også for, at rent miljø er vigtigere end forbrug, og at vi primært skal være borgere - ikke forbrugere. Udviklingen skal være bæredygtig og det nuværende overforbrug duer ikke.

Favorisering af borgeren er et argument for demokratisering, men afslutningsvis bliver det skåret ud i pap, at Danmark og verden har brug for mere politik og mindre marked.

Teserne var startskuddet til nyorienteringen af oppositionen.

Helle Thorning-Schmidts to kronikker viderefører en fornyet oppositionel dagsorden. Hun beskriver selv kronikkerne som venstreorienterede og lægger da også ud med allerede i titlen på den første kronik at konstatere, at vi står ved enden af den tredje vej, hvilket er den socialdemokratiske variant af nyliberalismen.

Op til kongressen i september lancerede Socialdemokraternes ledelse så visionspapiret Plads til trivsel, der lægger op til et trivselssamfund i forlængelse af velfærdssamfundet.

På kongressen blev det spirende samarbejde med SF cementeret yderligere, mens De Radikale blev sat på sidelinjen.

Herefter er Socialdemokraternes stadig tættere alliance med SF det mest direkte udtryk for partiets venstredrejning. Men det kommer det også til udtryk ved, at Pernille Rosenkrantz-Theil er ny folketingskandidat og at venstresocialdemokraten Frank Jensen er kørt i stilling til overborgmesterposten i København.

Frank Jensen forsvandt ellers fra det politiske liv efter formandsopgøret - og sammen med ham forsvandt en række andre fra partiets venstrefløj. Nu er venstrefløjen i partiet på banen igen. Det er tænketanken Cevea også et klart eksempel på.

Umiddelbart kan Socialdemokraternes kursændring dog være vanskelig at få øje på i Folketinget.

Krisepolitik

I det daglige politiske liv ligger Socialdemokraterne grundlæggende på linje med regeringen. Det blev krystalklart i finanskrisens første måneder, hvor de sammen med SF bakkede op om regeringens bankpakker.

Der var først i forbindelse med skattereformen, at det fremherskende politiske billede blev polariseret. Der var lagt op til en bred reform. Men regeringen valgte at forbigå oppositionen i et smalt forlig.

Krisepolitikken viser sig her som en skærpelse af nyliberalismen. Skattereformen indebærer ufinansierede skattelettelser for et tocifret milliardbeløb og bidrager markant til den voksende ulighed. Samtidig frigives de mange milliarder i den særlige pensionsopsparing. Planen er, at det private forbrug skal skabe økonomisk vækst, mens den offentlige sektor sættes under stigende økonomisk pres gennem underminering af finansieringsgrundlaget.

Det er klar nyliberalistisk politik i den intensiverede version siden 2001. Forskellen er at hastigheden er sat yderligere i vejret, og at krisen vil skabe et enormt hul i statskassen. Konsekvenserne af skattestop og -lettelser er ikke længere skjult i en økonomisk højkonjunktur.

Dansk Industri forventer et statsunderskud på 80 milliarder kr. i 2010. Det er mere end 4 % af det skrumpende bruttonationalprodukt.

Allerede op til valget i 2007 forsøgte Socialdemokraterne at fremmane et valg mellem velfærd og skattelettelser, men på det tidspunkt fremstod det stadig som om, at begge dele var mulige. Den tid er forbi. Sideløbende er de politiske forskelle blevet uddybet. Oppositionen træder i karakter. Som bredspektret alternativ til nyliberalismen.

Reformer og principper

Med det skærpede ideologiske klima som bagtæppe, holdt SF landsmøde sidst i april. Partiet opererer nu med tre tidshorisonter. I det daglige politiske liv indgår partiet pragmatiske aftaler med regeringen og Socialdemokraterne – og ønsker hermed at være politisk og økonomisk ansvarlig. På kort sigt arbejder partiet for en ny regering og har i den forbindelse udarbejdet et reformprogram for de næste 10-15 år, der blev vedtaget på landsmødet.

Reformprogrammet minder meget om Socialdemokraternes politiske udmeldinger siden foråret 2008, men går et vigtigt skridt længere i genoplivningen af klassiske socialdemokratiske værdier. SF arbejder konsekvent for udvidelse af demokratiet med vægt på samfundets økonomiske aktiviteter og arbejdslivet.

Visionen om økonomisk demokrati var socialdemokraternes slagnummer i de turbulente 1970’ere, men har i nyliberalismen epoke stået som en gravsten over en svunden tid. Indtil nu. SF overtrumfer hermed Socialdemokraterne og står som den førende repræsentant for socialdemokratismens genkomst.

På lang sigt gælder SF’s socialistiske principprogram og gennem de tre tidshorisonter spænder partiet således fra pragmatisk realpolitik til kampen for et socialistisk samfund. Hermed er der også en åbning overfor Enhedslisten, idet de to partiers principprogrammer og langsigtede mål er ideologisk beslægtede.

Man kan sige at SF medierer mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten samtidig med, at partiets store fremgang placerer det som fyrtårnet i det nye politiske billede. Men efter Enhedslistens årsmøde kan man se et samlet billede af en ny opposition.

Over tre dage i maj var der klar opbakning til den politiske kurs, der har været under opbygning i de foregående måneder. Med et kompromissøgende udspil til politiske forandringer i de første 100 dage under en ny regering viser partiet vilje til at indgå aktivt i det daglige politiske arbejde med et nyt flertal.

Enhedslisten har også knyttet sig tæt til Socialdemokraterne og SF. Samtidig står partiet dog helt udenfor det aktuelle politiske samarbejde med regeringen og vil arbejde hårdt for at trække en ny regering til venstre på grundlag af uforandrede socialistiske værdier.

Tyngdepunktet i oppositionen er rykket markant til venstre over det seneste år. Socialdemokraterne er drejet til venstre, SF er blevet et toneangivende parti, og Enhedslisten er kommet ind i varmen. Samtidig er De Radikale blevet marginaliseret og decimeret.

Global politisk tendens

Forskydningerne i oppositionen afspejler en global politisk tendens på den parlamentariske venstrefløj, der er blevet styrket af kriserne og den danske regerings nyliberalistiske krisepolitik.

Tendensen er særlig udpræget i Latinamerika. Oppositionen samler sig om et opgør med nyliberalismen og udtrykker varierende grader af venstreorientering og tålmodighed. De forskellige partier og tidshorisonter er aspekter af en helhed, der aftegner en ny politisk vision.

Socialdemokratismen er vendt tilbage i nye gevandter til en ny tid. Det næste folketingsvalg kan indvarsle et paradigmeskifte af samme størrelsesorden som nyliberalismens gennembrud i 1980’erne.

Under alle omstændigheder sker der en udvidelse af det politiske mulighedsrum gennem en polarisering af de centrale politiske projekter. For første gang er der et reelt og realistisk alternativ til den nyliberalistiske politik. Så oppositionen bidrager også aktuelt til en demokratisering af samfundet. Selvom den fremherskende politik fortsat er nyliberalistisk.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på RUC

Artiklen er den første ud af to om den nye socialdemokratisme.

Læs anden del, »Morten Korch i Disneyland«, på Kontradoxa.