Anmeldelse: »Kampen om Ungdomshuset« – væsentligt indblik i et ungdomsmiljø

I antologien »Kampen om Ungdomshuset – studier i et oprør« samler de to redaktører René Karpantschof og Martin Lindblom i alt 11 analytiske billeder på kampen om Jagtvej 69 og kampen for et nyt ungdomshus i København.

De to redaktører er begge tidligere BZ’ere og har af samme grund et indgående kendskab til Ungdomshusets historie og miljøet omkring Ungdomshuset. Et kendskab, som de og en lang række af skribenterne i øvrigt også vedkender sig.
Det er klogt af bogen, at den redegør for sit politiske ståsted, for det gør den ærlig, og det er i sig selv befriende, at man kender de briller skribenterne – eller i hvert fald et flertal af skribenterne har på.

Bogens klare kulør skræmmer nok en del læsere væk – på den anden side kan det nok ikke undgå også at lokke en del læsere til. Kan det undre? Nej, det kan det ikke!

Mediedækningen i forbindelse med rydningen af Jagtvej 69 var til at blive væltet omkuld af. Konflikten var alle vegne. Journalisterne ville sende alt. De ville vide alt. De ville helt ind og kradse i aktivisternes hjernemasse. Men det kom de ikke. Derfor er der stadigvæk rum – og så må bogen jo siges at være analytisk i sin tilgang i modsætning til den danske journalist-stands meget konfliktprægede tilgang. Så ja, bogen pirrer dig. Den gør dig nysgerrig.

Bogen giver et væsentligt indblik i et lukket og for mange danskere helt uforståeligt politisk ungdomsmiljø, skriver Ninna Thomsen i sin anmeldelse. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Især fordi forfatterne har en klar hjemmebanefordel i forhold til hr. og fru Politiken. De kommer meget tættere på. De får meget mere at vide. Ganske enkelt. Interviewpersonerne har stolet på dem. De har haft tillid til, at de ville blive fremstillet sagligt og redeligt. Måske fordi interviewpersonerne har set bog-projektet som en del af det det totale politiske ungdomshus univers – et begreb som Tina Wilchen Christensen i øvrigt introducerer.

Sandheden ligger et sted midt imellem

Det er en smagssag, om man er til kritiske skildringer eller skildringer, der forstår, sympatiserer og skriver alt ind i den samme gode og sympatiske fortælling. Bogen har en tendens til det sidste, og der er kapitler, der er partiske og tendentiøse. Men det er til at leve med, fordi bogen i sin helhed fremstår redelig og grundig, og fordi den giver os et så væsentligt indblik i et lukket og for mange danskere helt uforståeligt politisk ungdomsmiljø. Forfatterne konstaterer selv, at kapitlerne ikke er meningstilkendegivelser, eller talerør for aktivister, men netop studier. Mon ikke sandheden ligger et sted midt imellem (!)

Jeg har som kommunalpolitiker og ungdomshusordfører for SF fulgt konflikten, mediedækningen og forhandlingerne tæt. Jeg kunne selv skrive længe og indædt om dette. Det er ikke min opgave i dag. Om mit udgangspunkt skader min evne til at fremstille tingene redeligt, må læserne selv bedømme. Er så at sige i samme båd som skribenterne ;-)

Bogens kapitler falder i flere blokke. Vi føres som læsere gennem Ungdomshusets historie, og vi følger rydningen dag for dag – time for time. Vi følger politikerne på Københavns Rådhus, deres forhandlinger og argumenter og vi får en gennemgang af TV-Avisens breaking news dækning i de ekstraordinære dage efter Ungdomhusets rydning.

Herefter nærmer vi os selve bevægelsen, deres selvforståelse og deres kommunikationsveje for så senere at blive konfronteret med politiets og domstolenes rolle, hvorefter bogen sluttes med en manifest-lignende hyldest til Ungdomshuset som et frirum i en kapitalistisk verden… hvor mennesker kan udfolde sig i fællesskab på afstand af kapitalismens begrænsende logikker.

Konkluderer til fordel for bevægelsen

De to første kapitler sætter rammen for fortællingen med et overblik over husbesætternes historie i Danmark fra de første besættelser i 1960’erne til i dag og en dokumentarisk gennemgang af det såkaldt dramamættede konfliktforløb fra 2006-2008. Det første kapitel er skrevet af René Karpantschof og Flemming Mikkelsen. Det er bogens nødvendige ramme, og det viser, at kampen for et Ungdomshus på mange måder skriver sig ind i en historie.

Kapitel 2, der ligeledes er skrevet af Karpantschof gennemgår »sagsforløbet« fra 2006-2008. I sin gennemgang er det sagligt, men det er på den anden side også ukritisk. Forfatteren afstår sandt nok fra at drage udtalte konklusioner, men gennem sit sprogbrug og sin udvælgelse af citater og foki konkluderer han til fordel for bevægelsen. Det er ikke altid lige kønt, og at påstå, at uromagernes ødelæggelser først og fremmest var rettet mod kapitalistiske foretagender som banker, ejendomsmæglere, McDonalds m.m. er f.eks. en tolkning, der ligger langt ud over det beskrivende. Desværre.

Den frygt, angst og frustration, som mange beboere på Nørrebro oplevede, dokumenteres ikke. På den anden side er den krigslignende dokumentation af forløbet efter rydningen uhyre spændingsmættet, og kapitlet formår på mange måder at fange situationen på Nørrebro og det faktum, at fremtidige aktivister med den store kamp om Ungdomshuset har fået en ny og stærk fortælling om oprør og sejrrig kamp at identificere sig med og blive inspireret af. En beklagelig konstatering.

Fjendebilleder i de to »lejre«

Med kapitel 3 skrevet af Bo M. Andresen og kapitel 4 skrevet af Marie Holt Richter stiller bogen skarpt på forhandlingsforløbet og det faktuelle forløb omkring salget af Ungdomshuset og det taktiske spil på Københavns Rådhus. Kapitel 3 er forholdsvis beskrivende, mens kapitel 4 i højere grad forsøger at tage os ind i forhandlingernes korridorer eller gør det…

Richter skriver i sin indledning, at få har hørt de interne diskussioner… blandt politikerne. Det er sandt, men at påstå, at en åben og refereret debat i Rådhussalen er intern, er nok en sandhed med modifikationer. Debatten er i princippet lige så offentlig som denne anmeldelse. Det ved politikerne på Rådhuset, når de går på talerstolen. Kapitlet kan derfor højest være en analyse af politikernes offentlige argumentation, og det er jo i grunden også helt ok.

Kapitlet indfanger de fjendebilleder de to »lejre« bygger op subsidiært søger at afmontere. Havde de politiske partiets dans om den varme ungdomshusgrød haft et større fylde i bogen, havde det uden tvivl været interessant at gå endnu tættere på linjen, kontinuiteten og de brud, der er i partiernes argumentation.

TV-avisen dækkede en krig

Kapitel 5 ved Asta S. Nielsen analyserer TV-avisens dækning af urolighederne. En dækning, der ifølge Nielsen havde karakter af breaking news. Der var live-transmissioner, man afbrød den normale sendeflade og agerede i store træk, som man gør, når man skildrer udviklingen i krigen i Afghanistan. En meget præcis iagttagelse. På samme måde som Nielsens konklusion – at politiet spillede en dominerende rolle i dækningen – er hævet over enhver tvivl.

TV-avisen dækkede en krig på Nørrebro. Politiet var autoriteten og monopolet på området. Hvad politikerne og krigens anden part havde at sige, gled i baggrunden. Det finder Nielsen naturligt nok problematisk. På den anden side anerkender hun også, at det er et vilkår i mediedækning generelt, at en bestemt vinkel på en historie bliver den dominerende og helst ikke skal »forstyrres« af for mange andre måder at se det på.

Knivskarpe pointer

Bogens kapitel 6 af Kia Ditlevsen og kapitel 9 af Tina Wilchen Christensen går tættere på de mennesker, der gemte sig bag de sorte hætter. Kapitlerne er bogens mest kritiske indspark, og det er således også her, både tilhængere og modstandere bliver nysgerrige. Ditlevsen følger i alt seks aktivister gennem konflikten. Aktivisternes udgangspunkt er forskelligt, men deres radikalisering følger det samme følelsesmobiliserende spor. Ditlevsens analyse af samspillet mellem fornuft og følelse og hendes skildring af selve rydningen som et symbolsk og forandrende brud for de unge er præcist, og på den korte plads hun har til rådighed, formår hun at trække sine pointer knivskarpt sammen.

Christensens analyse fokuserer i højere grad på gruppementaliteten i ungdomshusmiljøet og på selve skabelsen af en fælles identitet, idet der gennem forløbet sker både en opbygning og en simplificering af den fælles identitet. Hele skildringen er lærerig for forståelsen af modstandslogikker og radikaliseringsprocesser. Bevægelsens fortolkningsramme beskriver således et fjendtligtsindet samfund, hvor der ikke er plads til de unge, som er med i bevægelsen.

Christensen skildrer et totalpolitisk univers, hvor påklædning, livsstil, vennekreds og holdninger går op i en højere enhed. Det gør livet i øvrigt for mange unge – forskellen er blot, at disse unge i modsætning til mainstream ungdommen føler sig udenfor. Med konflikten forstærkes deres fællesskab på samme måde som deres syn på normaliteten ensrettes, idet aktivisterne har en tendens til at føle sig moralsk hævet over dem »udenfor« bevægelsen, der ikke har gennemskuet det undertrykkende samfund. Gad vide om man ville nå til den samme konklusion, hvis man stillede skarpt på skabelsen af identitet i Faderhuset?

Er SMS-kæder en modstandsform?

Kapitel 7 af Ulrik S. Kohl og kapitel 8 af Nikolaj Villumsen analyserer aktivisternes kommunikationskanaler, herunder deres brug af SMS-kæder. Villumsen beskriver i forlængelse heraf den flydende struktur i ungdomshusbevægelsen med Mandagsmødet som formelt beslutnings-forum og de talrige netværk som et kompleks mangfoldighed af aktionsformer.

For Kohl er det en bestemt kommunikationsform, der er i fokus: SMS-kæden. Et massemedie, der ifølge Kohl består af mange forskellige kæde-sms’er, som indbyrdes forholder sig til hinanden. Det er interessant at læse om, hvordan bevægelsen bruger SMS’er til at videregive information og til at udbrede holdninger og sindsstemninger. Kohl skelner i kapitlet mellem en SMS-kæde, hvor du som aktivist modtager en enkelt besked eller måske tre eller fire enslydende beskeder og så en situation, hvor du rammes af en SMS-bølge, og modtager ti eller tyve kædebeskeder med forskelligt indhold og udtryk, men som alle forholder sig til det samme emne.

Brugen af SMS i forbindelse med politisk mobilisering er relativ ny. Kohl bevæger sig derfor ind i et relativt uopdyrket forskningsmæssigt territorium. Både Kohl og Villumsen har mange fine pointer og en utrolig detalje-rigdom. Kohls konklusion, at den kollektive og anonyme kædebesked er en modstrøm til den selvhenførende og individualistiske sms-kultur er der dog næppe belæg for. Også de amerikanske præsidentkandidater anvender kæde-SMS’er i mobiliseringen, og de kan vel næppe betegnes som en modstandsform i sig selv. Oder was?

Alt er ikke politik

De tre næstsidste kapitler (9 og 10) af hhv. René Karpantschof og Linda Hansen går igen op på systemniveauet med en analyse af henholdsvis politiets rolle og det retslige efterspil som følge af de mange anholdelser. Det kan undre, at bogens redaktører ikke har forsøgt at få nogle af de tunge retspolitiske meningsdannere på banen. Det ville unægtelig give kapitlerne en større autoritet – en autoritet, som der er brug for, hvis de væsentlige retspolitiske pointer skal have gennemslagskraft uden for bevægelsens egne rækker.

Bogens afsluttende creciendo er skrevet af Lars Poulsen. Et generelt skriv, der sætter retten til et Ungdomshus for den alternative kultur ind i både en historisk og en samfundsmæssig ramme. Mange af ungdomshusets både faste og perifere støtter vil kunne nikke genkendende til flere af Poulsens pointer.

Om kapitlet også står som bogens fælles holdningstilkendegivelse skal jeg lade være usagt. Nogle af parallellerne er på sin plads, andre gange stikker det helt op til skyerne, og man savner af og til en afgrænsning og en kritisk stillingtagen – for alt er ikke politik, og ikke alt hvad ungdomshuset står for, kan skrives ind i den samme totalpolitiske ramme.

Ninna Thomsen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF.

»Kampen om ungdomshuset – studier i et oprør«
René Karpantschof og Martin Lindblom. (red.)
Forlaget Frydenlund og Mediebureauet Monsun
299 kr. 352 sider, rigt illustreret.

Køb bogen online hos Forlaget Frydenlund

Læs også anmeldelsen skrevet af Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere chefkriminalinspektør i PET.