Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton måtte mandag både lægge øre til kampråbet »Et samlet folk kan aldrig besejres!« fra hundredevis af tidligere guerilla-soldater i El Salvador – og samtidig opleve, at El Salvadors nye præsident optager fulde forbindelser med det socialistiske Cuba.
Det skete, da El Salvadors nye præsident fra den tidligere oprørsbevægelse FMLN, Mauricio Funes, officielt blev indsat.
Til stede i salen var også Brasiliens præsident Luiz Inacio Lula da Silva og kollegaen fra Chile, Michelle Bachelet, samt Cubas vicepræsident, Alfredo Lazo. Herudover deltog repræsentanter fra 73 andre lande. Blandt andet altså udenrigsministeren fra det USA, som i 1980’erne støttede et fascistisk diktatur i El Salvador og sendte våben til at bekæmpe netop FMLN.
– Vi er nødt til at genopbygge og genopfinde denne nation. Vi er nødt til at forbedre tingene, men også gøre ting, som aldrig har været gjort før, sagde Funes i sin tiltrædelsestale ifølge Reuters. Og gav straks et eksempel herpå.
– Diplomatiske, kulturelle og handelsforbindelser vil straks træde i kraft overfor vores søsterland, Cuba, sagde han.
Nu er USA så det eneste land på de amerikanske kontinenter uden forbindelser til Cuba.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96