Kommentar: Kritikken af EU skal være socialistisk

Da José Manuel Barroso tiltrådte som ny formand for EU-Kommissionen i sommeren 2004, sagde han i et slags tiltrædelsesinterview i Financial Times den 20. august 2004, at han ville oprette en eksklusiv gruppe af EU-Kommissærer, som skulle sætte gang i økonomien og reformprocessen i EU.

Det kom også til at præge hans valg af kommissærer:

Peter Mandelson, som var premierminister Blairs højre hånd i forbindelse med privatiseringer og stærk tilhænger af den vestlige globaliseringsmodel, blev handelskommissær.

Den tidligere irske finansminister Charlie McGreevy blev kommissær for det indre marked, service og finansielle ydelser. McGreevy var manden bag det såkaldt »irske mirakel«. Han fik på få år nedsat den irske selskabsskat til sølle 12.5 procent(!), samtidig med at han fik sænket minimums-lønnen i Irland.

Men han vil også blive husket for sin udtalelse om, at han som EU-Kommissær hellere ville huskes for de ting han ikke gjorde, end for hvad han gjorde! Det er også en måde at sige, at markedet skal justere sig selv, passe sig selv, og passe på sig selv! Så skal det nok gå alt sammen.

Det har vi set bekræftelsen på siden. Markedet er helt sikkert bedst til at tage sig af sine egne interesser, men så er det også slut.

EU’s konkurrence-kommissær blev den hollandske Neelie Kroes-Smit, som kommer fra en mangeårig karriere som forretningskvinde. Hun havde siddet i bestyrelserne for en række større virksomheder, bl.a. den franske mobilgruppe MMO2, den franske forsvarsvirksomhed Thales.

Derfor rådede Den juridiske Tjeneste i EU Kroes-Smit til at undgå, at hun tog beslutninger, som kunne berøre disse virksomheder.

Børsen skrev den 27. august 2004, at hun måske vil nedprioritere »EU-kampene« med de store koncerner i forhold til sammenlægninger og monopoler. De hollandske kommentatorer mente, at hun havde haft lidt for gode kontakter til det erhvervsliv, hun formelt set skulle kontrollere. Men godkendt blev hun og sidder den dag i dag.

Mandag Morgen skrev den 23. august 2004, at »disse to kommissærer (den irske og hollandske) sammen med Barroso udgør rygraden i den nye Europa-Kommissions ’liberale akse’«.

Børsen kunne den 13. august 2004 skrive, at Barroso »vil kræve, at alle forslag fra Kommissionen skal ledsages af solide beregninger for Europas konkurrenceevne. Det sender et signal om, at vækst, arbejdspladser og konkurrenceevne er i højsædet«.

Det vil sige at alle forslag, som vil forbedre f.eks. miljøet, vil blive vurderet udfra om de forringer de europæiske selskabers »konkurrenceevne«, for hvis de skader disse, så vil det skabe problemer for »væksten«, og når væksten ikke stiger tilstrækkeligt, så er der ikke »arbejdspladser«. Simpelt, ikke sandt min kære Watson!

Samme omhu for den kommissær, som skulle vælges til miljøområdet, var ikke rigtig til stede – eller var måske netop til stede?

Her udpegede Barroso grækeren Stavros Dimas, tidligere konservativ handelsminister, landbrugsminister samt industri- og energiminister. Han var kendt som en klar markedstilhænger og havde absolut ingen forudsætninger for jobbet som miljøkommissær. Men det var måske netop pointen?

Barroso forventede jo, at han ville leve op til, at »alle forslag fra Kommissionen skal ledsages af solide beregninger for Europas konkurrenceevne«, som Barroso formulerede det i interviewet i Børsen den 13. august.

Barroso var ikke den første formand for det, man kan kalde »markedskommissionen«.

De tidligere formænd som Jacques Santer og Romano Prodi gik begge ind for omfattende reformer af arbejdsmarkedet, nedskæringer på EU-landenes budgetter og begrænsning af de eksisterende minimumslønninger, der ikke må blive så store at de afholder folk fra at søge arbejde, som det hedder i den borgerlige markedsideologi. De gik desuden også ind for omfattende privatiseringer og liberaliseringer..

F.eks. sagde Romano Prodi i sin tiltrædelsestale til EU-parlamentet i maj 1999, at staten må holde op med at bruge så mange penge på samfundets svage, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence: »Her bør man i det mindste lade sig inspirere af fælles principper om, at (privat) forsikring skal udgøre en større del af den sociale sikring«.

I talen argumenterede han for, at EU-landene fremover skal harmonisere og nedsætte skatterne og »i fællesskab overveje, hvilke løbende udgifter, der skal begrænses«.

Daværende EU-Kommissær for det økonomiske og monetære område, spanieren Pedro Solbes, sagde den 12. april 2000 at »en række medlemslande må ændre deres skattesystem og systemet med sociale overførsler, så flere er interesseret i at komme ud på arbejdsmarkedet«.

Italieneren Mario Monti, som var den afgående kommissær for konkurrenceevne i Prodi-Kommissionen, sagde i et afskedsinterview i Financial Times den 26. juli 2004:

»Jeg mener, at hvis Europa skal være i stand til at beholde dele af sin sociale model, må det simpelthen blive mere og mere lig USA i sin egen hjemlige økonomiske struktur, mere liberal, mere effektivt, mere produktivt, mere konkurrencedygtig« (min fremhævning).

Dermed havde han kridtet banen op for Barrosos overtagelse og videreførelse af hans linje.

Situationen i USA er sådan, at millioner af mennesker er arbejdsløse. Andre er nødt til at have mindst to jobs, hvis lønningerne skal slå til for at dække udgifterne. Sundheds- og sygeforsikringerne er, hvis de skal være effektive og dække alt det, vi i her betragter som en selvfølge, kun for de rige.

Alligevel mener kommissærerne, at Europa skal ligne USA mere og mere for netop at bevare forskellen på de sociale konsekvenser (den såkaldte anglosaksiske kontra nordisk-tyske-model)

Hvis krisen ikke er god for andet, så skærer den i det mindste ting ud i pap. Jeg tror ikke, vi i de næste år kommer til at høre udtalelser som dem, Mario Monti fyrede af i 2004.

Den økonomiske krise får nu samme Mario Monti – igen i Financial Times (6. april 2009) – til at udtrykke sin bekymring for markedsøkonomiens overlevelse i EU!

Han skriver i artiklen »How to save the market economy in Europe«, at man må konstatere at »verdensøkonomien er i krise, markedsøkonomien er endnu mere i krise....den afgørende test for markedsøkonomierne, måske også for demokratierne, vil være om de forstår at mestre de voksende uligheder, her indbefattet uligheder indenfor landene selv, igen forårsaget af den ikke-regulerede globalisering og forstærket af kriserne«.

Han er klar over at denne krise sætter markedsøkonomien, specielt i den angelsaksiske udgave under pres og kritik. Han erkender, at »man stolede for meget på markedsmekanismerne, og lagde for lidt vægt på reguleringer af markedet: Landene udbyggede finanssektoren og negligerede den produktive sektor; og bekymrede sig ikke nok om uligheder og velfærdssamfundet«.

Det er noget af en indrømmelse, hvis man sammenligner med udtalelsen i samme avis fem år tidligere!

Men de er nødvendige og Monti har i den forstand mere fingeren på pulsen end Barroso & co. Monti er klar over, at det, der står på spil, er EU og markedsøkonomiens bevarelse! Derfor må der gives indrømmelser, mens man sørger for ikke at smide markedsøkonomien ud med badevandet.

Samtidig med at han fastholder, at EU-tilnærmelserne til USA-modellen var og er rigtige strategisk set, så skal der nu ske reguleringer:

EU-Kommissionen og de nationale regeringer må give indrømmelser i forhold til tidligere praksis. Der skal reguleringer til af banker og erhvervsliv. Der skal ske en begrænset lovgivning og koordinering af skatter på tværs af grænserne for at begrænse skattespekulation samtidig med at de nationale regeringer fortsat kan beslutte nationale skatter. Han anbefaler nu, at den anglosaksiske model tilnærmer sig den nordiske model. Hvad det så vil sige, for han skriver samtidig, at Det indre Marked skal styrkes og færdiggøres som let led i at komme gennem krisen.

Montis udmelding er lidt af en gang biksemad, som umiddelbart vil være svær at bikse sammen til en helhed, som der kan være enighed om. Men om ikke andet er det et signal om, at markedsøkonomerne i og uden for EU er pressede og er nødt til at give indrømmelser for at fastholde strategien! Det er kun de sidste dages hellige – ala CEPOS – der fastholder den rene markedsstrategi.

Den markedsøkonomiske holdning har præget hele den europæiske erhvervselite, som også stod bag Det indre Marked. Man skulle være større, der skulle elimineres nationale grænser til gene for kapitalens fri bevægelse, varernes frie bevægelse over grænserne og arbejdskraftens frie bevægelighed osv. Alt hvad der genererede kapitalen og erhvervslivets betingelser for at vokse, at blive større og mere konkurrencedygtigt i forhold til USA, skulle fjernes.

Derfor kunne chefen for bestyrelsen i ThyssenKrupp, Gerhard Cromme, da også støtte Barrosos tiltrædelseserklæringer i sommeren 2004.

Han udtrykte i et interview i Financial Times den 14. marts 2005 stor tilfredshed med at EU-Kommissionen fremover vil sørge for at nye forslag til forbedringer af miljøet og hensyn til forbrugerinteresser ikke vil få negative konsekvenser for erhvervslivets konkurrenceevne. Samme Cromme var i øvrigt dengang formand for European Round Table (ERT) som jo altid har haft fortrinlige forbindelser til de skiftende formænd for Kommissionen, efter devisen: Kommissioner kommer og går, ERT består!

Man kan konstatere, at jo mere et land har nærmet sig USA, specielt på det finansielle område, jo dybere rammer krisen. England er et godt eksempel. Mens Island og Irland er lidt undtagelsestilfælde, fordi de før deres (lidt forskellige) »mirakler« var en slags udviklingslande i Europa. Men netop det manglende industrielle grundlag i Irland koblet sammen med manglen på skatteindtægter fra erhvervslivet, afhængigheden af EU-tilskud og forvaltningen af de mange penge, har ramt Irland hårdt nu.

Joschka Fischer, den tidligere »grønne« tysk udenrigsminister udtalte den 21. maj 1998: »Spørgsmålet om kapitalisme eller socialisme er siden årsskiftet 1989-90 faldet væk. Det drejer sig om et valg mellem kapitalistiske modeller: Den angelsaksiske står mod den tysk-japanske .... Globaliseringen vil ryste vores samfund i sit inderste væsen, og det er op til venstrefløjen, om det ender i en radikal spaltning mellem nogle få meget rige og mange meget fattige«.

Budskabet fra ham dengang var, at venstrefløjen burde droppe al modstand mod EU og i EU arbejde for deres politiske mål. Gad vide hvad han ville sige i dag.

Han har aldrig kritiseret de skiftende EU-Kommissioner for deres bevidste tilnærmelsespolitik overfor USA-modellen, og det ville jo også være svært at gøre som tysk udenrigsminister i en SPD-ledet regering, som selv gik ind for denne tilnærmelse, og hvis største problem var, at Kansler Schröder ikke kunne få ordentlig opbakning til denne politik i sit eget parti!

Men hvordan kan man overhovedet følge en Fischer-strategi, når hele EU-grundlaget bygger på en markedsgørelse af alle vigtige sociale og økonomiske relationer. Når den liberalistiske økonomi på én og samme tid udgør både Det Gamle og Det Ny Testamente for Unionen?

Kræver det ikke, at der ændres så afgørende på konstruktionen at dette må være dagsordenen, før det på meningsfuld måde kan lade sig gøre at udøve et politisk og økonomisk reform-arbejde indenfor og på en Europæisk Unions grundlag?

Kræver det ikke, at der udenfor i forvejen er skabt en omfattende social og økonomisk kritik af den eksisterende Union og de skiftende traktater, hvis vigtigste bindeled er omfattende integration på udemokratiske og markedsliberalistiske præmisser?

Den strategiske udvikling i EU er ikke kun en énsporet motorvej til markedsøkonomiens diktatur, men også én lang underminering af de demokratiske muligheder for befolkninger, partier og bevægelser i Europa for indflydelse på rammerne for det sociale og økonomiske liv.

Bag Unionens øjeblikkelige problemer ligger en ny forfatningstraktat, som er lig den, der blev stemt ned i Frankrig og Holland. En traktat, som yderligere vil udbygge det indre marked og markedsøkonomien generelt i Unionen.

Hvis det står til Kommissionen og de nationale regeringer, så skal der ikke ændres afgørende i Unionens grundlag, der skal ikke ændres i ØMU’en og dens stabilitetspagt. Tværtimod skal det hele udbygges.

Hvad gør det så, at man får lidt reguleringer i nogle nationale og internationale skattelove samt nogle reguleringer på hele finansmarkedet? De ville under alle omstændigheder være nødvendige af hensyn til den produktive kapital og for at sikre kapitalen imod økonomiske rystelser, som kan bringe hele det kapitalistiske system i fare.

I Financial Times har det i måneder vrimlet med kommentarer fra erhvervsledere, fra økonomiske tænketanke, fra økonomiprofessorer, fra tidligere og nuværende økonomiske rådgivere for engelske og amerikanske regeringer om nødvendigheden af internationale reguleringer, som skal forhindre skabelsen af alle de bad assets som lige nu. rasler ud af kasinoskabene rundt om i verden – og det er slet ikke slut endnu.

Her diskuteres nødvendigheden af en bedre balance mellem finanskapitalen og den produktive kapital, specielt i England og USA (igen denne anglosaksiske model til EU-efterfølgelse), samt nødvendigheden af, at staten får en større rolle i reguleringen af samfundsøkonomien!

Hvor bliver alt dette af i den danske debat? Ikke kun i EU-debatten, som jo generelt er fraværende, men den daglige, ugentlige, månedlige debat om krisen, dens indhold og konsekvenser. Om problemerne for EU’s markedsmodel og lovgivning på det finansielle område – for afreguleingen medfører, at ingen af EU’s økonomiske eksperter og kommissærer har nogen en anelse, om hvor mange skeletter, der er i de tyske bankers kasinoskabe.

Hvad kan EU-parlamentet bruges til i denne sammenhæng?
I den sidste tid har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen lavet et stort stykke arbejde for at skærpe politikken for, tilsynet med og betingelserne for de internationale kapitalfonde; specielt i EU-parlamentet som formand for den socialistiske gruppe.

Men selv inden for denne gruppe skulle der megen kamp til for at få opbakning til Nyrups linje (som i parentes bemærket ville have været mere på sin plads og med langt større muligheder for gennemførelse på nationalt plan, da han var statsminister og Mogens Lykketoft var finansminister!)

Men Markedskommssionen er imod Nyrups forslag, selv om de langtfra vil revolutionere tingene. Problemet er Markedskommissionen mener, at Nyrup går imod det sakrosankte marked! Derfor er den kommet med et modforslag, som ikke betyder meget. Det fik også fik Nyrup til at udtale, at »nu skåler kapitalfondene i champagne« (som Informations overskrift lød den 30. april i år).

Spørgsmålet er, hvor meget man egentlig kan bruge EU-parlamentet til i denne sammenhæng? Erfaringen har vist, at EU-parlamentet primært vil have mere magt til sig selv! Hvis Markeds-kommissionen er indstillet på dette, så er vejen åben for alle mulige handler på det eksisterende grundlag.

Da Nyrup Rasmussen var formand for den socialistiske gruppe i parlamentet i 2004, blev den ny formand, Barroso, udpeget på EU-landenes topmøde i juni 2004, henover hovedet på EU-parlamentet – akkurat som det er meningen, at han skal genvælges som formand på EU-topmødet den 18.-19. juni 2009!

Som det fremgår af Politiken den 29. maj 2009 så spekuleres der i, om en evt. ændring af den politiske balance i EU-parlamentet til fordel for den socialistiske gruppe vil kunne medføre, at der kastes grus i maskineriet, så der i første omgang hindres et genvalg af Barroso ved godkendelsesproceduren i EU-parlamentet.

Den 19. juli 2004 kritiserede Nyrup Rasmussen i Berlingske Tidende valget af Barroso som formand, som EU-landenes regeringschefer havde foretaget en måned forinden. Barroso var for meget markedsliberalist, mente han, og henviste til hans fortid som leder af Portugal.

Nyrup beskrev Barrosos hårde økonomiske politik, der havde medført en stigning i arbejdsløsheden fra 4.1 procent til 6.1 procent på få år og medført, at Portugal i 2003 havde haft sin største recession af alle OECD-landene.

Barrosos regering havde solgt og privatiseret store dele af det offentlige pensionssystem, fastfrosset de offentlige investeringer og samtidig reduceret investeringerne i uddannelsessektoren – samtidig med at Portugal var det land som havde det højeste antal analfabeter, det største frafald af elever i skolerne.

Barroso havde henvist til, at det var nødvendige tiltag for at Portugal kunne leve op til stabilitetspagten.

Alt dette og mere til fyrede Nyrup Rasmussen af i Berlingske Tidende. Noget af en mistillidserklæring til en kommende EU-formand. Men Nyrup Rasmussen kunne ikke samle opbakning i EU-parlamentet til at sige nej til Barroso. Så Barroso blev godkendt af EU-parlamentet.

Vil og kan EU-parlamentet gøre noget i forhold til den økonomiske krise – en konsekvens af markedets overherredømme, specielt i den finansielle sektor?

Markedskommissionen har ikke kommet med mange udspil i den økonomiske krise. Det er tydeligt de er svækkede politisk set – og det er selvfølgelig irriterende, når man nu mener at sidde inde med De Vises Sten – og ikke blive forstået af hverken regeringer, befolkninger, for slet ikke at tale om »markedet«.

Det eneste, kommissionen er kommet op med, er, at EU-landene godt må føre en strengere kurs overfor kapitalmarkederne. Men ellers har den henholdt sig til, at det er vigtigt, i og med EU-landenes regeringer udsteder hjælpepakker og letter på budgetterne, at man ikke letter for meget, for det vil skabe inflation og ustabilitet.

Der, hvor de har givet sig mest, er i forhold til finanssektoren. Her siger EU-kommissæren for økonomiske og monetære anliggender, Joaquin Almunia, til Information den 11. maj 2009 at »så længe statsstøtten går til finanssektoren har vi fra Kommissionens side valgt at sige OK. Fordi finanssektoren er nøglen til at få gang i samfundsøkonomien«.

Samtidig siger han, at kommissionen med accepten af de økonomiske hjælpepakker ikke har givet grønt lys for, at medlemslandene fremover kan se igennem fingre med egne overtrædelser af, hvor store EU-landenes underskud på statsbudgettet må være!

Derfor har samme kommission nu krævet af Polen og Letland at de fremlægger detaljerede planer for, hvordan de fremover vil rette op på deres budgetoverskridelser!

De er kort sagt ikke blevet klogere, men hvorfor skulle de også det?

Medlemslandenes regeringer er jo heller ikke grundlæggende blevet klogere. De er blevet svækkede, deres bruttonationalprodukt går i minus, eksporten styrtdykker, arbejdsløsheden stiger, banker og investeringsselskaber går i koma.

Men det får ikke nogen regering til at tænke sig om, sige det skyldes hele den måde som vores markedsøkonomi fungerer på. Ej heller en Nyrup Rasmussen, Thorning Schmidt eller Søvndal.

Så der skal udelukkende udøves skadesbegrænsninger, stoppes huller, bevilges milliarder til de banker og firmaer, som har forårsaget krisen. Hvorfor skulle de politiske regeringer og parlamentariske flertal så kræve kvalitative ændringer, som saver den gren af, som de selv har bygget og sidder på?

Det samme gælder EU-parlamentet. Man kan let drukne i dette parlaments virvar af personlige og politiske egeninteresser. Der vil først komme helt andre boller på suppen, når egentlige ændringer er på dagsordenen i de lande, som man kommer fra, og man kan rejse disse problemstillinger sammen med andre landes politikere, hvor det samme sker.

Alt andet er himmelflugt. Det kræver ændringer i EU-konstruktionen, Markedskommissonen, elementer til et kvalitativt andet traktatgrundlag, før man meningsfuldt kan føre en strategisk kamp i EU-parlamentet. Den dagsorden skal først etableres udenfor EU-parlamentet, udenfor Markedskommssionen, udenfor og henover de 15.000 betalte markedslobbyister og den tusindtallige embedsmandsskare.

Det er altså begrænset, hvor meget en socialistisk unionsmodstander kan stille op i EU-parlamentet. Men arbejdet skal under alle omstændigheder gøres.

Og det er lettere, når man er repræsenteret i EU-parlamentet, når man repræsenterer nogen og når kan hente oplysninger hjem, samtidig med at man prøver at rejse de spørgsmål og sager som er nødvendige.

I bedste fald kan man opnå nogle enkeltsejre sammen med den lille gruppe man sidder i. Samtidig er det vigtigt, at der vælges unionsmodstandere for at de EU-kritiske del af befolkningen registreres og som et vink med en vognstang til de EU-venlige partier i Folketinget.

Det er udgangspunktet for en udvikling i unionsmodstanden. Mindsket tilslutning til Folkebevægelsen og Junibevægelsen gør ikke arbejdet for en mere socialistisk EU-kritik lettere. Tværtimod.

Men det klargør også at en EU-modstand med perspektiv må koble den nationale problematik sammen med en kritik af den kapitalistiske markedsøkonomi for at få skovlen under EU-konstruktionen. Alt andet bliver en meget defensiv kamp. Først når det nationale spørgsmål koples sammen med en socialistisk strategi kan man komme i offensiven.

Den økonomiske krise burde medføre en diskussion af, hvad rolle et EU-parlament kan og vil gøre i den sammenhæng. En diskussion af, om Unionens markedsøkonomiske grundlag netop ikke er en del af problemet, i stedet for løsningen! En diskussion af hvad de enkelte partier og kandidater mener om Unionens rolle i den nationale og globale økonomiske politik.

Den burde handle om, at de ændringer som skal ske i den makroøkonomiske politik – i stedet for en udbygning af Unionens kompetence og handlemuligheder – skulle begrænse og rulle markedets diktatur tilbage. Og i hvert fald ikke udbygges.

Den burde handle om – ikke at EU-parlamentet skal have mere magt på de bestående præmisser – men om at Unionen skal rulles tilbage, så de folkelige partier, bevægelser og befolkningen selv får større konkret indflydelse på bl.a. den økonomiske politik.

En reformkamp i EU-parlamentet på markedsøkonomiens og traktatgrundlagets præmisser er for en socialist, som mener demokrati og velfærd alvorligt, mere end vanskelig. Det skal ikke forhindre at man stiller op, kæmper for at blive valgt, kæmper for at rejse den langsigtede kritik af Markedsunionen og kæmper imod undermineringen af arbejderrettigheder, for miljøforbedringer, bedre forbrugerpolitik og bedre u-landspolitik.

Men når man har valgt at acceptere Unionen og arbejde indenfor dens rammer, så er tænderne trukket ud på en langsigtet kritik af samme Union. Samtidig vil ethvert normalt reformarbejde være meget sværere end f.eks. i Folketinget med 179 medlemmer i et land med 5 millioner mennesker.

Her – i EU-parlamentet – har Danmark 13 medlemmer, fordelt på de politiske partier og bevægelser. Samtidig arbejder EU-parlamentarikerne uden befolkningens interesse og opbakning. Det vil sige man er meget afhængig af den partigruppe, som man er med i.

Specielt socialister med strategisk kritik af markedsøkonomien og Unionens grundlag er det op ad bakke, hvad enten man er én eller flere om arbejdet. Den opmærksomhed, som man nogen gange som socialist kan få hos de danske medier, forsvinder som dug for solen, når man sidder i EU-parlamentet. Det gælder også for »kendte« politikere og partier.

Lance Vagnø Jensen er tidligere EU-sekretær for Enhedslistens Folketingsgruppe (1994 – 2004).