Sexarbejdernes Interesse Organisation modtog onsdag den 10. juni Modkraftprisen 2009 for at have givet stemme til de sexarbejdere, der ellers er blevet ignoreret i diskussioner om prostitution og købesex. SIO takkede for prisen med følgende tale.
Jeg siger rigtig mange tak til Modkraft for prisen til SIO. Og for modet til at gøre det!
Sexarbejdernes Interesse Organisation har eksisteret lidt mere end ét år og blev blandt andet dannet, fordi vi ikke kunne acceptere den useriøse og meget ensidige debat om os og vores job, som konstant reproducerede myter, var fuld af påstande, misinformation og manipulerende brug af udvalgte citater fra tvivlsomme rapporter, med det formål at få købesex forbudt som i Sverige - og siden også Norge.
Medierne, dvs. journalisterne, havde intet ordentligt kendskab til det komplicerede tema, som jo handler om sex, penge, køn, klasse, magt, marginalisering, normativitet, social eksklusion, selvbestemmelse, faglige og personlige rettigheder, migration, kapitalisme og globalisering. Og som jeg personligt oplevede det, så var journalisterne mikrofonholdere for en meget aktiv gruppe af forbudstilhængere.
Ingen journalister, med en enkelt undtagelse, orker at læse de sparsomme rapporter, der eksisterer, eller stille spørgsmålstegn ved eller undersøge de udtalelser, som de villigt lægger mikrofon til - og det gælder stadig.
Staten ser sexarbejde som et socialt problem, og både politikere og statens styrelser manipulerer selv på det groveste.
Ritt Bjerregård skriver eksempelvis i en kronik, at 90 procent af de danske prostituerede har været udsat for seksuelle overgreb som børn. Og at 70 procent ifølge en international undersøgelse lider af posttraumatisk stress - løse påstande, deciderede usandheder og tal hevet ud af en sammenhæng.
Men ingen spørger hende, hvor hun har de tal fra, og de får derfor lov at stå uimodsagt!
Et andet eksempel er Servicestyrelsen, som i en kampagne siger, at »prostituerede sjældent er glade for deres arbejde. Næsten alle ville helst holde op«, og »de fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, seksuelle overgreb eller andre omsorgssvigt«.
Igen udokumenterede påstande.
Direkte adspurgt af den eneste seriøse journalist på området, jeg kender til, erkendte de, at påstandene hverken var videnskabelige, repræsentative eller havde statistisk belæg - og sagde at grunden til at de valgte at viderebringe påstandene som sandheder var, at kampagnens formål var at påvirke unges adfærd og holdning, og sat i værk for at få unge til at tage afstand fra købesex.
Det er i høj grad på tide at debatten hører op med at være fuld af udokumenterede påstande, som reproduceres igen og igen!
Som sexarbejderorganisation kræver vi rettigheder til og ordentlige muligheder for de sexarbejdere, som har problemer af eksempelvis social og økonomisk karakter, for sexarbejdere der har været udsat for tvang, samt for sexarbejdere som ønsker hjælp til at forlade branchen.
Vi kræver samme faglige rettigheder som alle andre, for den majoritet af os sexarbejdere som trives med vores arbejde.
Vi kræver ordentlig forskning, det vil sige seriøs og omfattende forskning, som med største omhu tilstræbes at udføres uafhængigt af religiøse og politiske interesser.
Tak.
Modkraftprisen blev overdraget ved et arrangement i biografen Vester Vov Vov på Vesterbro i København onsdag den 10. juni. Repræsentanten for Sexarbejdernes Interesse Organisation ønsker at være anonym.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96