– Det er første gang i menneskehedens historie, at vi har så mange sultende mennesker i verden. Og det er en modsigelse, fordi en stor del af verden er meget rig på trods af den økonomiske krise.
Sådan lyder reaktionen fra Kostas Stamoulis, der er talsmand for FN’s landbrugsorganisation (FAO) på den netop udkomne rapport fra organisationen, som fastslår, at en sjettedel af verdens befolkning nu sulter, hvilket FAO’s generaldirektør, Jacques Diouf, ifølge BBC betegner som en »alvorlig trussel« mod verdens fred og sikkerhed.
Ifølge FAO har den globale finanskrise og konstant stigende fødevarepriser øget antallet af sultende på verdensplan med 100 millioner, hvilket bringer tallet op på den rekordhøje milliard, hvoraf størstedelen befinder sig i Asien, hvor 642 millioner mennesker sulter, mens Afrika tegner sig for godt 300 millioner sultende. I den såkaldt udviklede del af verden sulter 15 millioner mennesker, viser FAO’s rapport.

– Vi har hårdt brug for at skabe en bred konsensus om en samlet og hurtig udryddelse af sult i verden og for at træffe de nødvendige foranstaltninger, siger Jacques Diouf til BBC.
Det voldsomt øgede antal sultende skyldes ifølge FAO lavere indkomst og øget arbejdsløshed, som reducerer de fattiges adgang til mad. Men det står i skarp kontrast til det faktum, at størstedelen af den udviklede verden er rigere end nogensinde tidligere, konstaterer FAO.
På den baggrund opfordrer Jacques Diouf regeringerne til at yde udviklingshjælp økonomisk assistance til at sætte gang i landbruget især hos mindre armere.
– Investeringer i landbruget skal øges, fordi for størstedelen af de fattige lande er en sund landbrugssektor vigtig for at afhjælpe fattigdom og sult, og det er en forudsætning for den samlede økonomiske vækst, siger Diouf til BBC.
FN advarer om at det især er de fattige i byerne, der står over for de største problemer, fordi finanskrisen rammer arbejdsmarkedet i byerne hårdest på grund af lavere eksport og færre udenlandske investeringer. Det kan betyde, at mange af de migranter,, der nu befinder sig i byerne, må vendte tilbage til landområderne, hvilket vil øge presset på bønderne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96