Morten Korch i Disneyland

På SF’s landsmøde ultimo april var et nyt reformprogram til debat. Det affødte et blogindlæg af Villy Søvndal på politiken.dk. Her drager han en parallel mellem regeringens og SF’s reformpolitik.

Venstre ønsker grundlæggende samfundsforandringer, men ved godt, at de mister flertallet, hvis de farer for hurtigt frem. De er i færd med at gennemføre en fløjlsrevolution. Det skaber frustration blandt mere puristiske liberalister, der har svært ved at skjule deres utålmodighed.

Men Søvndals pointe er, at Venstres strategi virker. Tålmodighed er en dyd i politik – også for socialister. SF vil videreføre regeringens politiske form, men fylde den ud med et andet indhold.

Søvndal konkluderer: »Vi vil grundlæggende samfundsforandringer i socialistisk retning gennem vores ’stille og fredelige reformer’, ligesom Venstre vil grundlæggende samfundsforandringer i liberalistisk retning gennem deres ’stille og fredelige reformer’«.

Landsmødet bakkede talstærkt op.

Der er en vis ironi i, at socialdemokratismen genopdages af SF gennem Venstre. Den politiske form, som Søvndal identificeret med Venstre og regeringen, er i realiteten socialdemokratismens form i efterkrigstiden.

Denne form blev reaktiveret med et nyt indhold i nyliberalismen og sat på medievenlig formel af Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen. Nu har SF stillet sig i spidsen for socialdemokratismens anden genkomst ved at genindskrive det oprindelige indhold.

Men samfundet er radikalt forandret i det 21. århundrede.

Socialdemokratisme og nyliberalisme

Efterkrigstiden var præget af fattigdom i brede lag af befolkningen. Den stigende velstand medførte derfor forbedrede, generelle livsforhold. Samtidig var målsætningen om stigende velstand ikke enerådende. Større velstand spillede sammen med bedre velfærd.

Den stigende lighed var i sig selv velfærdsfremmende, men opbygningen af velfærdsstaten, der også byggede på retssikkerhed, demokrati og medborgerskab var ligeledes medvirkende til, at den stigende velstand blev modsvaret af bedre velfærd for det brede flertal.

Tidens fokus på velfærd kom kvantitativt til udtryk ved, at det offentlige forbrug voksede meget hurtigere end det private forbrug. Ikke mindst den offentlige beskæftigelse voksede i høj hastighed.

Den relative formindskelse af den private sektor fik også et konkret udtryk i folks liv ved, at arbejdstiden blev sat ned og ferien udvidet. Udviklingen var forankret i en konkret utopi om, at skabe et rigt samfund med fri tid, demokrati og velfærd.

Det indebar, at velstanden fik mindre betydning i takt med den økonomiske vækst, og at det i stigende grad blev velfærd, der kom til at sætte dagsordenen for samfundsudviklingen.

Set på denne måde var socialdemokratismen et socialistisk reformprojekt, der tilsigtede at nedprioritere og til sidst overskride den kapitalistiske velstandslogik gennem større og større fokus på velfærd.

Nyliberalismen er et tilsvarende langsigtet, men liberalistisk reformprojekt, der virker i den modsatte retning.

Hensigten er her, at velfærdsstaten og velfærden langsomt eroderes for at skabe plads til større velstand og mere marked. Projektet er karakteriseret ved, at velfærdsstaten reformeres for at servicere kapitalismen i sin aktuelle form, samt for at indarbejde markedsmekanismer og økonomisk fornuft i den offentlige sektor.

Der er tale om et indirekte opgør med den offentlige sektor gennem favorisering af den private sektor kombineret med et vedvarende retorisk, organisatorisk og økonomisk pres på den offentlige sektor. Samtidig fremmes en konsekvent individualisering af samfundets udvikling gennem ’frit valg’.

Konsekvensen af disse tendenser er en snigende markedsgørelse af samfundet som helhed. Det er en accelererende proces.

Det afgørende karaktertræk ved den nye liberalisme er, at det nu er essentielt, at adfærd, relationer og organisering er markedsmæssig, mens det er af mindre betydning, om det er staten, der betaler og/eller aktiviteterne finder sted i den offentlige sektor.

Staten spiller faktisk i dag en vigtig rolle i forhold til at skabe og intensivere markedssamfundet. Hensigten er at gøre stat, marked, individer og koncerner til en selvforstærkende helhed i et samfundsøkonomisk liv, der gennemsyres af økonomisk fornuft.

Mere konkret er nyliberalisme lig med økonomisk ansvarlighed plus modernisering. Begge disse positivt klingende begreber og de tilhørende værdier er essentielle for nyliberalismen. Sammen angiver de projektets indhold og retning. Både positivt og negativt.

Socialdemokratismen og venstrefløjen forbindes med økonomisk uansvarlighed og modstand mod modernisering. Nyliberalismen indebærer en tendens til opløsning af socialdemokratismen og venstrefløjen.

Ligesom socialdemokratismen ikke umiddelbart brød med kapitalismen og velstanden, men blot konsekvent satsede på at udbrede andre værdier og målsætninger, så bryder nyliberalismen ikke umiddelbart med staten og velfærden, men arbejder til gengæld for, at velstanden og kapitalismen vokser mest muligt.

Det er kun på lang sigt, at der foretages opgør med henholdsvis kapitalismen og velfærden.

Socialdemokratismens lange sigt begyndte at indfinde sig i 1970’erne og kom så i krise, hvorefter projektet faldt sammen. Nyliberalismens langsigtede konsekvenser er ved at bundfælde sig nu, men den aktuelle krise viser, at projektet har fremtiden bag sig.

Formforvandlinger

Nyliberalismen viderefører umiddelbart socialdemokratismens form og erstatter indholdet. Men kun umiddelbart.

Nyliberalismens mål er, at der med tiden udvikler sig et radikalt mere markedsorienteret samfund. Der er dog en essentiel forskel på socialdemokratismen og nyliberalismen, idet nyliberalismen ikke er konkret utopisk, men abstrakt dystopisk.

En konkret utopi formår at skabe mening og orientering, mens nyliberalismen konsekvent undergraver begge dele.

Under socialdemokratismen var den økonomiske vækst meningsfuld, idet den medvirkede til at minimere fattigdom og ulighed, samt blev holdt i skak af bedre velfærd og en forestilling om, at velstanden med tiden ville få aftagende betydning.

I dag er det danske samfund et overflodssamfund, men samtidig stiger uligheden og fattigdommen, velfærden forringes, demokratiet indskrænkes og forestillingen om vækstens aftagende betydning er stort set forsvundet. Vækst er kun et skridt på en vej uden ende.

Effektiviseringer og omstruktureringer er altid kun et springbræt for nye effektiviseringer og omstruktureringer. Hastigheden eksploderer.

Nyliberalismen er præget af midler uden mål og omstilling uden retning. Der proklameres en mening og en orientering, men skabes helt modsat et samfund, der er præget af meningsløshed og desorientering. Gradvis reformering er afløst af en gradvis deformering, der nu manifesterer sig i et politisk tomrum, hvor nyliberalismen er et absurd teater og socialdemokratismen et simulakrum.

Socialdemokratismens indhold døde i 1980’erne og blev begravet af socialdemokraterne selv i 1990’erne. Sideløbende blev socialdemokratismens form umiddelbart videreført med et nyt indhold, men i dag er socialdemokratismen hinsides form og indhold.

Formen bliver tilsyneladende stadig holdt i live på tværs af det politiske spectrum, og nu har SF overtaget stafetten fra de slagne Socialdemokrater ved at genoplive socialdemokratismens indhold.

Men det er hyperrealistisk nostalgi. Morten Korch i Disneyland.

Socialdemokratismen er umulig. Men den er samtidig den parlamentariske venstrefløjs eneste aktuelle mulighed.

Politiske trekanter

Socialdemokratismen byggede i storhedstiden på en gylden trekant: En tæt politisk og praktisk alliance mellem arbejderbevægelse og masseparti, med nationalstaten som det politiske centrum. Denne trekant er gået i opløsning.

Arbejderbevægelsen har længe været på politisk tilbagetog, og den praktiske alliance med venstrefløjen er undermineret. Socialdemokratiet er ikke længere et masseparti, men et markedsparti. Medlemmerne og vælgerne er flygtet.

Socialdemokraterne indtager ikke mere en privilegeret position i det politiske spil, og denne position kan ikke genoprettes ved, at et andet parti overtager rollen.

Det centrale objekt for det socialdemokratiske projekt er også gennem årtier blevet tømt for indhold. Samfundet er blevet globaliseret og decentreret. Nationalstaten kan ikke længere agere løftestang for et generelt forandringsprojekt.

Den gyldne trekant er langsomt blevet destabiliseret, men i dag eksisterer den ikke længere som andet end løsrevne fragmenter og stedvise kollager. Den hører fortiden til og kan ikke genskabes. Socialdemokratismen blafrer i vinden. Samfundet er blevet medialiseret og den magelige majoritet besidder den markedsdemokratiske magt.

Medialiseringen indebærer, at parlament, partier og politikere står i anden række i forhold til massemedierne. Det er mediernes mekanismer, der dominerer politik, ikke omvendt.

Politik er hovedsageligt et show i medierne, og de centrale politiske fortællinger medialiseres så intenst, at effekten svarer til reality-tv.

Repræsentation i Folketinget forudsætter erkendelse af disse forhold og politisk fremgang er umulig uden en proaktiv rolle i mediespillet. Samtidig er regeringsmagten udenfor rækkevidde, hvis ikke der appelleres succesfuldt til den magelige majoritet. Denne gruppe i samfundet er karakteriseret ved, at de ikke ønsker sociale forandringer. De ønsker mere af det samme: vækst, forbrug og velfærd.

Medierne, markedsdemokratiet og den magelige majoritet er den nye politiske trekant. Perspektivet i politik er derfor den evige nutid. For medierne eksisterer historien og fremtiden kun i det omfang, der er afspejlinger i realtiden.

Markedsdemokratiets ultimative målestok er meningsmålingernes nutidsbillede. Den magelige majoritet forlanger ikke kun mere af det samme. Det skal være med det samme. Tiden er blevet foldet sammen. Tålmodighed ikke en dyd. Det er et afvigende karaktertræk.

Vækstpolitik

Politikken er spaltet. På denne ene side er der den fortløbende realpolitik med næsten total opbakning, og på den anden side er der et virtuelt rum, hvor ideologier er forvandlet til simulakra. I et ideologisk perspektiv er fremtiden et urealiseret potentiale.

I dag dækker ideologierne over politikkens fravær. Vi oplever en udvidet recirkulation af status quo. De politiske ideologier er blevet forbrugsobjekter i den immaterielle kapitalisme, som de politiske forbrugere kan konsumere sammen med reklamer, tv-serier og krimier.

Ideologierne bliver aldrig virkeliggjort. Der bliver i stedet lavet stadig flere love og reformer, der medfører uendelige forskydninger i forskellige retninger. De små skridts politik er blevet omdannet til hop på stedet og slag i luften, mens nostalgien efter den lineære tid og den langsigtede politik kommer til udtryk i en manisk besættelse af økonomiske planer og politiske reformstrategier. Men de langsigtede mål opnås aldrig, for da er tingene allerede lavet om flere gange.

Politik er præget af overakkumulation. Det er en udhuling af politikken der fremtræder som det modsatte, nemlig som mere politik, dvs. politisk vækst.

Den politiske overflod smelter sammen med den økonomiske overflod. Vækstparadigmet er den almene norm. Den nye socialdemokratisme er ingen undtagelse.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på RUC

Artiklen udgør anden del af to artikler om den nye socialdemokratisme. De er udtryk for et optimistisk og et pessimistisk perspektiv. Den politiske situation ses altid i lyset af fremtiden, og da fremtiden er åben er der også altid flere legitime perspektiver.

Læs første del, »Socialdemokratismens genkomst«, på Kontradoxa.