Annonce

13. juli 2009 - 17:26

Colombia åbner fem militærbaser for USA

Som en konsekvens af, at Ecuador har nægtet at forlænge kontrakten med det amerikanske militær om adgang til landets baser, vil nabolandet Colombia nu efter alt at dømme åbne for adgang til fem af sine militære baser for USA’s militær, oplyser ugeavisen Cambio.

Ifølge avisen drejer det sig om tre luftbaser og to flådebaser, og ifølge lederen af Colombias luftvåben, general Freddy Padilla, vil det amerikanske personel ikke kun blive involveret i bekæmpelse af narkoproduktion, men også i såkaldt anti-terrorisme.

Generalen er dog stærkt utilfreds med, at pressen har hørt om de igangværende forhandlinger, som er gået ind i den sidste fase, for det er seriøse og følsomme forhandlinger, hvor »intet er aftalt, før alt er aftalt«, som han siger.

Freddy Padilla nægter at svare på Cambios spørgsmål om, hvorvidt de amerikanske soldater vil få diplomatisk immunitet, sådan som det var tilfældet på basen i Ecuador.

Uskyldige civile henrettes af hæren

Nyheden om forhandlingerne med USA’s militær kommer netop som colombianske anklagere har afleveret en rapport til FN’s særlige rapportør for udenretslige henrettelser, Philip Alston.

JPEG - 38.2 kb
Fem colombianske militærbaser bliver åbnet for amerikansk militær – samtidig med at en større skandale om hundredvis af udenretslige henrettelser begået af hæren rulles op. Pressefoto.

Anklagerne har efterforsket 1.603 colombianske militærfolk i forbindelse med en større skandalesag, hvor 812 udenretslige henrettelser begået i løbet af de seneste seks år, skriver det colombianske dagblad El Tiempo.

De udenretslige henrettelser er blevet kendt som » falske positive«, det vil sige uskyldige civile, der er myrdet af hæren og derefter præsenteret som guerillasoldater dræbt i kamp.

Skandalen blev for alvor kendt i oktober sidste år, da et større antal lig af unge forsvundne mænd blev opdaget i massegrave i det nordøstlige Colombia. Det viste sig, at de unge mænd fra en fattig forstad til hovedstaden Bogota var blevet lokket med under falske løfter om arbejde, og at de soldater, der efterfølgende havde meldt tilbage om drabene på »guerillasoldaterne« var blevet belønnet med weekendorlov og andre fordele.

I andre tilfælde har militærpatruljer ganske enkelt kidnappet folk, myrdet dem og fået det til at ligne en situation, hvor de er dræbt i kamp, viser undersøgelsen. Blandt disse ofre er flere fagforeningsaktivister og lokale politiske ledere, skriver anklagerne i deres rapport.

Endelig har de »falske positive« i flere tilfælde haft karakter af social udrensning, hvor hjemløse og vagabonder er samlet op og myrdet, mes en sidste gruppe består af folk, der er kidnappet eller myrdet af højreorienterede militser og efterfølgende udleveret til militæret. Ifølge rapporten er det omvendte dog også forekommet, at folk der er blevet hentet af militæret, efterfølgende er blevet overleveret til militserne og derefter dræbt.

Kvoter for dræbte guerillaer

FN-rapportør Philip Alston udtaler efter et ti dage langt besøg i Colombia, at han ikke er i tvivl om, at de udenretslige mord på civile begået af Colombias militær har karakter af en »systematisk praksis«.

Colombias militær modtager omkring en halv milliard dollars om året fra USA. Pengene går bl.a. til bekæmpelse af landets omfattende narkoproduktion, men også til hjælp til bekæmpelse af venstreorienterede guerillaorganisationer, især den 45 år gamle oprørshær FARC.

Den colombianske hær har længe været under pres for at vise resultater i kampen mod guerillaen, og ifølge flere kilder har hærens delingsførere kvoter for nedkæmpede guerillasoldater.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce