Annonce

16. juli 2009 - 19:04

Metroen viser alligevel homo-kys

Efter voldsomme protester mod Metroselskabets censur af kortfilmen XY, hvor to mænd kysser hinanden i et par sekunder, sadler selskabet nu om, og viser samtlige ti film fra kortfilmfestivalen 60Seconds.

Selskabet havde ellers bortcensureret filmen XY samt filmen Untitled, , hvori en mand med bar overkrop danser, fordi de ifølge Metroselskabets skøn havde »erotiske undertoner«.

Det førte bl.a. til oprettelsen af Facebookgruppen »Til Kamp mod Metroens Homofobi«, der i øjeblikket har over 1.500 medlemmer samt en række protestskrivelser til Metroselskabet og opsætning af satiriske plakater på metrostationerne.

Metroselskab i tvivl

Og protesterne har virket. Pressechef for Metro, Stine Christmas Nielsen – der tilsyneladende har overtaget sagen fra pressekoordinator Kåre Møller Madsen, der i en udtalelse fik sammenlignet homo-kysset med vold – skriver i et åbent brev til kritikerne:

JPEG - 32.6 kb
Modstandere af Metroens censur satte satiriske plakater op på stationerne. Foto fra Facebookgruppen »Til kamp mod metroens homofobi«

»På baggrund af jeres kritiske røster er vi i Metroselskabet kommet i tvivl om, hvorvidt vores skøn om at fravælge filmen tilbage i marts var det rigtige skøn. Vi arbejder derfor på at bringe alle 10 film – inkl. de to med seksuelle undertoner – på vores stationer. Samtidig vil vi oprette en blog på www.m.dk, hvor offentligheden kan diskutere, om filmene passer til det offentlige rum. Dette vil givet vis bringe andre kritiske røster i spil, men nu tager vi debatten i fuld offentlighed. Som skrevet ARBEJDER vi på sagen. Vi har endnu ikke det praktiske på plads, men jeg synes, at I skulle være de første til at vide det«.

Metroselskabet fastholder altså, at der er tale om »seksuelle undertoner« i de to film, en forklaring der har været anvendt for at forklare, at censuren ikke handlede om homofobi. Pressekoordinator Kåre Møller Madsen forklarede således, at valget havde været det samme, hvis det havde været en mand og en kvinde, der havde kysset.

JPEG - 18.9 kb
Billedet til venstre vises i reklamer på de københavnske metrostationer, mens billedet til højre officielt blev bortcensureret, fordi det havde »erotiske undertoner«.

Det har fået flere medlemmer af protestgruppen på Facebook til at lægge billeder op, der viser adskillige reklamer, som tidligere har været vist i Metroen, med tydelige erotiske undertoner – med den forskel, at det foregår mellem mænd og kvinder.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce