Anmeldelse: Skjult kamp om verdens fødevaresystem

I bogen Stuffed and Starved giver forfatteren, aktivisten og akademikeren Raj Patel en analyse af, hvorfor verdens fødevaresystem fordeler så skævt, og hvor potentialerne til en mere retfærdige fødevarepolitik gemmer sig.

Da Raj Patel i 2007 skrev bogen Stuffed and Starved var situationen denne: Næsten en milliard mennesker i sult og over en milliard overvægtige.

Det var syv år efter verdens regeringer med FNs 2015-mål havde erklæret, at de ville sikre en halvering af antallet af sultende. Uden resultater.

Og det var halvandet år før finanskrisen. Nu lever over en milliard – det største tal i verdenshistorien – med kronisk sult, mens sygdomme relateret til overvægt stadigt er stigende.

Det er ikke nogen stor nyhed, at en ud af seks lever et liv uden mulighed for at blive mæt. Men Patel peger på nye sammenhænge, giver bud på årsager til situationen og vigtigst: insisterer på og søger at finde veje til en retfærdig fødevarepolitik.

Fedme og sult er symptomer på samme problem

Patel analyserer over 400 sider det globale fødevaresystem. Han konkluderer, at overvægt og sult er symptomer på det samme problem: et fødevaresystem uden valgfrihed for både millioner af fattige bønder i udviklingslande og for forbrugere i de rigeste lande.

Kontrasterne mellem mængden af mad, sygdomme relateret til overvægt og sult er ikke kun globale: I USA oplevede 35 millioner i 2005 at være uvisse om, hvor deres næste måltid skulle komme fra. Mens fedme er et eksploderende problem i Mexico og i Sydafrika på niveau med det amerikanske.

Frem for et frit marked er fødevaresystemet domineret af multinationale fødevarevirksomheder, som er de afgørende bindeled i kæden mellem producenter og forbrugere. Og af supermarkedskæder, der definerer udbuddet på hylderne.

Manglen på valgmuligheder for bønder bliver tydelig, når bønder fra brasilianske MST – verdens måske stærkeste sociale bevægelse – føler sig tvunget til at sælge produkter fra overtaget jord til Nestlés underleverandører, fordi der ikke er alternativer.

Nestlé er blandt de firmaer, som udgør knudepunkterne i det globale fødesystem. Patel beskriver systemet med et timeglas med fødevaresystemets mange led: I toppen er bønderne, i bunden forbrugerne. Begge kategorier med flere hundrede millioner mennesker.

I midten af timeglasset findes relativt få virksomheder, som har enorm indflydelse på hvordan landbrug fungerer – prissætning, pesticidbrug og industrialisering eksempelvis – og på hvad vi forbruger.

Who’s the boss?

Det er kun ikke bønder og aktivister i Brasilien, der har svært ved at vælge det dominerende fødevaresystem fra. Som også Jan Sonnergaard pegede på i Radiator-novellesamlingen er problemet for fattige i Danmark ikke længere mangel på mad, men manglende muligheder for at købe sund mad.

I USA har supermarkeder i fattige områder mere fast food end sund mad, og flere steder har undersøgelser vist, at sund mad er dyrere end i middelklasse-områder også inden for samme kæder.

Mens sundhedskampagner herhjemme retter sig mod det usunde og uansvarlige individ, retter Patel skytset mod det vigtigste mål: et usundt system med profitmotiver i centrum.

Kvaliteten af den mad, vi spiser – peger Patel på – formes af vores arbejde og indkomst, af de områder, vi bor i og af vores muligheder for transport. Men også af virksomheders aktive påvirkning af vores forbrug og smagsløg – for eksempel når hvidt brød vinder frem over tortillaen i Mexico. Det er et resultat af forbrugervalg, men dette valg er formet på baggrund af intensiv påvirkning.

Patel beskriver indgående det moderne supermarkeds historie og de aktuelle avancerede IT-systemer, som bruges til at ramme og påvirke kunder.

Suverænitet og lækker mad til alle

Patel afslører tydeligt, hvordan magt og ulighed er med til at fastholde og skabe både sult og overvægt. Han skriver som Naomi Klein (No Logo mv.) og Mike Davis (Planet of Slums mv.) i en stil, hvor de individuelle historier får plads, så absurditeten og uretfærdigheden træder frem.

Men han slår begge, når det kommer til udveje og alternativer.

Patel opfinder ikke selv den dybe tallerken, men læner sig op af både bondebevægelser som MST og det globale netværk Via Campesina, men også Slow Food-bevægelsen, som insisterer på at langsom, lokal og veltillavet mad både er sundere og mere lækker.

Centralt i strategien for en ny fødevarepolitik er begrebet fødevaresuverænitet som alternativ til det mere moderate begreb fødevaresikkerhed, hvor hverken magt, kvalitet, bæredygtighed eller arbejdsforhold udfordres.

Fødevaresuverænitet er et demokratisk alternativ: Befolkningen i et land skal have ret til at bestemme over deres landbrugs- og fødevarepolitik. I Brasilien kunne det betyde, at bønder skal have andre valgmuligheder end at handle med Nestlé og ikke behøver at konkurrere med subsidierede produkter fra EU. I Danmark måske at vi vil have ret til bæredygtig mad i hele den offentlige sektor, også selvom det bryder med det frie marked.

Patel forestiller sig et alternativ med bæredygtigt og lokalt landbrug og fødevareproduktion. Også i de rigeste landes storbyer, hvilket græsrodsbevægelser i Los Angeles, Oakland og andre steder har haft succes med.

Selvom han undgår »back to nature«-fælden, er det en overhængende risiko. Hvad nu hvis man ikke gider lave langsom og god mad, selvom man kan betale det?

Bjørn Hansen studerer sociologi. Anmeldelsen bringes også i Enhedslistens medlemsblad, Rød+Grøn i august-nummeret 2009.

Raj Patel: Stuffed and Starved, Portobello Books 2007, United Kingdom, 448 sider

Besøg Raj Patels hjemmeside (engelsksproget)