Kapitalismens samfundsmæssige krise

En krise er en tilstand, hvor et system ikke længere kan fungere videre på samme måde, hvor alvorlige problemer tvinger til forandring. Kriser i samfundet kan og vil føre til sammenbrud indenfor forskellige sektorer, fattigdom, krige osv.

Men kriser rummer også muligheder:

- Når f.eks. en familie går på tvangsauktion kan en anden familie måske købe huset billigt.

- Når en virksomhed går fallit kan en anden købe fabrikkens udstyr billigt, og måske derved starte en produktion op på et profitabelt grundlag.

- Hvis USA og Vesteuropa svækkes vil det give muligheder for nogen andre lande bliver stærke: f.eks. Kina og Indien.

- Når dollaren bliver økonomisk svag, og man ikke kan købe så meget for den, så betyder det også at alle de, der skylder penge væk i dollar kommer til at skylde mindre. Det betyder, at i de sidste år, er den rige verdens kontrol over de fattige lande via gæld, blevet mindre.

- Da den sovjetiske økonomi klappede sammen i begyndelsen af halvfemserne betød det en stærk og hurtig forbedring af økologien i mange byer og floder. På samme måde kan stigninger i oliepriserne føre til at der sælges færre store biler og at folk kører mindre i bil og eventuelt skifter til offentlig transport.

Den nuværende krise er en bred og sammensat samfundsmæssig krise på en lang række områder – så mange at jeg ikke her kan nå at nævne dem alle, for slet ikke at tale om at begynde analysen af disse og hvordan de hænger sammen. Her er kun en skitse af nogen elementer af krisen og lidt om, hvordan de hænger sammen.

En analyse af krisen må starte med en analyse af de materielle forhold, men må også udstrækkes til at omfatte forhold i »overbygningen« som f.eks. en krise i det borgerlige demokrati, hvor ytringsfrihed bliver til reklameløgne og det politiske liv tømmes for indhold gennem udliciteringer mv.

Den akutte krise er en økonomisk og finansiel krise, som begyndte sidste år i oktober i USA og hurtigt bredte sig ud i store dele af verden, herunder Vesteuropa og Danmark.

Det kapitalistiske system havde i lang tid brugt uhæmmet gældssætning til at skyde problemer foran sig. Nyliberalismen havde bevidst fremmet stigning i priserne på fast ejendom til at omfordele fra arbejdsindtægter til spekulationsindtægter og det var denne metode der brast.

Nu skyder verdens regeringsledere krisen foran sig, og lader de fattige og staten betale for denne gennem »bankpakker« hvor staterne køber dårlig gæld op fra bankerne og derved redder dem. Derved stiger staternes gæld endnu mere, og hvor længe de kan blive ved med at gældssætte sig er et åbent spørgsmål.

Bag denne krise er der en række andre problemer i økonomien.

Siden 1970’erne har kapitalisterne i en række lande foretaget en demontering af industristrukturerne og flyttet produktionen til lande med lave lønninger, først og fremmest i Asien og i Kina.

Dette har i første række givet øgede profitter til vestlige kapitalinvestorer – det er derfor de har flyttet fabrikkerne. Men det fører til længere sigt til en undergravning af Vestens langsigtede muligheder for at dominere verden.

Oliemangel kan måske snart føre til at benzin- og dieseldrevet transport bliver for dyr, og det vil give akut krise i den måde både lokal og international transport er organiseret på, fald i transporten og dermed som nævnt også muligheder for fremme af økologiske løsninger.

Økologisk krise

Den alvorligste langsigtede krise er uden tvivl den økologiske krise: Der er nu 6,7 milliarder mennesker på jorden. Det er i sig selv mange, flere end nogen sinde før. Men hvad der gør det til en meget truende krise er, at menneskehedens store flertal i dag er organiseret i en produktionsmåde, der er enormt ressourcekrævende.

Kapitalismen driver rovdrift på ressourcerne, og det kan hurtigt slå over i alvorlige mangelsituationer. Der er allerede over en milliard mennesker, der sulter i verden, ifølge FN’s fødevareorganisation FAO. De faldende indtægter for fattige under krisen og den stigende arbejdsløshed er den umiddelbare årsag.

Men det er også et problem, at der er mangel på landbrugsjord og ferskvand, og at stadig stigende dele af befolkningen bor i byer, hvor de ikke har mulighed for at dyrke jorden.

Det industrielle landbrug, som Danmark er specialister i og som dominerer i USA, Vesteuropa og Australien, er en energikrævende business udi det ekstreme. Det kræver masser af kunstgødning og høj mekanisering og begge dele bruger meget olie. Mangel på olie vil føre til det industrielle landbrugs sammenbrud og/eller omlægning.

Det moderne landbrug er ekstremt ustabilt og afhængigt af ressourcer og store økonomiske tilskud. De gammeldags, arbejdsintensive landbrug med alsidig produktion er derimod langt mere stabile og økologisk bæredygtige. Men det er ikke så let at vende tilbage til en sådan landbrugsstruktur, når man først har forladt den.

I Danmark er det kun under et par procent af befolkningen, der driver landbrug, 70.000 er det vist. Hvor flertallet af danskerne for fire generationer siden stadig var bønder – så er de traditioner stort set glemt i dag, og de fleste af os ved ikke, hvad der er op og ned på en høne, eller hvordan man holder får.

Et særligt element i fødevarekrisen, som man kunne - og burde - skrive en hel artikel om for sig selv, er at havene er tæt på at være fisket tomme pga. rovfiskeri. Fra halvtredserne og frem har man fisket så meget, at fiskene ikke kunne reproducere sig selv i havene. Fangsterne forblev nogenlunde de samme takket være moderne metoder med ekkolod, satellitfotografering og industrielle flydende fiskekonservesfabrikker, men antallet af fisk, især gode spisefisk som tun, torsk, stør og laks faldt – og nu falder fangsterne også.

Så er der naturligvis klimakrisen: Olie-, gas- og kulforbruget fører til CO2 udslip og derved temperaturstigninger. Temperaturstigningerne vil have meget stor indflydelse på de landområder, hvor mennesker i dag bor: Det vil føre til oversvømmelser, kombineret med tørke andre steder. Derved må mennesker, planter og dyr må flytte sig, migrere, for at opretholde livet.

Selv hvis menneskene holdt op med deres overforbrug i morgen eller overholdt de klimamål, der bliver fastsat af internationale aftaler - og det er der ikke noget, der tyder på - så vil temperaturen fortsætte med at stige i lang tid fremover, formentlig mere end de to grader, der nu sættes om »klimamål« – men hvor også de to grader vil føre til voldsomme forandringer.

Endelig må man ikke glemme at en af krisens muligheder er udvikling af krig på internationalt plan. Da Danmark er deltager i krig i Afghanistan – nu også med SF’s støtte – så er Danmark meget aggressiv på internationalt plan. Sammen med en semiracistisk udlændingepolitik og arrogance overfor islam, jf. tegningskrisen, ødelægger det vores internationale renomme. Det kan slet ikke udelukkes, at aggressionen vil vende sig mod landet selv. Den bedste måde at undgå og forebygge dette på, er gennem fredsarbejde for at trække landet ud af krig.

Hvordan er den økologiske og økonomiske krise forbundne?

Den kapitalistiske produktionsmåde har skabt både den økonomiske og den økologiske krise: »Den kapitalistiske produktionsmåde« er et abstrakt begreb fra Marx værktøjskasse eller en »sort kasse«, som vi på venstrefløjen forstår mere eller mindre på samme måde.

Begrebet dækker en beskrivelse af, hvordan økonomien og samfundet er organiseret med profit som det vigtigste mål, for hvilket alt andet må vige. Det fører til en vedvarende drift til vækst i systemet.

Mens denne analyse bliver forstået på venstrefløjen, så er der mange udenfor fløjen, der ikke forstår os, når vi taler om disse ting, og det er en af vores store opgaver at gøre denne analyse konkret og at forklare den for almindelige mennesker.

Den økologiske krise skaber også økonomiske problemer. Hvis der f.eks. er mangel på fisk i Nordatlanten, så forværrer det den økonomiske situation for islændinge, grønlændere og færinger. Når der er mangel på vand i det sydlige Californien – og nordlige Mexico – så forværrer det også den økonomiske situation for landbrug, landarbejdere og samfund.

Økonomiens krise kan derimod både påvirke økologien positivt og negativt. Det så man f.eks. da Sovjetunionen brød sammen og en række fabrikker stoppede produktionen, med det resultat at forureningen tog kraftigt af. Omvendt kan økonomisk krise også føre til, at man sparer på miljøforanstaltninger, eller bruger den billigste form for brændsel, hvilket ofte vil være kul, som er det værste brændsel for udledning af CO2.

Neoliberalismen sætter sagen på spidsen

Borgerskabets politik verden over i de sidste 30 år har fremmet kortsigtede interesser og derved ophobet de problemer, som nu skærper krisen. Neoliberalismens økonomiske system blev først afprøvet i Chile efter det reaktionære militærkup i 1973, der undertrykte arbejderbevægelsen og derved gav frit spil for det borgerlige eksperiment.

USA’s præsident Reagan og Englands premierminister Thatcher satte en systematisk offensiv i gang verden over, som Bush, Blair og Fogh fortsatte. Partiet Venstre fortsætter i Danmark den dag i dag.

Først og fremmest er neoliberalismen et omfordelingsprojekt fra fattig til rig gennem stigningen i priser på fast ejendom, gennem kamp mod fagforeninger, ødelæggelse af offentlige velfærdsordninger mv.

Neoliberalismen har udskudt ethvert forsøg på at bekæmpe den økologiske krise ved at bortforklare den eller forklare, at det ikke økonomisk kunne betale sig at gøre noget ved den, og har dermed spildt kostbare år.

Oliemanglen har man forsøgt at løse ved at tage kontrol over Irak gennem krig, hvilket ikke foreløbig har ført til øget olieproduktion, men derimod til stærkt øget olieforbrug. Neoliberalismen har demonteret statsstrukturer, som i dag kunne være uhyre nyttige for at foretage krisedæmpende foranstaltninger.

Hvad vi ser, er således også en krise for det nyliberale projekt. Hvor de neoliberale tanker om »det frie markeds overlegenhed«, og at dette marked var »den eneste måde at organisere samfundet på«, frem til for nylig blev troet på af et flertal, er holdningen blandt mange i dag snarere »at det virker altså heller ikke«.

Foreløbig er resultaterne desværre snarere politisk apati eller endog opslutning om den yderste højrefløj og dens racistiske politik.

Neoliberalismens krise er også blevet en krise for socialdemokratierne i hele EU, som har identificeret sig med de nyliberale ideer og hverken har kunnet eller villet stille et alternativ op.

Foreløbig er det derfor den populistiske og racistiske højrefløj, der går frem i mange lande, som EU-valget i juni viste, mens den yderste venstrefløj kun lige holder skansen.

En krise i samfundsforståelsen

»Den, guderne vil ødelægge, slår de med blindhed«, siger et gammelt ord.

Den borgerlige verden vil ikke, og den kan ikke, forstå de dybe samfundsmæssige problemer.

Først kunne de borgerlige økonomer, hvoraf mange får deres løn og prestige fra bankerne, ikke forudsige krisen, og nu forudsiger de, at den er ved at være forbi, hvilket er et faretegn, der tyder på, at den snart bliver værre. Borgerskabet har bevidst fordummet verden.

I Danmark har de borgerlige i høj grad haft held med at demontere den kritiske, analytiske offentlighed, der trods alt nåede gode resultater i kapitalismens tidligere perioder.

Tænk bare på Fogh, hvis første handling som statsminister var at demontere alle udvalg og kommissioner, hvorfra der kunne komme kritiske analyser og advarsler, og som systematisk har nedbrudt forskningsfrihed og kritisk tænkning på universiteterne.

Eller tænk på hvor meget mere elendige de borgerlige medier er blevet. Fordummelsen er måske bevidst og beregnet for underklassen, men den slår nu tilbage i en krise i magthavernes egen evne til at forstå, hvad der foregår. De fatter ikke, hvad der foregår.

Det betyder også, at vi i kriseanalysen får meget lidt forærende. Vi kan ikke regne med, at der sidder kritiske analytikere rundt omkring i de statslige strukturer og i medierne, hvis ekspertviden vi kan trække på. Vi er selv nød til at levere dette arbejde, hvis det skal gøres.

Hvad er venstrefløjens opgaver?

Først og fremmest må vi arbejde for at forstå den kapitalistiske krise, at analysere den og at formulere analyserne. Mange forskellige forsøger dette. En del tager udgangspunkt i et studium af tidligere kriseanalyser, først og fremmest fra Karl Marx, og det er udmærket.

Men vi kommer ikke udenom en analyse af verden anno 2009, baseret på nutidige fakta.

Dernæst er det vores opgave formulere en vej ud af krisen, baseret på arbejderklassens og andre undertryktes interesser. I dette arbejde må vi dels trække på den internationale venstrefløj og andre kritisk tænkende, der i disse tider producerer mange kriseanalyser. Dels må vi selv give et bidrag, og dels må vi i dette arbejde strække armen ud til andre kritiske grupper på venstrefløjen, til samarbejde.

Et parti, specielt et oppositionsparti og et yderligtgående venstrefløjsparti, kan kun få succes, hvis det forstår den samfundsmæssige krise og formulerer en politik der leder ud af krisen.

Nogen elementer af denne politik har vi godt styr på: udvikling af vedvarende energi, igangsættelse af offentlig produktion, nationalisering af bankerne, forbedrede forhold for arbejdsløse, genoprettelse af den offentlige sektor, tilbagetrækning fra deltagelse i krig mv. Andre skal vi først til at udvikle.

Krisen betyder, at kapitalismen har problemer og det giver selvfølgelig nogen muligheder, for det socialistiske projekt. Men der er absolut ingen automatik i dette. Tiden kalder ikke på falsk optimisme på venstrefløjen. Krisen betyder skærpet klassekamp, i hvilken vi kun kan sejre, hvis vi forstår situationen.

Mikael Hertoft er medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten.

Artiklen er en bearbejdning af et oplæg holdt på Enhedslistens sommerlejr i Salling, juli 2009.