Ingen jobs, kun forringelser

Med fremlæggelsen af sin endelige rapport den 20. august er Arbejdsmarkedskommissionen ved vejs ende.

Arbejdsmarkedskommissionen var tiltænkt at gøre arbejdet færdigt i forhold til Velfærdskommissionens nyliberalt inspirerede reformplaner, hvoraf mange bortset fra efterlønsindgrebet imidlertid ikke blev gennemført.

Arbejdsmarkedskommissionen blev bestykket med en af Velfærdskommissionens økonomer, Jørgen Søndergaard, som formand. Og Arbejdsmarkedskommissionen er da også fortsat i velfærdskommissionens spor med forslag om, at velfærdsordninger underlægges økonomiske incitamenter og økonomisk begrundede stramninger.

Angiveligt skulle Arbejdskommissionen finde besparelser i arbejdsmarkedspolitikken og indenfor en række overførsler for at dække et hul i de offentlige finanser. Men dette hul var opstået på grund af regeringens uddeling af skattelettelser og var dermed i sidste ende en funktion af regeringens nyliberalistiske strategi med at forfordele privat forbrug og sektor i forhold til det offentlige.

Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

Arbejdsmarkedskommissionens mission handlede i sidste ende om at beskære en række offentlige overførsler for at finansiere skattelettelserne.

Missionen der fusede

Arbejdsmarkedskommissionen viste sig imidlertid allerede i efteråret 2008 i stedet som den store fuser og bør også ende sådan.

Da VK-regeringen inden krisen forsøgte at benytte Arbejdsmarkedskommissionen som løftestang for forringelser af dagpenge og efterløn, ville – eller kunne – kommissionen (og regeringen) ikke se, at den økonomiske virkelighed allerede var skiftet.

Kommissionens forslag om halvering af dagpengeperiode og fremskyndet nedsættelse af efterløns- og pensionsalder blev begrundet med højkonjunkturens arbejdskraftmangel, men var i realiteten helt ude af timing, da krise og arbejdsløshed i stedet stod for døren.

Det kunne ikke blot opposition og fagbevægelse, men den ganske befolkning se, og Arbejdsmarkedskommissionens forslagspakke blev derfor en fuldstændig fuser, idet ingen af forslagene blev gennemført.

Fremtidens økonomiske realitet: krise og arbejdsløshed

Med enøjet stædighed har Jørgen Søndergård og Arbejdsmarkedskommissionen imidlertid fastholdt den kuldsejlede mission i håb om revanche ved næste runde i forbindelse med fremlæggelsen af kommissionens endelige rapport – dvs. nu.

Og formentlig med den bagtanke om ikke andet at så nogle frø og sætte en dagsorden til senere gennemførelse.

Man har derfor fastholdt forslagene om indgreb overfor dagpenge og efterløn, tilføjet yderligere indgreb mod førtidspension og fleksjob og fastholdt begrundelsen med hensynet til sikring af arbejdskraftforsyning og beskæftigelse – om ikke andet, så på længere sigt.

Der er imidlertid ikke grund til andet end, at også Arbejdsmarkedskommissionens endelige rapport skal blive lige så stor en fuser, som den første blev. Timingen er ikke blevet bedre, men værre.

Danmark står med en dobbelt økonomisk krise. Udefra skyller den massive internationale finanskrise ind over os ledsaget af styrtdyk på eksportmarkederne. Og indefra kommer en bolig- og forbrugskrise efter at Fogh-regeringens skattestop og lånereformer skabte en voldsom dansk boligboble.

Begge dele vil det tage dansk økonomi lang tid at komme sig over, og der er derfor udsigt til 4 til 5 års vedvarende økonomisk krise, mens arbejdsløsheden må vurderes at stige til omkring 300.000.

Tabel: Forventet udvikling i ledigheden 2008 til 2013

Forslag uden effekt på beskæftigelse og offentlige finanser

Timingen er ikke Arbejdsmarkedskommissionens eneste svipser. Når kommissionen begrunder sine forslag med, at de skal sikre fremtidig arbejdskraft og beskæftigelse, er det begrundelser uden fundament og substans.

De økonomiske realiteter så langt vi kender handler om stor og vedvarende arbejdsløshed. Det skaber ikke mere beskæftigelse, hvis man lukker efterlønsordningen ned eller svinger den økonomiske pisk over dagpengemodtagere, endsige hvis man presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet.

Det siger sig selv, at når Arbejdsmarkedskommissionens forslag ikke har nogen som helst positiv effekt på beskæftigelsen, vil de heller ikke have det på de offentlige finanser, fordi der ingen udsigt er til øgede skatteindtægter herved.

Også udsigten til besparelserne på de offentlige udgifter igennem Arbejdsmarkedskommissionens forslag må vurderes at være begrænset, hvilket også erkendes af kommissionen selv.

Tværtimod, en række af Arbejdsmarkedskommissionens forslag kan øge arbejdsløsheden. I en situation, hvor arbejdsløsheden er stor og stigende, er fx forslaget om at fremskynde forhøjelsen af efterlønsalderen, ikke blot dumhed, men nærmer sig forbrydelse. For de ældre, som så ikke vil kunne opnå efterløn, vil med stor sikkerhed kunne stille direkte op i en så meget større arbejdsløshedskø.

Ligesom de mennesker med reduceret arbejdsevne, som det fx kunne lykkes kommissionen at forhindre i at få førtidspension og fleksjob, ingen jordisk chance har for beskæftigelse på det arbejdsmarked, som tegner sig en årrække fremover.

For allerede nu ser man, at fleksjobbere ikke ansættes, men fyres i virksomhederne.

Arbejdsmarkedskommissionens fejlagtige virkemidler

Arbejdsmarkedskommissionens fejl har ikke blot bestået i dens utroligt ringe timing, men også i dens fejlagtige valg af virkemidler.

Fanget, som den har været og er, i nyliberalismens forældede økonomiske tænkning formår Arbejdsmarkedskommissionen ikke at erkende, at der skal en hel anden økonomisk strategi til for at skabe beskæftigelse.

En strategi, der erkender, at krisen er i markedsøkonomien og den private sector, og at det derfor er det offentlige, som skal gå foran med at skabe øget beskæftigelse gennem øgede offentlige investeringer og øget offentlig velfærdsbeskæftigelse.

Når det er offentligt forbrug og velfærd, som holder beskæftigelsen og økonomien oppe og krisen og arbejdsløsheden i tømme, er det naturligvis samfundsøkonomisk helt i skoven at jagte velfærdsbesparelser.

Når man så tilmed gør det inden for en række overførselsordninger for samfundets ældre og nedslidte, for de fyrede og for mennesker med begrænset arbejdsevne kan det kun betegnes som at træde på dem, der i forvejen ligger ned.

Det repræsenterer et helt uacceptabelt brud med det hensyn til de svage, som er lakmusprøven på, om man overhovedet kan tale om et velfærdssamfund.

Førtidspension skal fortrænges

De manglende sociale hensyn viser sig navnlig i Arbejdsmarkedskommissionens forslag om førtidspension og fleksjob.

Vedrørende førtidspension hævder kommissionen, at man vil forebygge, men ikke erstatte ordningen gennem nye forudgående »udviklingsforløb«.

Figur: Udviklingsforløbs indplacering ifølge Arbejdsmarkedskommissionen

Men udviklingsforløb skal ifølge kommissionen omfatte alle, hvor man blot ikke kan udelukke, at de engang i en ubestemt fremtid kan blive bedre og i stand til at arbejde i et eller andet omfang.

Samtidig foreslår Arbejdsmarkedskommissionen ydelsen i udviklingsforløb væsentligt nedsat i forhold til førtidspension, hvorved kommunerne gives et stærkt incitament til fremover at vælge udviklingsforløb i stedet for egentlig førtidspension, uanset om der i realiteten sker og kan ske nogen rimelig udvikling heri.

I realiteten lægger kommissionen således op til fortrængning af den egentlige førtidspension til fordel for en midlertidig ordning i discountudgave.

Konsekvenserne for de fra arbejdsmarkedet af helbredsgrunde udstødte vil være stærkt negative: Ikke alene vil de blive langtidsparkeret på et yderst lavt forsørgelsesgrundlag, hvor de i årevis vil blive tvunget til at hutle sig igennem og hvor fremtiden konstant vil være uvis..

De vil samtidig på trods af ringe arbejdsevne og dårligt helbred blive kastebold for alle mulige og umulige »aktiveringsforslag« og for vedvarende »opfølgninger«, der skal retfærdige fastholdelsen af dem i disse »udviklingsforløb« og om muligt presse dem tilbage på arbejdsmarkedet.

En sådan behandling af nogen af samfundets svageste kan vi ikke være bekendt.

Og fleksjob skal »devalueres«

Det samme gælder Arbejdsmarkedskommissionens forslag om fleksjob. Men den angiveligt tilforladelige begrundelse at ville støtte de »svageste« fleksjobbere, foreslår Arbejdsmarkedskommissionen det offentlige løntilskud til fleksjob omlagt fra i dag at følge lønnen til at aftage i forhold til lønnen.

Figur: Løntilskud i fleksjob i forhold til arbejdsgiverbetaling i nuværende ordning og ifølge Arbejdsmarkedskommissionens forslag

Men da virksomhederne selvfølgelig ikke vil kompensere fleksjobberne lønmæssigt for det faldende offentlige tilskud, bliver konsekvensen alene, at fleksjobberne betaler gildet i form af betydeligt lavere indkomst.

Skulle Arbejdsmarkedskommissionens forslag blive realiseret, vil fremtidens potentielle fleksjobbere såvel som arbejdspladserne blive nødt til at tænke sig om to gange, fordi fleksjobberne nu får forringet deres lønvilkår betydeligt i forhold til hidtil, og for arbejdspladsernes vedkommende fordi de nu opdeles i et A- og B-hold.

Den virkelige hensigt med denne devaluering af ordningen kan kun være at blokere tilgangen uanset, at fleksjobordningen har været en succes og sørget for, at en lang række mennesker kunne blive på arbejdsmarkedet på trods af reduceret arbejdsevne og på samme overenskomstvilkår som de almindeligt beskæftigede. Et frontalangreb på det rummelige arbejdsmarked.

På grund af deres reducerede arbejdsevne er alternativet til fleksjob for disse mennesker næppe beskæftigelse de første mange år, men først arbejdsløsheds- og/eller sygedagpenge, dernæst formentlig kontanthjælp. En opskrift på social deroute udenfor arbejdsmarkedet.

Og hvorfor skal førtidspension fortrænges og fleksjob devalueres, når der alligevel er ringe eller ingen udsigt til beskæftigelse for og af de pågældende?

Hvad er meningen?

Det er bemærkelsesværdigt, at Arbejdsmarkedskommissionen i sine forslag gennemgående læner sig stærkt op af arbejdsgiverorganisationerne og CEPOS, hvem disse »udveje« af arbejdsmarkedet længe har været en torn i øjet.

Handler det i virkeligheden om, at man i den nyliberale lejr ønsker genskabt en »sulten reservearme«, der kan ånde de beskæftigede lønmodtagere i nakken og bidrag til at holde deres løn – og velfærdskrav i tømme?

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient. adm.

Kilder:
Lund, Henrik Herløv: Den økonomiske krise i Danmark. Maj 2009.
Arbejdsmarkedskommissionen: Oplæg til trepartsdrøftelse 7. Maj 2009.