Seks journalister, heriblandt generalsekretæren og vicepræsidenten for Gambias Journalistforbund, er blevet løsladt efter at en måneds afsoning af en to år lang fængselsstraf, skriver BBC.
Det sker efter, at de er blevet benådet af Gambias præsident Yahya Jammeh, som de ellers blev dømt for at have kritiseret for ikke at gøre nok for at opklare mordet på den systemkritiske journalist, Deyda Hydara, som blev skudt i 2004.
Hydara var kendt for sin stærke kritik af Gambias presselovgivning, og de seks nu løsladte journalister har stillet spørgsmålstegn ved præsident Yahya Jammehs erklæringer om, at regeringen ikke har haft med mordet på ham at gøre. For det blev de i august idømt to års fængsel for injurier og tilskyndelse til oprør.

Officielt er der ikke meddelt nogen årsag til benådningen, men organisationen Journaliser Uden Grænser oplyser, at præsidenten angiveligt har villet markere Ramadanen.
»Den lykkelige slutning må ikke overskygge den uretfærdighed, som disse seks journalister har lidt under. Vi håber, at de nu kan vende sikkert hjem til deres familier og kolleger, og at præsidenten nu, set i lyset af hans benådning, vil løsne grebet om de gambianske medier«, skriver Journaliser Uden Grænser på deres hjemmeside.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96