Spillet om den danske model: Et kig ind i magtens korridorer

Firmaer tilbyder polske vikarer til 80 kroner i timen, og kun tre procent af østarbejderne i Danmark er medlem af en fagforening. Imens stiger arbejdsløsheden og presset på de danske løn- og arbejdsforhold.

Der er et problem eller en udfordring (alt efter hvem man spørger), men politikerne, arbejdsgiverne og fagforeningerne tøver alle med at pege på politiske løsninger. Der er en fast tro på, at det nok skal gå, hvis vi holder fast i den formel, der har virket de sidste 100 år.

Hvorfor denne handlingslammelse? Her er et bud.

Dansk Byggeri

Vil gerne bevare den danske model og siger, at østarbejdere i Danmark skal arbejde på danske vilkår. Alligevel har de under 100 østfirmaer som medlemmer, og den ellers meget medieaktive organisation gør ikke det store væsen af sig i debatten om østarbejdere i Danmark.

Arbejdsløsheden og presset på de danske løn- og arbejdsforhold stiger. Alligevel er der en fast tro på, at det nok skal gå, hvis vi holder fast i den formel, der har virket de sidste 100 år. Arkivfoto: Brian Berg/Monsun

Dansk Byggeris passivitet skyldes, at deres medlemmer har modstridende interesser: På den ene side mister de små mestre byggeopgaver til de billigere østfirmaer. Men på den anden side bruger de store byggefirmaer selv de billige østfirmaer til at udføre arbejde som underentreprenører, og har derfor ikke en voldsom interesse i at ændre situationen. Denne balancegang bliver løst ved ikke at sige og gøre noget kontroversielt i hverken den ene eller anden retning.

Dansk Arbejdsgiverforening

Hovedorganisationen for arbejdsgiverne har ingen grund til at være utilfredse med situationen, som den ser ud nu. Fagforeningerne organiserer kun tre procent af østarbejderne, og det styrker DA’s position, når der skal forhandles ny overenskomst på det private område til næste år.

DA’s vigtigste bekymring er, ligesom Dansk Byggeri, at sikre nok arbejdskraft til deres medlemmer. De har været godt tilfredse med østudvidelsen og de flere end 150.000 østarbejdere, der har arbejdet i Danmark.

LO

LO og de store fagforbund balancerer mellem flere hensyn:

1) Socialdemokraterne, der er bundet af forliget bag Østaftalen. Derfor vil LO ikke komme med store forslag til at løse problemerne, da det vil udstille Socialdemokraterne, der vil være nødsaget til at stemme dem ned.

2) EU, der for LO er nøglen til vækst og overlevelse for det danske velfærdssamfund. Men udløbet af Østaftalen faldt meget ubelejligt lige før valget til EU-parlamentet, og havde LO udtalt sig kritisk om problemerne ved østudvidelsen, ville det have givet medvind til EU-skeptikerne på højre- og venstrefløjen og dermed kostet stemmer for S og SF.

3) Deres egen styrkeposition, og der er nu færre end en million LO-medlemmer. Når LO-fagforbundene har så dårlig fat i østarbejderne, vil de stå ekstra svagt op til forhandlingerne om overenskomsten næste år.

Resultatet af denne zigzag-styltegang er, at de snakker meget og gør ikke så meget. De har presset politikerne for at få bedre registrering og myndighedskontrol med østfirmaer, men uden succes. Deres hænder er bundet i forhold til at foreslå større politiske løsninger. De kan blot krydse fingre for, at de enkelte fagforbund med tiden vil have større held med at organisere østarbejderne.

En yderligere hovedpine for LO-boss Harald Børsting er Dansk Folkeparti, der står med stærke kort på hånden i sagen. Således forsøgte LO at få udskudt en rapport (lavet af forskere på Københavns Universitet for blandt andre LO’s penge) om polske arbejdere i København. De ville gerne have den ud i medierne efter valget til EU-parlamentet, fordi den slog fast, at polakkerne ikke tager hjem, selvom arbejdsløsheden stiger. Et perspektiv, der ville styrke DF’s valgkamp.

De »røde« fagforeninger

Mens ledelsen i 3F og de andre store forbund er på linje med LO og Socialdemokraterne, så står en håndfuld lokale 3F og TIB-afdelinger, de såkaldte »røde afdelinger«, helt anderledes i spørgsmålet. De har problemerne med underbetalte østarbejdere og arbejdsløshed helt inde på livet, og ser EU som en del af problemet og ikke som en del af løsningen.

Fagforeningerne har samtidig en stærk modvilje mod Dansk Folkepartis holdninger og frygter racistiske reaktioner fra deres medlemmer i takt med arbejdsløsheden stiger. Derfor er det vigtigt for dem at vise, at EU er fjenden og ikke den enkelte østarbejder. De forsømmer derfor ikke en chance for at puste problemet op, så de kan påpege, at EU har skabt problemerne.

De røde fagforeninger er uenige med de socialdemokratisk dominerede ledelser fagforbundene om mangt og meget, og særligt i denne sag, og de kan derfor bruge slagsmålet om EU og østarbejdere til at vinde generel opbakning indtil næste kongres.

På Christiansborg

Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne har endnu til gode at gøre brug af »det sociale flertal« på andre områder end snor og mundkurv til muskelhunde. De har mandaterne til at stemme fagbevægelsens ønsker om mere kontrol og registrering igennem udenom regeringen, men har ikke gjort det endnu.

SF og Socialdemokraterne snakker med store ord, men er samtidig nogle af de mest EU-begejstrede partier. Derfor slår de på, at det er muligt for Danmark at løse problemet, også uden større, nye tiltag fra EU. Der er nemlig ikke nogen chance for, at EU kommer den danske model til hjælp.

Også SF og Socialdemokraterne vægter hensynet til den nødvendige arbejdskraft højt. Og på Christiansborg har de reelt været bundet af forliget om Østaftalen og været nødt til at stemme mod bedre registrering og kontrol, som fagbevægelsen har talt for. Det huer dem ikke. De kommer således til kort overfor Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der i en noget utraditionel alliance har været de eneste, der har stemt for de forslag, der vil give fagbevægelsen de redskaber, de ønsker.

Enhedslisten kan forene to mærkesager, modstand mod EU og nærme sig fagbevægelsen. De gør, ligesom de røde fagforeninger, alt hvad de kan for at dreje diskussionen over på EU.

Dansk Folkeparti har i mange år haft et godt tag i LO’s medlemmer. I denne sag kan de bruge fagbevægelsens egen bekymring til at skabe en større modvilje mod EU’s indblanding i danske forhold og profilere sig yderligere blandt LO-arbejderne.

Regeringen har været tilbagelænet siden østudvidelsen. Venstre og de Konservative mener, at arbejdsmarkedets parter har de redskaber, der skal til for at løfte opgaven. Regeringens største interesse har været og vil også i fremtiden være at sikre den arbejdskraft fra Østeuropa, der er nødvendig for den økonomiske vækst. Og når DA og Dansk Byggeri ikke råber op og kræver handling, har regeringen ikke nogen grund til at tage drastiske skridt for at løse problemet.

Fagbevægelsen mister stadig mere blod, som situationen er nu, og det er næppe noget, der giver tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) onde drømme om natten. Fagbevægelsens svage position op til overenskomstforhandlingerne vil samtidig lægge en dæmper på de private lønstigninger. Det vil i regeringens optik styrke den danske konkurrenceevne og give lidt luft til en økonomi i krise.

Det interessante er nu, at Østaftalen er udløbet, og S og SF derfor ikke er bundet til nogen politisk aftale. Spørgsmålet er: Vil de to partier gå sammen med Dansk Folkeparti og bruge »det sociale flertal« til at give fagbevægelsen deres politiske ønsker? Eller vil de hellere undgå at lukke DF ind i varmen og holde sig gode venner med arbejdsgiverne?

Dette er fjerde og sidste artikel i serien om EU, østarbejdere og den danske model.
Se den første her.
Se den anden her.
Se den tredje her.