Annonce

6. oktober 2009 - 15:21

Gadekampe i Istanbul

Tirsdag den 6. oktober er der udbrudt gadekampe i Istanbul i forbindelse med årsmødet i Den internationale Valutafond, IMF, og Verdensbanken.

Urolighederne brød ud omkring klokken 10 om formiddagen, da en gruppe demonstranter forsøgte at bryde ind til det stærkt afskærmede konferencecenter for årsmødet i IMF og Verdensbanken.

Politiet arresterede ifølge nyhedsbureauet Associatet Press cirka 100 ud af de omkring 600 demonstranter.

Gadekampene spredte sig herefter til andre områder i byen.

JPEG - 43 kb
Det venstreradikale modstandsinitiativ Direnstanbuls forsøg på at stoppe årsmødet i IMF og Verdensbanken er blevet mødt af massearrestationer, tåregas og vandkanoner.

Bankers ruder smadret

Maskerede demonstranter gik blandt andet ned gennem Istanbuls hovedindkøbsgade, hvor de slog ruderne ind på en McDonald-butik og flere banker. Politiet har som modsvar indsat vandkanoner, tåregas og peberspray for at trænge demonstranterne tilbage.

Ifølge tyrkisk tv har politiet desuden tilbageholdt otte personer, der angiveligt har kastet brandbomber nær IMF og Verdensbankens konferencecenter.

Forsøget på at stoppe årsmødet i IMF og Verdensbanken var på forhånd annonceret af det venstreradikale initiativ Resistanbul (eller på tyrkisk: Direnistanbul).

Under parolen »Make Capitalism History« har initiativet lovet opstand i byen – med forsøg på at hindre mødets gennemførelse tirsdag og onsdag den 6-7. oktober.

I sidste uge forsøgte en skokaster at ramme IMF-direktøren Dominique Strauss-Kahn ved et møde på Istanbuls universitet. Studenten, der havde fået adgang til mødet som journalist for en venstreorienteret avis, blev løsladt efter nogle timer.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce