Kommentar: En socialdemokratisk gåde

I dagbladet Information undrer Mogens Lykketoft i et interview mandag den 5. oktober 2009 sig over det paradoksale i »at SF indtil nu har scoret mest på et tættere samarbejde - selvom det er dem, der på alle væsentlige punkter har bevæget sig mod vores platform. Gåden om, hvorfor det hænger sådan sammen, har jeg endnu ikke løst.«

Der er imidlertid ingen gåde i det danske socialdemokratis vælgermæssige tilbagegang og stagnation i de senere år og i at den fortsat gør sig gældende.

Årsagen til tilbagegangen for Socialdemokratierne i hele Europa det seneste årti er funderet i inspirationen fra New Labour og den såkaldte »tredje vej«, der har omfavnet nyliberalismen og markedstænkningen. Hermed svigtede socialdemokratierne deres historiske mission at regulere og inddæmme markedet.

Manglende svar på nyliberalismen

Socialdemokratiernes omfavnelse af markedstænkning og nyliberalisme har udvisket den politiske forskel til »vaskeægte« borgerlige, nyliberalistisk inspirerede partier, hvorfor en betydelig del af partiets kernevælgere har vendt dem ryggen og enten er gået til venstrefløjspartier eller er blevet sofavælgere. Samtidig har socialdemokratiernes principielle accept af markedstænkningen bevirket, at de i realiteten ikke havde argumenter mod højrefløjens krav om mere markedsgørelse og privatisering og ulighedsskabelse.

I en kommentar til resultatet af det tyske valg i Politiken den 29. november 2009 har Lykketoft da også været inde på problemet med det manglende svar på nyliberalismen:

»I et historisk perspektiv må man sige, at de store europæiske socialdemokratier svigtede en enestående chance til at formulere en samlet strategi, da de havde magten i 1990’erne. Det var stadig kort efter murens fald, og dagsordenen var meget neoliberalistisk, selv om S kom til magten mange steder. De forsømte mulighederne for at formulere et fælles modspil, og det hævner sig nu«.

Men problemet var mere vidtgående end et manglende modspil til nyliberalismen. Problemet bestod i accept af nyliberalismens markedstænkning og markedsløsninger.

Nyliberalisme og kopipolitik i det danske socialdemokrati
Det var også tilfældet i det danske socialdemokrati. Lykketoft nævner ikke det danske socialdemokrati i forbindelse med sin erkendelse af de europæiske socialdemokratiers manglende svar på nyliberalismen.

Det skyldes måske, at der skete noget tilsvarende under Nyrups ledelse, men med Lykketoft selv som chefarkitekt. Fra midten af 1990’erne overtog det danske socialdemokrati under den tilsyneladende politisk neutrale parole »modernisering« i vid udstrækning nyliberalismens markedsmodeller og økonomiske incitament-tænkning.

Resultatet blev det samme for det danske socialdemokrati som andre steder i Europa: en svækkelse og demobilisering af partiet, som tabte valget i 2001.

Partiet var ude af stand til at gennemføre et opgør med inspirationen fra New Labour, Den tredje vej og nyliberalismen. Tværtimod overtog partiets mest nyliberalistisk inspirerede fløj (den gamle Nyrup-fløj, som udgør partiets højrefløj) med valget af Thorning Schmidt og Sass Larsen helt og fuldt magten.

Konsekvensen af fastholdelsen af den nyliberalistiske inspiration var, at Socialdemokraterne i Danmark var ude af stand til at formulere et politisk alternativ i forhold til en stærkt nyliberalistisk inspireret VK-regering. Socialdemokratiets politik fremstod i vid udstrækning pga. den med regeringen fælles grundlæggende inspiration som kopipolitik.

Venstrefløjen forlader Socialdemokraterne

Da partiet forlod sit historiske grundlag med at inddæmme og regulere markedet og fremstod som en kopi af regeringen, forlod partiets venstrefløj i vid udstrækning partiet. I folketingsgruppen gik de slet og ret ud, og også venstresocialdemokratiske vælgere har vendt partiet ryggen.

I første omgang gik de venstresocialdemokratiske vælgere til De Radikale, der under Marianne Jelveds ledelse i højere grad fremstod med en klar kritik og profil i forhold til VK-regeringen. Men da De Radikale som følge af splittelsen i den radikale gruppe begyndte at flirte med regeringen, søgte venstrefløjssocialdemokraterne over til SF, der efter Villy Søvndals tiltrædelse fremstod som det mest kritisk artikulerede og oppositionelle parti.

SF scorer fremgang pga. tvivl

Som Lykketoft ganske rigtigt bemærker i interviewet i Information har SF i de senere år på en række punkter nærmet sig Socialdemokraterne. Det er dog forkert, som Lykketoft gør, at fremstille det alene som en bevægelse fra SF’s side.

Også Socialdemokratiet er begyndt at flytte sig og er – som tidligere Arbejderpartiet i Norge efter kæmpenederlaget i 2001 – begyndt at kigge til venstre og markere sig med et klarere alternativ til VKO.

Det må anerkendes, at denne udvikling er positiv og rigtig. Mindre godt er det, at der langt fra er tale om et formuleret og gennemført, men tværtimod om et mangelfuldt opgør med den tidligere strategiske tænkning.

Det manifesterer sig f.eks. i partiets seneste programmatiske udspil om »Trivselssamfundet«, hvor Socialdemokraterne på den ene side erkender, at nogle af de tidligere foretagne privatiseringer var forkerte. Men på den anden side mener de stadig, at det i fremtiden kan være rigtigt med privatiseringer og markedsløsninger.

Et andet eksempel på den fortsatte tvetydighed i Socialdemokratiets politik kan ses i det seneste skattepolitiske udspil »Fair forandring«, hvor der på den ene side som reaktion mod regeringens skattereform introduceres en rigtig ide om en »millionærskat« for de højeste indkomster. Men bortset herfra accepterer udspillet på den anden side alle de asociale topskattelettelser i VKO’s skattereform.

Denne tvetydighed i Socialdemokratiets politik og fortsatte uklarhed i formuleringen af et alternativ til VK-regeringen hænger i sidste ende sammen med det mangelfulde opgør med partiets tidligere nyliberalistiske inspiration.

Og dermed består der for en lang række centrum venstres vælgere fortsat en betydelig tvivl om, i hvilken grad Socialdemokraterne reelt udgør et alternativ til VK, herunder ikke mindst en tvivl om, i hvilken udstrækning Socialdemokraterne ved regeringsmagten reelt vil føre en anden politik end regeringen?

Dermed er vi ved svarets på Lykketofts gåde: »Hvorfor SF og ikke S selv opnår vælgerfremgangen«?

Det er slet og ret, fordi en stor del af partiets egen venstrefløj pga. det manglende opgør med den nyliberalistiske inspiration fortsat er i tvivl om, i hvilket omfang partiledelsen står for et reelt og tilstrækkeligt vidtrækkende alternativ til VK.

Det kan måske synes urimeligt, fordi det må anerkendes, at Socialdemokraterne faktisk har flyttet sig. Men på den anden side er der ikke formuleret et klart og sammenhængende opgør med den hidtidige nyliberalistiske inspiration og kopipolitikken.

Derfor vælger de venstresocialdemokratiske vælgere at støtte SF, der uanset tilnærmelsen til Socialdemokraterne fortsat opleves som et mere »sikkert« og klart alternativ til VK end S.

To socialdemokratier?

Lykketoft karakteriser i interviewet i Information konsekvensen af samarbejdet mellem Socialdemokrater og SF således: »Jeg tror, at i vælgernes oplevelse eksisterer der i Danmark nu to socialdemokratier«.

SF’s højredrejning med accept af 24 års-regel, skattestop og topskattelettelser samt fredning af boligejerne skattemæssigt har indsnævret forskellen mellem de to partier. Forskel er der dog stadig.

Hvis vælgerne måske på den enes ide opfatter de to partiet som gjort af samme surdej, så oplever de dog på den anden side også en forskel imellem partierne, jf, at det er SF, der får fremgangen.

Det kan være, at vælgerne oplever, at Danmark har to socialdemokratier, men i så tilfælde oplever de også, at det ene er et »højresocialdemokrati« og det andet et »venstresocialdemokrati« – og fravælger endnu det første.

For Socialdemokraterne må dette kalde på et mere artikuleret, sammenhængende og klart opgør med nyliberalismen – også i eget parti.

For SF må denne udvikling mane til eftertanke. Især SF og Villy Søvndal må på den ene side krediteres for gennem tilnærmelse og tillidsopbygning til Socialdemokraterne at have muliggjort, at der i dag kan tales om et muligt regeringsalternativ til VK. Den fortjeneste kan og skal ingen tage fra dem.

Samtidig må det på den anden side give stof til eftertanke, at SF i høj grad bygger sin vælgermæssige fremgang på lån af venstresocialdemokratiske stemmer, som SF først efter lang tid med rette vil kunne kalde sine egne.

Udvisker SF her for meget af sin egen profil i forhold til Socialdemokraterne – f.eks. ved at give køb på for mange af venstrefløjens mærkesager – er risikoen, at disse venstresocialdemokratiske vælgere igen søger videre; enten tilbage til Socialdemokraterne (som man så det i Norge) eller over på sofaen.

Henrik Herløv Lund er cand. scient. adm.

Henrik Herløv Lund har tidligere analyseret forholdet mellem Socialdemokraterne og nyliberalismen:

Om New Labour og nyliberalismen i det danske socialdemokrati fra midten af 90´erne til 2007

Kritik af nyliberalismen i Socialdemokratiet

Om omorientering fra nyliberalismen i det det danske socialdemokrati