Lenin og korset

Såvel tjenernes høflighed som restaurantens nydelige indretning antydede, at vore værter havde inviteret os ud på et dyrt sted. Vi havde forinden spist aftensmad på værftet, så nu skulle vi bare have en lille anretning til de maver, der allerede var mætte.

Der blev bestilt kaviar på små blinis-brød og hertil russisk champagne. Jeg kunne tydelig se på John Hansen, fællestillidsmanden på B&W og min rejsefælle på besøget på Leninværftet i Gdansk, at han helst ville ha’ en kold bajer.

Vi hyggede os en times tid, og efter en lang rejsedag fra København, var hverken John eller jeg til værtshusbesøg efterfølgende, så over for vore flinke værter foreslog vi, at vi denne aften gik tidligt hjem og i seng.

En tjener blev tilkaldt, regningen blev skrevet ud og overrakt til Henryk – hvorefter panikken opstod. Tjeneren blev igen tilkaldt, og alle råbte i munden på hinanden. Hverken John eller jeg anede, hvad der foregik.

Tjeneren blev igen sendt væk, og en yderst forlegen Henryk Kuscielski henvendte sig nu til mig og sagde:

Anders, min gode ven, der er hyperinflation i Polen. Værftet er erklæret konkurs, Solidarnosc har overtaget magten, kommunistpartiet aner ikke, hvad det skal stille op med situationen efter valgnederlaget i juni, og det gør jeg heller ikke. Vi var på denne restaurant for et par måneder siden, og da var vi i stand til at betale for en hel middag. Nu har alting ændret sig. Vi har denne gang kun fået en forret, og alligevel kan vi ikke betale regningen. Har du zloty på dig?

I sandhedens navn måtte jeg meddele Henryk, at hverken John eller jeg var ejer af så meget som en bøjet zloty. Men måske kunne vi veksle? Vi havde da nogle gode danske kroner på os.

Tjeneren blev igen tilkaldt. Han blev sat ind i situationen, og lidt senere blev jeg bedt om at følge med tjeneren ud af restauranten. I foyeren tog han retning mod herretoilettet, men da der stod flere gæster ved urinalerne, ville han ikke veksle til åbent skue for disse, så vi skulle helt ind på ét af de aflåste toiletrum.

På vej mod døren – med min pung i hånden - fangede jeg blikket fra én af de andre tilstedeværende herrer på toilettet, og det pinlige i hele situationen stod pludseligt lysende klart for mig. Jeg nægtede at følge med tjeneren ind på et af toiletterne.

Tilbage i selskabet forklarede jeg Henryk, at jeg måtte kende kursen og det nøjagtige beløb, der skulle veksles. Tjeneren måtte herefter have pengene klar. Lidt senere var vi tilbage på toilettet, og denne gang var vi alene.

Med et stort bundt zloty-sedler i hånden vendte jeg herefter tilbage til selskabet. Tjeneren blev igen tilkaldt, og vi betalte.

Jeg kiggede på en forlegen Henryk Kuscielski, og kunne ikke afholde mig fra at drille denne kommunistiske fagforeningsmand med et had/kærlighedsforhold til Solidarnosc. Fortæl mig Henryk, hvordan er I havnet i denne situation. I 1970 besatte I værftet på direkte foranledning af nogle voldsomme prisstigninger. Gomulka blev udskiftet med Gierek, og prisstigningerne blev trukket tilbage. I 1980 besatte I igen værftet, og igen blev nogle voldsomme prisstigninger på bl.a. fødevarer trukket tilbage. Jeres 21 krav blev accepteret og Solidarnosc blev anerkendt. For et halvt år siden overtog Solidarnosc så regeringsmagten, og nu har I hyperinflation med de største prisstigninger nogen sinde set i Polens historie. Værftet er erklæret konkurs og samtidig har I på værftet lagt strejkevåbnet på hylden. Hvad har I gang i?

Henryk så opgivende på os. I sådanne situationer havde han altid det samme svar på alle spørgsmål. Vi er i Polen! Det må I forstå. Vi er i Polen. Polen er forklaringen. Og nærmere kom vi det ikke.

På vej hjem morede vi os alle over aftenens oplevelse. John gjorde adskillige gange vore værter fra Lenin-værftet opmærksomme på, at det er i nødens stund, man skal kende sine sande venner. Henryk grinede, og tændte sig endnu en cigaret. Polen – blev han ved med at sige, men tilføjede så. Jeg skulle aldrig være født i Polen.

Vi skriver den 14. november 1989. Fem dage før var der brudt hul igennem Berlinmuren ved Postdamer Platz. De samfundsøkonomiske konsekvenser af denne begivenhed kunne vi på dette tidspunkt endnu ikke overskue.

Men nu var Den hvide Neger og jeg i Gdansk, og vi skulle finde ud af, hvordan vore relationer til Lenin-værftet skulle fortsætte, efter at kommunistpartiet i juni 1989 havde lidt et knusende valgnederlag til Solidarnosc, der under ledelse af Tadeusz Mazewiecki havde dannet regering, men dog fortsat med Jaruzelski som præsident.

Ydermere var værftet gået i likvidation, om end det fortsat producerede, og ingen i Polen vel for alvor troede på, at Solidarnosc’ overtagelse af regeringsmagten skulle ledsages af en lukning af selve arnestedet for Solidarnosc – Lech Walesas egen arbejdsplads i Gdansk.

Selv om vi stod lige midt i det historiske centrum for de begivenheder, der inden for de næste måneder skulle bane vejen for kapitalismens genrejsning i hele Østeuropa, havde vi svært ved at se hele dette fremtidsperspektiv for os. Vi havde svært ved at se, at kapitalismens genrejsning lå lige foran os.

Vi var mest tilbøjelige til at tro, at der foran os lå en reformeret udgave af et samfund, som i sin grundstruktur dog ville forblive socialistisk i en eller anden form.

Vi boede igen i værftets beboelseshus lige over for Solidarnosc-mindesmærket. Vi boede på 8. sal og havde en god udsigt ud over det mægtige værftsareal. Næste dag skulle vi møde Henryk på dennes kontor lige inden for hovedporten.

Inden vi nåede så langt, var jeg midt om natten vågnet til et kæmpe brag af knust glas. Jeg fór forskrækket op og kiggede i mørket mod vinduet, der tilsyneladende ikke var knust. Lyset blev tændt, og jeg så nu, hvad der var sket.

John og jeg boede på denne tur på samme værelse. På vej ud til toilettet var der et spejl fra gulv til loft. Midt om natten var John vågnet, og han skulle nu i mørket ud på toilettet. Imidlertid gik han direkte ind i spejlet, som splintredes i tusind stykker.

Han stod nu ved det knuste spejl med blodet løbende ned fra panden og den ene hånd. Derefter begyndte han at skælde mig ud, fordi jeg ikke kunne lade være med at grine af hele situationen.

Det krævede naturligvis en forklaring næste dag. Nej, vi havde ikke været på værtshus, efter at vi havde taget afsked med hinanden. Nej, vi havde ikke været i krig endsige slagsmål. John havde i mørket hilst på sig selv i et spejl. Derfor havde han en flænge i panden. Nu var det Henryks tur til at grine af os.

Såvel Henryks som Solidarnosc’ kontorer lå i en 2-etagers bygning til venstre for værftets hovedport. Året før – i februar 1988 – havde jeg også været i Gdansk, og møderne med Henryk og den øvrige OPZZ-ledelse blev dengang afholdt i stueetagen.

Solidarnosc var i 1988 mere eller mindre igen blevet legaliseret på værftet om ikke reelt i Polen som sådan. I begyndelsen af maj 1988 var værftet endnu engang blevet besat. Denne gang kom det ikke til blodsudgydelser, om end hele værftet blev omringet af politi og militær. Kravet var igen en legalisering af Solidarnosc.

Selv om Solidarnosc ikke var legaliseret, kunne vi allerede under besøget i februar 1988 afholde møde med dem på værftet. Dengang havde Solidarnosc nogle beskedne lokaler på 1. salen, hvilket vi ved selvsyn så, da Henryk lod os hilse på de lokale ledere.

Først i foråret 1989 nåede Det polske Kommunistparti og Solidarnosc ved nogle langvarige forhandlinger til enighed om at »dele magten« gennem afholdelse af et begrænset frit valg.

John og jeg forventede nu, at vi igen skulle finde Henryk i stueetagen, men det var ikke tilfældet. De bedre kontorer i stueetagen var overtaget af Solidarnosc, og Henryk fandt vi oppe på 1. salen.

Forundret spurgte vi Henryk om, hvorfor han var rykket op på kvisten, selv om vi naturligvis nok fornemmede sammenhængen. Henryk forklarede, at Solidarnosc året før havde gjort krav på OPZZ’s kontorer på et tidspunkt, hvor Solidarnosc formelt set ikke var legaliseret.

Kravet havde han nægtet at imødekomme med opbakning fra værftets ledelse og ikke mindst direktøren, som var en »god« kommunist. Solidarnosc tog herefter sagen i egen hånd.

En dag under urolighederne i maj 1988 opsøgte en større gruppe solidarnosc-medlemmer Henryk på dennes kontor. Her tog de den spinkle OPZZ-formand ved kravebenet; førte ham ud af bygningen og satte ham op i en trillebør, hvorefter de kørte ham uden for værftsporten, hvor de læssede ham af.

Umiddelbart efter denne oplysning fandt Henryk den polske jødevodka frem, for han syntes, at vi skulle skåle for, at han efterfølgende havde accepteret Solidarnosc’s krav, selv om OPZZ fortsat organiserede et flertal blandt værftets arbejdere.

I maj 1988 blev besættelsen af Lenin-værftet afblæst efter to uger, men efter sommerferien brød nye strejker ud andre steder i Polen, og dette førte til, at regeringen den 31. august 1988 indledte (skin)forhandlinger med Lech Walesa om en legalisering af Solidarnosc.

Forinden havde Jaruzelski offentligt udskældt den kommunistiske regering for at være uduelig. Om det var trægheden i forhandlingerne mellem Walesa og den polske regering, eller om det var Henryks oplevelse i trillebøren tre måneder tidligere må forblive i det uvisse, men fakta er, at OPZZ i begyndelsen af september 1988 og med Henryks stemme i den øverste centralledelse krævede den kommunistiske regerings afgang.

Verden var tilsyneladende ved at gå af lave, så sidst på året i 1988 fik vi på B&W en aftale i stand med Henryk. Han skulle komme til Købehavn, og vi skulle i fællesskab forsøge at lave lidt presse på de oprørte forhold i Polen i almindelighed og på Leninværftet i særdeleshed.

I januar 1989 gæstede Henryk Koscielski med en lille delegation B&W. Situationen var i mellemtiden blevet skærpet yderligere, fordi den polske regering havde besluttet, at Leninværftet af økonomiske grunde skulle lukkes – i bedste fald videreføres med nye ejere.

Den danske presses dækning af pressemødet i klubhuset på B&W den 11. januar 1989 er på mange måder sigende.

Land og Folk, Aktuelt og SF-bladet Socialistisk Weekend hæftede sig ved, at OPZZ ifølge Henryk ikke gik ind for fortsatte strejker, samt at Solidarnosc var skyld i lukningsplanerne af Leninværftet, eftersom Lech Walesa gennem hele 1988 konstant havde sat »hårdt mod hårdt«! (Land og Folk, 12.1.1989). OPZZ var nu indgået i et konstruktivt arbejde for at videreføre værftet med nye ejere.

Berlingske Tidende fangede imidlertid fremtidens dagsorden og ikke kun gårdsdagens. Overskriften på avisens omtale af mødet hed »På talefod med Solidaritet«.

Berlingske Tidendes referat fra mødet satte fokus på, at den kommunistisk prægede fagbevægelse OPZZ ønskede en anerkendelse af Solidarnosc. »OPZZ kan næppe betegnes som en dikkende lammehale i forhold til partichefen, general Wojciech Jaruzelski«, skrev Berlingeren.

Koscielski gik aktuelt ind for, at de mange strejker måtte stoppe, for det ville forhindre enhver videreførelse af værftet. Men en »fagforening« skal altid »dannes og styres af arbejdere – ikke af politikere eller regeringer«, understregede fællestillidsmanden på Leninværftet (Berlingske Tidende, 12,1,1989).

Socialistisk Weekend havde dog gjort den fuldkommen rigtige iagttagelse, at Koscielskis måde at svare på, når spørgsmålene omhandlede Solidarnosc, »måske hang sammen med tilstedeværelsen af to observatører fra den polske ambassade« (Socialistisk Weekend, 20.1.1989).

Journalisten fra Berlingske Tidende forstod dog, hvad Henryk reelt svarede, når han blev spurgt ind til en anerkendelse af den illegale organisation Solidarnosc. »Vi vil altid gå ind for det, der bringer os fordele – uanset hvad det hedder.«

Sandheden var, at Henryk aktivt arbejdede for en legalisering af Solidarnosc inden for rammerne af en socialistisk udvikling. De to »observatører« fra ambassaden, som havde været yderst pågående over for Henryk inden mødet, havde tydeligvis gjort Henryk forsigtig med at udtale sig for klart imod regeringen.

Efter pressemødet ærgrede både Bjarne Jensen, John Hansen og jeg os over, at vi ikke ganske enkelt havde smidt de to polske ambassadefolk ud af klubhuset.

Men nu sad vi igen sammen med Henryk og denne gang på OPZZ’s kontor på 1. salen i fagforeningsbygningen på Leninværftet.

Den polske jødevodka gik rundt flere gange, og Henryk var tydeligvis stresset. Det gode forhold til Solidarnosc var siden turen til København blevet meget bedre. Turen i trillebøren var glemt.

Henryk syntes, at vi skulle besøge Birgitta Kirken – Solidarnosc ukrænkelige tilflugtssted under illegaliteten – og at vi skulle gøre det sammen med lederne af Solidarnosc på værftet for dermed at vise dem den respekt, de tilkom.

Det gjorde vi, og jeg bemærkede, at også de kommunistiske OPZZ-folk slog korsets tegn for sig, da vi gik ind i kirken, hvor vi i et afsides hjørne fik fortalt om netop denne kirkes betydning for Solidarnosc under illegaliteten.

Efterfølgende spurgte jeg Henryk, om han var blevet religiøs. Polen. Vi er i Polen, kammerat - lød svaret.

Den tilsyneladende store forbrødring havde måske en meget jordnær forklaring. Leninværftet var reelt ude i en overlevelseskamp, og i denne situation var de to fagforeninger nærmest tvunget til at elske hinanden.

En kapitalstærk amerikaner med polske aner havde vist interesse for at købe værftet eller i det mindste skyde penge ind i en rekonstruktion af Leninværftet. Hun hed fru Johnson og var en stor beundrer af Lech Walesa. Hendes »regnedrenge« befandt sig i november 1989 på værftet, og de var i gang med at gennemgå hele værftets økonomiske situation.

En enkelt ordre havde mere eller mindre tynget værftet i knæ. Det store svenske rederi Cunar havde allerede tilbage i 1987 bestilt en stor luksusliner på værftet, og netop færdiggørelsen af dette skib var gået helt galt.

Det blev afleveret med over et års forsinkelse. Jeg havde set skibet ligge ved udrustningskajen i februar 1988, og allerede på dette tidspunkt var der problemer.

En luksusliner indeholder stort set alt, hvad en værftsarbejder kan bruge hjemme i sit private hjem. Apteringens mange dele fra møbler, badekar, lamper etc. kom til Gdansk fra udlandet.

Officielt var det svært at tale om, men Henryk lod mig vide, at de mange »luksusgenstande« stort set blev stjålet lige så hurtigt, som de ankom til værftet. Skibet måtte dag og nat bevogtes af et talstærkt ordensværn for at forhindre tyveri.

Da skibet endelig kunne sejle ud gennem Gdansk-bugten, var det stort set bygget to gange efterladende sig et kæmpe underskud for værftet.

Nu var Johnsons »regnedrenge« i gang med økonomisk at kulegrave værftets økonomi. Det så ikke godt ud. Politiske forhandlinger blev ført i Warszawa, og efter nytår endte det hele med, at Fru Johnsons sympati for Lech Walesa trods alt ikke var større, end Lenin-værftet måtte sejle sin egen sø.

På besøgets andendag var jeg alene med Henryk på dennes kontor. Hans ansigt var fyldt med store, furede rynker, og jeg kunne se på ham, at begivenhedernes gang tog hårdt på ham. Han foreslog, at vi slog en tur rundt om værftets direktør. Som sagt så gjort.

I forkontoret til direktørens meget store kontor sad der en sort fyr bag en pc. Begge dele vakte min forundring. I 1989 så man ikke personlige computere på Leninværftet, og man så heller ikke sorte mennesker på værftet.

Jeg spurgte diskret Henryk, hvem fyren var. Det korte svar lød: Johnson!

Jeg var stødt ind i én af Johnsons »regnedrenge« og af Henryks forskræmte ansigtsudtryk kunne jeg se, at verden var helt af lave. I direktørens forkontor på Stocznia Gdanska im Lenina sad der nu »en amerikansk neger« og regnede på værftets skæbne. Det var bare helt forkert, og det antydede faretruende, at tingene var ude af kontrol.

At banke på direktørens dør var som at vende tilbage til den gamle og trygge verden. Det var imidlertid meget svært at banke på direktørens dør. Som jeg havde oplevet det flere steder i Østeuropa, var fine døre ofte polstret, som jeg kunne forestille mig, det er tilfældet i en gummicelle. Ja døren var ikke blot polstret. Lige inden for den første dør befandt der sig en anden dør, der ligeledes var polstret med ægte, emitteret rødt læder. Af helt naturlige grunde hørte direktøren os ikke, før Henryk rømmede sig inde på direktørens kontor.

Jeg fandt straks situationen yderst forlegen. Hr. direktør sad halvvejs med ryggen til os ved sit skrivebord. Det ene skjorteærme var smøget op og med et gummibånd omkring overarmen, som direktøren forsøgte at stramme med henholdsvis munden og den ene hånd, var han i gang med at give sig selv en indsprøjtning.

Henryk gjorde tegn til, at vi skulle blive stående ved døren. Direktøren gjorde nu sit forehavende færdig, rullede ærmet ned, rejste sig og tog en jakke på, hvorefter han kom hen til os og bød os velkommen. Ingen omtalte med et eneste ord, hvad vi netop havde været vidne til.

Direktøren var mig ikke ubekendt. Jeg kendte ham ikke fra tidligere besøg. Jeg kendte ham ikke fra Gdansk. Jeg kendte ham fra B&W’s feriekoloni i Lumsås på Sjællands Odde.

I sommeren 1988 havde vi i Fællesklubben helt normalt modtaget et hold polske familier på i alt 12 personer til 14 dages ferie i Danmark. Jeg havde selv med Bus-Ole som chauffør og den polske tolk Poul Stencel afhentet dem ved Polens-færgen ved Toldboden, og vi havde kørt dem til ferielejren Burvænget i Lumsås.

Samme aften og dagen efter havde jeg hygget mig med de polske familier – fortalt dem om B&W og landet, de befandt sig i. De skulle nu have et par dage i ferielejren, før familiernes egentlige program i Danmark begyndte.

I bussen tilbage til København var såvel Den mobile Altertavle som jeg enige om, at det var et godt hold – søde og rare mennesker. Tolken Poul, der var flygtet fra Polen i 1944 og nogle år senere påbegyndt arbejde på B&W, var af en anden mening (Jeg har portrætteret Poul Stencel i bogen: Den store Bølge, København 2006). Havde vi ikke bemærket, at der var kold luft mellem familierne og to af personerne?

Det havde vi ikke, men når han nu sagde det, havde vi bemærket, at én af fruerne var »finere« i det end de andre. Og det var lige netop, hvad hun var. Hun var så »fin« i det, at hun havde problemer med at slappe af sammen med de andre fruer i selskabet. Med manden gik det lettere.

Poul fortalte os nu, at nogle af mændene havde fortalt ham, at den fine frue var direktørfrue og hendes mand var Leninværftets direktør, som så at sige havde sneget sig med på en »arbejderdelegation« til B&W.

Det kom unægtelig som noget af en overraskelse for os. Vi arrangerede arbejderudveksling mellem øst og vest, og så havde der sneget sig en direktør med i det gode selskab. Vi underholdte hinanden med, at sådan er direktører – i det mindste i Østeuropa.

Godt et år senere sad jeg nu på denne direktørs kontor og fandt hele situationen ganske ejendommelig.

Jeg fandt det ejendommeligt, at direktøren og jeg var gamle feriebekendte i arbejderklassens tjeneste, samtidig med at hele Østeuropa var i opbrud. Direktøren fandt en flaske cognac frem, og vi fik nu alle tre en lang snak om værftets situation og om Polens fremtid.

Direktøren – som var en flink fyr - var overbevist om, at regeringen ikke turde lukke det betalingsstandsede værft. Derimod tvivlede han mere på sin egen fremtid. Han ville givetvis »få sparket« på et tidspunkt. Ikke mindst hvis Fru Johnson overtog værftet.

Det gjorde hun som nævnt ikke, men direktørens spådom om egen fremtid gik alligevel i opfyldelse. Om direktøren var narkoman, fik jeg aldrig Henryk til at fortælle. Jeg tror, at de holdt af hinanden, og at Henryk på en eller anden måde havde ondt af manden.

Under opholdet fik John og jeg mulighed for med Henrik og andre af de lokale OPZZ-ledere at føre seriøse drøftelser omkring, hvad fagligt arbejde overhovedet består i.

Interesseret spurgte vore polske kolleger ind til, hvad kernen var i vores arbejdspladsbaserede fagforeningsarbejde; hvilke spørgsmål tog vi os af; hvilket forhold havde vi til de politiske partier; hvordan lykkedes det os at blive genvalgt gang på gang ved almindelige valg; hvordan var vi i stand til at organisere 100 procent, dvs. organisere alle kollegerne til ét i polakkernes øjne vanvittigt dyrt kontingent?

De gamle skolemestre var i situationen, hvor verden var af lave, pludselig blevet spørgelystne elever.

Vi svarede, så godt vi kunne, og fra en artikel (» Lenin og korset deler scene«) skrevet ved hjemkomsten den 26. november 1989, kan jeg læse, at vi bl.a. svarede:

I kunne - som en begyndelse - starte med at smide virksomhedsledelsen ud af jeres fagforening. Direktøren er muligvis en flink mand, men han hører ikke hjemme i fagforeningen OPZZ. Det bedste samarbejde opnår man, når de reelle interessemodsætninger anerkendes. Dernæst kunne I ophøre med at spise middag i direktionskantinen. Hvis maden er dårlig i arbejdernes kantine, kunne I kræve forholdene forbedret. Endelig må I erkende, at I som fagbevægelse aldrig har været og aldrig bliver landets regering. Solidarnosc leger såvel fagbevægelse som regering, men det er en uting. OPZZ’s fremtid i forhold til Solidarnosc kan meget vel befinde sig lige netop her. Som fagbevægelse skal I pleje jeres legitime, politiske interesser, men aldrig glemme jeres inderste identitet: I er en faglig interesseorganisation. Punktum!

Når jeg var alene med Henryk, kunne jeg mere direkte give udtryk for min opfattelse af Solidarnosc. Såvel John som Bjarne Jensen så klart et større lys i Solidarnosc, end jeg gjorde. På generalforsamlinger i Dansk Metal havde jeg ved flere lejligheder gået sammen med kommunisterne mod »mine egne« i spørgsmålet om Solidarnosc.

Jeg anerkendte fuldt ud bevægelsens rødder i arbejderklassen og bevægelsens legitime krav på én af parti og stat uafhængig fagbevægelse. Dette legitime krav var bl.a. kommet til udtryk i de arbejderråd, der ved flere lejligheder var blevet oprettet på Østersøværfterne, og som vi et par år senere på Adolf Warski Værftet i Szczecin skulle opleve have en reel magt.

Men der var meget ved Solidarnosc, jeg ikke brød mig om. For mig at se, var Solidarnosc en borgerlig bevægelse - med arbejderopbakning. Dertil kom, at Solidarnosc var en katolsk bevægelse – og det mere end godt var for en europæisk arbejderorganisation. Jeg brød mig ikke om, at Solidarnosc under foregivelse af at være en fagforening reelt var en politisk bevægelse af katolsk-nationalistisk observans og uden et program for en udvikling af Polen i socialistisk retning.

Med Solidarnosc ved magten kunne alt ske. Gentagne gange gav jeg over for Henryk udtryk for, at naturligvis skulle han samarbejde med Solidarnosc, men strategien skulle rettes ind på tiden efter Solidarnosc.

Igen og igen slog jeg på, at en rigtig fagforening ikke var upolitisk, men uafhængig af politiske partier. Platformen skulle bestå i at blive en reel faglig interesseorganisation i modsætning til enhver siddende regering – også når denne udsprang af Solidarnosc, ja ikke mindst når denne udsprang af Solidarnosc.

Henryk var ikke uenig. Han var i sådanne situationer meget fåmælt. Vejret trak han da gennem en cigaret. Glimtet i øjnene vidnede om stor eftertænksomhed. Han var dybest set socialist – men uden kirke og efterhånden også uden parti. Det var en vanskelig platform – ikke mindst i Polen i 1989.

Det anspændte forhold til Solidarnosc havde i 1989 mange udtryksformer på værftet. Officielt var forholdet mellem OPZZ og Solidarnosc godt. Intet krav blev fremført over for ledelsen, uden at der først var opnået enighed herom fagforeningerne indbyrdes.

Under overfladen tog mistroen til hinanden dog ofte over. Konkurrencen om de samme medlemmer gik helt ned i sammensætningen af sjakkene på værftet. Her et Solidarnosc-sjak og der et OPZZ-sjak. Nye folk bliver tvunget til at bekende kulør. Enten måtte man skifte fagforening, eller man blev frosset ude.

Denne kamp havde også sine mere morsomme sider. I den historiske konferencesal på Leninværftet, hvor Walesa og daværende vicepremiereminister Jaruzelski i august 1980 havde underskrevet den aftale, der legaliserede Solidarnosc, havde Lenin i skikkelse af en mægtig hvid statue på scenens midte altid skuet ned på de troende og altid uregerlige polakker.

Denne ’afgud’ havde Solidarnosc et par måneder før vores besøg krævet fjernet fra, hvad de med rette kunne betragte som selve bevægelsens hjertekammer. Men dette krav havde OPZZ modsat sig. At fjerne Lenin fra Leninværftet! Det kunne man ikke. Her gik grænsen.

Svære forhandlinger mellem de to fagforeninger blev herefter indledt. Et kompromis blev fundet.

Under indtryk af en vis højtidelig stemning førte Henryk og et par andre tillidsfolk os over i konferencesalen, for at vi med egne øjne kunne se den i sandhed salomoniske løsning på denne alvorlige konflikt. Væk var Lenin fra scenens midte. I stedet var ophængt et kors – ikke prangende men alligevel i sin enkle figur iøjnefaldende, og ude til venstre på scenen prydede et solidarnosc-banner ophængt på et stort rullende stativ.

Men Lenin? Hvor var Lenin – spurgte vi med en vis overraskelse i stemmen. Henryk grinede. Trumfkortet havde vi fortsat til gode. Stativet med solidarnosc-banneret blev rullet til side. Frem fra mørkets skjul strålede Lenin os i møde i sin marmorhvide glans.

Lenin eller korset. Nej på Lech Walesas Leninværft havde Solidaritet og OPZZ i november 1989 valgt Lenin og korset. I samarbejdets ånd.

I dag er konferencesalen museum, og hele det store værftsområde er stort set jævnet med jorden. Sidste mand forlod værftet i juli 2009.

I 1989-90 var der som allerede omtalt hyperinflation i Polen. Måneden efter vores besøg fremlagde Solidarnosc-regeringen forslag til en økonomisk hestekur, der ville indebære prisstigninger på 140 procent og flere hundrede tusinde arbejdsløse.

John og jeg oplevede på denne baggrund at blive polske millionærer. Én af dagene havde vi et par private gøremål. Det krævede lidt zloty på lommen, så vi vekslede på ét af de mange vekslekontorer, der var skudt op i byen.

Efter vekslingen var vi blevet de glade ejere af over en million zloty. Pengene fyldte godt op i lommen. Vores millionærstatus varede dog kun til lidt ud på eftermiddagen, men så var vi heller ikke tørstige mere.

Et af de private gøremål bestod i, at vi skulle aflevere nogle gaver til Bjarne Jensens »polske familie«. Naturligvis havde Sølvræven familie i Gdansk, dvs. det var ikke rigtig familie, men blot bekendte, som Bjarne besøgte privat i forbindelse med B&W-besøg i byen.

I deres hjem blev han modtaget som en rig onkel fra Amerika. På turen i 1988 besøgte jeg selv denne familie sammen med Bjarne. Det var en rigtig sød familie på tre generationer, og af sådanne besøg i privat regi kunne man ofte lære mere end af mange officielle arrangementer.

Familien var store tilhængere af Solidarnosc, hvilket glædede Bjarne mere, end det glædede mig. Men nu havde vi en pakke med danske lækkerier og dagligdags mangelvarer med til denne familie, og det var naturligvis altid populært.

John Hansen og jeg opholdt os et par dage i byen. Vi genforhandlede kontrakterne for næste års udveksling af faglige delegationer, familier og børn – under forudsætning af, at værftet ved Gdanskbugten red stormen af. Det gjorde man med nye ejere i et nyt Polen.

Jeg besøgte værftet en sidste gang i januar 1993, hvor Lech Walesa – arbejderhelten fra Leninværftet – nu var polsk præsident.

På dette tidspunkt var kapitalismen allerede genetableret som samfundsmodel i Polen. Markedskræfterne var sat helt fri med en voldsom voksende ulighed til følge. Idealet var ikke den sociale velfærdsstat, men liberalismen i sin ultraradikale form, hvor det skal gøre ondt, før det gør godt.

Polen var tilbage, hvor Adam Smith’s usynlige hånd havde slået takten under parolen »Akkumulér, akkumulér! Det er Moses og profeterne!«

I Kapitalen citerer Karl Marx Adam Smith for denne formulering, og tilføjer: »Akkumulation af rigdom ved den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse ved modpolen, dvs. hos den klasse, der producerer sit eget produkt som kapital« (Karl Marx: Kapitalen, 1. bog 4, side 866 og 908, København 1971)

I spillet Matador hedder det: Ryk tilbage til start!

Anders Laubjerg er skibsbygger og brancheformand i Metal Hovedstaden

Artiklen er et kapitel i bogen Det største håb om forfatterens rejser i Østeuropa - fra midten af 70’erne og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Bogen udkommer 9. november 2009 på forlaget ALLGOpres.