Den Særegne Bølge og europæisk studenteraktivisme

Omkring 40 år efter 1968 synes spørgsmålet om et studenteroprør stadig i høj grad at fænge den offentlige forestillingskraft. Således spurgte det engelske magasin New Statesman for nylig: »Er Frankrig på tærsklen til et nyt ’68.«

I samme dur argumenterede avisen The Guardian for at »Ånden fra ’68 er ved at vågne på ny,« og citerede en veteran fra det seneste store studenteroprør, den engelske lektor John Rose, for at sige: »Folk har fået nok af bankmænd, politikere og eliteinstitutioner. Hundrede af os troede at revolutionen ville komme i ’69, men måske kommer den nu.«

Europa i oprør

Hvor overdrevne disse påstande end synes at være, er der ingen tvivl om at antallet af langvarige kampe inden for uddannelsessektoren i 2008 og 2009 har været større end meget længe.

I Frankrig, Italien og Spanien har studerende og undervisere blokeret og besat hele universiteter i uger og måneder, mens en bølge af besættelser i solidaritet med Gaza har skyllet over 34 universiteter i England og Skotland. I en lang række tyske byer gik over hundredtusind skoleelever på gaden den 12. november 2008 i protest mod stigende eksamensstress under PISA-processen, forkortede uddannelser og lærermangel.

Omtrent samtidig opstod stærke protester i Athen mod politimordet på en ung student. De blev hovedsageligt anført af gymnasielever og udviklede sig til optøjer og massedemonstrationer som spredte sig over hele Grækenland, selv til fjerne øer og landsbyer, og kulminerede med generalstrejken den 10.
december 2008.

I Grækenland har vreden, som hurtigt viste sig at strække sig videre end den oplevede politibrutalitet, rettet sig mod et udhulet uddannelsessystem og en general proletarisering af den uddannede arbejdskraft. Således er de græske unge fanget i en fælde mellem en ekstrem lav mindsteløn for ufaglært arbejdskraft og en risiko for arbejdsløshed, der stiger proportionelt med uddannelsesniveauet.

Med undtagelse af Storbritannien, som ikke har nogen stor tradition for studenteraktivisme, har kampene på tværs af Europa alle rettet sig mod et ensartet sæt af problemer inden for de europæiske uddannelsessystemer, herunder nedskæringer, indførsel eller forhøjelser af studieafgifter og en
generel markedsgørelse og profitorientering.

I disse kampe har lokale og institutionsspecifikke klager over nedskæringer, forringelser af faciliteter og undervisning været centrale, mens modstand mod introduktionen af eller stigninger i studieafgifter samt fald i statslige investeringer i uddannelse er blevet rettet mod nationale regeringer.

Samtidig er det et gennemgående træk i studenterbevægelsernes analyser og retorik, at de opfatter disse kampe som en del af den samme transnationale kamp mod »neoliberaliseringen,« der beskrives som en proces, hvori offentlige institutioner såsom universiteter gøres til profitskabende og »konkurrencedygtige« virksomheder.

Mere specifikt er protesterne rettet mod Bologna-processen, ifølge hvilken Europas uddannelsesministre har forpligtiget sig til at »standardisere« alle højere uddannelser i Europa efter en anglo-amerikansk model.

Stort set alle europæiske lande har været vidne til større reformer af deres uddannelsessystemer i retning af en privatisering af uddannelsesydelser, en varegørelse af viden og indførelsen af ikke-demokratiske ledelsesstrategier, der er kendt fra den private sektor.

Samtidig er kampene blevet knyttet til den økonomiske krise og svækkelse af de europæiske velfærdstater. Værst ser det måske ud i Grækenland, som er et af de lande, hvor de neoliberale reformer er gået længst, og hvor opbygningen af velfærdsstaten aldrig for alvor var påbegyndt.

Selv hvis studenterbevægelserne i de forskellige europæiske lande har mobiliseret studerende omkring lokale problemer, er disse altså sjældent blevet abstraheret fra den konkrete virkelighed på det europæiske plan.

Således kan vi tilføje påstanden om eksistensen af en europæisk studenterbevægelse til den ivrige annoncering af et kommende ’68. Der er ingen tvivl om at de europæiske studerende er mere politiserede, end de har været de seneste årtier, eller om at de knytter deres kampe til et europæisk eller endda globalt perspektiv.

Selvom en internationalistisk bevidsthed og viljen til et studenteroprør er aktiv tværs over kontinentet, forbliver det dog på nuværende tidspunkt tvivlsomt, om det er meningsfuldt at tale om en europæisk bevægelse, selvom der i 2009 har været spæde forsøg på at etablere en sådan.

Kun et fåtal af bevægelserne er egentlige massebevægelser, mens mange består af rent lokale grupper. Herved besværliggøres koordineringen af kampene på nationalt plan samt et egentligt samarbejde med partier og fagforeninger.

Den særegne bølge i Italien

I et forsøg på at anskueliggøre og konkretisere de ovenstående pointer kan det være nyttigt at se på den overraskende, men stærke genopblomstring af den italienske studenterbevægelse i oktober og november 2008.

Onda Anomala, eller Den særegne bølge, illustrerer nogle af de gennemgående problemer, som studenterbevægelser på tværs af Europa er stødt på i forbindelse med intern organisation og i forholdet til andre grupper.

Som de fleste andre europæiske lande har det italienske uddannelsessystem været udsat for et veritabelt mudderskred af reformer, hvis voldsomme omfang i høj grad har lammet undervisere og studerende, mens andre har købt dets løfter om »rationalisering«, »professionalisering« og »strategiske investeringer«.

Den italienske studenterbevægelse fik dog først sin opblomstring med vedtagelsen af et såkaldt »nød-dekret,« der i ly af finanskrisens påståede undtagelsestilstand i ét hug gennemførte en række dybdegående reformer i overensstemmelse med logikken i Bologna-processen.

Indeholdt i dette dekret, som blev præsenteret af Mariastella Gelmini, Italiens undervisningsminister, var afviklingen af 87.000 jobs i uddannelsessektoren samt en nedskæring i de offentlige bidrag på 8 milliarder euro over tre år, herunder halvanden milliard alene på universiteterne.

I et i forvejen presset uddannelsessystem kunne det selvsagt kun betyde forværrede arbejdsbetingelser for forskere og undervisere, øget usikkerhed i ansættelser, en stigning i antallet af studerende per underviser og en forlængelse af alle ansattes arbejdstider.

Derudover indeholdt dekretet en indstilling til en omdannelse af universiteterne til private institutioner, hvorved vejen til virksomheders overtagelse af kontrollen med universiteterne definitivt ville være åbnet.

Analyse, modstand og militans

Men de studerende svarede for fjerde gang i Italiens efterkrigstid en masse. En bevægelse, der mobiliserede hundredtusindvis af studerende over hele landet, blev bragt til verden, den største i den seneste bølge af studentermobiliseringer internationalt.

I Italien og mange andre steder i Europa betød bevægelsen et farvel til en årrække med få og isolerede studenterprotester. Som en veteran fra en tidligere italiensk revolte udtrykker det, har den særegne bølge været »den største og mest inkluderende bevægelse i de seneste tredive år.«

Ligesom de direkte angreb på Bologna-processen i Spanien var den italienske bølge ikke blot et »nej« til reformer. Modstanden er blevet kombineret med en velformuleret og præcis kritik af substansen i dekretet og dets gennemgående logik.

Ifølge de analyserne, der blev offentliggjort af det store nationale møde i bevægelsen, hvor mere end 2.000 studerende deltog, kan universiteterne i dag beskrives som fabrikker. Deres funktion er at producere højfleksibel og billig arbejdskraft i løbet af uddannelsesforløb, der er så korte som overhovedet muligt.

I modsætning til reformernes rationale har de studerende erklæret viden for offentlig fællesejendom og afvist muligheden af at underlægge forskningen private interesser og markedskræfter. Herudover har de studerende argumenteret for forskernes og de studerendes aktive demokratiske deltagelse i alle beslutningsprocesser på universiteterne.

Ved at samle sig under sloganet »Vi vil ikke betale for deres krise,« som senere er gået Europa rundt, gjorde de studerende det klart, at deres krav gik videre end uddannelsesområdet.

Som de tyske protesters parole »Krisen er kapitalismen« gjorde de italienske studerende det klart, at deres krav var knyttet til spørgsmålene om lønmodtagerforhold. Det gjaldt i særlig grad usikkerhed i ansættelsen, såkaldt »fleksibilitet«, mens de studerende agiterede for en generalisering af kampene.

I overensstemmelse med en forståelse af de moderne universiteter som »arbejdskraftsfabrikker« begyndte de studerende at bygge de første broer til arbejderklassen, som de anså sig selv som en del af. De begyndte med de ansatte i uddannelsessektoren. Følgelig inviterede de fagforeningsfolk ind i de besatte universiteter og sendte studenterdelegationer til fagforeningsmøder.

Herudover blandede de sig i konflikten omkring privatiseringen af det italienske luftfartselskab Alitalia og mobiliserede studenter til demonstrationer indkaldt af arbejdere.

Som i tidligere italienske studenterbevægelser har demonstrationer og universitetsbesættelser været de mest udbredte former for aktivisme. Mange deltagere har anset besættelserne for at være afviklinger af de sædvanlige autoritetsforhold, en skabelse af frigjorte selv-styrede rum, hvor der kunne eksperimenteres med nye livs- og samværsformer.

Som en 22-årig studerende fra Rom euforisk bemærkede, har det gennem besættelserne »været muligt at ånde, at tale, at diskutere drømme og fremtiden«.

Samtidig er andre former for protest blevet afprøvet, såsom afvikling af undervisningen i gaderne eller blokader af banegårde under sloganet »hvis de blokerer vores fremtid, blokerer vi byen«.

Ved at udstrække aktionerne til andre dele af samfundet, er de italienske studerende gået videre end de fleste europæiske studenterbevægelser. De begrænser sig for størstedelens vedkommende til demonstrationer, besættelser og blokader. I et vist omfang er den italienske studenterbevægelses militans blevet forstærket af gentagne fascistiske angreb i gaderne og på universitetsområderne.

Organisationsformer og alliancer

I løbet af perioden med studentermobiliseringer har de fleste aktivister organiseret sig selv i såkaldte »kollektiver« på institut- eller fakultetsniveau og forenet dem på universitetsniveau, hvor det har været
muligt.

Der er blevet afholdt to møder på landsplan, et mindre i Firenze den 8. november og et større i Rom den 16. og 17. november, som samlede omkring 2.000 studerende.

I disse nationalforsamlinger er de generelle krav og de studerendes forhold blevet diskuteret. I begge tilfælde har de studerende understreget deres uafhængighed af etablerede politiske partier i et forsøg på at undgå. at bevægelsen kunne blive opslugt af et parti eller udnyttet i valgmæssigt øjemed.

De studerende i den seneste bevægelse deler deres mistro over for etablerede venstrefløjspartier med tidligere italienske studenterbevægelser. Det er en tendens, der er blevet forstærket med erfaringen af partiet Rifondazione Comunistas regeringsdeltagelse under Romani Prodi. En regering, hvis politik bliver anset for at have bidraget kraftigt til forværringer af både studerende og arbejderes forhold.

Som en studerende udtrykte det: »Vi ønsker at forblive på afstand af partierne, men tæt på arbejderne og alle dem som er ramt af den økonomiske krise«.

Selvom de studerende havde en vis succes med at forene sig på nationalt plan i forbindelse med disse møder, var enheden kun kortvarig. Det lykkedes ikke at etablere nogen demokratisk valgt national struktur, der ville have kunnet mediere kontakten mellem de forskellige kollektiver og mellem studerende, fagforeninger og partier.

På trods af det viste de studerende sig i stand til at mobilisere brede udsnit af befolkningen og opnå støtte fra nogle dele af mainstream-pressen, blandt andet gennem energiske, kreative og farverige protestformer. Da bevægelsens omfang og potentiale stod klart, begyndte også centrum-venstrepartier og fagforeninger at mobilisere.

Det skabte betingelserne for egentlige masseprotester. De besættelser, strejker og demonstrationer, som fandt sted i oktober og november 2008, kulminerede med en generalstrejke, hvor over en million undervisere, forskere, universitetsstuderende og gymnasieelever deltog.

Studenterbevægelsen var således lykkedes i sine bestræbelser på at generalisere kampen og blev da også belønnet med, at regeringen trak dekretet tilbage. Sejren varede dog kort, nemlig til foråret 2009, hvor
dekretet i stort set uændret form blev genfremsat – og vedtaget – i form af en regulær lov som træder i kraft i 2010.

På trods af det tilbageskridt lykkedes det Den Særegne Bølge at svække Berlusconi-regeringen og udstille, at den ikke var så stærk, som den havde fremstået i månederne op til vedtagelsen af dekretet.

Aktivister fra bevægelsen skønner, at den ved at true regeringen, men samtidig stille sig skeptisk over for de etablerede partier, rystede og delvis vækkede den ellers henslumrende italienske venstrefløj fra sin nederlagsapati.

Bevægelsen kan vise sig at have fundet sted på et vigtigt tidspunkt, idet den, netop som Italien blev ramt af den økonomiske krise, viste, at der var en vej frem for venstrefløjen. Den lå ellers i ruiner efter en kaotisk periode med Prodi i statsministeriet og det store nederlag til koalitionen mellem det højre-populistiske Forza Italia og de »reformerede neofascister« i Alleanza Nazionale.

Erfaringer fra det italienske nederlag

Selvom den italienske bevægelse har udgjort en større trussel mod den siddende regering end de fleste af de seneste års europæiske studenterbevægelser, med undtagelse af Grækenland, Frankrig og de specielle tilfælde Ukraine og Moldova, eksemplificerer Den Særegne Bølge også nogle væsentlige fællestræk, som viser begrænsninger og uløste problemer knyttet til denne form for studenterbevægelse.

For klarhedens skyld kan disse problematikker deles op i fem hovedpunkter:

For det første lykkedes det aldrig den italienske bevægelse at sætte gang i en intern stabiliseringsproces, hvilket har betydet, at bevægelsen er blevet reduceret til et lille antal aktivister i perioderne mellem de egentlige mobiliseringer.

For det andet har den italienske studenterbevægelse været ude af stand til at overskride en vigtig historisk begrænsning: skabelsen af et nationalt koordineringsorgan for de forskellige universiteter. Som følge heraf, har bevægelsen heller ikke kunne udøve et kontinuerligt og koordineret pres for at få opfyldt de kollektive krav. Således gjorde en italiensk studerende i sine overvejelser over Den særegne Bølges begrænsninger opmærksom på at »den franske erfaring viser os at en national koordination er af afgørende betydning.«

På den anden side viser disse problemer, at studenterbevægelserne, mest bemærkelsesværdigt i Storbritannien og Italien, i måske større omfang end nogen sinde før har evnet at mobilisere og organisere sig fra grunden af.

Blogs, email-lister og facebook-grupper er blevet brugt til at skabe et højt kommunikationsniveau, hvorved information og inspiration er blevet spredt på tværs af uddannelsesinstitutioner og videre til medierne i hidtil uset tempo.

Selvom de studerende med besættelserne som den centrale taktik ikke har samme evne til at lamme samfundet som lønmodtagerne, besidder de studerende en række styrker. De har både tiden og uddannelsen til at analysere deres egen situation i et bredere perspektiv og sproget og kommunikationsevnerne til at promovere og udbrede deres analyser.

Mens de studerende generelt er blevet styrket som gruppe gennem den teknologiske udvikling, har de seneste kampe dog også vist, at tidligere studenterbevægelsers evne til at gennemføre længerevarende konflikter er blevet svækket.

Mens de studerende altid har haft den fordel at være ekstremt fleksible og mobile, og eksempelvis har haft muligheden for at suspendere studierne i ugevis for at koncentrere sig om bevægelsesarbejdet, har ændrede arbejdsmarkedsforhold og Bologna-relaterede reformer i de europæiske uddannelsessystemer begrænset denne frihed.

Hvor studerende tidligere kunne se frem til at indtage en privilegeret stilling på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, forhøjer den førnævnte proletarisering af vidensarbejderne, samt konkurrencen mellem kandidaterne fra masseuniversitetet, presset for, at man hurtigt og problemfrit gennemfører sin uddannelse og indtræder på arbejdsmarkedet.

Derudover har reformer introduceret et nyt kontrolregime med mødepligt, flere eksamener og strammere deadlines, mens de studerende på grund af introduktionen af stramt adskilte bachelor og masteruddannelser og tværfaglige uddannelser får kortere tid til at opbygge fagpolitiske tilhørsforhold.

Alt det har forkortet de perioder, hvor de studerende er fleksible, og besværliggjort længere besættelser samt forsøgene på at opbygge stabile organisationsformer.

Går vi videre til det tredje problem, har den italienske studenterbevægelse haft svært ved at etablere bånd til fagbevægelsen.

Som den seneste generalstrejke i den italienske uddannelsessektor samt de helt eller delvist sejrrige franske studenterbevægelser i ’68, ’86, ’95 og 2006 viser, er sådanne bånd helt centrale. I alle disse tilfælde har udbredte strejker generaliseret og styrket de studerendes kampe og gjort dem umulige at ignorere, idet de blev noget andet og mere end uddannelsespolitiske kampe.

Vanskelighederne ved at knytte organiske bånd med arbejderklassen er dog lige så meget et symptom på afpolitiseringen og omdannelsen af fagbevægelserne til forsikringsselskaber som på, at studenterbevægelserne skulle være elitære eller selvoptagede.

For det fjerde har studenterbevægelserne på tværs af Europa generelt holdt sig på afstand af politiske partier. Dette er en tendens, der i Italien er knyttet til en afstandstagen fra den etablerede venstrefløjs fejlslagne strategier, især ideen om at det ville være muligt at forme partier »of struggle and government«, dvs. indgå i socialdemokratisk ledede regeringer og stadigt udgøre et antikapitalistisk alternativ.

Det er næppe en overdrivelse, at sige at europæiske venstrefløjspartier generelt har fundet det svært at opbygge alternativer til den allestedsnærværende profittænkning og de stadig mere udbredte private management-strategier. Kort sagt til de tendenser, som har formet Bologna-processen såvel som været den herskende økonomiske ideologi i årtierne op til den nuværende krise.

Sluttelig har den italienske studenterbevægelse for det femte i vidt omfang ignoreret den resterende ungdom, særligt storbyernes lavtlønnede eller arbejdsløse, hvoraf et uforholdsmæssigt stort antal har en ikke-italiensk baggrund.

Så længe der ikke knyttes bånd mellem studerende og disse delvist eller fuldstændigt ekskluderede grupper, og så længe disse gruppers problemer ikke drøftes i specifikt politiske termer, vil det være svært at tale om egentlige tendenser til et ungdomsoprør.

De studerende er fremtidens arbejdere

Langt de fleste af de seneste års europæiske studenterbevægelser har været fokuseret på spørgsmål om studerendes forhold, mens de i nogle tilfælde har skabt ad hoc-alliancer med det akademiske personale på uddannelsesinstitutionerne og med de store fagforeninger i kampen for opretholdelsen af offentlige velfærdsgoder.

Slogans som »studerende og undervisere er arbejdere« og »universitetet er en arbejdskrafts-fabrik« peger dog på en tendens i retning af en nytænkning af forholdet mellem studerende og arbejdere.

For så vidt som både studerendes og lønmodtageres problemer relaterer sig til det samme neoliberale regime, især de gennemgående velfærdsnedskæringer og privatiseringer af offentlige serviceydelser – og for så vidt som dette regime behandler studerende og undervisere som arbejdere, dvs. underlægger dem de samme profit- og produktionsorienterede management-strategier, er de »objektive« betingelser til stede for skabelsen af et politisk subjekt, der kan agitere for en forenet front af lønmodtagere og studerende med krav om lighed, generaliseret demokrati og frihed fra markedstvang.

Det vil dog kun være en falsk universalisme, hvis studenterbevægelserne forbliver på afstand af storbyernes øvrige ungdom, og hvis arbejderklassens nye kerne af indvandrere forbliver uorganiserede i fagforeninger og sociale bevægelser.

Lorenzo Fusaro er Ph.d.-studerende ved Europastudier på King’s College i London. Lorenzo har været aktiv på den italienske og den schweiziske venstrefløj og senest i de engelske universitetsbesættelser for Gaza.

Bue Rübner Hansen studerer MA Critical Methodologies ved King’s College London. Bue har været aktiv i studentergruppen Reboot68 samt i den engelske studenterbevægelse for Gaza.

Artiklen er hentet fra tidsskriftet Det Ny Clarté, nummer 11, september 2009.

Litteratur (ekslusiv avis-artikler):
Hansen, Bue Rübner (2009), »Engelske Gaza-protester puster til studenteraktivismen«, Modkraft.dk den 27. januar.

Hilwig, S. (2008), »You Are not Our Vanguard, a Study of the Italian Student Movement’s Failure to Mobilize the Workers of Fiat in the 1960’s«. I: Critique, Vol 36, No. 2, August 2008, pp. 245-256.

Fastrup, Niels (2009), »Studerende: Besættelse har været en succes«, Modkraft.dk den 24. april 2009.

Kouvelakis, Stathis (2008), »La Grèce en Révolte«, Contretemps 14. december 2008.

Kouvelakis, Stathis (2007), La France en révolte - Luttes sociales et cycles politiques (Paris: Textuel)

Lorenz, Chris (2006), »Will the Universities Survive the European Integration - Higher Education Policies in the EU and in the Netherlands before and after the Bologna Declaration«, Sociologia Internationalis, 44: 123-151

De Luca (2008), »L’onda anomala« in Erre, 2009, Nr. 33

Mulvad, Andreas Møller (2008), »Spanske studerende protesterer mod EU’s universitetspolitik«, Modkraft.dk den 25. november 2008.

Negri, Antonio (1998), »Reviewing the Experience of Italy in the 1970s«, Le Monde Diplomatique, september 1998

Schwartz-Nielsen, Peter (2009), »Ulydig europæisk studenterbevægelse spirer«, Modkraft 30. april 2009.

Statera, G. (1979), »Student Politics in Italy«, Higher Education 8, 1979, 657-667.