Norge: Regering skylder fagbevægelsen for valgsejren

Uden hjælp og støtte fra den norske fagbevægelse var det ikke lykkedes for den rød-grønne centrum-venstre-regering i Norge at vinde en yderst spinkel valgsejr i oktober.

Op til valget førte den norske LO-fagbevægelse en omfattende og effektiv kampagne for partierne i den rød-grønne regering. De tre partier bag den rød-grønne regering, Arbeiderpartiet, Socialistisk Venstreparti (SV) og Senterpartiet fik den spinklest mulige valgsejr med et mindretal af stemmer og et flertal af mandater. Partierne tabte tilsammen kun 0,2 procentpoints og bevarede dermed flertallet bag sig.

Havde det ikke været for fagbevægelsens kampagne, var flertallet røget sig en tur, som det da også så ud til en mange måneder op til valget.

Den genvalgte statsminister Jens Stoltenberg skylder LO-arbejderne sin valgsejr i oktober 2005.

Allerede ved opstarten til forrige valg i 2005 gik norsk LO aktivt ind i at mobilisere fagbevægelsens medlemmer omkring specielt arbejdslivsspørgsmål og krav til de politiske partier, som ikke mindst Arbeiderpartiet og SV et godt stykke vej har kunnet matche.

Under valgkampen i 2009 stod norsk LO for en valgkamp, hvor mere end 26.000 LO-medlemmer kom med i alt 63.000 bidrag og forslag. Disse mange in-put dannede derefter grundlag for i alt 41 spørgsmål til de politiske partier, og svarene fra ikke mindst de rød-grønne regeringspartier blev efterfølgende brugt til at vise fagbevægelsens medlemmer, hvem der støttede deres krav.

LO har bl.a. stillet krav til centrum-venstre-partierne om bekæmpelse af social dumping, tiltag for at fremme flere fuldtidsjob, bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder samt en ny norsk trepartsaftale om et inkluderende arbejdsliv.

I løbet af valgkampens sidste uger besøgte LO’s ledelse mere end 130 virksomheder over hele Norge med mange tusinde ansatte. Hertil kom de aktiviteter, der blev iværksat af LO’s lokale organisationer og medlemsforbund.

Uden denne kæmpemæssige indsats var valgkampen ikke blevet vundet dér, hvor kampen stod: i den norske arbejderklasse.

De foreløbige valganalyser tyder på, at Arbeiderpartiet formåede at øge opbakningen blandt LO-medlemmene sammenlignet med valget i 2005. Analyserne tyder på, at mere end hver andet norsk LO-medlem, der stemte i 2009, stemte på Arbeiderpartiet. SV fik derimod kun hver tyvende arbejderstemme (jf. en analyse på Arbeiderpartiets hjemmeside)

At dømme efter opinionsundersøgelser før valget lykkedes det Arbeiderpartiet at vinde ganske mange arbejdervælgere i valgkampens slutspurt. Forud for valget opgav kun 34 procent af de mandlige arbejdere i den private sektor at ville stemme rød-grønt, en tilbagegang i forholdet til valget i 2005, hvor det tilsvarende tal var 40 procent. Alt tyder på, at det bl.a. var LO-fagbevægelsens kampagne, der var med til at sikre Arbeiderpartiets afsluttende vælgerfremgang i arbejderklassen.

Allerede her ligger der et politisk pres på den rød-grønne regering. Det er en regering, der fortsætter på basis af arbejdervælgere, der har forventninger om at regeringen vil gennemføre de valgløfter, der er afgivet til fagbevægelsen.

Svækket venstrefløj

Valget ændrede de politiske styrkeforhold internt i regeringen. Det norske Arbeiderpartiet blev valgets store sejrherre med en komfortabel sejr med fremgang på 2,7 procentpoints.

Arbeiderpartiets fremgang blev først og fremmest vundet på bekostning af SF’s norske søsterparti Socialistisk Venstreparti (SV), der for andet Stortingsvalg i træk gik massivt tilbage, denne gang med 2,6 procentpoints, således at SV over de seneste to valg er blevet halveret.

Valgnederlaget gav dermed SV anledning til selvransagelse. Hvis SV fortsatte den hidtidige kurs, kunne SV meget vel risikere en langsom kvælning og en vælgeropbakning, der kan nærme sig den norske spærregrænse på 4 procent. Modsat gav valgnederlaget ikke det bedste udgangspunkt for at stille skærpede krav, der kunne vise centrumvælgerne forskellen mellem SV og Arbeiderpartiet.

Det har heller ikke gjort det nemmere for SV, at partiet udgør venstre flanke i regeringen. Modsat Arbejderpartiet (og Senterpartiet) har SV ingen andre muligheder for politisk indflydelse end centrum-venstre-samarbejdet.

Arbejderpartiet og Senterpartiet vil på en række områder have muligheden for at afvise SV’s krav og i stedet gennemføre sin politik med et eller flere borgerlige partier. Arbeiderpartiet har tidligere ført centrumpolitik hen over midten. Det kan partiet gøre igen, hvis alternativet er at bøje sig for politisk afpresning fra SV på afgørende punkter.

I denne situation valgte SV det, man kan kalde mærkesagsstrategien. Efter mange møder og en hel del interne diskussioner besluttede SV, at partiets formand Kristin Halvorsen skulle droppe posten som finansminister for til gengæld at blive kundskabsminister (undervisningsminister).

SV håber dermed på, at partiet kan gøre op med den kritik, der har været af partiet for ikke at få sine politiske sager tilstrækkeligt igennem i den rød-grønne regering.

Resultaterne af – og prisen for - dette valg er allerede ved at aftegne sig. Den nye finansminister Sigbjørn Johnsen, der også var finansminister i Gro Harlem Brundtlands regering fra 1990 til 1996 er sammen med statsminister Jens Stoltenberg er i færd med at overtage styringen af norsk økonomi, hvor de bl.a. lægger op til milliardbesparelser.

Man kan roligt gå ud fra, at Sigbjørn Johnsen og Jens Stoltenberg har regnet med, at milliardnedskæringerne vil afføde protester fra både SV og fagbevægelsens ledere. Arbeiderpartiets strategi synes at være den, at det er bedst at tage balladen nu og dermed skabe forudsætninger for mere rolige tider frem mod næste norske valg i efteråret 2013.

Indtil videre ser det ud til, at Stoltenbergs strategi holder. Ganske vist er han gået kraftigt tilbage i meningsmålingerne, og Arbeiderpartiet er formodentlig ved igen at tabe nogle af de arbejdervælgere, som partiet erobrede ved valget. Men med faste fireårige valgperioder er der længe til næste valg.

Som forventet har både SV og fagbevægelsen reageret. Men indtil videre har der – forholdene taget i betragtning – kun været tale om afdæmpede reaktioner.

Det SV, der selv har afgivet finansministerposten, har haft svært ved at mande sig op til de allerstørste protester. Hvis SV i den nuværende situation truer med ikke at ville medvirke til de kommende besparelsesrunder, kan det meget vel ende med, at SV blot må forlade regeringen.

Det ville i givet fald fremstå som en demonstration af SV’s afmagt. Det vil kun alt for tydeligt kunne aflæses som en bekræftelse på, at SV ikke formår at få sin politik igennem i centrum-venstre-regeringen.

Afdæmpet fagbevægelse

Fagbevægelsen har ligeledes reageret forholdsvis afdæmpet, selv om man i fagbevægelsen ikke har været i tvivl om, at partierne i den rød-grønne regeringen »skyldte fagbevægelsen« for fagbevægelsens bidrag til den knebne valgsejr.

Umiddelbart efter valget erklærede fagbevægelsen da også, at den rød-grønne linje skulle fortsættes og udbygges. Valgløfterne til arbejdervælgerne om bl.a. bedre beskæftigelse, videreudvikling af velfærden, fortsat indsats mod fattigdom, øget indsats mod social dumping, øget satsning på efteruddannelse og et mere anstændigt arbejdsliv, mv. skulle indfries.

Hurtigt kom der nye og meget håndfaste krav til. På en række områder som f.eks. EU-liberalisering af det norske postvæsen og en fornyelse af aftalerne om sygefravær og et inkluderende arbejdsliv har fagbevægelsen allerede ytret kritik og markedsført krav til regeringen. Det skyldtes først og fremmest udfordringer fra regeringen.

Statsminister Jens Stoltenberg har således igangsat en omfattende ekspertgennemgang af den norske sygelønsordning sammen med arbejdsmarkedets parter med det formål at stoppe væksten i sygefraværet.

På en konference i LO foreslog Jens Stoltenberg en såkaldt svensk model. Det henviser til, at man i Sverige har gennemført normerede sygemeldinger, som indebærer standardlængder på sygemeldingerne knyttet til forskellige diagnoser i stedet for en individuel vurdering.

Dette fik fagbevægelsen op på mærkerne, og internt i regeringen fik det SV til at kræve fokus flyttet fra »svenske modeller« til arbejdsmiljøet og den nedslidning, der gør folk syge.

Fagforbundets leder Jan Davidsen er den, der mest åbent og håndfast har markeret sig. Han har direkte erklæret sig klar til at gå i krig mod den rød-grønne regering, hvis den fifler med den norske sygelønsordning. LO’s leder Roar Flåthen har tilsvarende klart afvist at gå med til »svenskerkuren«.

Det trækker således op til armlægning mellem fagbevægelsen og den rød-grønne regering på flere arbejdsmarkeds- og socialpolitiske områder

Solidaritetsalternativ

På de store spørgsmål – den økonomiske krise og krisepolitikken - har fagbevægelsen til gengæld reageret anderledes afdæmpet og imødekommende.

Her har finansminister Sigbjørn Johnsen i medierne beklaget sig over, at de norske virksomheders lønomkostninger er vokset hurtigere end i andre lande. I forlængelse heraf har han varslet, at der bør gøres noget for at sikre de norske virksomheders konkurrenceevne.

Som svar herpå har norsk LO valgt en meget imødekommende linje. »Vi bekymrer os for det konkurrenceudsatte erhvervsliv. Nu er der en efterspørgselskrise. Men vi må sørge for, at det ikke bliver til en omkostningskrise,« har LO-lederen Roar Flåthen f.eks. udtalt til ugeavisen Ledelse.

Roar Flåthen har erklæret sig parat til at gå i dialog med regeringen og NHO (det norske DA) om »et nyt solidaritetsalternativ« for at styrke konkurrenceevnen i det norske erhvervsliv. Solidaritetsalternativet var en strategi med moderate lønkrav ved overenskomstforhandlingerne, som arbejdsmarkedets parter sammen med den daværende regeringen fulgte i 1990’erne for at sikre øget konkurrenceevne og beskæftigelse.

Det er endnu for tidligt at sige, om der bliver etableret et sådant nyt solidaritetsalternativ omkring en behersket lønudvikling. Det afhænger bl.a. af, om den norske centrum-venstreregering er indstillet på at indfri de løfter, som partierne i regeringen gav arbejdervælgerne før valget om en øget indsats for beskæftigelse og et godt arbejdsliv. En sådan handel forekommer i hvert fald at være en mulighed.

Bent Gravesen er medredaktør af internet magasinet Kritisk Debat.