København: Seattle bliver voksen

Her den anden dag modtog jeg en før-udgivelse af bogen »Kampen om historien om The Battle in Seattle«, skrevet af David Solnit og Rebecca Solnit. Bogprojektet er naturligvis gennemført med henblik på offentliggørelse i år, nu her ti år efter en historisk koalition af aktivister lukkede World Trade Organisations (Verdenshandelsorganisationen, red.) topmøde i Seattle ned – gnisten som antændte en global anti-korporationsbevægelse.

Bogen fortæller en fascinerende beretning om, hvad der virkelig skete i Seattle, men da jeg så talte med David Solnit, som næsten har opnået en form for status som aktionsguru for sin betydelige andel i nedlukningen, havde han mindre optaget af at mindes 1999 og talte en næsten udelukkende om FN’s klimatopmøde i København og de »klimaretfærdigheds«-aktioner, han var i færd med at organisere over hele USA den 30. november.

Naomi Klein støtter Reclaim Power-aktionen den 16. december. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

»Det her bliver uden tvivl et Seattle-øjeblik« fortalte Solnit mig. »Folk er klar til kamp«.

Der er helt klart »Seattle-kvalitet« over mobiliseringen i København; spændevidden af de grupper og organisationer der ankommer; den diversitet af taktikker der vil blive taget i brug; og det at visse af udviklingslandenes regeringer rent faktisk er klar til at bringe aktivisternes krav ind på mødet.

Men Købehavn er mere end bare Seattle 2.0. Det syntes i stedet som om, at de progressive tektoniske plader ændres hen mod skabelsen af en bevægelse, som bygger på kræfter fra en svunden æra, men samtidig med at den lærer af dens fejltagelser.

Størstedelen af den kritik, som bevægelsen blev udsat for i medierne, der insisterede på at kalde den »anti-globalisering«, var hovedsageligt den lange liste af fejl og mangler, parret med for få konkrete alternativer.

Bevægelsen, som vil samles i København, handler i skarp kontrast hertil om et enkelt emne – klimaforandringer – men er også en integration eller en sammenvævning af fortællinger om disses årsager og løsninger, som berører nærmest ethvert tænkeligt emne på planeten Jorden.

Den fortælling handler ikke bare om, at vores klima forandrer sig på grund af diverse forurenende mekanismer, men på grund af kapitalismens grundlæggende logik, som prioriterer kortsigtet profit og endeløs vækst over alt andet.

Vores regeringer vil have os til at tro, at den selvsamme logik nu også er den, som skal løse klimakrisen – ved at gøre CO2 til en vare og ved at omforme skove og marker til »CO2svampe«, som så tilsyneladende skal suge alle vores løbske drivhusgasudslip til sig.

Aktivister for klimaretfærdighed vil i København argumentere for, at markedsbaserede løsninger ikke bare vil være milevidt fra at løse klimakrisen – handlen med CO2 udgør en decideret privatisering af atmosfæren og »offsetting« (projekter i udviklingslande, hvor selskaber og »Annex 1«-lande kan indtjene »drivhusgasenheder« og dermed ret til at forurene mere i deres hjemlande, red.) er tyveri af ressourcer og land af kolonialistiske proportioner.

Ikke alene vil markedsbaserede »løsninger« ikke afværge klimakrisen, de vil også forværre fattigdom og ulighed dramatisk, fordi de fattigste og mest sårbare mennesker også er dem, der er mest udsatte, når klimaet destabiliseres – og de er dermed også diverse »lufthandelssystemers« primære forsøgskaniner.

Men aktivister i København vil mere end bare sige nej. De vil fremføre løsninger, som både reducerer CO2-udledningen og formindsker uligheden med vedholdenhed og aggressivitet.

København er anderledes end andre topmøder, da de alternative løsninger figurere som det primære budskab.

Eksempelvis har netværket Climate Justice Action proklameret, at de vil overtage klimakonferencen den 16. december. Mange som en del af »bike bloc«, antallet af cykler er stadig ukendt, men de skal svejses sammen til det, der bliver kaldt »en uimodståelig ny modstandsmaskine«.

Målet med aktionen er ikke at lukke mødet som i Seattle, men at åbne det op og omdanne det til »en platform til at sætte en anderledes dagsorden, en dagsorden fra neden, en dagsorden om klimaretfærdighed og rigtige løsninger imod deres falske løsninger«.

Nogle af de løsninger, som aktivisterne har på tapetet, er de samme, som den globale klimaretfærdigheds bevægelse har kæmpet for i årevis: lokalt, bæredygtigt landbrug; mindre og decentraliseret energiproduktion, respekt for de oprindelige befolkningsgruppers rettigheder; fastholden af de fossile brændstoffer i jorden; ophævning af patenter på grøn teknologi; betalingen for disse forandringer bør ske gennem beskatning af finansielle transaktioner og via en total ophævelse af ulandendes gæld.

Nogle løsningsforslag er nye, f.eks. det stigende krav at rige lande betaler deres »klimagæld« til de fattige lande.

Det er store summer, men vi har i det sidste års tid været vidne til, at når det kommer til at redde den rige elite, er der nærmest uendelige ressourcer. Og som et præ-København slogan beskriver det »Hvis klimaet var en bank, ville det være blevet reddet – og ikke efterladt til markedets brutalitet«.

I tilgift til den sammenhængende fortælling og den øgede fokus på alternativer er der mange andre forandringer: deriblandt en mere gennemtænkt vinkel på direkte aktion, en vinkel der anerkender, at der er brug for mere end snak, og som insisterer på ikke bare at udspille det velkendte scenarie - politi kontra demonstranter.

»Vores aktion er baseret på civil ulydighed«, siger organisationerne bag 16. december aktionen. »Vi vil overkomme enhver fysisk barrierer vi møder – men vi vil ikke svare igen med vold, hvis politiet forsøger at eskalerer situationen«. (Når det så er sagt, så er der nok stadig ingen vej uden om, at det to uger lange topmøde vil inkluderer et par sammenstød mellem politi og unge i sort ved andre lejligheder – det er trods alt Europa).

For et årti siden i en New York Times artikel, publiceret efter Seattle blev lukket ned, skrev jeg, at en ny bevægelse, der argumenterede en radikal anderledes form for globalisering, »havde set sin fødsel«.

Hvilken betydning vil København få i denne sammenhæng? Det var spørgsmålet, jeg stillede til John Jordan, hvis forudsigelser af hvad, der endeligt skete i Seattle, er citeret i min bog No Logo.

Han svarede: »Hvis Seattle var bevægelsernes bevægelses fødsel, så vil Købehavn måske blive markeringen af dens modning«.

Han advarer dog imod at forstå modningen som en afvisning af civil ulydighed. Tværtimod

»Jeg håber, vi er blevet modnet til at blive mere ulydige,« siger Jordan, »fordi livet på vores klode meget muligt kunne blive tilintetgjort af for mange lydighedshandlinger.«

Naomi Klein er canadisk forfatter og debattør. Artiklen er oprindeligt bragt i The Nation den 12. november 2009.

Teksten er oversat af Line Søborg, Klima Kollektivet.