Annonce

14. december 2009 - 20:26

Politi til klimademonstranter: Pis i bukserne

Ronan McHugh var blandt de op mod 1.000 demonstranter, som politiet lukkede inde i en knibtangsmanøvre og præventivt arresterede på Amagerbrogade under den store klimademonstration lørdag den 12. december.

Han virker stadig rystet, selvom han har fået sundet sig og sovet ud ovenpå mødet med politiet:

– Jeg var med i en lovlig anmeldt demonstration og havde ikke lavet noget ulovligt, alligevel havner jeg i et bur i en stor gammel lagerhal med aggressive politifolk, gøende hunde og råben og skrigen. Det ryster mig og har faktisk gjort mig lidt bange. Så jeg vil tænke over, om jeg er med næste gang, der er demonstration, siger Ronan McHugh, der har boet i Danmark i de seneste halvandet år.

Han fortæller, at han sammen med en flok af sine venner var på vej væk fra Christiansborg, da de mere eller mindre bliver drevet ind i demonstrationens sorte blok.

JPEG - 31.5 kb
Ronan McHugh bliver administrativt frihedsberøvet af Københavns Politi, lørdag den 12. december. Foto: Mikkel Wiese.

– Da vi kom ud på Amagerbrogade, var det umuligt at flytte sig, og pludselig var vi lukket inde af politiet. Vi fik at vide, at de gjorde det, fordi nogen havde overtrådt maskeringsforbuddet.

Aggressivt politi

Efter at have siddet i godt halvanden time på den kolde asfalt med hænderne lagt i strips på ryggen, blev Ronan i en proppet politibus fragtet til klimafængslet i Valby.

– Under hele forløbet optrådte politiet meget aggressivt. Folk, der skulle tisse, fik at vide: »You can piss in your pants!« (Du kan pisse i dine bukser, red.)

Ronan blev løsladt ud på morgenen og kørt til Sjælør Station. Da var timeglasset ved at rinde ud for de 12 timer, politiet kan holde folk tilbage uden at sigte dem for noget.

Han overvejer nu om, det kan betale sig at søge erstatning for uberettiget anholdelse. Og for tabet af sin Christiania-cykel, hvor der blandt andet lå et ret dyrt kamera. Begge dele forsvandt i forbindelse med politiets knibtangsmanøvre.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce