Den græske politiker og politolog, Haris Konstantatos, kræver ægte demokratiske løsninger på klimaforandringerne, som ikke kun skal vedtages af en lukket elite. Der skal være demokrati på alle niveauer, og alle skal høres.
Og det er ikke tilfældet i Bella Center, mener han:
– FN-forhandlingerne er fuldt af modsætninger. De er domineret af de store imperialistiske magter, og der er desuden alt for mange lobbyister og kyniske forhandlere involveret, der kun er ude på at fortsætte »business as usual«. Det er ærgerligt, når FN som udgangspunkt kunne være en god global paraply for en bindende aftale, siger Haris Konstantatos til Modkraft.dk.

Haris Konstantatos er under klimatopmødet repræsentant for det socialistiske parti, SYRIZA, hvor han til dagligt sidder i afdelingen for miljø og økologi. SYRIZA er en koalition af venstreradikale, socialdemokratiske og grønne politiske kræfter, der har 14 pladser i det græske parlament.
Modkraft møder ham på det åbne Klimaforum i DGI-byen.
Her forkaster han idéen om, at en grøn udgave af kapitalismen er en del af løsningen, og kræver i lighed med budskaberne fra de sidste dages demonstrationer et systemskifte, hvor markedsløsninger afløses af løsninger baseret på tanken om klimaretfærdighed.
Men han indrømmer, at der er lang vej endnu.
– Den græske regering, som jeg vil betegne som en »Obama-grøn« socialistisk regering, kan kun tale om grøn økonomi. Men vores del af venstrefløjen arbejder ud fra den opfattelse, at klimakrisen og den økonomiske krise er så tæt forbundne, at der er brug for at gøre op med idéen om, at markedsløsninger er vejen frem. Almindelige folk skal også høres i denne sag, og det bliver de ikke, når grøn kapitalisme bliver set som løsningen.
– Selvom nogle selskaber får en »grøn bevidsthed« er denne ikke forbundet med de mere grundlæggende kulturelle og udviklingsmæssige holdningsændringer, der er nødvendige. Derfor er det godt at se, at civilsamfundet organiserer sig lokalt og internationalt, som vi så det, da 100.000 mennesker var på gaden her i København.
I forbindelse med netop lørdagens demonstration blev næsten 1.000 demonstranter præventivt anholdt og mange tilbageholdt op mod 12 timer, hvilket kan lade sig gøre med den nyligt vedtagne »lømmelpake«.
Politiets vilkårlige anholdelser og aggresive adfærd er en helt bevidst taktik fra politiets side, som er nøje gennemtænkt, mener Haris Konstantatos.
– Denne skræmmende nultolerence-politik, som er en klart intelligent gennemtænkt og professionel taktik, er enormt problematisk. Den er et overgreb mod vore rettigheder, som i det mindste burde give os mulighed for, fredeligt, at give vores mening til kende på gaden, uden at vi skal blive anholdt. Men politiet har åbenbart en anden dagsorden, siger han.
Han forklarer, at det samme gør sig gældende i Grækenland, selvom metoderne dog er anderledes.
– I Grækenland prøver man også at kriminalisere store dele af den venstreorienterede bevægelse og gøre folk bange for at gå på gaden. Taktikken er bare anderledes, måske mere voldelig, men uden disse præventive masseanholdelser. Til gengæld er den tilstand af frygt for at gå på gaden, som politiet voldsomt forsøger at give demonstranter, den samme.
Under de store optøjer i Athen og mange andre græske byer som følge af et politidrab på 15-årige Alexis Grigoropoulos i december 2008 var Synaspismos det eneste politiske parti, der støttede op om oprøret.
Det standpunkt har de stået ved til trods for massiv kritik.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96