Hver lørdag mødes en gruppe ældre kvinder i en park i Irans hovedstad for mindes børn og slægtninge, som enten er forsvundet eller dræbt i forbindelse med opstanden mod landets regime. Det har de gjort i mere end et halvt år under navnet »De sørgende mødre«.
Lørdag d. 9. januar blev protest-arrangementet dog for meget for landets ledelse. Politiet stormede parken og anholdt mindst 33. Kvinderne blev ført til et nærliggende fængsel, hvor de ifølge flere kilder er blevet tortureret. 10 af de tilbageholdte er senere blevet behandlet på hospitalet efter deres møde med politiet.
– Jeg kunne dårligt tro mine egne øjne, da jeg hørte om episoden. Det er skræmmende og meget forfærdeligt. Anholdelserne afslører et stadig mere paranoidt regime, som slår ned på alt og alle, siger Jaleh Tavakoli fra den danske organisation Frit Iran til Modkraft.dk.

Hun fortæller, at oppositionsgrupper har samlet navne på flere hundrede mennesker, som har mistet livet i forbindelse med de folkelige protester, der eksplodere efter præsidentvalget d. 12. juni 2009. Her blev Mahmoud Ahmadinejad udråbt til præsident, trods omfattende valgsvindel, hvilket udløste en opstand som stadig er i gang i landet.
Officielt oplyser regimet, at kun omkring 10 mennesker er omkommet under de voldsomme uroligheder, som er gået verden rundt via blandt andet YouTube, Twitter og Facebook. Derfor har regimet en interesse i at lukke munden på de mennesker, som med deres personlige historier kan fortælle en anden historie, vurderer Jaleh Tavakoli.
– Ved at anholde, torturere og henrette folk håber regimet, at befolkningen forholder sig tavse omkring undertrykkelsen, siger hun, men tvivler på at strategien vil virke.
– Tidligere har mange familie været meget bange for at stå frem og sætte navn på de slægtninge som er forsvundet af frygt for repressalier. Men mediernes opmærksomhed betyder, at systemet ikke kan skjule det mere. Og når folk kan se optagelser af overgreb på demonstranter skaber det en vrede og forargelse, som virker mobiliserende, siger Jaleh Tavakoli.
I en ny rapport fra det iranske parlament erkender styret dog et vist ansvar for de mange døde under sommerens protester. Rapporten dokumenterer således, at tre demonstranter mistede livet under et fængselsophold i Teheran i sommers, skriver DR.dk. I rapporten berettes der desuden om 147 mennesker, som blev først til samme fængsel hvor de blev tortureret.
I en pressemeddelelse udsendt søndag skriver organisationen »Women’s Committee of the National Council of Resistance of Iran«, at aktionen mod kvindenetværket i Teheran er et svaghedstegn for landets regering.
»Fængslingerne understreger regimets hjælpeløshed overfor det landsdækkende oprør, hvor piger og kvinder spiller en vigtig og i flere tilfælde ledende rolle«, skriver organisationen.

Ifølge kvinde-organisationen var der søndag d. 10. januar et protest-arrangement ude foran det fængsel, hvor de fængslede kvinder blev tilbageholdt. Her blev der blandt andet råbt »Befri mødrene«. To personer blev anholdt, da de ville filme begivenheden.
Jaleh Tavakoli tror ikke, at det vil lykkedes præsident Mahmoud Ahmadinejad, at slå oprøret ned.
– Styret er internt splittet og jeg fornemmer, at protesterne vil fortsætte. Men det vil blive blodigt inden situationen falder til ro igen, mener Jaleh Tavakoli.
I organisationen Frit Iran planlægger man netop nu en kunstudstilling på Rådhuspladsen i København. Udstillingen skal gøre opmærksom på de mange henrettelser af politiske aktivister, som finder sted i Iran.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96