Kommentar: De illegaliserede siger fra

Hundredvis af udbrændte biler og brændende barrikader i den syditalienske bys  Rosarnos gader er en mere end forståelig og nødvendig reaktion fra de »illegale« arbejdsslaver i og omkring byen.

Rosarnos »illegale« og retsløse arbejdsslaver er over de sidste år ikke bare blevet udnyttet på citrusfrugtplantagerne, men de har samtidig været ofre for racistiske overfald.

Racisme er ikke noget nyt, og må  desværre forstås som en integreret og konstituerende del af vor dages nationalstater. Racisme har mange ansigter; fra hverdagsracisme som man møder den på gaden, over til den mere institutionaliserede racisme, som viser sig i bl.a. udlændingelovgivningerne samt lejrene til regulære pogromer mod såkaldte udlændinge.

Den syditalienske by Rosarno har siden 7. januar 2010 været schauplatz til én af disse pogromer. Det startede med at to »illegale« migranter, eller snarere to »illegale« migranter som bliver udnyttet på det irregulære, italienske arbejdsmarkedet i form af moderne slaver på Rosarnos citronplantager, blev beskudt med et luftgevær af uidentificerede gerningsmænd.

Det var langt fra første gang at det skete, men denne gang førte overgrebet til voldsomme reaktioner fra migranternes side.

Mange af immigranterne i Rosarna har problemer med vejrtrækning pga. røg fra åbne ildsteder.

Tusindvis af illegaliserede migranter forsamlede sig på gaderne, hvorefter Rosarnos beboere reagerede meget voldsomt.

Illegaliserede, retsløse migranter, konkretiseret i arbejdsslaver fra Rosarnos plantager kan og må  under ingen omstændigheder betræde det offentlige rum, og slet ikke råbe op og samtidigt kræve rettigheder.

Migranterne, som trodsede denne logik og indtog gaderne, blev med det samme truet og forsøgt intimideret fra enkelte beboeres side, som bl.a. hentede deres våben frem og skød i luften. Men denne gang lod migranterne sig ikke intimidere og det kom til sammenstød mellem dem og flere hundrede af Rosarnos befolkning.

Alene den 7. januar resulterede sammenstødene i seksten sårede migranter, atten sårede politimænd såsom syv anholdte migranter samt en enkelt anholdt italiensk statsborger.

De følgende dage var og er stadigvæk kendetegnet af en række angreb på migranterne, både fra lokalbefolkningen og politiets side.

Historien om Rosarno kan fortælles på  mange måder, man kan skandalisere de unge mennesker som keder sig og går på jagt efter »negere« – voksne der udlever deres frustrationer og er parate til at slå migranter ihjel; regeringen der ophidser stemningen mod migranter eller mafiaen der udnytter de illegaliserede migranter.

Her forsøges at forklare hvordan de voldsomme sammenstød i Rosarno overhovedet kunne finde sted og hvorfor opstanden skal forstås som en af de vigtigste begivenheder i forhold til racisme i de sidste år.

Rosarnos citrusplantager

Det er ikke første gang at der tales om situationen omkring og af de illegaliserede arbejdsslaver i Rosarno. Tilbage i 2008 offentliggjorde den italienske avis La Republica Carlo Ciavonis meget opsigtsvækkende beretninger fra Rosarno, som her refereres til for at give et indtryk om den virkelighed migranterne lever under.

Ciavoni beretter om flere hundrede unge illegaliserede afrikanere, som (mis)bruges som billig arbejdskraft under citrusfrugthøsten, og som hvert år kommer til Rosarno. De lever under slumlignende forhold, i en slags »arbejdslejr« med navnet Rognetta. De bor enten op til seks personer i træbarakker på to gange tre meter, eller helt uden tag over hovedet, men fælles for dem alle er, at de lever under katastrofale sanitære forhold.

Hver dag ved daggry holder flere busser foran Rognetta og flere caporali, en slags slaveholder der stiller irregulært arbejdskraft til rådighed, indsamler så mange arbejdere, som de har brug for. Arbejdernes løn udgør 20 euro for tolv timers arbejde – transporten til og fra arbejde skal de selv betale for, to en halv euro per vej.

Arbejderne er på ingen måde i kontakt med de offentlige institutioner, heller ikke med politiet, som holder sig langt væk fra både Rognetta og citrusmarkerne. Den eneste kontakt, arbejderne har, er til Læger uden grænser, som jævnligt besøger Rognetta.

Lægernes beretninger fra arbejdslejren tegner et meget klart billede: Størstedelen af Rognettas beboere er syge, mange har alvorlige problemer med vejrtrækning, som både skyldes kulden og røgforgiftninger, som kan føres tilbage til beboernes fortvivlede forsøg på at holde varmen og nødvendigheden at tilberede varm mad. Mange af beboerne lider af alvorlige depressioner.

Ifølge Cristina Falconi, læge i Læger uden grænser skyldes depressionerne bl.a. »arbejdernes« desillusion. De oplever deres situation som et nederlag, som de aldrig overvinder, og når de ringer hjem, siger de at alt er i bedste orden.

»Og det er især disse løgne, løgne de også fortæller til sig selv, der gør dem endnu mere triste« (Ciavoni i LaReppublica 13. december 2008).

Den italienske migrationsforsker Sandro Mezzadra gør i sin bog Diritto di Fuga opmærksom på den groteske situation, illegaliserede på det irregulære arbejdsmarked befinder sig i. Migranternes mulighed for at kunne opnå status som legale er bl.a. koblet til, at de har et arbejde, dvs. uden arbejde ingen opholdstilladelse.

Illegaliserede som har et irregulært arbejde har dog ikke ret til en opholdstilladelse og deres situation er kendetegnet af en dobbelt retsløshed: som illegale på et statsterritorium og som retsløse på arbejdsmarkedet.

Illegaliteten udnyttes økonomisk i forskellige sweatshops eller på markerne i Syditalien som Mezzadra pointerer det.

Illegaliserede og det irregulære arbejdsmarkedet

Irregulært arbejde spiller en meget marginal rolle i lande som f.eks. Danmark, hvor irregulært arbejde næsten udelukkende findes i forlængelse af det regulære arbejde.

Et anderledes billede tegner sig hvis man kigger på situationen i Italien. De sydeuropæiske lande er generelt kendetegnet af en forholdsvis stor forekomst af sort arbejde.

Ifølge de to store italienske statistik-virksomheder Censis og ISTAT udgør irregulært arbejde mindst 15 procent af samtlige arbejdsforhold i Italien.

Hvor stor en rolle »illegale« migranter spiller på det italienske arbejdsmarked afslører bl.a. reaktionen på et dekret mod sort arbejde fra 2002, som gjorde det muligt for »illegale« arbejdere at blive legaliserede.

Alene i den italienske provins Bologna ansøgte ca. 10.000 migranter om en legalisering af deres arbejdsforhold og deres opholdsstatus. Forudsætningen for en legalisering af arbejdsforholdene var selvfølgelig, at den pågældende har et (irregulært) arbejde.

De illegaliseredes eneste muglighed for at arbejde findes på det irregulære arbejdsmarked, et arbejdsmarked som er præget af stor efterspørgsel af illegale migranter, som på dette arbejdsmarked bliver »integreret« i funktion af »billig« og »retsløs« arbejdskraft.

Den italienske migrationsforske Francesca Coin beskriver denne logik som intenderet og som konstituerende for det kapitalistiske arbejdsmarked. Ifølge Coin er produktionen af irregulær arbejdskraft, som kan rekruteres som »nye slaver« i industriens tjeneste, væsentligt for reproduktionen af kapitalismen.

Dette betyder dog ikke at migranternes bevægelse alene er underlagt nogle objektive betingelser som f.eks. arbejdsmarkedets brug for legale såsom illegale arbejdere.

Den allerede nævnte migrationsforsker Mezzadra understreger migranternes autonome bevægelse, og nægter at forstå de legale såsom illegale arbejdernes bevægelse henover grænser som kun værende afhængig af arbejdsmarkedets »push« og »pull« faktorer.

Mezzadras ihærdige fastholdelse i migranternes autonomi åbner op for muligheden for at gøre modstand fra migranternes side, selvom de bliver gjort illegale og retsløse.

En af konklusionerne, den italienske sociolog Luca Queirolo Palmas kommer frem til ved at undersøge fænomenet omkring »indvandrerbander« i Italien, er, at det ikke handler om nøgne liv, som er indespærret i et univers af umuligheder, men snarere om aktive liv, som trods alt er i stand til at producere offentlige og synlige former og steder af modstand.

Denne påstand kan ikke betingelsesløs anvendes på retsløse, illegaliserede arbejdsslaver, men den kan bruges som fingerpeg i den rigtige retning.

Tilbage til Rosarno

Revolten i Rosarno er de fortabtes protest – protesten af dem, der ufrivilligt befinder sig i vedblivende bevægelse, fra sted til sted, fra markerne til markerne, uden noget som helst sted de kan kalde deres egne. De er tvunget til at bevæge sig i takt med muligheden for at få arbejde, altid løbe, aldrig være.

Selvom de er illegale, er de italienere, eller i det mindste en del af det italienske samfund i kraft af at de har opholdt sig på statsterritoriet i mange år: tusindvis af italienere uden rettigheder.

Det er ingen hemmelighed, at de syditalienske plantager ejes af mafiaen. Et faktum, som selvfølgelig heller ikke er gavnligt for de illegaliseredes situation. Senest efter migranternes indtagelse af gaderne i protest mod mafiaens system tilbage i december 2008 er de ikke engang mere ønsket af selve den altoverskyggende mafia.

Mafiaen har brug for retsløse, og problemet er, at retsløse kun er og forbliver retsløse, så længe de tier.

Problemet i Italien er, at når mafiaen giver slip omkring de »illegale«, så bliver de fuldstændig fredsløse. Befolkningen kan endeligt kalde, se og behandle dem som det, de helst vil: som de skyldige i deres misere, dvs. deres liv i en kultur, som er kendetegnet af mafiaens undertrykkelse af hele befolkningen: Italiens virkelighed.

Denne situation kombineret med den politiske stemning i Italien, en stemning der udmærker sig ved en meget hård tone omkring migranter, er et sprængfarligt cocktail.

Det var ikke første gang at stemningen vendte sig til regulære pogromer. I løbet af de sidste år er der sket flere folkelige angreb på især Sinti og Roma, som lever i Italien.

Marco Rovelli, journalist på den venstreorienterede avis L’Unita, er udmærket klar over at befolkningen i Syditalien bliver undertrykt af mafiaen, men han stiller samtidig det altafgørende spørgsmål: »Hvorfor finder ofre endnu svagere ofre til at udtrykke deres frustrationer?«

Egentligt skulle befolkningen tage migranterne som forbillede, se dem som mennesker, der ikke længere affinder sig med deres situation, som mennesker der rebellerer, fordi de har fået nok.

Italiens indenrigsminister Roberto Maroni fra Lega Nord er ikke i tvivl om, hvad der er skyld i de voldsomme kampe i Rosarno: »For meget tolerance overfor udlændige.« Loven skal strammes og de »illegale« udvises.

Udvisningerne er allerede sat i gang og de første »illegale« er allerede blevet deporteret.

Opstandene fra Rosarno må alligevel betegnes som en af de vigtigste begivenheder i de sidste år: Retsløse illegaliserede mennesker tager deres skæbne i egen hånd og agerer som autonome mennesker, der siger fra.

Magten kan klare alt, men ikke at mennesker, der ingen stemme har, pludseligt råber op og går til angreb.

Jens Pfeifer er cand.mag. i moderne kultur og skribent på hjemmesiden openhagen.net. Han har skrevet speciale om illegale migranter, blandt andet den såkaldte Sans Papiers-bevægelse.

Litteratur:
Coin, Francesca (ed.) (2004): Gli Immigrati, il lavoro, la casa. Tra segregazione e mobilitazione. Franco Agnelli, Milano.

Mezzadra, Sandro (2006): Diritto di fuga. Migrazioni, cittadinanza, globalizzazione. Ombre Corte, Verona.

Queirolo Palmas, Luca  (ed.) (2009): Dentro le gang. Giovani, migranti e nuovi spazi pubblici. Ombre Corte, Verona.