Ledige får onde øjne af Lars Løkke

Arbejdsløsheden stiger dramatisk under en finanskrise – det er logik for burhøns. Hvad, der er ulogisk, er den måde, man politisk takler den stigende arbejdsløshed – og ikke mindst den behandling, de arbejdsløse møder i jobcenter rundt om i landet.

Siden jobcentrene blev dannet, er kontrollen og dokumentationen af borgerne steget væsentligt og dermed belastet socialrådgivere og andre ansatte i jobcentrene med en administrativ byrde. Så i stedet for at bruge sin tid på det arbejde som de er bedst til, nemlig at skaffe folk tilbage på arbejdsmarkedet, tvinges de til at bruge tiden på ligegyldigt bureaukrati.

En undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at en socialrådgiver i snit har 12 ½ minut til at tale med en ledig hver time. I procenter betyder det, at 79 procent af tiden bruges på at kontrollere og sanktionere, udfylde skemaer, indtaste i diverse IT-systemer og selvfølgelig holde sig ajour med nye regler. En situation der har været kendt af Beskæftigelsesministeren i flere år – og som man fra regeringens side har lovet flere gange at forandre.

Murerarbejdsmænd og andre ufaglærte bliver trukket rundt ved næsen af regeringen, mens socialrådgivere bliver dynget til med papirer og regler til op over begge ører. Foto: Brian Berg.

Papirnusseri

Men virkeligheden er en anden. Siden 2006 er der kommet 108 nye love, regler og cirkulærer og skrivelser ifølge arbejdsmarkedsstyrelsen. Altså er afbureaukratisering på alle måder blot et fremmedord for regeringen. Med rette kan man spørge sig selv, hvorfor regeringen fortsætter med det regeltyrani.

Først og fremmest handler det om, at de ikke har tillid til hverken medarbejdere eller de ledige. Reglerne bruges nemlig til at kontrollere både den ledige og den ansatte i jobcenteret. Man har simpelthen ikke tillid til, at medarbejderne vil overholde de skærpede regler – og man har bestemt ingen tillid til, at de ledige gør, hvad de kan for at komme i arbejde.

Nasseri

Som ledig opfattes man i den nuværende regering mere eller mindre som en nasser af systemet.

Så jo mere besværligt og ubehageligt det er at stå i arbejdsløshedskøen, jo større chance er der i deres optik for, at man finder et arbejde.

Men den nuværende finanskrise gør det jo ikke let blot at finde et arbejde for alle. Nu hvor hr og fru Jensen også mister deres arbejde, vil de stå først i køen til de job, der måtte findes. Og de mennesker som ikke matcher arbejdsmarkeds krav 100 procent bliver presset ud og sidder fast uden for arbejdsmarkedet. Det gælder ufaglærte, unge, folk med et hullet CV, handicappede, og folk med en »skæv« baggrund.

I jobcentrene i dag prioriteres hr. og fru Jensen, fordi vi ved, at de er nemmest at få i arbejde, og fordi vi ved, at hvis man blot står uden for arbejdsmarkedet i tre måneder, så bliver det sværere at komme tilbage.

Men for alle de folk, der ikke lige har den rigtige uddannelsesmæssige baggrund eller har andre udfordringer, er denne finanskrise ikke noget, der overstås på et par år. Der vil være mennesker, der presses ud eller aldrig får fodfæstet på arbejdsmarkedet. Og det er et hårdt og fattigt liv uden arbejde i Danmark.

Uddannelse er »no-go«

Derfor er det helt uacceptabelt, at medarbejderne i jobcentrene misbruger deres tid foran skærmen i stedet for at udnytte deres potientale til at mødes med de ledige og hjælpe dem videre. Det er også helt grotesk, at reglerne og mulighederne for revalidering og uddannelse generelt er forringet under denne regering.

Vi ved, at det er muligt at uddanne sig til at komme i arbejde, og at for nogle mennesker så kræver det en ekstra støtte i den periode af deres liv, så de vellykket kan gennemføre en uddannelse og derefter blive selvforsørgende og leve et liv, som de selv vælger og ikke mindst giver dem livskvalitet.

Vi ved også, at der i »velfærdssektoren« er brug for flere hænder. Så hvis der var politisk vilje, så kunne man løfte servicen i det offentlige, samtidig med at man skabte en del af de arbejdspladser der mangler.

Så denne finanskrise betyder en reel katastrofe for mange mennesker. Vores udfordring er, at så længe vi ikke får en langt mere aktiv arbejdsmarkedspolitik, som byder på relle muligheder for uddannelse, samt en offentlig arbejdsgiver, der opretter de job, som mangler, og som vi har brug for, så vil en nuværende krise blive en normal tilstand for alt for mange mennesker i alt for mange år.

Tænker socialdemokraterne anderledes?

For den nuværende regering er forslag om flere job i det offentlige og bedre uddannelse en »no-go« løsning, grundet deres ideologiske overbevisning. Det interessante er, om det er muligt at få skabt en ny linje med en S og SF-regering.

Men jo længere tid der går for de mennesker, der står i arbejdsløshedskøen underlagt en borgerlig politik, jo sværere bliver det for dem at lave et »come back« på arbejdsmarkedet.

Så forskellen mellem en borgerlig og socialdemokratisk regering bliver for hver dag større og betyder noget reelt for almindelige mennesker.

Majbrit Berlau er regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening