Annonce

21. januar 2010 - 16:13

Haiti: IMF opgiver neoliberale krav efter folkeligt pres

Frygten for at Haiti skal ende i et økonomisk jerngreb, efter at landet blev ramt af et voldsomt jordskælv i sidste uge, har fået amerikanske græsrødder op af stolen.

Organisationen Jubilee USA, der arbejder for gælds-lettelse til fattige lande, har de seneste dage sat kritisk lys på Den Internationale Valutafond og organisationens krav i forbindelse med et lån på 100-million dollar til det katastroferamte land.

Presset ser nu ud til at have virket.

– Der knytter sig ingen betingelser til lånet på 100 millioner dollars. Det er et nød-lån, som alene skal hjælpe Haitis økonomi tilbage på sporet, udtaler IMF-talsperson, Andreas Adriano, således i en pressemeddelelse onsdag den 20. januar.

JPEG - 36.5 kb
Ifølge FN har 75.000 mennesker mistet livet mens 1 million står uden hjem efter jordskælvet i Haiti den 12. januar. Foto: Flickr/Miriam Godet.

Desuden har direktøren for IMF, Dominique Strauss-Kahn, udtalt, at han vil arbejde for, at slette Haitis gæld til organisationen.

Respekt for Haitis suverænitet

Blandt de amerikanske græsrødder er der stor glæde og lettelse over, at IMF nu offentligt har forpligtet sig til at arbejde for gældslettelse og har fraveget sit almindelige krav til långivning.

– Siden IMF i sidste uge annoncerede sine planer om at give Haiti et lån på 100 millioner dollars, har Jubilee USA og vores partnere råbt på donationer og gældslettelse i stedet for lån. Vi glæder os derfor over, at direktør Strauss- Kahn har lyttet til os, siger Neil Watkins, formand for Jubilee USA.

Gruppen, der består af et netværk af 75 humanitære og religiøse organisationer, har dog ikke tænkt sig at hvilke på laurbærene.

– Vi vil fortsat have fokus på denne sag for at sikre os at hensigtserklæringerne også bliver til virkelighed. Vi vil arbejde for at skabe bred politisk opbakning til kravet om slettelse af Haitis gæld og donationer uden krav, således at landet suverænitet respekteres, siger Neil Watkins.

Haitis gæld er ifølge Jubilee USA i dag på samlet set 1.051 milliioner dollars og organisationen mener, at yderligere gæld og dertilhørende krav om nedskæringer i den offentlige sektor det sidste som landet har brug for.

IMF er berygtet for at stille meget præcise krav til økonomisk tilpasning i forbindelse med afbetaling af gæld. Kravene omfatter privatiseringer, drastiske nedskæringer i den offentlige sektor og tilbageholdenhed overfor lønstigninger til offentligt ansatte.

Kritikere mener, at IMF på denne måde i virkeligheden er med til at forværre kriser i den fattige del af verden og ikke afhjælpe dem, hvilket er organisationens officielle formål.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce