Kommentar: Burma går til valg – måske!

De ledende generaler i Burma med den højtstående general Than Shwe i spidsen har længe talt om et muligt valg i 2010. Endnu er der dog ikke fastsat nogen valgdato.

I 1990 afholdes det sidste valg i Burma, hvor Daw Aung San Suu Kyi´s NLD parti vandt en jordskredssejr sammen med Shan Democratic Party. Tilsammen fik de to partier 95 procent af de afgivne stemmer.

Valgresultatet kom som et chok for juntastyret, der fejlagtigt troede, at det havde flertallet af befolkningen bag sig. I panik – og bagefter – ændrede generalerne, hvad valget gik ud på. Nu hævdede de, at der ikke var tale om et parlamentsvalg, men udelukkende et valg til en kommission, som skulle udfærdige et forslag til en ny forfatning.

Denne kommission blev dog aldrig hørt, og i 2008 fremkom generalerne med deres bud på en ny forfatning. Dette forslag blev fremlagt til gennemsyn på udvalgte regeringskontorer i Rangoon, lige før cyklonen Nargis gjorde sit indtog . En Cyklon som førte til omfattende ødelæggelser i hele deltaområdet – kendt som Irriwadi-deltaet.

Hus brændt ned af den burmesiske hær, oktober 2009. Foto: Free Burma Rangers.

Blot én uge efter Cyklonen blev der afholdt afstemning om forfatningen. Det afskar tusindvis af mennesker fra at sætte sig ind i forfatningen og fra at bruge deres stemmeret, idet de havde fuldt op at gøre med, at sørge for overlevelse for sig selv og sine nærmeste.

Juntaen hævdede, at 92 procent af befolkningen havde stemt ja til den nye forfatning, hvor udenlandske observatører havde været afskåret fra at overvære valghandlingerne. Der er ingen tvivl om, at denne afstemning har skabt stor vrede og mistillid hos de forskellige politiske bevægelser i Burma.

Lige efter afstemningen meddelte den højtstående general Than Shwe, at der ville blive afholdt valg til parlamenterne i 2010. Han undlod dog at angive en specifik valgdato.

Than Shwe meddelte ved samme lejlighed, at man arbejdede på at lave en valglov, som skulle danne rammerne for valgene. Til dato er en sådan valglov ikke set. og der er ej heller offentliggjort en valgdato.

Det er der en god grund til. Juntaen slås med forskellige problemer, som først skal løses.

Daw Aung San Suu Kyi skulle helst – set fra juntaens synsvinkel – forhindres i, at deltage i valget. Godt nok forhindrer 2008 forfatningen, at hun kan stille op selv, men det ville være ønskeligt, om hun ikke fik lejlighed til at påvirke valget.

Derfor kom det som en gave fra himmelen, da en psykisk syg mand – amerikaneren John Yettaw – svømmede over Inya søen til Daw Aung San Suu Kyi´s hus for, at »advare« hende om, at hun var i fare.

Generalerne var ikke sene til, at udnytte situationen og hævdede, at Daw Aung San Suu Kyi havde overtrådt vilkårerne for sin husarrest. Det blev hun senere dømt 18 måneders yderligere husarrest for af domstolen i Rangoon.

En 18 måneders dom ville sikre generalerne, at Daw Aung San Suu Kyi ville være under husarrest under 2010 valget.

Denne tidsramme bringer generalerne under tidspres, idet husarresten udløber i november, og de fleste observatører tror, at valget vil blive afholdt i oktober.

Landsbyen Kweh Der, nedbrændt af den burmesiske hær 30. januar 2010. Foto: Free Burma Rangers.

Et andet problem for generalerne er, at de bestemt ikke har styr på de forskellige etniske områder. Områder, der alle har deres egne militære forsvar, og som ikke stoler ret meget – og med god grund – på juntastyret. I 2009 gav generalerne de etniske grupper et ultimatum om at slutte sig til junta-hæren – eller at blive angrebet af juntaen.

Juntaen forsøgte af denne vej at få militær kontrol med hele landet, også grænseområderne til nabolandene.

Få etniske militærgrupper valgte at følge generalernes opfordring, men langt de fleste – også de største grupper – valgte at sige nej.

I den sammenhæng skal man forstå, at der på ingen måde er grund til at havde tillid til – endsige friste skæbnen med – at juntastyret vil behandle de etniske grupper med respekt. Man har gennem de sidste mange år set, at juntasoldater afbrænder landsbyer. tvinger folk til at arbejde for hæren, stjæler landsbyernes mad og andre forsyninger, voldtager kvinder og gør stort brug af børnearbejde.

I 2009 fortog juntahæren et storangreb mod etniske grupper i og omkring byen Kokang. Det betød af 39.000 mennesker flygtede ind i Kina.

I 2009 kom et stort angreb mod karenerne, som igen betød flygtningestrømme. Denne gang til Thailand, som nu huser ca. 250.000 karenske flygtninge. Det anslås også, at ca. 200.000 karenere er internt på flugt. Således så man i starten af februar 2010, at et juntaangreb drev ca. 2.000 mennesker på flugt, hvor hovedparten nu gemmer sig i Junglen.

I 2009 var der en massiv forfølgelse af Rohingya-muslimer i det nordlige Arakan-stat. Det er en gruppe, der har levet i Burma i mangfoldige år, men som nu må opleve, at de ikke kan få pas eller statsborgerskab udstedt af juntaen og derfor må påtage sig forskellige sorte job.

Det ligger helt klart, at med det omfang af uro og ulighed i det burmesiske samfund, så bliver det helt og aldeles umuligt at opnå fred via et valg.

Omkring 200.000 karenere menes at være internt fordrevne i Burma. Her modtager karensk familie medicinsk behandling. Foto: Free Burma Rangers.

Omstændighederne er skærpet af, at de omkringliggende lande til stadighed udvider deres samhandel med Burma. Thailand har brug for energi, og Burma har store forekomster af naturgas. Kina har brug for energi og investerer store beløb i vandkraftværker i Burma samt en dobbelt rørledning fra den bengalske bugt og til Yunan-provinsen i det sydlige Kina. Rusland er storleverandører af våben og atomteknologi til juntastyret.

Selv vestlige lande, som i princippet har underskrevet embargo mod Burma, dyrker samhandel og samarbejde i stor stil.

Frankrig har omfattende olie- og gasudvindings anlæg i Burma. Det er den industri, som giver den største indkomst til Burmas junta. Mange andre EU-lande leverer reservedele og teknologi – direkte eller via mellemlande – til juntastyret. Teknologi som ved flere lejligheder er set anvendt i krigsudstyr. Også USA har leveret teknologi, som oftest gennem Israel eller Indien. Både Israel og Indien er storleverandører af våben til styret.

I staten af februar 2010 deltog den australske flåde i øvelser med Burmas. Australien har i øvrigt også leveret hightech-radio udstyr til juntaen.

Så længe sådanne aktiviteter fortsætter vil det være næsten umuligt at isolere juntastyrets økonomi, for herigennem at bringe styret til fald.

Det store problem er, hvordan den vestlige verden (og her også Danmark) har forholdt sig til Burma-spørgsmålet. Der har været meget få ytringer om den »demokratiske« proces i Burma. Man har ikke fordømt 2008-forfatningen som grundlag for et valg i 2010. Ved ikke at gøre dette giver man juntaen fred og tiltro til, at den kan hive denne proces i land uden de store indvendinger.

Bliver valgprocessen legitimeret og valget accepteret, så er der ikke langt igen, før man vil kalde de forskellige etniske gruppers forsvargrupperinger for terrororganisationer, og det vil være katastrofalt og helt igennem urimeligt!

Den vestlige verden har koncentreret sig om ganske få spørgsmål, hvor frigivelsen af Daw Aung San Suu kyi har været hovedkravet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er et vigtigt spørgsmål og helt uacceptabelt, at hun holdes i arrest.

Men det er kun ét ud af mange meget væsentlige spørgsmål, som ikke berøres af hverken en doven presse eller af vores politikere.

Personlig havde jeg forventet, at se venstrefløjen meget mere involveret i Burma-spørgsmålet end tilfældet er. Hvor er de gamle idealer om international solidaritet henne i dette spørgsmål?

Det er og bliver helt uforståeligt, at en humanitær katastrofe af samme størrelse som Rwanda ikke når ud til folk i den vestlige verden. Pressen har en væsentlig del af skylden, fordi de gør meget lidt for at opsøge fakta. Hvornår har man sidst set indslag eller artikler om forholdene i Burma? (Burma VJ tæller ikke helt her – fordi den ret beset er skabt af modige DVB video fotografer og ikke af ihærdige pressefolk).

Fakta er, at:

* mere end 1 million mennesker er internt på flugt
* 250.000 er flygtninge i Thailand
* der er omfattende handel med mennesker på flugt til industrier og prostitution
* juntahæren brænde landsbyer ned (mere end 5.000) og myrder folk
* juntahæren er stærkt involveret i narkotika fremstilling og distribution
* lande omkring Burma har ikke ratificeret FN’s konventioner om menneskerettigheder og flygtninge
* den vestlige verden ikke kontrollerer, hvordan samhandelen bliver brugt i praksis
* der gøres alt for lidt i forhold til, at skaffe enighed med Kina, Indien og Thailand om en varig fred. Og uden disse partnere kan spørgsmålet ikke løses.

Det vil være et håb, hvis den vestlige verden – herunder Danmark – bruger tiden op til 2010 valget til at lægge et massivt pres - også verbalt. så vi andre kan høre det - på regimet. Og det vil være et håb, hvis pressen begynder at oplyse om denne omfattende humanitære katastrofe, som indtil videre har varet i 62 år.

Det er den længst varende borgerkrig i moderne historie.

Esben Kann Arndt er skibsfører. Han har besøgt over 100 lande og deltaget i flere udviklingsarbejder i den 3. verden. Han har tidligere været bosat i Sydøstasien i syv år.