Kommentar: Euro’en – begyndelsen på enden?

Græsk økonomi er i dyb krise. Gælden er 110 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Underskuddet er på vej mod 13 procent af BNP. Som følge af de økonomiske problemer har EU-kommissionen krævet hårde økonomiske nedskæringer for at få balance i økonomien.

Men Grækenland er ikke det eneste land, der er i store vanskeligheder. Portugal, Italien og Spanien følger tæt efter.

Det er nu en åben diskussion, om Euroen i det hele taget holder på længere sigt. Euroen befinder sig i dag i en situation, hvor finanskrisen har forstærket en tendens til, at euro-landene ikke »går i takt« økonomisk set.

Det er ellers forudsætningen for euroens sammenhængskraft – og dermed Euroens overlevelse på længere sigt. Måden at sikre, at landene skal gå i takt, er gennem den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt, som indeholder en række økonomisk stramme og skrappe krav.

Det første krav er, at den offentlige gæld ikke må overstige 60 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Det andet krav er et loft på medlemsstaternes finanser, så budgetunderskuddet ikke må være større end 3 procent af BNP. Problemet er bare, at disse to krav – der skal sikre, at økonomierne går i takt – samtidig er en forhindring for at sikre velfærd, skabe arbejdsplader og få gang i økonomien.

Derfor har man lige siden euroen indførelse indset, at en lang række lande har haft problemer med at overholde de to krav.

I 2005 valgte man at tage konsekvensen og give mere elastik i forhold til de to ovenstående krav. En tilladt undskyldning siden 2005 er for eksempel, at det går den rigtige vej.

Denne »elastik« indfører man for at gavne økonomien. Og det er jo godt. Problemet er bare, at man i samme øvelse undergraver fundamentet for euroens sammenhængskraft. Dette er en situation, der – set med Euro-øjne – ikke kan fortsætte.

I praksis er der forskellige måder at håndtere situationen på.

1) Man »lader stå til« og fortsætter med den nuværende udvikling med »elastik«. Dette scenarium vil sandsynligvis betyde, at et eller flere lande på et tidspunkt ikke vil kunne se fordelene i at være med i euroen. Deutsche Bank har for eksempel i en nylig rapport advaret om, at voksende utilfredshed i euro-zonens periferi – Grækenland, Portugal, Spanien, Irland – »kan gøre udsigten til at forlade euro-samarbejdet mere tillokkende«.

2) Landene retter ind efter principperne i vækst- og stabilitetspagten – i den skrappere og oprindelige udgave, inden EU begyndte at indbygge elastik. Det vil løse euroens problem, men ikke de økonomiske og politiske problemer, som en række lande står over for. Ikke mindst i Sydeuropa, for eksempel Portugal, Spanien og Grækenland.

3) Få mere mobilitet på arbejdsmarkedet, samt lave »strukturreformer« på arbejdsmarkedet.

Mobiliteten dækker over, at hvis en region eller et land bliver ramt økonomisk – for eksempel med høj inflation (prisstigninger), der giver lavere konkurrenceevne, og dermed tab af jobs – så skal arbejdskraften kunne bevæge dig derhen, hvor jobbene er.

Forbilledet er USA. Her er arbejdskraften meget mere mobil end i EU og Europa. Problemet er bare, at Europa og EU ikke er USA. I Europa er der en lang række barrierer, der gør, at dette ikke er muligt, ikke mindst sproglige barrierer.

Strukturreformer dækker over, at det skal være muligt at have en mere »fleksibel« løndannelse. Det vil sige, at i økonomiske krisetider, skal lønnen være lavere. Derved kan virksomhederne i det land, der er ramt af økonomisk krise, igen blive konkurrencedygtige.

Forbilledet er igen USA, hvor der er lave lønninger. Mindsteløn – specielt høj mindsteløn – ses i denne sammenhæng som en barriere for at skabe jobs. Prisen for euroen bliver i dette scenarium et nyliberalistisk samfund og en amerikanisering af arbejdsmarkedet.

4) Der indføres flere føderale midler til at kompensere de lande og områder, der bliver ramt som følge af at være med i euroen.

Mekanikken er præcis den samme, som når der gives støtte inden for Danmarks grænser til et område som Lolland-Falster. Dette vil dog kræve væsentlig flere ressourcer og penge til EU, der i øjeblikket »kun« bruger lige over 1 procent af EU-landenes bruttonationalindkomst (BNI). I USA er det føderale budget ca. på 20 procent af BNP.

Samtidig vil det også kræve en langt større koordinering og centralisering af magt og beslutninger i Bruxelles. EU skal i dette scenarium have mere magt inden for et eller flere af følgende områder: skattepolitik, finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik.

Der er dermed tale om at give den økonomiske overbygning (ØMU’en/euro’en) en politisk overbygning.

Der findes også »light-udgaver« af dette scenarium. Det tyske tidsskrift Der Spiegel har afsløret, at der er planer fremme om, at de lande, der er med i eurosamarbejdet, skal komme Grækenland til undsætning med en støtte på mellem 20 og 25 milliarder euro, svarende til mellem 149 og 186 milliarder kroner. Det er dog et åbent spørgsmål, om »light« er nok til at få Euroen ud af den nuværende situation.

Så … er det her begyndelsen på enden for Euroen? Måske. Vejen til at redde Euroen er under alle omstændigheder ikke særlig tillokkende set fra et centrum-venstre perspektiv.

Så hvis det skulle være begyndelsen på enden, er der ikke så meget at være ked af.

Rune Lund er forhenværende folketingsmedlem for Enhedslisten. Artiklen har tidligere været bragt på hjemmesiden for Udfordring Europa.