Kommentar: Brugerbetaling vender den tunge ende nedad

Det vil ikke stoppe ved rige pensionisters rengøring.

Den kommende formand for Kommunernes Landsforening, horsensborgmester og højresocialdemokrat Jan Trøjborg, har foreslået, at der indføres brugerbetaling i kommunerne.



Jan Trøjborg foreslår øget anvendelse af brugerbetalinger for at lette presset på fremtidens offentlige finanser – og dermed at undgå store besparelser i kommunerne. Hans forslag er konkret formuleret som indførelse af brugerbetaling for de velhavende pensionister.



Men indførelse af brugerbetaling for velhavende pensionisters rengøring vil det ikke have nogen videre betydning for kommunernes indtægter og vil ikke batte som erstatning for regeringens planer om 31 mia. kr. i offentlige besparelser fra 2011 til 2015.



Skal man realisere Jan Trøjborgs mål om at undgå regeringens besparelser på 31 mia. kr. i de næste 4 år, skal brugerbetaling ikke blot indføres på alle velfærdsområder, men også for alle borgergrupper. Åbnes der op for fx brugerbetaling på rige pensionisters rengøring vil det være »skruen uden ende«.



Den reelle hensigt med forslaget må da også være at åbne op for brugen af brugerbetaling i kommunerne på et tilsyneladende »rimeligt« område. Lykkes det at bryde igennem, er der åbnet en ladeport, hvor regeringens og kommunernes økonomiske behov lynhurtigt vil sørge for, at brugerbetaling vinder indpas på alle områder.



I den forbindelse skal man ikke lade sig narre af regeringens tilsyneladende afvisning. Regeringen ville hellere end gerne indføre brugerbetaling, som er i smuk overensstemmelse med dens nyliberale grundlag om markedsstyring.



Men regeringen ved også, at forslaget er velfærdspolitisk stærkt kontroversielt. Derfor »lurepasser« VK aktuelt, indtil det næste valg er vundet. Derefter skal den sande nyliberale politik nok blive gennemført.


Gift for den danske velfærdsmodel

Det vil imidlertid være ødelæggende for grundtanken bag den danske og nordiske velfærdsmodel om universelle ydelser. Ideen med universelle ydelser uden betaling til alle er, at så tildeles ydelserne efter behov og ikke efter betalingsevne. Herigennem er det muligt at tilgodese de svage grupper i samfundet særligt, idet de ofte er dem med størst behov for fx sundhedsydelser, sociale ydelser osv..

Brugerbetaling erstatter nemlig princippet om tildeling af velfærdsydelser efter behov med princippet om velfærdsydelser tildelt efter betalingsevne og ødelægger dermed hele grundideen bag velfærdsstaten.

Det er et valg mellem markedets pengeseddel overfor det politiske systems stemmeseddel. Det er altså et valg mellem at lade den skæve primære fordeling af indkomster og dermed af betalingsevne i samfundet styre forbruget af offentlige ydelser eller modsat at gennemføre en udligning fra de bedre stillede til de svagere stillet i samfundet, bl.a. gennem en lige adgang til offentlige ydelser, der giver mulighed for at forbruge efter behov og ikke efter betalingsevne.

Uligheden øges


Indføres direkte brugerbetaling vil det have en tendens til at vende den tunge sociale ende nedad.



Indførelse af brugerbetaling i stor stil vil give den største negative effekt for lavindkomstgrupper, fx ældre og kronisk syge. Der kan ikke herske tvivl om, at inden for social- og sundhedsområdet er det de økonomisk svageste - pensionister, kronisk syge og børnefamilierne, der er storforbrugere af de ydelserne. Det er dermed også dem, der vil få en større økonomisk byrde i fremtiden ved en massiv indførelse af brugerbetaling.



Man kan måske forsøge at modificere brugerbetalingssystemer fordelingspolitisk, således som Jan Trøjborgs forslag er fremlagt. Fx kan der indføres et maksimalt loft over brugerbetalingen.



Uanset bestræbelserne på at modificere de fordelingspolitiske skævvirkninger af brugerbetaling, vil konsekvensen gå i retning af en større ulighed mellem samfundsgrupperne. Der er ikke meget mening i at udarbejde så mange undtagelser i et brugerbetalingssystem, at alle uønskede fordelingsmæssige konsekvenser er elimineret. Det vil gøre betalingssystemerne ugennemskuelige for befolkningen, og dermed vil systemerne blive politisk uacceptable.

Yderligere vil der kunne opstå utilsigtet snyd og sideeffekter.



Brugerbetaling vender den tunge ende nedad


Indføres brugerbetaling fx bredt på sundhedsområdet eller på ældreområdet, vil det give den største negative effekt for dem, som har størst behov for sundheds- eller ældre ydelser, men samtidig de færreste midler til at betale for dem – for pensionister, kronisk syge og børnefamilierne. Det vil i den grad vende den tunge ende nedad.

Der vil ved indførelse af brugerbetaling for ældre hertil være også lige den urimelighed, at det kommer efter at de ældre igennem mange års skattebetalinger i deres arbejdsliv allerede har bidraget til finansieringen af velfærdssamfundet og dermed har sparet op til til velfærdsydelser uden betaling.

Man kan selvfølgelig i den akutte situation mildne den økonomiske belastning, men betaling til forsikringsordninger er og bliver stadig betaling og vil ligeledes vende den tunge ende nedad. I stedet for at behov styrer tildelingen af sundhedsydelser, bliver betalingsevnen styrende.

Brugerbetaling og egenfinansiering indenfor fx uddannelser, hvor midlerne samtidig skal fremskaffes via egen opsparing, vil også have en klart skævvridende virkning i samfundet, idet det primært vil virke som en adgangsbegrænsende faktor for de unge fra lavindkomstfamilier, som ikke kan præstere den fornødne egenopsparing til uddannelse.

Og kommer man fra en lavindkomstbaggrund, vil låntagning til uddannelse naturligvis også være en større barriere end, hvis man har velhavende forældre i ryggen, der fx kan træde til ved uddannelsesskift eller ophør.

Brugerbetaling vil altså velfærdsdpolitisk være forbundet med klare negative virkninger for en række økonomisk svage grupper i samfundet. Og herigennem vil det fordelingspolitisk skabe øget ulighed og øget spænding i samfundet.

»Welfare for the poor« er »poor welfare«


Forslaget om indførelse af brugerbetaling garneres ofte med tilsyneladende velmenende tanker om, at så kan man »målrette« (gratis) velfærdsydelser mod de fattigste og mest trængende.

Det er imidlertid en kun tilsyneladende besnærende argumentation. Et sådan velfærdssystem er i dag kendt fra USA og Storbritannien. Men konsekvensen har lige bestemt været en kraftig forringelse af velfærdsydelsernes niveau og standard.

For når den brede befolkning, herunder middelklassen, ikke længere selv nyder godt af de gratis velfærdsydelser, vil de naturligvis heller ikke betale til dem. Dermed vil der ikke være økonomisk finansiering til andet end et meget skrabet ydelsesniveau.

Det er der som er udtrykt i talemåden: »Welfare for the poor« er »poor welfare«.

Obamas store problemer med at få indført tvungen sundhedsforsikring til de fattigste borgere i USA, som hidtil ikke har haft råd til at lade sig forsikre, er et eksempel på denne problematisk.

Når det er lykkedes republikanerne at vinde betydelig opbakning til afvisningen af Obamas forslag på trods af den indlysende rimelighed, er det, fordi middelklassen allerede i dag betaler – dyrt endda – til private sygeforsikringer.

Derfor er de ikke interesseret i at betale igen og oven i købet kun til de fattiges sygeforsikring.



Derfor må man ud fra en overordnet velfærdspolitik betragtning fastholde den lige og almene adgang til velfærdsydelser. Det må være borgernes tildelte rettigheder og behov for sociale foranstaltninger frem for borgernes egne økonomiske muligheder, der bestemmer omfanget af de offentlige velfærdsydelser. Dette kan kun sikres ved, at princippet om generel skattefinansiering fastholdes.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient. adm.