USA vil strømline de militære kommandoveje under sin øverstbefalende i Afghanistan, general Stanley McChrystal.
Det betyder, at næsten alle amerikanske soldater i Afghanistan fremover skal ind under ISAF, NATO’s operation i landet. Initiativet kommer fra den amerianske general David Petraeus, og det vil styrke McChrystals magt i det krigshærgede land.
Ændringerne kommer samtidig med, at USA og NATO sender flere soldater til landet i et forsøg på at knægte oprøret mod besættelsestropperne og den afghanske regering. ISAF–styrken består af omkring 100.000 soldater, hvoraf næsten 60.000 er fra USA.
Ifølge viceadmiral Greg Smith, USA’s øverste militære talsperson i Afghanistan, har USA’s forsvarsminister Robert Gates selv godkendt planerne i sidste uge, skriver nyhedsbureauet AP..
Derudover har USA 20.000 soldater i det østlige Afghanistan, som har opereret under Operation Enduring Freedom, som blev oprettet efter terrorangrebet den 11. september 2001. Den har bestået af soldater fra både hæren, flåden og luftvåbnet og har udført såkaldte anti–terroropgaver i Afghanistan, Filippinerne og på Afrikas Horn.
Nogle af de mere kontroversielle funktioner bliver dog fortsat holdt ude af NATO–strukturen. Det gælder eksempelvis USA’s special–enheder, som ofte er blevet anklaget for at have kostet mange civile tab. Og det gælder den militære enhed, der står for bevogtningen af fanger i USA’s militære fangelejre som den på militærbasen Bagram.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96