Boligskat - nu eller ved udgangen?

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ønsker at nedbringe uligheden, og man snakker om at droppe indkomstskattelettelserne til de rige og i stedet bruge pengene på velfærd. Men man acceptere stadigvæk skattestoppet på ejerboliger fra 2002, selvom det i allerhøjeste grad har betydet øget ulighed og reduceret skatteindtægterne til staten.

Ulighed

Det officielle mål for ulighed er steget siden 1995. Allerede i 2004 kunne Finansministeriet oplyse, at langt den overvejende del af stigningen i uligheden skyldes kapitalindkomst, heraf især afkast af ejerbolig.

Skattestoppet på ejerboliger, som den borgerlige regering indførte kort efter sin tiltræden, har især gavnet de største boligejere, og de befinder sig næsten udelukkende i de øverste indkomstlag.

Ejendomsværdiskatten er principielt progressiv, idet man betaler 1 procent af værdien under ca. 3 millioner kroner og 3 procent af værdien over ca. 3 millioner kroner Men når beregningsgrundlaget for skatten ikke længere følger med vurderingerne, så er de store boligejere sluppet for progressionen.

At bo i egen bolig er faktisk blevet billigere end at bo i det almene byggeri, når der tages hensyn til, skattestoppet, kapitalgevinsterne og afdragsfrie lån, viste flere store rapporter om den almene sektor fra 2006 og 2009.

Derved har lejere, som ikke modtager boligtilskud, fået incitament til at flytte i ejerbolig, hvorved polariseringen af befolkning i henholdsvis rige og fattige ghettoer øges yderligere.

Oppositionen var i starten meget imod skattestoppet, netop ud fra en lighedstankegang, men i dag er det kun Det Radikale Venstre, der ønsker genopretning af boligskatterne.

Tryghed eller lighed

Argumentet for skattestoppet er tryghed. Man vil skåne boligejerne for stigende skat, som de måske ikke har råd til at betale.

Det er selvfølgeligt omsorgsfuldt. Men det argument vejede ikke tungt, da flekslånene blev oprettet. Flekslånene kan ellers udføre stor usikkerhed om de kommende renter og de kan være med til t sætte ejendommen på tvangsauktion.

Men der er råd for begge dele: Man kunne lovgivningsmæssigt påbyde staten eller kommunerne at købe ejendomme af familier, hvis bolig ellers skal på tvangsauktion, og lade dem fortsætte som lejere, hvis de kan betale lejen.

Det ville være et fint socialt tiltag målrettet boligejere i nød. Og det kunne skaffe sprækker af lejeboliger midt i ejerghettoerne. Samtidigt burde man finde en løsning for de familier med og uden børn, der sættes ud af lejelejligheder, fordi de ikke har betalt husleje.

Skattestoppet gavner derimod alle boligejere, og derfor er det populært både hos boligejere og wanabees. Men folk med de dyreste ejerboliger vinder mest i kroner og ører, og det burde forekomme uretfærdigt blandt små boligejere og socialt orienterede politikere.

Markedet og krisen

Boligpriserne steg i perioden 1995-2007; efter skattestoppet (2002) er priserne stort set fordoblet.

Årsagen til prisstigningerne er dels skattestoppet (som forklarer ca. 13 procent af prisstigningen, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2006), dels nye låneformer (flekslån fra 1996 og afdragsfrie lån fra 2003) og dels øget købekraft pga. lettelser i indkomsskatten fra 2003 og senere – samt almindelig optimisme.

Når der er pengerigelighed, er der basis for bobler, og de skabes dér, hvor afkastet forventes at være størst.

Havde man beholdt den procentvise skat på bolig, ville det have stabiliseret boligpriserne og økonomien generelt. Løbende boligskatter udgør nemlig en automatisk stabilisator, når de er en procentdel af vurderingerne, der går op og ned (om end desværre med en vis forsinkelse) med konjunkturerne.

Det har hidtil været god finanspolitik (som tilskrives økonomen John Maynard Keynes) at staten under højkonjunktur opsuger købekraft via skat og opkræver mindre skat under kriser.

Men regeringen har derimod udhulet boligskatterne under højkonjunkturen, og under den nuværende lavkonjunktur udgør de faste boligskatter (i kroner og ører) faktisk en stigende andel, så længe boligpriserne falder.

Allerede mens boligpriserne steg eksplosivt tilsluttede Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten sig skattestoppet, og samme partier har altså også ansvaret for denne omvendte konjunkturpolitik.

Skatteprovenu

Foruden en asocial fordelingspolitik og kontra-stabiliserende økonomisk politik har skattestoppet berøvet stat og kommuner store skatteindtægter, som kunne have været gode at have i dag til forskellige velfærdsydelser under krisen.

De første år var tabet lille, de seneste år har tabet været meget stort. Finansministeriet beregnede et provenutab på 6 milliarder kroner i 2006 (notat af 20. december 2006).

Formanden for Velfærdskommissionen, Torben M. Andersen, har vurderet, at tabet fra 2002-2008 var på 28 milliarder kroner (ugebrevet A4, 3. november 2008) så mon ikke det er omkring 35 milliarderkroner i dag samlet set.

Dertil kommer loftet på ejendomsskatten (også kaldet grundskyld), hvor regeringen fra år til år har sat en grænse for den procentuelle stigning.

Den Danske bank vurderede i august 2009, at grundskylden ville være 74 procent højere for en gennemsnitlig parcelhusejer, hvilket svarer til ca. 10.000 kroner mere pr. boligejer om året. Finansministeriet skønnede i samme notat et tab på 1,3 milliarder kroner i 2006.

I runde tal drejer det sig måske om i alt 45 milliarder kroner siden skattestoppet – det kunne have dækket ca. halvdelen af underskuddet på statsbudgettet for 2010.

Ny model for boligskat?

Dele af oppositionen har i stedet for løbende boligbeskatning rumsteret med en beskatning af gevinsten ved boligsalg, uden det dog er kommet til konkrete forslag. Forskellen kan illustreres ved et simpelt regnestykke:

Antag en ejendom er steget fra 2 til 4 mio. kroner (Fordoblingen i værdien svarer til det faktiske forløb i 2002-2008).

Hvis der ikke var skattestop, ville ejeren fremover skulle betale ca. 2 procent om året i ejendomsværdiskat af prisstigningen, dvs. 40.000 kr., nemlig 1 procent af værdien indtil ca. 3 millioner kroner og 3 procent af værdien over ca. 3 millioner kroner

Hvis boligejeren i stedet skulle betale almindelig indkomstskat af værdistigningen (og altså beholde ca. 1 millioner kroner af de samfundsskabte værdier) skulle han/hun låne 1 millioner kroner og f.eks. betale 4 procent årligt i rente, hvilket også svarer til 40.000 kroner.

Når boligejeren nu kun har 3 millioner kroner i ejendommen, har han/hun ikke råd til at flytte til en tilsvarende ejendom et andet sted til 4 millioner kroner En sådan stavnsbinding er ikke ønskelig, så derfor indebærer forslaget om beskatning af gevinsten, at skatten skal udskydes til ejeren afgår som ejer – enten når han/hun skal bæres ud af sin bolig, eller til han/hun evt. trækker penge ud af boligen via belåning til forbrug og f.eks. nedsætter arbejdstiden, køber varer og tjenester eller rejser rundt om jorden.

Skatten udskydes altså på samme måde som pensionsindbetalingerne i dag er skattefrie og først beskattes, når pensionerne udbetales. Det svarer til, at det offentlige giver rentefrie lån til dem, der har private pensioner, hvilket har fået pensionsopsparingerne til at vokse enormt de sidste årtier, og snydt staten for indkomstskat, som til gengæld kommer ind senere.

Tilsvarende har kommunerne sammenlagt 6 milliarder kroner til gode hos boligejere over 65 år, fordi disse har ret til indefrysning af ejendomsskatten.

Skatten skal først betales til kommunen, når huset sælges. Reglen blev indført, dengang pensionister typisk kun havde folkepensionen, og man synes det var bedst, at de kunne blive i egen bolig.

Det er denne regel som tænkes udvidet til alle boligejere.

Uden løbende boligbeskatning bliver det faktisk gratis at bo i egen bolig bortset fra forsyninger og evt. renter og afdrag på lån, der er taget med sikkerhed i ejendommen.

I øjeblikket er det tilmed gratis at låne penge, fordi renten er historisk lav, der er rentefradrag og inflation.

Men lånene er ikke gratis for stat og kommune; her må skatteyderne til lommerne eller der må skæres i velfærden.

Konklusion om boligskat

Beskatning af gevinsten ved boligsalg er altså en klar fordel for boligejere i forhold til før 2002, mens staten mister skatteindtægter. Lejerne er taberne, fordi staten må opkræve mere i indkomstskat for at kompensere for vigende boligskatter.

Et andet problem er, at det bliver nødvendigt at opbygge et større bureaukrati for at registrere den enkelte boligejers købs- og salgssummer, udgifter til forbedringer, som kan fratrækkes gevinsten, og udgifter til vedligeholdelse, som ikke kan fratrækkes gevinsten – og det hele skal hvert år justeres for inflation.

Der bliver mange anledninger til konflikter mellem Skat og boligejere om, hvad der er forbedringer og vedligeholdelse. Og der bliver ikke nogen gevinst ved at ordne lette ting selv for gør-det-selv-folket, eftersom kun autoriserede håndværkerfakturaer kan blive fratrukket i det offentlige regnskab.

Ordningen vil afholde ejere fra at flytte i lejelejlighed, fordi de ikke senere vil have råd til at købe ejendom igen, når de ikke længere disponerer over den udskudte skat.

Et tredje problem opstår fordi boligejere ikke tilskyndes til at flytte i mindre boliger, når børnene er flyttet hjemmefra; de bor jo gratis i deres ejerbolig, når evt. gæld er betalt. Boligmassen vil derfor tilsande med ældre borgere i store villaer og børnefamilier i små lejligheder, som higer efter hus med have.

Med stigende efterspørgsel vil boligpriserne stige, og selvom boligejere skal betale ca. 50 procent af de samfundsskabte værdistigninger, vil der stadigvæk være meget tilbage at snolde for eller videregive til sine arvinger.

Så uligheden vil sandsynligvis blot stige endnu mere i forhold til i dag.

Et godt gammelt forslag

Hvis man derimod ruller skattestoppet langsomt tilbage og, som foreslået af Det Økonomiske Råd første gang i 2001 og Velfærdskommissionen i 2006, hæver ejendomsværdiskatten til 1,6 procent, vil skatten komme på niveau med beskatning af andre investeringsgoder (aktier, obligationer, o.lign.).

Det vil holde boligpriserne nede, både fordi de løbende omkostninger stiger, og fordi ledig kapital vil søge hen til andre investeringer. Desuden vil den løbende beskatning af ejendomsvurderingerne stabilisere nationaløkonomien, fordi skatten følger konjunkturerne, dvs. opsuger købekraft i højkonjunktur og lemper skatten i lavkonjunktur.

Ifølge Velfærdskommissionens beregninger vil det give ca. 8 milliarder kroner om året i indtægt. Det kan sammenlignes med S+SF’s millionærskat, som kun vil indbringe 1,2 milliarder kroner, og den beskatning af boliggevinst, som Enhedslisten skønner vil give 2 milliarderkroner

Det er klart ikke i de nuværende boligejeres interesse, men kommende boligejere vil kunne glæde sig over lavere boligpriser. De samfundsskabte værdier vil enten helt gå i statskassen eller udgøre en minimal indtægt hos boligejere. Således vil den økonomiske ulighed reduceres betydeligt.

Med disse løbende boligskatter vil der ikke være en økonomisk fordel ved ejerbolig frem for lejebolig, hvilket vil udjævne en del af opsplitningen på boligmarkedet mellem rige i parcelhuskvarterer og fattige i almene etageboliger, og det har en hel selvstændig værdi i forhold til polariseringen i »hvide« og »sorte« skoler og dannelsen af destruktive subkulturer.

Hvis oppositionen vil skabe større økonomisk lighed og indtægter til velfærdssamfundet, kan man ligeså godt kaste sig ud i opgaven nu som sidenhen.

Vel er det en stor pædagogisk opgave at skifte standpunkt, men hvis man forklarer hvordan uligheden vil blive mindre og forklarer, at der bliver råd til velfærd (eller mindre skat på arbejdet) så får man et meget klarere valg mellem den borgerlige regering og oppositionen.

Tør oppositionen det?

Margit Kjeldgaard er cand.polit. og forfatter til bogen Boligmarkedet og boligpolitik i Danmark, Forlaget Colombus, 2006.

Kilder:
Fordeling og incitamenter 2004, Finansministeriet
Den almene boligsektors fremtid, Socialministeriet 2006
Den almene boligsektors finansiering, Velfærdsministeriet 2009
Fremtidens velfærd – vores valg, Velfærdskommissionen, 2006