Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
11. maj 2010 - 13:10

EU underløber 1,5 mio slagteriarbejdere

Midlertidige ansættelser til en dårlig løn og uden overenskomst. Det er i stigende grad reglen frem for undtagelsen i den europæiske kødindustri. Den udvikling vil vi ikke finde os i, siger NNF’s forbundsformand Ole Wehlast.

Den europæiske faglige sammenslutning, EFFAT fødevaresektion havde social dumping i fokus på organisationens generalforsamling i Budapest i starten af maj.

NNF’s formand Ole Wehlast er formand for fødevaresektionen, som repræsenterer omkring 1,5 millioner medlemmer.

Han manede til fælles kamp mod social dumping, som spreder sig i hele Europa. På generalforsamlingen var der rapporter om problemerne fra Belgien med underbetalte migrantarbejdere. Og de usikre job spreder sig i kødindustrien i Italien og Spanien.

De delegerede insisterede på at tage kampen op mod de usikre og farlige job i branchen.

– Det er helt uacceptabelt, at den sociale dumping kan brede sig så stærkt inden for EU, uden at EU’s politiske organer tilsyneladende kan stille noget afgørende op imod det, sagde Ole Wehlast.

JPEG - 80.5 kb

Afløst af kolonnearbejdere

Ole Wehlast beskrev den særlige danske vinkel af fænomenet, hvor danske slagteriarbejdere mister jobbet, mens kolonnearbejdere fra bl.a. Rumænien, Polen, Ukraine og Bulgarien til lav løn og på tvivlsomme ansættelsesvilkår slagter og forarbejder stadig flere danske svin på tyske slagterier.

– Jeg synes naturligvis, det er i orden, at lønmodtagere drager over grænserne for at få job. Men de skal ikke udnyttes til at arbejde på vilkår, der undergraver forholdene på de nationale arbejdsmarkeder, sagde han.

Arbejdsgiverne samarbejder

NNF’s næstformand Jens Peter Bostrup understregede, at arbejdsgiverne har et formidabelt samarbejde over grænserne, bl.a. ved at koordinere indsatsen op til overenskomstforhandlingerne.

– De udfordringer, som vi står over for med den sociale dumping, kan vi under ingen omstændigheder løse alene i det enkelte land. Her skal samarbejdes, sagde Jens Peter Bostrup.

Artiklen har tidligere været bragt på www.eufagligt.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce