Er professor Bent Jensen en dygtig forsker? (2)

Curt Sørensen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet har reageret på historikerne Kurt Jacobsens og Morten Things svar vedrørende kvaliteten af professor Bent Jensens forskning. Her er, hvad Curt Sørensen skriver:

»Bent Jensens dårlige forskning. Svar til mine 2 kolleger.

Modkraft havde i sin oprindelige artikel om temaet Bent Jensen’s koldkrigsforskning (Modkraft 22/5) meldt ud, at to venstreorienterede historieforskere angivelig skulle være af den opfattelse, at der intet er at udsætte på kvaliteten af Bent Jensens forskning.

Dette fremkaldte så min kritik (Modkraft 26/5), en kritik som Kurt Jacobsen og Morten Thing nu har svaret på (Modkraft 27/5).

Historieprofessor Bent Jensen er meget interesseret i stalinismens forbrydelser, og hans arbejde er meget omstridt blandt en del historikere. Montage: Superstra.

Da spørgsmålet om karakteren af Bent Jensens forskning spiller en så stor rolle både i den løbende debat i medierne og internt i de videnskabelige samfund, og har implikationer der rækker langt ud over den snævre debats rammer, skal jeg fremføre nogle afsluttende betragtninger.

Hvor langt er vi så kommet?

1) Jo, jeg må for det først konstatere, at Kurt Jacobsen i sit svar gør det helt klart, at han slet ikke har villet tage stilling til spørgsmålet om karakteren af Bent Jensen’s forskning, men udelukkede har ønsket at tage stilling til aspekter af retssagen i Svendborg.

Det er fair nok. Men så kan man altså heller ikke tage Kurt Jacobsen til indtægt for det synspunkt, at der intet er at kritisere i Bent Jensen’s forskning.

2) Morten Thing anfører i sit svar, at han skam selv tidligere har kritiseret Bent Jensen’s forskning og henviser i et link til sin gamle anmeldelse af Gulag & Glemsel. Den anmeldelse kan jeg kun anbefale, at man læser. Det er nemlig rigtigt, at Morten faktisk her fremfører en kritik af Bent Jensen. Denne kritik ligger ovenikøbet på flere punkter på linje med den kritik, som jeg selv har fremført i en anmeldelse af samme bog (en kritik og anmeldelse som også kan læses her på Modkraft).

Overraskende for mig kommer Morten så til trods for sin egen kritik til den konklusion, at han alligevel vil anbefale bogen. Det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg finder, at der i Mortens kritik af Bent Jensens omtalte bog er en modsætning mellem præmisser og konklusion.

I min egen kritik er der omvendt en overensstemmelse: Min omhyggelige gennemgang og dokumentation fører mig til den konklusion, at Bent Jensen tilsidesætter samtlige de videnskabelige grundnormer, som jeg henviser til, normer som ikke arbitrært er opfundet af mig, men simpelthen fundamentale i ethvert videnskabeligt samfund.

3) Under alle omstændigheder kan man altså heller ikke tage Morten Thing til indtægt for den opfattelse at der intet skulle være at udsætte på kvaliteten af Bent Jensen’s forskning. Morten fremfører en kritik af Bent Jensen, men mere punktvis og mindre radikalt end jeg gør det.

4) Jeg vil altså fastholde, at Bent Jensen i Gulag og Glemsel fremtræder som en elendig historiker, der i den grad overtræder elementære videnskabelige grundnormer. Og det har jeg dokumenteret punkt for punkt. Jeg forstår ikke at så dygtige og reelle historikere som Kurt og Morten ikke langt skarpere fremfører en kritik her. Jeg fatter det simpelthen ikke.

5) Men jeg ser klart den videre samfundsmæssige og politisk-ideologiske kontekst for et fænomen som Bent Jensen: Bent Jensen er i årevis blevet klappet på hovedet og dikket under hagen af indflydelsesrige kræfter i det danske samfund, fordi han siger det man gerne vil høre, og i øvrigt er i overensstemmelse med den dominerende ideologi og magtstruktur.

Men jeg kan også konstatere, at hans status står i et dirrende modsæstningsforhold til den videnskabelige præstation han yder i nævnte værk. Det vil jeg fastholde. Men det er som om alle i afmagt under tidsåndens enorme pres afstår fra en radikal dybtgående kritik af Bent Jensen og hans helt specielle måde at drive historieforskning på.

6) Bent Jensen ynder selv at påstå, at han har fremdraget noget som har været gemt og glemt (jvf titelen Gulag og Glemsel). Opfattelsen er i det hele taget udbredt på højrefløjen. Men det er jo løgn, at stalinismen ikke har været kritiseret tidligere.

Det var et hovedtema i den kolde krigs ideologiske konfrontation. Der gik ikke een dag hvor stalinismen og Sovjetunionen ikke blev kritiseret, også i den socialdemokratiske avis som var avisen i mit barndomshjem.
Og i den socialistiske tradition har kritikken været gennemgående fra Rosa Luxemburg, Karl Korsch og Karl Kautsky til George Orwell, Roy Medvedev og Boris Kagarlitsky.

Bent Jensen fordrejer her tingene, konstruerer en myte og smykker sig med falske fjer. Men det har unægtelig kunnet betale sig. Det siger meget om Bent Jensen og det samfund vi lever i i dag.

7) Så er der endelig retssagen i Svendborg. Jeg forstår for så vidt godt Kurt Jacobsens bekymring her. Så vidt jeg har forstået falder dommerens bemærkning om Bent Jensens forskning dog i en bisætning og konkret relateret til Bent Jensens kildekritiske omgang med en underordnet PET–medarbejders private notat.

Men selvfølgelig kan en domstol ikke generelt tage stilling til en forskers kvalifikationer. Her har Kurt naturligvis ret.

Men ejheller kan politikere og medier vurdere en forskers kvalifikationer og uden om de gængse bedømmelsesinstitutioner give den pågældende positiv særbehandling (her er Bent Jensen jo unægtelig blevet groft begunstiget).

Dette stiller imidlertid også omvendt krav til den interne normbevidsthed, selvkritik og diskussion i de videnskabelige samfund. Og det kniber det som sagt med. Jeg savner her stadig en langt stærkere faglig kritik af Bent Jensen end tilfældet har været det gennem de sidste mange år.

Situationen er ikke meget bedre indenfor mit eget fag, statskundskab, hvor en Bjørn Lomborg er blevet fostret og hvor videnskabelige grundnormer i vid udstrækning er blevet tilsidesat under de sidste årtiers neo-liberalistiske tryk og akademiske forfald.

Der er mange andre bekymrende aspekter i retssagen og dens efterforløb, bl.a. Søren Krarups angreb på dommerens person og vilde beskyldninger om forudindtagethed. Helt i tråd med DF’s gentagne antastelser af magtdelingsprincippet og retssikkerheden.

Selve retssagen er som bekendt en injuriesag. Men den indgår i en videre sammenhæng. Det videre perspektiv i sagen, og det som den afslører, er meget rystende: På den ene side har vi en dygtig og kritisk journalist, Jørgen Dragsdahl, der gennem årene har fået smadret sin karriere og sit liv ret beset blot fordi han havde en anden mening end magthaverne i almindelighed og den hævngerrige Bent Jensen i særdeleshed.

Og så på den anden side en Bent Jensen, der er blevet hævet op til skyhøjde fordi han siger det man gerne vil høre, og fordi han har så indflydelsesrige venner i medierne og blandt magthavende politikere. Dette er min største bekymring i hele denne sag.

Med venlig hilsen
Curt Sørensen«