Er professor Bent Jensen en dygtig forsker? (4)

Professor dr. scient. pol. Curt Sørensen svarer på Bent Jensens debatindlæg om egen forskning, som Curt Sørensen har kritiseret i kraftige vendinger.

Curt Sørensen skriver:

»Efter personen i stedet for efter bolden: Bent Jensens særegne form for faglig diskussion.

Bent Jensen (BJ) besvarede – ikke uventet - i sin tid min anmeldelse af hans bog, Gulag og Glemsel med et angreb på min person. Til gengæld undlod han helt at komme ind på den faglige problematik, som jeg rejste. Det samme gentager sig igen i dag. Jensen går altid efter personen i stedet for efter bolden. Det dokumenterer han selv, hver gang han åbner munden eller griber pennen.

Problemet er i al sin enkelthed, at BJ har et ret så nonchalant forhold til grundlæggende videnskabelige normer, normer som ikke vilkårligt er opfundet af mig, men som er konstaterbart til stede i ethvert videnskabeligt samfund og overholdes af alle seriøse forskere, hvad enten de er historikere, sociologer eller politologer. Dette dokumenterede jeg omhyggeligt i min anmeldelse, der rummer over 60 præcise henvisninger til BJ’s tekst.

Professor Bent Jensen, leder af Center for Koldkrigsforskning, har viet sit liv til at forske i stalinismens forbrydelser. Men hans forskning er omstridt, også blandt historikere. Montage: Superstra.

I stedet for hele tiden at prale af sig selv og forsøge at sværte anmeldere og kritikere burde BJ forholde sig til den fremførte kritik.

Hvad enten BJ kan lide det eller ej, så har samfunds- og historievidenskaberne nemlig nogle grundregler og normer, som forskerne inden for disse fag normalt søger at leve op til.

Det drejer sig om ihvertfald følgende grundnormer:

1) der må hos den pågældende forsker være elementer af kritisk selvrefleksion, hans/hendes teoretiske ramme og tilgang må være argumenteret

2) den pågældende forsker må seriøst forholde sig til modstående teorier og opfattelser,

3) der må være et dynamisk forhold mellem teori og empiri, data må ikke blot være efterfølgende illustrationer til en a priori udtænkt teori, en teori, som man så i øvrigt ikke så meget som prøver på at teste,

4) man må ikke fremme en ensidighed gennem selektivitet, samt herunder forsøge at afskærme sin teori mod kritik,

5) man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande, og

6) man må være omhyggelig og fair i sine henvisninger og kildeangivelser. Bent Jensen har, som jeg påviste det i min anmeldelse, et anstrengt forhold til dem alle.

For det første er hele bogens grundlæggende teorikonstruktion uargumenteret. Bent Jensen fremfører ikke nogen egentlig argumentation for sine grundteser og påstande. Han drøfter heller ikke sin egen grundtese og tilgang i forhold til andre grundopfattelser og tilgange for derved at kunne motivere sit valg af tese og tilgang.

Ej heller diskuterer han det komplicerede forhold mellem ideologi og politisk/samfundsmæssig udvikling, hvor han selv tydeligvis hylder en primitiv teori om en direkte og unilineær sammenhæng, samt i øvrigt, i et slags åndeligt knæfald for Stalin, ureflekteret overtager diktatorens ideologiske postulat om den realiserede socialisme.

Bent Jensen er bemærkelsesværdig ukritisk i forhold til stalinismens ideologi og historieskrivning, som han gentager, blot med modsat fortegn

Heller ikke i den videre fremstilling reflekterer Jensen noget steds over eventuelle begrænsninger i sin tilgang, problemer der måtte være, eventuelle modifikationer, han kunne overveje at foretage i sin overordnede teori og i sine grundpostulater. Han er ikke et øjeblik kritisk selvreflekterende i forhold til sit eget grundlag.

Han forholder sig heller ikke på noget tidspunkt seriøst til forskere med modstående tilgange, opfattelser og teorier. Han er eensidig selektiv i sin litteratursøgning og i sin omgang med forskere og forskningstraditioner.

Hans litteratursøgning er utroligt snæver, ignorerende hovedtraditioner inden for de sidste 30-40 års omfattende amerikanske og engelske historieskrivning på feltet. Denne angelsaksiske historieskrivning har været langt mere avanceret end den franske og den tyske og også langt mere omfattende, men den er stort set ignoreret af BJ.

Bent Jensen er snævert forankret i én eneste tradition, nemlig den i dag så forældede og sønderkritiserede totalitarismeteoretiske tilgang, og inden for denne er han yderligere snævert orienteret.

Bogen igennem støtter han sig eensidigt til blot en 4-5 forfattere, der alle mener det samme som han selv (eller også er det omvendt). Når han overhovedet omtaler andre forfattere og traditioner, er det for at sværte dem til.

Det groveste eksempel her er, som jeg har dokumenteret, hans behandling af den revisionistiske historieskrivning, der udgør en af hovedtraditionerne i den nyere forskning på Ruslands/Sovjetunionens udvikling.

I nogle kapitler fortier han helt revisionisternes forskningsresultater, fordi de ikke passer ind i hans teori, i andre afsnit sviner han dem til og sammenligner dem med stalinister og neo-nazistiske historieskrivere. Er det en måde at føre en videnskabelig debat på?

Som jeg har påpeget og dokumenteret, er BJ også eensidig selektiv i relation til temaer og problemstillinger, som på nogen måde kunne rokke ved hans ensidige forklaring af revolutionen og Sovjetunionens udvikling ud fra en lille gruppe personers ideer.

Hele BJ’s fremstilling er som et slalomløb, hvor han hele tiden søger at styre uden om for ham besværlige data, emner, problemstillinger og teorier.

Kilders vidnesbyrd er altid fortolket, de er fortolket forskelligt, og fortolkningerne er omstridt blandt forskerne. Men sådan ser det ikke ud for Jensen. I hans enfoldige positivistiske univers taler kilderne »for sig selv« og han alene sammen med enkelte andre udvalgte »hører« det rigtige svar.

Derfor også hans intolerance overfor andre forskere. De hører »forkert«, og han hører »rigtigt«. Vi andre, der er tyngede af kompleksiteten i forholdet mellem teori og data, kan blot hertil sige: Det er meget godt, at Jensen forsker i arkiverne, men det er dog pudsigt, at han altid kun finder bekræftelse på det, han i forvejen mente. Hans forsknings hovedkonklusioner synes at være givne på forhånd. Kan det virkelig være god videnskab?. Selvfølgelig ikke.

BJ er heller ikke fair i sine referencer og henvisninger, som flere steder også er sjuskede, ufuldstændige eller simpelthen manglende. Helt ned i denne håndværksmæssige del af videnskaben kan man i det angivne værk påpege alvorlige brist hos Jensen.

BJ sammenblander endelig igen og igen videnskabelige teorier og påstande og politiske udtalelser og proklamationer.

Interessant nok kommer BJ selv eksplicit ind på dette forhold, idet han indledningsvis erklærer: »Der er efter min mening intet nødvendigt spændings- eller modsætningsforhold mellem moral og historieskrivning. De to kan derimod på frugtbar vis supplere hinanden« (BJ, p 16).

BJ har ret i, at forskere udmærket både kan forske og fordømme begivenheder og personer, og stalinismen fortjener al mulig fordømmelse. Men han glemmer, at forskeren samtidig må holde videnskab og moral adskilt.

Den moralske fordømmelse, og den kan bestemt være på sin plads, må fremføres som det, den er, nemlig netop en moralsk fordømmelse og ikke igen og igen fremstilles som noget helt andet, nemlig videnskab. Jensen reducerer i nævnte værk historievidenskaben til en dæmonologi.

I BJ’s værk er der sket en stærk sammenblanding af politik/ideologi og videnskab. Han synes selv at mene, at dette har været frugtbart for hans forskning. Det er omvendt min påstand, at politik og ideologi i værket har taget overhånd og forvredet historievidenskaben, således at BJ har bragt sig i et anspændt forhold til samtlige de oven angivne grundnormer for videnskabelig virksomhed.

Det er det, jeg påviser og dokumenterer i min anmeldelse fra 2004 og det er den kritik, han burde have forholdt sig til, i stedet for den gang i dagspressen og andre steder at svare igen på en anmeldelse med en rent personlig tilsvining af anmelderen.

I sit svar igen i dag bekræfter Jensen netop det, der var en af mine pointer: hans manglende vilje/evne til at føre en faglig diskussion i gængs forstand. Bent Jensen sviner til, hvor andre forskere diskuterer. Det var det, jeg påviste, og det er det, som han selv igen og igen bekræfter.

Curt Sørensen, professor, dr.scient.pol.

Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet«