Anmeldelse: Indforstået introduktion til politiloven

Hvad må politiet? er en kort oversigt over den lovgivning, der gælder i forholdet mellem borgerne og politiet. Som det også fremgår af forordet til bogen, er der tale om et meget stort område, som forfatteren har forsøgt at koge ned til en bog på 150 sider. Derfor er der også udeladt store dele af det juridiske område.

Michael Bjørn Hansen lægger særlig vægt på politiloven, som er den mest relevante lovgivning, hvor politiet anvender magt eller frihedsberøver, f.eks. til demonstrationer. Derudover handler bogen om efterforskning og sigtedes rettigheder samt muligheder for klage og erstatning, hvis politiet har overtrådt lovgivningen.

Michael Bjørn Hansen skriver selv, at bogen er ment som en forbrugervejledning om mødet med politiet, men at den også kan bruges til undervisning i samfundsfag.

Som opslagsbog mener vi, at bogen vil gøre de fleste mere forvirrede end oplyste. Det er tydeligt at mærke, at Michael Bjørn Hansen er advokat og derfor tænker som jurist og ikke som almindelig borger.

Bogen er bygget op efter kronologien i lovgivningen, og der anvendes mange fagudtryk, som ikke alle sammen bliver forklaret. Flere steder anvender han lovens ordlyd, hvor det ville være mere hensigtsmæssigt at udtrykke sig i et almindeligt forståeligt sprog.

Mange af bogens overskrifter er også svære at forstå og bliver først forklaret nede i teksten. På den måde bliver bogen svær at bruge til at slå op i. Hvis man står i en konkret situation, hvor man for eksempel er frihedsberøvet, er man nødt til at slå op flere steder i bogen for at finde frem til, hvad man egentlig skal stille op i situationen.

Vi synes derfor, at det ville være mere brugervenligt, hvis bogen var delt op i situationer, så man havde en overskrift, der hed »Jeg er blevet frihedsberøvet. Hvad gør jeg?«, en der hed «Jeg er blevet visiteret. Hvad gør jeg?« osv.

Sådan er en tidligere bog med titlen Hvad må politiet? opbygget. Den bog udkom i tre forskellige oplag i 1970’erne og 80’erne, men er nu desværre forældet.

For at vende tilbage til Michael Bjørn Hansens bog, anvender han nogle symboler i margen. Vi tror, at de er der for at gøre bogen mere brugervenlig og gætter da også på, at en pegefinger med en sløjfe omkring betyder, at der nu kommer en huskeregel.

Til gengæld har vi haft svært ved at finde ud af, hvad symboler såsom et lyn eller en stjerne betyder, og tegnene bliver ikke forklaret i bogen. Dette virker noget forvirrende.

Alt i alt vil vi derfor ikke anbefale, at man anvender bogen som opslagsbog.

Ændring af retstilstanden

Til gengæld er den en let og hurtig måde at skabe sig et overblik over området. Så hvis man er interesseret i politiret eller som samfundsfagslærer overvejer at anvende bogen, kan den anbefales, dog med det forbehold, at man skal have et vist kendskab til juridiske begreber eller læse bogen med en ordbog i nærheden.

Hertil skal dog nævnes, at Michael Bjørn Hansen ikke er bange for at give sin mening til kende. Han er tydeligt farvet af sin stilling som forsvarsadvokat og har ikke stor tiltro til hverken politi, ombudsmand eller domstolene.

Før politiloven blev vedtaget i 2004, var det ikke nedskrevet i loven, hvornår politiet havde mulighed for at foretage præventive anholdelser. Der var dog enighed om, at politiet havde lov til at foretage præventive anholdelser alligevel.

I 2004 blev det så med vedtagelsen af politiloven nedfældet, at politiet i visse situationer har mulighed for at foretage præventive anholdelser, herunder ved demonstrationer og opløb.

Meningen med politiloven var ikke at give politiet mere magt end tidligere, men blot at nedskrive den hidtidige praksis. Efter politiloven blev vedtaget, så man dog at politiet begyndte at foretage flere præventive anholdelser end hidtil, så selvom der officielt ikke skete en ændring af borgernes retssikkerhed, skete der reelt en ændring i praksis.

Visitationszonerne var dog en ændring af retstilstanden, der var tilsigtet med politiloven, idet man indførte visitationszonerne og ændringen af våbenloven efter nogle knivoverfald i 2003.

I 2009 vedtog man lømmelpakken, som blandt andet gav politiet mulighed for at tilbageholde præventivt anholdte i 12 timer, hvor grænsen før var seks timer. Borgerne kan endda ikke være sikre på, at grænsen på 12 timer overholdes, da der er mulighed for at holde folk længere, hvis der af administrative årsager ikke er mulighed for at registrere alle indenfor 12 timer.

Det så man ved klimatopmødet i december 2009. Stramningerne i forbindelse med indføringen af visitationszonerne og lømmelpakken medfører klart mindre retssikkerhed for borgerne.

Da der således er sket nogle markante ændringer på området, var det nødvendigt med en ny «Hvad må politiet?«.

Og i retshjælpen Rusk har vi da også afventet bogen med spænding. Bogen er fuldstændig ajourført med de nye ændringer. Så hvis man vil have et overblik over retstilstanden, som den er i dag, er Michael Bjørn Hansens bog godt bud.

Ane-Katrine Zink Sørensen og Morton Tønning er aktive i retshjælpen Rusk, der yder juridisk bistand, blandt andet til folk, der er kommet i konflikter med politiet.

Læs mere om Rusk på rethjælpens hjemmeside.

Michael Bjørn Hansen: Hvad må politiet, Nyt Juridisk Forlag. 144 sider. 198 kroner.