Annonce

22. juni 2010 - 21:00

Tegneseriekrig mellem efterretningstjeneste og autonome

I Tyskland er den yderste venstrefløj og deres voldelige aktioner i dag et større problem for samfundet og den demokratiske forfatning end nynazister og højreekstremisme.

Det mener den tyske regering og efterretningstjeneste efter, at nye tal fra landets Indenrigsministerium viser en stigning på 53 procent i »venstreorienteret vold« sidste år.

Mens landets politikere er ved at lægge sidste hånd på en ny regeringsstrategi, der kan sætte en stopper for de militante venstrefløjsaktivister, så har efterretningstjenesten allerede udsendt en tegneserie, der advarer børn og unge mod det autonome miljø.

Andi vs. Mandi

Tegneseriefiguren »Andi« er efterretningstjenesten BfV’s nyeste våben imod politisk ekstremisme og religiøs fanatisme.

Teenagedrengen Andi med store nysgerrige øjne, kasket og hættetrøje har været forbi både muslimske og nazistiske subkulturer, inden han i november sidste år endte i det autonome miljø.

Albummet om »venstreekstremisme« handler om skoleeleven Andi, der kommer i kontakt med militante antifascister og sortklædte autonome, der maler graffiti og demonstrerer mod nazisme.

JPEG - 77.4 kb
Den tyske efterretningstjeneste vil dæmme op for den stigende opbakning til den autonome bevægelse. Et af våbene er tegneserien »Andi«. Foto: forsiden af Andi #3.

– Med tegneserien påpeger vi, hvordan venstreekstremister bekæmper demokratiske grundværdier og virker ved vold. Det er vigtigt, at unge ved besked om farerne ved alle former for ekstremisme. Politisk bevidste unge mennesker er fundamentet og fremtiden for vores demokrati, sagde Indenrigsminister Ingo Wolf i forbindelse med lanceringen af »Andi - En tegneserie for demokrati og mod ekstremisme« nummer 3.

Aktivister fra den antifascistiske bevægelse er dog ikke enige i myndighedernes udlægning af deres miljø. De har derfor svaret igen med en tegneserie, der handler om pigen »Mandi«, der til forveksling ligner en kvindelig udgave af efterretningstjenestens serie-helt.

Opgør med »party-patriotisme«

»Mandi - En tegneserie mod ekstremisme-begrebet« er udgivet af gruppen Antifascistische gruppe 5 i byen Manburg som et svar på myndighedernes fremstilling af den yderste højre- og venstrefløj som to lige store »samfundsproblemer«.

JPEG - 110.9 kb
Venstrefløjsaktivister giver myndighederne kamp til stregen – både på gaden og i en ny tegneserie, som gør op med ekstremisme-begrebet. Foto: Forsiden af Mandi.

– Vi mener, at efterretningstjenesten bagatelliserer problemet med højreekstreme holdninger ved at fremstille det som holdninger der kun findes i udkanten af samfundet i stedet for at italesætte det som et grundlæggende samfundsproblem, forklarer Sophia Stern fra Antifascistische gruppe 5 om udgivelsen for nylig.

Mandi-tegneserien indeholder en del mere tekst end Andi-serien og behandler enmerne nationalisme og patriotisme. Den røde tråd er en historie om pigen Mandi, der stifter bekendtskab med det, som aktivisterne betegner som »party-patriotisme« i forbindelse med VM i fodbold.

– Når det kommer til den såkaldt party-patriotisme, er det muligt at påvise flertalsbefolkningens national-chauvinistisk indstilling. Vi ønsker at vise, hvor hurtigt vejen går fra at opildne et fodboldhold til racistiske og sexistiske holdninger og overgreb, udtaler Sophia Stern i en pressemeddelelse.

De autonome er blevet flere

Mens tegneserie-krigen mellem myndigheder og aktivister i sig selv kan virke harmløs, så er baggrunden alvorlig nok.

Ifølge det tyske magasin Der Spiegel, så er den militante venstreradikale bevægelse i Tyskland vokset stødt siden masseprotesterne mod G8-topmødet i byen Heiligendamm i 2007.

JPEG - 135.7 kb
Protesterne mod G8-topmødet i Tyskland i 2007 samlede tusindvis af mennesker og har givet den yderste venstrefløj større opbakning. Foto: Flickr.

Magasinet skriver desuden, at efterretningstjenesten har mistet overblikket over bevægelsen. Det er sket efter at bevægelsen har fået vind i sejlene af den voksende modstand i befolkningen mod krigen i Afghanistan og Irak samt nedskæringer i velfærden på grund af den verdensomspændende økonomiske krise.

Dertil kommer bevægelsens nye alliancer i kampen mod, hvad mange opfatter som en udemokratisk og asocial by- og boligpolitik, i særligt Berlin og Hamborg.

Som Modkraft tidligere kunne berette, så har marxistisk inspirerede teorier om byen, som en ny slagmark mellem borgere og kapitalen, inspireret en ny generation af kunstnere, aktivister og berørte borgere til at engagerer sig i husbesættelser og andre aktioner mod den nyliberalistiske byudvikling – kaldet »gentrificering«.

Mere »venstreorienteret vold«

Myndighederne i Tyskland ser med bekymring på udviklingen.

En ny rapport fra efterretningstjenesten dokumenterer 1.822 eksempler på »venstreorienteret vold« i 2009. Det er en stigning på 53 procent i forhold til året før og betydeligt mere end tilsvarende indrapporteringer om vold fra den yderste højrefløj.

Bag tallene gemmer sig blandt andet afbrænding af luksusbiler, et angreb på en politistation samt sabotage for flere millioner kroner mod militærkøretøjer.

Regeringen forventes inden for få måneder at vedtage en officiel plan, der skal give politi og efterretningstjeneste flere redskaber til at overvåge, kortlægge og retsforfølge de venstreorienterede aktivistmiljøer.

Samtidig har Familieministeriet afsat godt 53 millioner kroner til en præventiv indsats mod »venstreekstremisme« over de næste to år.

Politiet har de seneste måneder desuden ransaget flere tilholdssteder og konfiskeret eksemplarer af magasinet »Prisma«, der blandt andet indeholder opskrifter på brandbomber og tips til civil ulydighed.

Anklagemyndigheden forsøger nu at finde og anlægge sag mod folkene bag magasinet.

Aktivist: Farlig udvikling

I det venstreorienterede aktivistmiljø er man meget opmærksomme på udviklingen, som en antifascistisk aktivist overfor Modkraft betegner som »farlig«.

– Efterretningstjenesten finansierer sociologiske universitets undersøgelser af venstrefløjen og forsøger at pakke det ind, som var det seriøs forskning. De forsøger, at overfører statens kamp mod nynazister på vores bevægelse, hvilket er en farlig udvikling, siger Lars Laumeyer, som er talsperson for gruppen Antifaschistische Linke Berlin (ALB) til Modkraft.

Ifølge Lars Laumeyer er det korrekt når myndighederne siger, at der er en øget radikalisering på den udenomsparlamentariske venstrescene. Men når politiet taler om vold, så handler det i virkeligheden oftest om materielle skader som følge af hærværksaktioner eller brandattentater, mener han.

Lars Laumeyer nævner konkret tre områder hvor der er sket en opblomstring af aktivister, der benytter sig af »direkte aktion«.

Krig, nazister og gentrificering

For det første sker der en radikalisering i kampen mod krigen i Afghanistan, hvor Tyskland har mange soldater udstationeret.

Aktionerne retter sig typisk mod multinationale virksomheder, der er involveret i krigen. Særligt logistik- og transportfirmaet DHL, der i Danmark mest er kendt for det årlige »DHL-stafetten«, er i aktivisternes søgelys. Firmaet er således blevet ramt af flere brandattentater.

Derudover har kampen mod nazister og andre højreekstremister ført til flere sammenstød. Antifascister har angrebet butikker, barer og personer med tilknytning til bevægelsen, fortæller Lars Laumeyer.

Virksomheder der beskyldes for at spekulere i boliger samt ejere af luksusboliger– og biler oplever ligeledes stadig oftere, at deres ruder knuses, rammes af malerbomber eller går op i røg.

Bag aktionerne står ofte venstreorienterede kritikere af den neoliberale byudvikling. Stigende bolig– og huslejepriser, dyrt præstigebyggeri og prangende biler i gamle arbejderkvarterer har alt sammen øget spændingerne i de tyske storbyer.

JPEG - 99.2 kb
Ny trend. Afbrændinger af dyre biler breder sig i Tyskland bekræfter både politi og aktivister. Foto: Flickr.

Tendensen med at brænde luksusbiler af, er i dag så udbredt, at der er oprettet en hjemmeside hvor gerningspersonerne kan plotte deres »aktion« ind på et kort og notere mærket på den bil, som de har ødelagt. Ifølge hjemmesiden Brennende Autos, så er der blevet brændt 73 biler af i år alene i Berlin.

Den nye generation af venstreradikale og deres brug af brandattentater i den politiske kamp har fået Der Spiegel til at konkludere: »This is the generation of the fire lighter, and just a lighter and nerves of steel are enough to keep cars burning every night

Læs artiklen »Automobile Arson a Trend in Berlin« i Der Spiegel.

Læs artiklen »Anarchists in Berlin turn anger on new ’bourgeoisie’« i The Guardian.

Besøg aktivisternes hjemmeside »BrennendeAutos« (tysk).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce