Generationsportræt: Vi kæmper for at sejre

Gas på Grøndalsvænge

Tåregassen farver luften hvid. Jeg kan intet se. Men jeg fornemmer folk omkring mig. Jeg hører bræklyde og hosten. Det lyder som bordbomber, der bliver fyret af. Men det går hurtigt op for mig at det er tåregasgranater, der bliver skudt ind i demonstrationen.

Jeg ser dem eksplodere før de fleste andre, for jeg står på ladet af en lastbil med en mikrofon i hånden. Vi råber til politiet, der har spærret vejen med deres biler, at de skal lade demonstrationen komme forbi.

De forreste kæder skubber til politiets biler, og nogle er endda kravlet op på dem. Politiet skubber og slår på folk med knipler.

Vi er 4-5000 demonstranter på vej til Grøndalsvænge Alle 13, en ejendom vi i fuld offentlighed vil besætte og gøre til Københavns nye ungdomshus. Det er et halvt år siden politiet, ryddede ungdomshuset på Jagtvej 69 og rev det ned.

Men jeg, og mange tusinde andre, mener, at der skal være et ikke-kommercielt og brugerstyret ungdomshus i København. Dels til den alternative kultur og dels som en platform for politiske og sociale eksperimenter – et frirum med andre ord.

Derfor har vi i flere måneder helt åbenlyst forberedt en aktion, hvor vi med civil ulydighed vil skabe en løsning på det problem politikerne på rådhuset skabte da de i sin tid solgte Ungdomshuset.

Der går ikke mere end et minut før hele området er indhyllet i gas, og vores opgave fra lydvognen er nu at få trukket demonstrationen, tilbage uden at folk går i panik. Det lykkes fint, selvom det virkelig er ubehageligt med al den gas.

Bilen bliver oppe foran, inde midt i gasskyen – hvorfor ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvor vi får stemmen fra, eller hvor demonstranterne får gejsten fra. Men vi bliver ved med at snakke gennem mikrofonerne, og da de fleste har sundet sig ovenpå gasangrebet går demonstrationen frem igen og er i gang med et nyt gennembrudsforsøg.

Vores del af demonstrationen, den grønne blok, har nemlig som opgave at presse politiets hovedstyrke, mens tre andre blokke, gul, turkis og rød, forsøger at komme igennem andre steder, hvor politiet ikke er mødt så talstærkt frem.

Efter tre gennembrudsforsøg og en masse tåregas får vi et telefonopkald fra gul blok – de er brudt igennem politiets kæder og er inde på grunden! Jublen vil ingen ende tage…

Hjemme i min seng er jeg glad for aktionens succes, men dagens oplevelser sidder i kroppen og fremtvinger spørgsmålet – hvorfor?

Hvorfor har jeg udsat mig selv for fare og risikeret anholdelse og retsforfølgelse? Svarene kommer dog ligeså hurtigt som spørgsmålet. Det er legitimt at handle, når så mange har behov for et ungdomshus – og det gør ikke handlingen forkert, at det står i loven, at man ikke må besætte et tomt hus.

Den eventuelle lovovertrædelse er ikke større i mine øjne end, hvis jeg var gået over for rødt på en vej uden biler.

Derudover var politikerne ikke interesserede i at løse problemet, de lod bare som om det ikke eksisterede. Derfor var det rigtigt selv at prøve at løse konflikten og i det mindste tvinge politikerne i tale igen – det var en rigtig aktion på det rigtige tidspunkt.

Få dage efter startede de politiske forhandlinger og ti måneder efter flyttede vi ind i et nyt hus.

Privatfoto

Pis og petroleum

Jeg kom til verden på Vesterbro i København i 1979. Min far og mor var som moderne mennesker gået fra hinanden inden min fødsel, så jeg blev født som skilsmissebarn.

Jørgen og Dorte, som far og mor hedder, boede heller ikke langt fra hinanden. Dorte på Istedgade, i det som i dag er den udprægede fine ende af gaden og som dengang ikke adskilte sig væsentligt fra resten.

Jørgen i Lille Colbjørnsensgade, der i dag er kendt for at være det første »Gated Community« i Danmark, hvor gaden er spærret af i begge ender af hegn og dørtelefonerne er for enden af gaden.

Det, jeg tydeligst husker fra mine barndomsår på Vesterbro, er stanken af pis. I en tid uden dørtelefoner var der fri adgang til alle opgange, og det benyttede de mange hjemløse og junkier sig af. Kommunen gad heller ikke dengang hjælpe hverken dem eller beboerne ved at opstille offentlige toiletter eller fixerum.

Så Vesterbro stank af pis – og flød med sprøjter. Sprøjterne resulterede i, at jeg aldrig måtte gå ud og lege for mig selv, heller ikke i vores egen gård.

Lugten af petroleum trænger sig også på i barndomserindringer. Det fyrede vi med, det stank og skulle hentes nede i kiosken på hjørnet af Halmtorvet. Jeg husker ejeren, Muhammed, en flink fyr, der ligesom i gamle danske film delte lakridspiber ud – i hvert fald til mig.

Den ejendom, Jørgen boede i, var noget værre slum og ejet af boligspekulanter ligesom det meste af brokvarterene dengang. Både Jørgen og Dorte er venstreorienterede og politisk aktive og lavede i de år en masse boligpolitisk arbejde og derfor kendte de hele kvarteret.

På vores rundture fik jeg set mange ting og mødt mange mennesker, en lille knægt ikke får lov til normalt. Jeg husker vores nabo Morten. Han var bøsse og døde af AIDS i midten af 80’erne. Han forærede mig min første LP, med Bamse og Kylling – den hørte jeg meget.

Jeg hørte også pladerne fra Vesterbro Ungdomsgård, og det gav sgu god mening, når man boede midt i skidtet.

Vi havde flygtninge fra Kosovo boende. Det var spændende, at jeg ikke måtte fortælle om det, samtidig med at jeg ikke kunne forstå at nogen ville tvinge andre til at flygte.

En dag udbrød der brand i Jørgens ejendom. En hjemløs eller en junkie havde søgt ly for natten på loftet. Men det var vinter, så han tændte et lille bål. Det var mærkeligt, for selv en lille lort som mig vidste, at man ikke skulle tænde bål indendørs.

Min far forklarede. at det havde noget med ejendomsret og spekulanter at gøre, men jeg forstod ikke hvorfor, man ikke bare byggede nogle huse til de hjemløse.

Idyl i parcelhuset

Vi sidder i Solrød Svømmehals cafeteria og spiser bøfsandwich og drikker sportssodavand en tirsdag aften. Dorte er som sædvanlig til partimøde i København. Min stedfar gider, eller kan, ikke lave mad, og derfor sidder vi her i svømmehallen tirsdag efter tirsdag og spiser datidens burgere.

Det er ren luksus, og min lillesøster og jeg har ingen problemer med at holde på hemmeligheden overfor vores mor. Min mor er blevet gift, har fået 80’er-krøller. og vi er flyttet i parcelhus i Solrød. Det er fedt, for jeg må lege udenfor, når jeg har lyst, og der er masser af natur at boltre sig i.

Vi spiser morgenmad i haven, vi planter jordbær og gulerødder, og vi hygger os med det nye farvefjernsyn. Vi oplever endda en hvid jul, og jeg kan stadig huske, at vi står på trappen foran huset og ser de hvide snefnug dale ned fra himlen i gadelygternes skær.

Mere idyllisk og smukt kunne det næppe blive. Og det blev det skam heller ikke.

Det var i fattigfirserne, med kartoffelkur og den slags, og jeg var syv år og forstod ikke rigtig, hvad det betød.

Men jeg forstod, at min stedfar blev arbejdsløs, og jeg oplevede, at han begyndte at drikke mange øl. Min lillesøster og jeg blev sendt ned hos købmanden med en barnevogn fyldt med tomme flasker. der skulle veksles til fyldte elefantøl.

Engang imellem blev vi også hevet med på bodegaen i Solrød Centret, når Dorte var til partimøde i weekenderne. Vores lille familie blev hårdt ramt af krisen i 80’erne, røg ned i et sort hul og huset røg på tvangsauktion.

De glade og hyggelige stunder i parcelhuset var afløst af en økonomisk krise, der også blev til menneskelige kriser. At den slags er en naturlov i et kapitalistisk samfund gik der dog nogle år, før jeg lærte.

De voksne har ikke altid ret

– Så kan du godt gå op til inspektøren, råber min klasselærer i 4.B.

Hun råber højt. Hun råber tit af én af os på den måde, når hun ikke kan klare mere, så jeg er ikke bange. Jeg er vred. Jeg er faktisk meget vred, og jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Jeg har ingenting gjort.

Det er ikke min skyld at hendes mand arbejder for Shell i Sydafrika. Eller at jeg ved, at der er racisme i Sydafrika, og at det hvide mindretal undertrykker det sorte flertal, og at Shell støtter det hvide mindretal.

Men måske skulle jeg ikke have rakt hånden op og fortalt min klasse og klasselærer. hvad jeg vidste, og måske skulle jeg slet ikke have påstået, at hendes mand måtte være racist, når han arbejdede for Shell.

Hvor skulle jeg vide fra, at man ikke må sige tingene, som de er? Og hvorfra skulle jeg vide, at man i klassen helst kun skal sige det højt, man rent faktisk har lært i skolen?

Jeg var simpelthen så vred, kan jeg huske. Klasselæreren havde magten og kunne bare stoppe en diskussion ved at smide mig ud af klassen. Det var frustrerende at opleve, at jeg vidste, hvordan tingene hang sammen, men at en autoritet påstod, at jeg ikke havde ret.

Det var første gang, jeg forstod, at sandheden ikke er entydig. og at der altid er grund til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne.

Da jeg mødte de andre i frokostpausen, grinede de meget af, at jeg var blevet smidt ud, mens jeg prøvede at spille stolt og bekendtgjorde, at jeg ville få min mor til at finde en skole, hvor lærerne var søde. Det er utroligt så naiv, man kan være som barn.

Min mor og jeg havde den aften den første diskussion, af ret mange, om, hvorvidt hun skulle trække mig ud af skolen, og ikke overraskende tabte jeg dem alle.

Senere i livet lærte jeg, at man ikke altid skal sige præcis det, man mener ved alle lejligheder, men det krævede en del oplevelser – og jeg har helt sikkert ikke gjort det for sidste gang. Og jeg lærer helt sikkert aldrig at holde min kæft, når der sker noget uretfærdigt, men jeg er begyndt at tale lidt pænere…

Bål i Blokland

Da vi så den nye lejlighed, blev jeg virkelig trist. Der boede tre junkier, og der var seriøst klamt.

På vej hjem plagede jeg min mor, om vi ikke kunne få løst den der økonomiske krise, så vi kunne blive boende i Solrød. Men det kunne vi åbenbart ikke.

Og som fattig boligsøgende er boligmarkedet ikke et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, men udelukkende et spørgsmål om udbud og formåen. Så vi flyttede ind i Blokland, som de fantasifulde byplanlæggere havde valgt at kalde kvarteret med de fire boligblokke.

– Der er ildebrand ovre i den anden boligblok, siger jeg til min mor og løber ud på altanen på for at se nærmere. Det viser sig dog at være en stor bunke møbler, der er stablet sammen på græsplænen mellem de to boligblokke, der er ild i.

Der farer en mand rundt og råber og skriger i nærheden af bålet. Jeg genkender ham som en fra den anden blok.

Det giver umiddelbart ingen mening for mig, at han er i gang med at brænde sine møbler af. Men Dorte forklarer mig, at han er blevet sat på gaden og er i gang med at futte lejlighedens indhold af som en desperat protest.

Det hjalp ikke, og umiddelbart efter gik han op i sin lejlighed og hængte sig.

Hans lille bål brændte sig ind i min bevidsthed. Det var selvfølgelig samtaleemne i hele området det næste stykke tid. Og rigtig spændende blev det, da det viste sig at en vens gamle farmor med svage nerver skulle flytte ind i samme lejlighed. Vi unger fik på det strengeste forbud imod at nævne for hende, hvordan lejligheden blev ledig.

Blokland ligger i Albertslund på Københavns vestegn og var en rigtig ghetto. Vi unger lavede masser af ballade, selvom vi selvfølgelig også spillede fodbold og legede krig.

I Albertslund fik jeg min første kinddans, mit første kys og min første smøg på skolens legeplads til en klassefest. Og det var også der jeg fik øjnene op for hiphop. Mig og Nicki laver rapshow i cowboyskjorter, guldkæder og cykelhandsker på fritten og senere får vi lov til at vende plader i ungdomsklubben – det var stort!

Den institutionaliserede generation

I min generation har vi tilbragt så meget af vores barndom og ungdom i institutioner, at forskerne kalder os »den institutionaliserede generation«.

Man kan her anføre, at der også før i tiden var institutioner gennem hele livet. Gården og gaden – og senere læretiden og familien var institutioner, som formede og opdragede generationerne. Men de institutioner var private og underlagt mere tilfældige individuelle autoriteter.

Institutionerne er nu drevet af staten, og den bestemmer indhold i og mål med dem – nu må børnene for eksempel ikke udsættes for hippiernes rundkredspædagogik længere.

Vi startede i vuggestue som 1-årige og gik tidligst ud af folkeskolen som 15-årige. Nogen fortsatte endda helt til universitetet og skrev speciale som 30-årige.

De fleste fra min generation har altså tilbragt 15-20 år i institution. På godt og ondt. Da der var ressourcer til det. var vi ofte på koloni, og vi børn lavede cirkus, spillede fodbold og ragede på hinanden – så vi har da haft det smadderskægt.

Men det var ikke altid sjovt at være overladt til institutionel kærlighed, og man har ikke skulle træde meget ved siden af, før man skulle normaliseres. Bøjletandlæge og specialundervisning er gode og velmenende tiltag, men det er sgu ikke sjovt at blive mobbet med.

Folkeskolen var afgørende for og understøttede, ligesom den stadig gør, at de klassemæssige og sociale baggrunde, vi som elever havde, blev reproduceret. De kloge var dem, der med forældrenes hjælp kunne lektien udenad og i øvrigt opførte sig pænt og kunne tale lærerens sprog.

Alt for meget tid blev brugt på at sidde ned og tie stille, og de praktisk/kreative fag forsvandt efterhånden. Det har for mange betydet en skolegang fyldt med nederlag. Hvis ikke man har akademiske forældre eller råd til privatskole er ens chance for at aflæse de sociale koder og dermed få noget ud af skolen ikke store.

I dag har man ikke mange muligheder for succesoplevelser uden for uddannelsessystemet, for de fleste jobs kræver som minimum en afsluttet folkeskole. Tidligere kunne man som mindre bogligt egnet, som det dengang formuleredes, nyde succes som ufaglært i marken, industrien eller i håndværket.

I dag får man højest et job i Netto – og hvor stor en succesoplevelse er det at få ros af butiksbestyreren. fordi man er god til at sidde ved kassen i Netto?

De velstillede må have en stor interesse i, at det er de velstilledes børn der får mest ud af skolen, når vi som samfund har så travlt med at skabe enkelte mønsterbrydere i stedet for at bryde hele mønsteret.

Selvfølgelig har institutionerne lært os at leve med og anerkende andre mennesker og deres behov allerede fra livets start. Men på trods af at vi lærte at være en del af et fællesskab, så har vi måtte kæmpe hårdt om både pædagoger, lærere og forældres opmærksomhed. For der blev færre lærere og pædagoger, og forældrene fik mere og mere travlt med at arbejde, til det nu næsten er blevet en folkesygdom at være sit arbejde.

Kampen om opmærksomheden har på den ene side gjort os selvstændige og initiativrige, men den har også givet os spidse albuer og gjort os til nogle egocentrerede og individualiserede røvhuller.

Som en af mine gode venner, der dog er fra en anden generation, siger, så er det ikke første maj mere – men mig først.

Usynlige mure

Muren falder i Berlin, og den såkaldte socialistiske lejr falder sammen. Der blev ikke grædt derhjemme, men mine forældre delte ikke jubeloptimisternes håb om, at alle i øst ville blive glade og lykkelige, fordi de skiftede statskapitalismen ud med markedskapitalismen.

Det skulle da også hurtigt vise sig at det kun var den symbolske mur der blev revet ned.

Der kom ingen og rev slummen på Vestegnen ned, og der var heller ingen, der rev de usynlige mure mellem rige og fattige ned. Eller den usynlige mur mellem Albertslund og Østerbro, som vi nu er flyttet til.

Der er kun to elever på min nye skole, der har en anden hudfarve end flertallet, og de er vist endda adoptivbørn. På min gamle folkeskole i Albertslund var der mange nationaliteter i klasserne – og det var ikke på grund af adoptioner.

På vores nye, og meget velfungerende, Østerbro-skole er der rent faktisk undervisning. Det stiller store krav til mig, og jeg må slide hårdt i det for at følge med, for det er ikke meget reel undervisning, jeg har fået i min skoletid i Albertslund.

Der er dog også andre forskelle på livet i Albertslund og på Østerbro – vores familie bliver større. Min lillesøster og jeg har udover en ny lillesøster og en ny stedfar også fået tre nye stedsøskende – vi er blevet en stor familie.

Med seks børn og to voksne er det næsten som et kollektiv. Man skal være hurtig, når der bliver serveret mad – og man skal nogle gange råbe højt for at blive hørt.

Det ville være synd at sige, at vi havde mange penge, og julen reddes år efter år af Børnenes Kontor, der uddeler julepakker i en lagerhal i Valby.

Børnenes Kontor uddeler også tøjpenge, så når nyt tøj ikke er lig med arvet tøj, skal det købes i Daells Varehus, hvor man får mest tøj for pengene. Men der var ikke prestige i at gå med tøj fra Dalle Valle.

Engang imellem var man heldig og fandt noget tøj, der lignede det, der var på mode, men næste dag i skolen er det alligevel let at se forskel på discount og mærkevarer.

Jeg begynder i samme periode at kæde mine egne oplevelser sammen med verden omkring mig, og så småt begynder jeg at tage politisk stilling og danner mig nogle grundholdninger.

Jeg er selvfølgelig præget af de sociale vilkår, jeg er vokset op under – og jeg er præget af at være opvokset i en meget politisk aktiv familie.

Siden jeg lå i barnevogn, er jeg blevet slæbt med til møder, demonstrationer og politiske sommerlejre. Jeg er blevet slæbt med i besatte huse og til støttefester for palæstinensiske og kurdiske frihedskæmpere.

Allerede i 5 klasse er jeg med til at arrangere min første demonstration imod lukningen af vores skole. En meget lille Lars udtaler til Albertslund Lokal-tv »at det simpelthen er for dårligt, at skolen skal lukke«.

Jeg har oplevet den uretfærdige ulighed, jeg har oplevet racismens dumhed, og jeg har forstået noget om krigens rædsler gennem mødet med flygtninge. Alle disse refleksioner diskuterer jeg med folk, og efterhånden indser jeg, at jeg er venstreorienteret.

Vi er alle præget af forældre, opvækstvilkår og sociale miljø, og det er det, krydret med vores personlige oplevelser og udforskninger, der danner os som mennesker. Så selvfølgelig er min opvækst og min baggrund en grund til, at jeg bliver venstreorienteret, men hverken far eller mor har nogensinde fortalt mig, hvad jeg skulle mene.

De har haft holdninger til verden, og dem er jeg blevet præsenteret for, men jeg har altid selv taget stilling til tingene. Og guderne skal vide, at jeg har været, og er, uenig i mange ting, både mor, far og venner mener – heldigvis.

Jeg er blevet udstyret med en udpræget kritisk sans, nysgerrighed og forandringslyst og evne – og det er ikke nogle dårlige ting at få med hjemmefra…

Holdninger og hængerøve

– Og sig nej, og til hva og til hva og til hva – til narkotika! Sådan synger de oppe fra scenen. Året er vist 1991, det er 1. maj og mig og min homie Mads er til koncert med Rockers By Choice i Fælledparken. Og det er så fedt!

Vi maser os foran og kan rappe med på alle sangene og smider håndtegn i alle retninger – og er enige om, at det er den fedeste 1. maj, vi har haft siden dengang, vi samlede flasker for over 500 kr.

Det er min første hiphop-koncert, men absolut ikke den sidste.

Jeg bliver grebet af musikken, og senere resten af kulturen, fordi jeg kan relatere mit liv til budskaberne om social retfærdighed, der bliver rappet om.

Dengang var det ikke så populært at være hiphopper. Det var tiden med de meget omtalte »hiphop-mord«, der gjorde vores mødre utrygge og fik gamle mænd til at grynte af vores hængerøve. Men dens slags er livet for kort til.. og vi hængte ud på gaderne og var helt nede med Malcolm X.

Jeg kan huske at politikerne lovede en ny verdensorden efter murens fald. Nu hvor den kolde krig var overstået, skulle der være fred. Men så snart regeringerne i øst var væltet, brød krigen om Østeuropas rigdomme ud.

Afslutningen af den kolde krig betød bare, at krigen blev varm – og at krig skiftede navn til fredsskabende missioner. Jeg gik fra at have politiske holdninger til at blive politisk aktiv i de år.

Men jeg jublede lige så meget over, at Danmark vandt EM i fodbold, som at vi stemte nej til EU. Ved folkeafstemningen om EU lærte jeg dog, at man ikke kan stole på politikere, for de lavede da bare en ny afstemning, når nu de var uenige i det første resultat. Jeg synes, det var noget svineri.

Vi sad hjemme om aftenen 18. maj, hvor danskerne stemte om EU igen. Vi så demonstrationerne mod politikernes svineri i fjernsynet, og jeg overvejede at kravle ud af vinduet og tilslutte mig – min mor havde meget bestemt meldt ud, at jeg var for lille til den slags, hvilket jeg også var.

Året efter meldte den socialdemokratiske overborgmester ud, at der skulle spares næsten 100 millioner på skolerne i København. Jeg syntes, det var latterligt at vi skulle spare penge på et skolevæsen, der var udsultet. Og jeg oplevede, at vi kunne skrive det ene brev efter det andet i skolebestyrelsen og elevrådet, fyldt med gode argumenter, uden at det fik politikerne til at ændre holdning.

Jeg mødte en masse andre skoleelever i København, og vi blev enige om, at vi måtte gøre noget mere radikalt end at skrive breve, for vi ville redde vores skoler. Så gik det hurtigt.

I løbet af to måneder havde jeg været med til at lave utallige demonstrationer og aktioner og vi bosatte over 40 folkeskoler i København. Jeg var blevet politisk aktivist.

De fede fattige

Jeg har på egen krop oplevet, at det er dyrt at være fattig. Det er dyrt at låne penge, man har ikke mulighed for at investere sig ud af krisen, og afbetaling og kredit koster.

Heldigvis for de fattige, er der nu kloge mennesker, der påstår, at den økonomiske fattigdom ikke i sig selv er afgørende for uligheden. For selvom uligheden ifølge alt talmateriale er steget, siden man begyndte at måle den, så er den i Danmark så lav i forhold til lande, vi normalt ikke sammenligner os med, at den næsten ikke er værd at nævne.

De kloge påstår, at industrisamfundet, og dermed klassekampen, er afskaffet, og at vi med overgangen til det såkaldte informationssamfund åbenbart er nået til et punkt i den menneskelige udvikling, hvor ulighed er kulturelt betinget. Og her skal kultur først og fremmest forstås som uddannelsesmuligheder og færdigheder.

Ligesom i USA, hvor illusionen om den amerikanske drøm lever i bedste velgående, så skal man i Danmark kunne forvandle sig fra bistandsklient til bankdirektør. Midlet er uddannelse.

Men forudsætningerne for at tage en uddannelse, adgangen til den og muligheden for at kunne bruge den bagefter er i afgørende grad betinget af ens økonomiske status.

En studerende med ringe økonomisk kapital kan godt få høje karakterer og være heldig at få en skolegang uden nederlag, men vil stadig gøre sig økonomiske bekymringer. I modsætning til den studerende, der bor i forældrekøb, hvor forældrene endda betaler husleje og skitur.

Det gælder stadig, at direktørsønner med lavest karaktergennemsnit har større chance for at blive direktører end arbejdsmandssønner med højest.

Klassekampen er blevet erklæret død næsten siden dens opståen, og arbejderklassen har også tit fået at vide, at den ikke eksisterer. Men så længe der findes ejendom, vil der også findes ejende og besiddelsesløse klasser.

Jeg tror ikke, der er mange danskere, der går sultne i seng, fordi de ikke har råd til mad, men én, der gør det, er én for meget!

Til gengæld kan vi se på fedmestatistikkerne, at der er overdrevet mange danskere, der ikke har råd til ordentlig mad og af økonomiske grunde er tvunget til at leve usundt. Det kalder jeg fattigdom – og er der en grundlæggende forskel på at blive sultet ihjel og så blive proppet med giftig mad? Jeg kan ikke se den.

Pointen er altså, at selvom man har råd til det billigste og giftigste mad i frysedisken i supermarkedet, så kan man godt være meget fattig. For en kassedame på mindsteløn skal ikke sammenligne sig med en gadesælger i Dubai, men med bankassistenten i Holbæk. Pædagogerne, sygeplejerskerne og SOSU’erne skal ikke sammenligne sig med offentligt ansatte i Argentina, men med ingeniører i Danmark.

Der er stadig kæmpe økonomisk ulighed i vores lille andedam, og den gør stadig de mange unødigt kede af det og frustrerede, mens den ikke engang kan gøre de få velhavende lykkelige.

Mage til tabersystem skal man lede længe efter.

Klassekamp i Esbjerg

– Hold da kæft, nu trækker de pistoler, råber min sidemand. Jeg når lige at se, at politibetjentene, der to mand høj prøver at stoppe vores demonstration, åbenbart føler sig rimelig klemte og trækker deres pistoler.

Så løber vi. I alle retninger. Året er 1995, og vi husker alle, hvordan politiet kun to år tidligere skød 113 skud direkte ind i en demonstration, og ingen af os vil pløkkes ned af politiet.

Så vi løber ned af Esbjerg hovedgade, og politiets hunde, som de har sluppet løs, løber med og bider på må og få. Vi er en flok, der søger ly i en baggård og efterhånden falder gaden til ro.

Vi er i Esbjerg for at støtte de omkring 80 buschauffører fra Ribus, der på egen hånd har taget kampen op mod privatiseringen af den offentlige sektor. Og selvom klassekampen er blevet erklæret død og begravet efter murens fald, så kæmper store dele af arbejderklassen med dem, f. eks går 250.000 danskere en dag i maj 1995 i sympatistrejke med chaufførerne.

Og vi, der er taget af sted til Esbjerg den dag, er enige i chaufførernes kritik af privatiseringer, og vi er imod at politiet blander sig i konflikten ved at yde politibeskyttelse til skruebrækkerne, der kører busser i stedet for de rigtige chauffører.

Vi er taget af sted tidligt om morgenen i bus fra en sommerlejr, og blokaden er på plads, da politiet ankommer. Vi er omkring 150 unge mennesker og nogle buschauffører, og vi har ikke tænkt os at flytte os frivilligt.

Jeg står i forreste kæde og har nedløbsrør på arme og ben for at beskytte mig mod hundebid, og vi har trænet »blokadeteknik« hjemmefra.

Politiet prøver at skubbe os væk, men kan ikke flytte os. Så kommer de med hundene. Jeg ser flere i min kæde blive bidt, men vi flytter os ikke. Så trækker politiet deres knipler og begynder at tæske løs på os.

Langsomt og med stor brutalitet får de splittet os, og da vi ikke slår igen, lykkes det dem efterhånden at tæske os væk. Blokaden er slut, men det er politiets hævn ikke.

I flere timer bølger slaget om Ravnevej frem og tilbage, og selvom flere af vores kammerater køres væk i ambulancer med heftige hundebid, så gør vi, hvad vi kan, for at holde busserne med skruebrækkere inde i garagen.

Jeg er i Esbjerg mange gange. Jeg oplever sindige jyske buschauffører, der traditionelt stemmer på Venstre og aldrig går over for rødt, forvandle sig til faglige aktivister i kamp mod privatiseringen af deres offentlige arbejdsplads.

Jeg oplever familiefædre i politiets hundekorps, der lader deres hunde skambide gamle damer og selv tæsker løs på fredelige demonstranter. Og på trods af politiets brutalitet møder chaufførerne og deres sympatisører op dag efter dag for at kræve deres ret.

Jeg oplever ufattelig stor solidaritet blokadevagterne imellem og i resten af landet. Har man »skrot ribus«-trøje på i bussen i København, skal man ikke vise billet. Som blokadevagt får man gratis bajere på værtshusene i Esbjerg.

Desværre kæmper chaufførerne mod både byråd, regering og toppen i fagbevægelsen, der alle støtter udlicitering, og alle midler bliver brugt mod chaufførerne.

Politiet sender en civil agent ind i chaufførernes strejkekomite, og han opildner til hærværk mod en skruebrækker – og får dermed lokket nogle chauffører i en fælde, hvor politiet ligger på lur.

Det resulterer i fængslingen af strejkeledelsen og store overskrifter, hvorefter toppen i fagbevægelsen kan stoppe deres ufrivillige støtte, og dermed trækker de tæpper væk under chaufførerne.

Med nederlaget i Esbjerg er der frit slag for nyliberaliseringen af det danske velfærdssystem – som for alvor tager fart i slutningen af 90’erne.

Jeg lærer gennem mine oplevelser i Esbjerg, at klassekampen ikke kan erklæres død, hvis den ikke er det. Jeg ser gennem storstrejken og den daglige solidaritet, hvilken styrke arbejderklassen har, og jeg beslutter mig for at tilslutte mig dens politiske parti – det kommunistiske parti.

Det er selvsagt ikke populært at springe ud som kommunist så få år efter murens fald, men det kan jeg ikke tage mig af - for klassekampen er ikke en popularitetskonkurrence.

Et billede af en krigsforbryder

– Du har blod på hænderne, råber jeg med skinger stemme, fordi adrenalinen pumper gennem kroppen. Imens hælder jeg stille og roligt maling ud over statsminister Anders Fogh Rasmussen. Sekundet efter ligger der to bodyguards fra PET ovenpå mig. Jeg prøver at råbe videre, så kameraerne får budskabet med.

I et halvt år inden malingsaktionen havde jeg været aktiv i antikrigsbevægelsen. Allerede før krigen startede, forstod de fleste mennesker godt, at det handlede om at sikre den vestlige verdens olieleverancer, og altså hverken om masseødelæggelsesvåben eller indførelsen af demokrati.

I antikrigsbevægelsen mener vi, at krigen er forkert. Ikke bare fordi den vil gå ud over uskyldige, men også fordi dens formål handler om profit og magt. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere klamt end at slå ihjel for penge, og jeg følte stor afsky for det menneskesyn som Fogh, Bush og Blair præsenterede for verdens befolkning.

Derfor brugte jeg seks måneder på at være med til at dele hundredetusind løbesedler ud og skrive hundredevis af læserbreve. Vi afholdt demonstrationer over hele landet – på verdensplan var over 10 millioner mennesker på gaden på en enkelt dag.

Men det var svært at trænge igennem i mediebilledet, så vi lavede også aktioner.

Vi lænkede os til den amerikanske ambassade og trængte ind på flådestationen i Korsør for at stoppe afsendelsen af krigsskibet Olfert Fischer. Men intet hjalp. Selvom meningsmålinger viste, at 70 procent af befolkningen var imod en krig mod Irak, blev Anders Fogh ved med at fastholde, at det at være imod krigen nærmest var at gå Saddam Husseins ærinde.

Da det blev klart, at den normale demokratiske orden var sat ud af kraft, og at der skulle noget ekstraordinært til for at stoppe de buldrende krigstrommer, var vi en gruppe antikrigsaktivister, der besluttede at Danmarks indtræden i krigen ikke måtte foregå i tavshed.

Der skulle sendes et signal til både irakerne og resten af verden om, at en stor del af befolkningen ikke ønskede krigen. Vi ønskede også at udstille statsministeren som en kommende krigsforbryder med blod på sine hænder.

Min ven Rune og jeg besluttede os for at være dem, der udførte malingsaktionen. Vi vidste godt at aktionen kunne medføre fængselsstraf, men vi følte begge, at sagen var vigtigere end vores straffeattester.

Derfor fandt vi ud af, hvornår regeringen ville offentliggøre den danske krigsdeltagelse, snød os ind i Folketinget og tog plads uden for regeringens mødelokale. Der ventede vi i spænding i to timer på, at deres møde blev færdigt.

Da statsministeren kom ud, var Rune gået på toilettet, og jeg skulle tage stilling til, om jeg skulle udføre aktionen alene eller ej. Jeg var nervøs som aldrig før, men valgte at gøre det alene.

Det medførte, at Rune to minutter efter fik chancen for også at hælde maling på udenrigsminister Per Stig Møller, der jo også var ansvarlig for krigsdeltagelsen. Kort tid efter befandt vi os i Vestre Fængsel, anklaget for vold og hærværk.

Fængsler og fanger

– Så er der morgenmad, råber fangevogteren, mens han åbner døren til celle 112. Jeg er oppe, for allerede da underbevidstheden hører nøgler klirre i låsen, vågner jeg.

Indholdet på bakken med mad, jeg får udleveret, ligner noget man ville skamme sig over at servere på et 1-stjernet motel i Rumænien. Fængselslivet er i det hele taget ikke noget at råbe hurra for – hvilket er meningen.

At få frataget sin handlemulighed og sin frihed til at låse døren indefra er noget af det mest ubehagelige, jeg har været udsat for, og noget af det mest nedbrydende et menneske kan opleve.

Rune og mig er blevet taget utroligt godt imod af de andre fanger herinde i Vestre Fængsel. Da vi den første dag skulle på gårdtur, var vi ved at skide i bukserne af skræk. Vores hoveder var fyldt med scener fra amerikanske fængselsfilm, og vi troede, at de farlige fanger ville kaste sig over os to små blege aktivister.

Men fordommene blev gjort til skamme, vi blev modtaget med klapsalver. Alle gav hånd og hilste på og fortalte, at hvis der var noget, uanset hvad, vi manglede, så skulle vi endelig sige til.

De fleste af dem undrede sig mere over, hvorfor vi var blevet sat i fængsel, end vi gjorde – vi var jo ikke kriminelle ligesom dem, som de sagde.

Den opbakning vi fik fra fangerne, men ikke mindst fra omverdenen, holdt os oppe. En dag var der kommet så mange breve til os fra venner, familie og folk, der ville sige tak for. at de som danskere kunne se sig selv i øjnene efter vores aktion, at fangevogteren surt bemærkede »at vi fandme burde have vores eget posthus«.

Jeg kunne skrive mange sider om de små tre måneder, jeg tilbragte i fængslet. Om psykisk tortur, om meget lange sommernætter bag tremmer, mens byens lyde strømmer ind i cellen, om menneskelig fornedrelse og råddenskab, om dårlig samvittighed overfor familie og venner, der sidder derude og er kede af det.

Men jeg kunne også fylde mange sider med beretninger om menneskelig varme fangerne imellem, om ubrydelige solidaritet, om fangesamfundets interne samfundsorden og om alle de absurde situationer, man havner i, og som man ikke kan andet end at grine af – bagefter.

I fængslet handler det om at komme så meget ud af sin celle som muligt, og jeg blev allerede første dag tilbudt en plads i kirkekoret af Johnny, en af talsmændene.

Senere fik jeg at vide, at det var et stort privilegium, men i situationen har jeg nok kigget på ham, som om han var åndssvag og lige havde fremlagt en flugtplan. Han fik mig dog overbevist, for i kirkekoret kom man ud af cellen to aftener om ugen og både lørdag og søndag eftermiddag.

I kirkekoret sad nogen af de mest velfungerende fanger, men første gang jeg skulle sidde og drikke kaffe og spise wienerbrød med mordere og narkohandlere, følte jeg mig meget malplaceret. Men i løbet af den tid, jeg tilbragte sammen med dem, lærte jeg dem at kende som nogle meget varme og rare mennesker.

Og hvis jeg ikke havde haft friaftenerne i koret havde det været væsentligt sværere at udholde indespærringen. Alene det absurde i at stå inde i en fængselskirke og synge lovsange til en gud, vi ikke troede på, kunne få os til at grine – og at grine er en stor luksus i et fængsel.

Jeg lærte i min tid som indsat i celle 112, at fængselssystemet ikke resocialiserer – det reproducerer. Jeg mødte 16-17 årige knægte bag tremmer, som stadig var til at redde, men som kom ud af fængselsporten som højt uddannede på de danske kriminelles universitet – Vestre Fængsel.

Selvom fængselssystemet gør, hvad det kan for at få fangerne til at føle sig som kriminelle, lykkedes det dem aldrig at få mig til at indoptage den følelse. Jeg følte mig ikke kriminel, for jeg syntes, vi havde retten på vores side.

Vi prøvede at forhindre en krig, som FN var imod, og som ville koste hundredtusinder af uskyldige irakere livet. At vi havde smidt med maling var ingenting imod, at Fogh og resten af folketingets flertal smed med bomber.

Men det var os og ikke Fogh, der blev dømt i retten. Jeg kommer dog aldrig, på trods af en plettet straffeattest og beskyldninger om terrorisme, til at angre, at jeg udstillede vores statsminister som det, han er – en krigsforbryder med blod på hænderne!

Tilværelsens ulidelige ulidelighed

Når der engang imellem er kontroverser imellem generationerne, handler det oftest om, at ældre generationer brokker sig over, at det var meget hårdere i gamle dage, og at ungdommen i dag er letsindig.

Og det er rigtigt, at det var fysisk hårdere at leve i gamle dage, men til gengæld er det blevet psykisk hårdere. Den kulturelle frisættelse, som gør, at smedesøn ikke længere behøver at blive smed, gør også smedesønnen usikker på, hvad han så skal – og især hvordan.

Valgfriheden mellem mange identiteter forlænger ungdommens grundlæggende usikkerhedsfølelse og gør den mere uhåndterbar – stigningen i forbruget af lykkepiller og selvmord taler sit eget sprog.

Lige siden reklameindustrien opfandt teenagebegrebet og gjorde denne gruppe unge til forbrugere af identitet og livsstil, har samme reklameindustri spekuleret i ungdommens usikkerhed.

Identitet og livsstil er til salg, og alle områder af unges kultur forsøges kommercialiseret i en sådan grad, at store firmaer opfinder nye undergrundskulturer, og at Coca-Cola endda har malet ulovlig reklamegraffiti i København.

Vi bliver opdraget til, at lykken findes i forbruget, allerede fra vi er babyer, og den lykke skal vi jage hele livet. Samfundet, og dets generationer, er gennemsyret af den nyliberale diskurs om, at du er din egen lykkes smed, og at lykken er din økonomiske og kulturelle præstation.

Præstationsfremmende midler er tilgængelige som både åndelig coaching og i traditionel pilleform. Det er ikke nok at stile efter at være tilfreds, du skal konstant jagte større lykke og økonomisk formåen – og du skal se godt ud imens.

Selvom stress er blevet en folkesygdom, bliver arbejdstiden og tempoet øget og øget, fordi de økonomiske interesser i at stille store krav og sætte tempoet og forbruget op er større end hensynet til menneskets sundhed.

Vi er endda kommet så langt ud på profitjagtens overdrev, at vi er i gang med at forårsage en klimakatastrofe, der kan udslette menneskeheden. Min påstand er, at det er blevet, og stadig vil blive, hårdere at være menneske, fordi vi lader markedets umættelige vækstbehov styre vores fælles liv.

Jeg har i lige meldt mig ind i gruppen »Fuck finanskrisen – jeg har haft gæld, siden jeg fik dankort« på Facebook. Min generation, fra fattigfirserne, blev forbrugere i 90’ernes såkaldte økonomiske opsving. Vi havde, i modsætning til tidligere generationer, råd til at rejse ud og se verden, men for mit vedkommende var det på lånte penge.

Den velstandsstigning, som danskerne, ifølge økonomer og politikere, har haft de sidste 10 år, har været velstand på kredit. For friværdi er jo bare et andet ord for lånemulighed. En lånt krone er ikke en tjent krone – det er en dyr krone.

Men husprisernes himmelflugt og den næsten frie adgang til forbrugslån resulterede i et selvforstærkende og psykopatisk forbrugerræs, der nu er forvandlet til en kæmpe økonomisk krise.

Og i en økonomisk krise er det kun de virkelige millionærer, dem der ikke kun er det på papiret, der har en chance for at slippe for total fallit. Nu skal det blive endnu dyrere at være fattig.

Og hva så…?

Jeg er nu 29 år gammel, og jeg er ikke blevet træt af at prøve at ændre verden. Jeg har ikke haft travlt med uddannelse og karriere og er pædagogstuderende på 5 år.

Jeg har holdt mange sabbatår og taget mig tid til at finde og være mig selv – noget alle burde få lov til, selvom det koster velfærdskroner, for det vil i sidste ende komme samfundet til gode.

Den store samfundsfortælling har lært os, at velfærden i landet er unik, og for de historieløse fremstår velfærden som noget naturligt og som en gave, søde politikere har givet befolkningen.

Men velfærden blev tilkæmpet af den danske arbejderbevægelse gennem hårde kampe imod borgerskabet. Og velfærden er under pres. Ikke fra påståede pensionsbomber og flygtninge i nød, men fra jagten på konstant profitvækst.

Velfærdssystemet såvel som vores mellemmenneskelige relationer og udviklingsprocesser bliver markedsgjort. Alt, hvad der kan privatiseres, skal privatiseres, og markedstænkningen præger de sektorer, der endnu ikke kan privatiseres.

Overalt i det offentlige er markedsstænkningens krav om skemaer, dokumentation og økonomiske hensyn ved at kvæle sygeplejersker, lærere, pædagogers, socialrådgiveres og mange andre offentligt ansattes faglighed.

Det er skræmmende, at vi som samfund har så stor en viden om, hvad der er godt for mennesker, mens vi har travlt med at gøre det modsatte. Vi har brug for kærlighed og menneskelig varme, men samfundet og dets herskende ideologi møder os med fremmedgørelse, konkurrence- og præstationskrav.

Jeg håber, at det bliver min generation, der er i stand til at gennemskue, at markedet er menneskeskabt, og at det derfor kan afskaffes – og at vi på markedets grav kan plante frøene til et socialt retfærdigt og kærligt samfund.

Jeg har prøvet at beskrive min opvækst og mit liv for at tegne dette generationsportræt, velvidende at dette billede er mit eget og forskelligt fra andre i min generation, der enten er vokset op i andre sociale lag eller har haft andre livsbetingelser.

Jeg har især prøvet at beskrive mine bevæggrunde for at være den, jeg er, og hvorfor jeg gør, som jeg gør. Min drivkraft, både i livet og mit politiske arbejde, er min sociale indignation. Det gør ondt indeni at se hjemløse i Københavns gader, og jeg bliver samtidig meget vred, fordi jeg ved, at der står 18.000 tomme boliger i byen.

Og det vækker dårlige minder, når den enlige mor står i supermarkedet med grædende børn, der bare trænger til ferie, og jeg bliver vred, når politikerne, igen, vil skære i hendes kontanthjælp.

Men når jeg er færdig med at have ondt af dem, der lider, og mig selv og vred på dem, der bestemmer, at det skal være sådan, så bliver jeg konstruktiv og får lyst til at gøre noget. Derfor er jeg politisk aktiv.

Og derfor synes jeg på trods af vinterdepressioner, ulykkelig kærlighed og en bundløs gæld og alt det andet lort, at mit liv er værd at leve, selvom familie og venner selvfølgelig også betyder meget i den sammenhæng.

Min mor og far har været eksempler for mig og inspirerer mig stadig. De har på trods af svære opvækstvilkår og et liv, der bestemt ikke har været særligt sødt ved dem, altid kunnet se ud over deres egen næsetip.

Aldrig har døren været lukket for folk i nød. Aldrig har de haft nok i sig selv. Altid har de kæmpet for, at de svage skulle blive stærke, og at mange skulle have meget og få for lidt.

Den kamp vil jeg være med i – på trods af generationskløften.

Lars Grenaa er pædagog og arbejder i en intereret institution i Mjølnerparken på Nørrebro. Han har igennem 16-17 år været venstrefløjsaktivist i utallige sammenhænge.

Artiklen er Lars Grenaas bidrag til antologien Generation kan selv (red. William Abrahamsen og Kathrine Storm) Tiderne Skifter 2010.