SF stemmer for mere end halvdelen af den borgerlige regerings forslag i Folketingssalen.
Siden Villy Søvndal i 2004 trådte til som partiformand er SF’s uenighed med Venstre og Konservative kun blevet mindre hvis man kigger på afstemningerne i Folketingssalen.
Det viser en optælling af partiets stemmeafgivelse i perioden 2001-2010 foretaget af analyseinstituttet Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4.
Undersøgelsen kan dog ikke bruges til at dokumentere et højreskred i SF, mener ledelsen i partiet. SF er derimod blevet mere venstreorienteret de seneste år, fastholder både formand og næstformand.
Ifølge undersøgelsen i Ugebrevet A4, så stemte SF imod VK-regeringens forslag i tre ud af fire afstemninger i Folketinget i perioden 2001-2004.

Helt præcis markerede partiet sin uenighed med den borgerlige regering i henholdsvis 71, 69 og 71 procent af afstemningerne ifølge kortlægningen, som Kaas & Mulvad har foretaget.
Men allerede året efter, hvor Villy Søvndal trådte til som partiformand, faldt tallet til 63 procent, og sådan fortsatte udviklingen – for i de seneste tre folketingssamlinger at ligge på mellem 43 og 45 procent, skriver Ugebrevet A4.
Undersøgelsen rammer midt ned i en debat om hvorvidt SF er rykket til højre efter at Villy Søvndal kom til magten i partiet.
Men hvis man mener, at de nye tal underbygger påstanden om højredrejning, så må man tro om igen.
– Det er noget eklatant vrøvl. Muligheden for at vinde et valg er nu inde for rækkevidde, og at betegne det som en drejning til højre er fuldstændig absurd, siger SF’s formand Villy Søvndal til Ritzau.
– En af årsagerne er, at Fogh-regeringen var mere rabiat i starten med en demontering af miljøindsatsen, krigen i Irak og kommunalreformen. Men vi har også bevidst valgt en mere konstruktiv linje, siger SF’s formand.
Både Villy Søvndal og næstformand Thor Møger Pedersen er af den opfattelse, at deres parti er rykket til venstre de seneste år.

Partiets samarbejdslinje styrker venstreorienterede mærkesager alene af den grund, at de søger og nogle gange får indflydelse på den danske lovgivning. At realiseringen af SF-politikken sker ved at stemme for borgerlige finanslove, forsvarsforlig eller regeringens bankpakker, er mindre vigtigt, lyder analysen.
– Jeg synes, at det er en absurd beskyldning, at påstå at SF er blevet mere højreorienteret ud fra Ugebrevet A4’s undersøgelse. Undersøgelsen er kun en simpel optælling af afstemningsresultater, men siger intet om det politiske indhold, siger Thor Møger Pedersen til Modkraft.
– Jeg mener faktisk, at det modsatte er tilfældet . Vi er rykket til venstre de seneste år. Og der er stadig ekstrem stor forskel på højre og venstre i dansk politik, uddyber næstformanden.
Læs artiklen »Venstrefløjen stemmer sig ind mod midten« i Ugebrevet A4.
Læs artiklen »Søvndal benægter højredrejning i SF« i Berlingske Tidende.
Læs artiklen »SF-strateg: »SF er drejet til venstre«« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96