Annonce

7. september 2010 - 21:51

Danske demokratiforkæmpere arresteret i Swaziland

Tre danskere fra solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt er tirsdag den 7. september blevet arresteret, da politi gennemførte en razzia mod fagforeningskokaler i provinshovedstaden Manzini i Swaziland i Afrika.

Razziaen startede fem minutter før en planlagt demonstration for ophævelse af undtagelsestilstanden og indførelse af demokrati skulle være startet med international deltagelse. Det oplyser Henrik Guldborg Bøge fra Afrika Kontakt til Modkraft.

Ifølge oplysninger fra Afrika Kontakt er de tre danskere Morten Nielsen, Lone Christiansen og Peter Kenworth, der alle er tilknyttet organisationen. De tre danskere har deltaget som en dansk delegation til en aktivitetsuge for demokrati gennemført af Swaziland Democracy Campaign (SDC), en samarbejdsorganisation for støtte til fagforeninger, græsrødder og studenterorganisationer, der arbejder for demokrati i landet.

Skulle anholdes under seminar om demokrati

Allerede mandag den 6. september forsøgte politiet i Swaziland at arrestere de tre danskere. Omkring 100 betjente trængte ind på Tum’s George Hotel i provinsbyen Manzini i det centrale Swaziland og afbrød et seminar arrangeret af SDC.

Blandt de omkring 60 deltagere i mødet om den demokratibevægelses historie i landet, var de tre danskere fra Afrika Kontakt og flere sydafrikanere, blandt andet fagforeningsrepræsentanter.

Politiet krævede efter at være trængt ind i lokalerne at få oplyst navnene på alle udenlandske deltagere ved mødet, men det nægtede deltagerne ved mødet at efterkomme. De istemte i stedet sange, mens hovedparten af de udenlandske deltagere stak af gennem bagdøren i lokalerne. Politiet arresterede i stedet mødearrangørerne, der blev kørt bort til afhøringer.

JPEG - 80 kb
Mødedeltagere diskuterer med fremmødt politi ved Tum’s George Hotel i Manzini mandag den 6. september. Foto: Sydafrika Kontakt.

Swaziland Democracy Campaign klager over gentagne chikanerier fra politiets side, blandt andet trusler om at holde ledelsen ansvarlig for alt, hvad der foregår af »uregelmæssigheder« under den international kampagneuge i september.

Fagforeningslokaler stormet tirsdag

Tirsdag den 7. september fortsatte politichikanen med en morgenrazzia mod kontorlokalerne i Manzini for the Swazi Federation of Trade Unions, det lokale LO, hvor fra koordineringen og organiseringen af demonstrationen er foregået.

Det skete fem minutter før en planlagt demonstration med international deltagelse skulle startes.

De tre danske, der skulle deltage i demonstrationen med erklæret støtte fra flere partier og fagforeninger, havde fra morgenstunden søgt væk fra deres hotel og hen på fagforeningslokalerne, hvor de blev anholdt under razziaen.

De tre danskere er dog igen blevet løsladt ved 15-tiden og har via sms givet besked til Danmark, om at de kan nå et planlagt fly ud af Swaziland senere i dag.

Diktatur og fattigdom

Swaziland styres af den enevældige kong Mswati II, der blev indsat i 1986. Han har i hele sin regeringstid holdt landet i undtagelsestilstand med forbud mod politisk aktivitet og oppositionspartier.

Landet er kendetegnet af utrolig fattigdom. Over 70 procent af befolkningen lever for under én US-dollar om dagen, en tredjedel af befolkningen har ingen arbejde og næsten 40 procent er smittet af hiv. Swaziland har verdens laveste forventede levetid på knap 32 år.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce