Flere hundrede kurdere trodsede i weekenden regnen og gik i protestoptog igennem Københavns gader. Det skete under parolen »Støt Roj-tv - Støt ytringsfriheden«.
Bag demonstrationen lørdag den 11. september stod en lang række dansk-kurdiske organisationer og enkeltpersoner. De er oprørte over Rigsadvokatens tiltale i sidste måned mod den kurdiske satellit tv-station Roj-tv, som de danske myndigheder ønsker lukket grundet mistanke om »propagandavirksomhed« til fordel for den illegale venstreorienterede separatistgruppe PKK.
Flere af de fremmødte ved lørdagens arrangement bar bannere og t-shirt med teksten »Ytringsfrihed gælder også for kurdere«.
Dette emne var også gennemgående i talerne under demonstrationen.
– Roj-tv selv er ikke tiltalt for selv at have medvirket til terrorhandlinger, men alene for at have bragt udsendelser, som kan betegnes som propaganda for PKK. Hvis en tv-station med millioner af seere kan lukkes fordi den rapportere om faktuelle begivenheder og bringer interviews med den ene part i den væbnede konflikt, så er der tale om et alvorligt angreb på presse- og ytrigsfriheden, sagde en af arrangørerne fra talestolen.

– Der er to grunde til at protestere i dag. For det første for at støtte de kurdiske folks nationale rettigheder herunder retten til en kurdisk tv-station. For det andet, som et led i kampen for ytringsfrihed, at protestere over det seneste skræmmende eksempel på hvad terrorlovgivningen kan indebære, sagde Tue Magnussen fra FN-forbundet.
Se videoreportage fra demonstrationen.
Læs artiklen »Opbakning til lukningstruet kurdisk tv-station« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96